Kommentar

Sundhedspersonalets styrke er at kunne vende deres skam til offentlig indignation

Velfærdsansatte samler sig om hashtagget #deterogsåmig og beretter ærligt om deres skam over ikke at have tid til patienterne. Og skammen er et sundhedstegn, fordi den advarer os, når noget er moralsk forkert. Måske kan den sætte skub i forandringen
Med et hashtag som #deterogsåmig stiller de offentligt ansatte sig skulder ved skulder med den tredjedel af danskerne, som på et tidspunkt i livet får en psykisk sygdom, skriver Katja Balslev Nielsen.

Med et hashtag som #deterogsåmig stiller de offentligt ansatte sig skulder ved skulder med den tredjedel af danskerne, som på et tidspunkt i livet får en psykisk sygdom, skriver Katja Balslev Nielsen.

Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Debat
6. august 2022

Med sin kronik den 4. juni satte læge i børne- og ungdomspsykiatriens akutmodtagelse Sara Kærn Linstow forholdene i psykiatrien på dagsordenen.

Hun aktiverede en bølge, hvor sundhedspersonale under hashtagget #deterogsåmig stod sammen om at beskrive forholdene i psykiatrien og konsekvenserne for personer med psykisk sygdom, så de ikke skal bære skammen selv.

For skammen gemmer sig i tavsheden, hvor den vokser som en byld. De offentligt ansatte sprænger bylden, når de står sammen med #deterogsåmig.

Det blev til et opgør med ikke bare én, men to slags skam.

Med hashtagget bryder velfærdspersonale som læger, psykologer, socialrådgivere og sygeplejersker ikke kun med skammen over ikke at handle etisk forsvarligt i deres praksis.

De giver også personer med psykisk sygdom og deres pårørende en stemme, så de ikke skal bære en eventuel skam over deres psykiske sygdom alene.

Den sunde skam

Som forsker i skam og sårbarhed Brené Brown udtrykker det i sin bog Daring Greatly, får skammen sin magt, fordi den er tabuiseret:

»Hvis vi bliver så bevidste, at vi kan sætte navn på den og tale til den, har vi stækket den godt og grundigt. Skammen hader at få sat ord på sig. Hvis vi sætter ord på den, begynder den at visne.«

Det er, hvad Linstow gør i sin kronik. Her beskriver hun åbent den skam, der rammer hende som en følelsesmæssig knytnæve, når hun modtager en mail, hvor hun kaldes for »en søvndrukken læge«, der stiller »hovsadiagnoser« og udviser »ligegyldighed«. Som hun skriver, lyder det ikke som en rar læge at møde.

Det er ikke kun ubehageligt at få sat sådanne ord på sig selv. Det rammer også at forestille sig et ungt menneske og en familie i krise, som møder sådan en læge.

Men sådan en læge er hun.

Den sunde skam fortæller os, at vi har bevaret vores menneskelighed. At vi ikke er robotter, men af kød og blod. Ligesom borgerne, der har brug for velfærdspersonalets hjælp.

Det kræver mod at reagere på den etiske skam. Læge Sara Kærn Linstow og de mange offentligt ansatte, der går sammen under hashtagget, risikerer alle noget. Det er modigt at italesætte skammen, og det udtrykker en kæmpe styrke.

Som psykoanalytiker Else-Britt Kjellqvist pointerer i bogen Rødt og hvidt – om skam og skamløshed: »Hvis man ikke vedkender sig sin egen skam, kan man heller ikke se den og respektere den hos andre. Man forværrer tværtimod ved sin ufølsomhed den andens situation«.

Vi skal derfor ikke af med skam i det offentlige. Det er godt, at vi kan rammes af skam, for den opstår som en konsekvens af, at vi ikke kan tåle at behandle hinanden skidt.

En moralsk superkraft

Den sunde skam skal derfor have en stemme. Den er vores moralske superkraft, der ikke er til at spøge med. Skam giver os styrken til at råbe op. Den indeholder en emotionel energi, der fortæller os, hvad der er rigtigt og forkert.

Den gør, at vi som ansatte kan stå stærkt i os selv, så vi ikke gør ting, der strider mod vores værdier. Når vi mærker den sunde skam, kan det aktivere en vrede, der giver os styrke og mod. Ligesom Den Utrolige Hulk bliver enorm, når han har brug for energien og styrken til at tage sig af andre.

Og det er nemlig dem, der har brug for ekstra hjælp og omsorg, som de mange offentligt ansatte kæmper for ved at stå sammen om et hashtag som #deterogsåmig.

Gennem den lille gestus afstigmatiseres de personer, der har brug for psykiatrien, og deres pårørende. Sådan viser de også, at det ikke er dem, den er galt med. Det er vilkårene.

De offentligt ansatte stiller sig skulder ved skulder med den tredjedel af danskerne, som på et tidspunkt i livet får en psykisk sygdom.

Bevægelser som #deterogsåmig er med til at afsløre den giftige skam. Tilstanden i psykiatrien er ikke længere et individuelt problem, men en udfordring for hele samfundet, hvor alle kan blive ramt.

Det er derfor et sundhedstegn, når offentligt ansatte skammer sig. For skam er værdighedens vogter. Den afholder os fra at krænke andre. Den er i sin sunde form vores etiske vagthund, der advarer os, når vi er på vej ud ad et moralsk sidespor.

Dette understøttes af skamforsker Carsten Stage, der i sin bog Skam påpeger, at det fællesskab, der opstår i et hashtag kan være med til at vende skam til en stærk og offentlig indignation og dermed sætte en helt ny politisk dagsorden

Der er derfor ingen grund til at bide hovedet af al skam, som forskeren pointerer. Skam er en konstruktiv kilde til selvrefleksion og endda til politisk mobilisering. For uden nogen skam i livet ville vi slet ikke kunne finde ud af at leve sammen.

Vi kan håbe på, at #deterogsåmig bliver en lille revolution, der får politikerne op af stolene, så vi kan få en værdig psykiatri.

Katja Balslev Nielsen er forfatter til bogen Skam i professionelle relationer

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

ingemaje lange

gode pointer.

uffe hellum, Lise Lotte Rahbek, Arne Albatros Olsen, Leanette Nathalia Chresta Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar