Kronik

For mig er det ikke et tabu, at jeg er donorbarn, men det er det desværre for mange andre

Der hersker stadig en biologisk fundamentalisme, som gør sæd- og ægdonation til noget skamfuldt, vi ikke bør tale højt om. Jeg arbejder på at bryde tabuet ved at dele min historie. For donorbørn er noget smukt, en kæmpe gave og et teknologisk mirakel
For Emma Grønbæk har det aldrig været et problem at være donorbarn. Men verden omkring hende har ikke altid været helt enig med hende i den opfattelse.

For Emma Grønbæk har det aldrig været et problem at være donorbarn. Men verden omkring hende har ikke altid været helt enig med hende i den opfattelse.

Frederik Danielsen

Debat
13. august 2022

I min familie har omstændighederne omkring min tilblivelse aldrig været et tabu, og jeg husker derfor tydeligt, første gang verden kiggede uforstående tilbage på mig over min åbenhed. Jeg var seks år gammel og fortalte min klasselærer, at mine forældre havde brugt en donor for at få mig. Til min store overraskelse reagerede min klasselærer slet ikke, som jeg havde forventet, på det, jeg selv syntes var en sej og enestående historie fuld af kærlighed. Hun opfattede det først, som om jeg var fuld af løgn, og sidenhen, efter hun fik det bekræftet fra hjemmefronten, så hun min åbenhed som upassende. Det er nu små 20 år siden.

Jeg er donorbarn ved brug af en anonym sæddonor. Noget, som på mange måder er kommet til at fylde utroligt meget i mit liv, men ikke af de årsager, man skulle tro.

Jeg er sygeplejerske, og under mit studie blev jeg for første gang bevidst om, at andre mennesker måske kunne drage nytte af min historie. Jeg begyndte derfor at dele den, og fra den dag af har det ene taget det andet, og interessen har vokset sig større og større. I dag fylder den så meget, at jeg både arbejder med det til daglig og bruger min fritid på at aftabuisere infertilitet og brug af donation, blandt andet gennem min Instagram @donorchild og min hjemmeside. Jeg har også udgivet en bog med min families erfaringer suppleret af brancheeksperters viden. Målet med alt dette er at forsøge at aftabuisere, støtte og inspirere alle de mennesker, som af den ene eller anden grund har brug for hjælp for at skabe sig en familie.

Åbenhed og ærlighed fra start

Mine forældre mødte hinanden på medicinstudiet og var ikke mere end 24 og 27 år, da de begyndte at forsøge at blive gravide. Men ikke mindre end seks år skulle der gå. De havde været inde og ude af både offentlige og private klinikker og forsøgt med donorsæd ad flere omgange. Til sidst besluttede de sig for at adoptere. De manglede kun den afsluttende samtale før adoption, men havde også et sidste embryon på frys, som de lige så godt kunne få brugt. Adoptionsprocessen sluttede brat, da de fandt ud af, at de langt om længe ventede mig.

Jeg voksede op som en tyk, glad lille sag, og allerede fra jeg var to år, begyndte mine forældre at fortælle mig om min tilblivelse. De var ellers blevet rådet til ikke at fortælle mig om det, men deres mavefornemmelse sagde dem noget andet. De lavede en billedbog til mig, som forklarede vores historie, og den læste de højt for mig, så jeg gradvist forstod, hvorfor jeg var noget helt særligt.

Og følelsen af at være særlig fulgte mig. Ikke som noget dårligt, som man måske skulle forvente, tværtimod som en styrke og en selvtillid i at være så ønsket og elsket. Jeg fortalte glædeligt min historie til folk omkring mig, og jeg tegnede æg og sædceller. For mig havde det jo aldrig været forbundet med noget dårligt, at jeg var blevet til på en særlig måde. Derfor var det også et chok for mig, da jeg for første gang oplevede omverdenen som fordømmende i form af min klasselærers mistro og skepsis.

Jeg er utroligt taknemmelig over mine forældres åbenhed og ærlighed. Jeg er overbevist om, at det kunne have haft et betydeligt andet udfald, hvis de havde valgt ikke at fortælle mig om min tilblivelse. Store hemmeligheder har potentiale til at skabe afstand i selv de nærmeste relationer. Derfor er åbenhed og ærlighed det absolut vigtigste for mig, og jeg går aldrig på kompromis med de værdier, når jeg ytrer mig om mine egne erfaringer.

Når man vælger hemmeligholdelse, bunder det måske i et tabu. Når evnen til at reproducere sig selv fejler, da bliver forældrene måske usikre på relationer, som så ikke er forankret i blodets bånd?

Vi skal gøre op med skammen

For mig har det at være donorbarn aldrig været et problem. Men verden omkring mig har ikke altid været helt enig med mig i den opfattelse. Jeg har gentagne gange oplevet, at folk blev stille og usikre, når jeg fortalte, at jeg var donorbarn. På en eller andet måde er det bare noget, vi ikke taler om. Det er ikke i nogen ond mening, at folk bliver usikre, de ved bare ikke, hvordan de skal udtrykke sig, og frygter at sige noget forkert om et emne, som er sprængfyldt med følelser og etik. Deres forestilling om, hvad det betyder for mit liv, er oftest meget langt fra min egen oplevelse.

Som Martine Max Andersen skrev i sin kronik den 9. juli: »Selv om vi lever i 2022, tror jeg stadig, der er en norm for, hvordan vi forestiller os, at en familie ser ud, og hvis noget stikker i en anden retning, må det være forbundet med problemer. Men det er ikke altid tilfældet.«

Tabuet bor også i tidens tendens til at ønske viden. Og måske særligt i en biologisk fundamentalisme, der stadig hævder, at genetisk forældreskab og blodets bånd er helt centralt for, hvem der skal arve gården. Der er stadig levn fra gammel tid, hvor det at være far til et barn uden for ægteskab var forbundet med skyld og skam.

Jeg håber inderligt, at vi kan gøre op med alt dette og lære at være nysgerrige på det nye i stedet for at frygte det. For vi sætter folk i kasser, der bliver definerende og begrænsende, vi sår tvivl og gør noget, som er smukt, en kæmpe gave, et teknologisk mirakel, til noget skamfuldt, vi ikke bør tale for højt om.

Men tiderne har ændret sig, en familie er ikke kun en mor, en far og et barn undfanget ved seksuelt samkvem. En familie er noget, man vælger, det er en smuk forening bygget på kærlighed, indsats og gensidig tillid. Homoseksuelle, heteroseksuelle og enlige kan alle skabe familier. Rammerne er udvidet, og jeg håber, at vi går en fremtid med større forståelse, mangfoldighed og kærlighed i møde.

Forkert at fordømme anonym donation

Jeg er som sagt selv resultat af en anonym sæddonors hjælp, og jeg oplever, at det også er tabu at fortælle, at jeg har sat pris på anonymiteten. Der er i dag en udbredt forståelse af, at anvendelse af åben donor er det bedste, da man giver barnet et valg. Mange tænker, at anonym donation er skidt – en forståelse, jeg mener er forkert. Her findes ingen nemme valg, og de er aldrig omkostningsfrie. Anonym donation fratager barnet muligheden for kontakt, til gengæld giver det en form for afklaring, at der er en lukket dør, hvorved man skåner barnet for potentielt urealistiske forventninger. Åben donation giver barnet mulighed for at opsøge donoren, når det bliver 18 år. Her ligger en stor opgave i at administrere forventninger og potentialet for skuffelser, som i den grad er til stede, hvorfor man må forsøge at forberede sig selv og barnet på, at der ikke stilles garantier for en god og meningsfuld kontakt.

I min optik er det vigtigt som forældre at gøre sig klart, at man, uanset hvilket valg man tager, vil tage muligheder fra sit barn. Det er uundgåeligt. Men man er ikke en dårligere forælder, fordi man vælger det ene frem for det andet. Fordømmelsen af fertilitetsbehandling ved hjælp af anonym sæddonation er fuldstændig uberettiget.

For mig har anonymiteten på mange måder været en lettelse. Jeg har aldrig haft et behov for at vide mere om ham eller om børn af samme donor. Jeg tænker sjældent på ham, men når jeg gør, er jeg taknemmelig og sender god karma – mere end det har jeg aldrig haft behov for.

Emma Grønbæk er sygeplejerske

 

Serie

Donorbørnene

De første danske donorbørn er ikke længere børn. Siden de blev til, er både lov og anbefalinger omkring sæd- og ægdonation ændret, og behandling af barnløshed er blevet diskuteret vidt og bredt. Men som regel ud fra de barnløses perspektiv. Hvad mener donorbørnene selv? I denne kronikserie giver vi ordet til donorbørnene, der er blevet voksne.

Seneste artikler

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Jørgensen

Tak for en virkelig dejlig fortælling!
Det er netop vigtigt at være til stede i de forskellige situationer, vi befinder os i, og opbygge relationer på baggrund af dette.
Men mange mennesker er stadig slaver af de sociale fortællinger om bl.a. familie og ophav,. Og selvfølgelig har man brug historier om sig selv, men det er vigtigt selv at fortælle dem, i stedet for at lade omgivelserne presse dem ned over hovedet på os. Det sociales traditioner og ritualer kan måske give en vis sammenhængskraft, men det forhindrer os i at tænke selv og selv at mærke verden.

ingemaje lange, Rasmus Kristiansen, Eva Schwanenflügel, Bente Kølle og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Ninna Maria Slott Andersen

Med overbefolkning i verden, klimakrise etc. syntes jeg, man med fordel kunne bruge pengene og de videns- og teknologiske ressourcer på vigtigere ting end kunstig befrugtning.

Jeg syntes, det er forkælet, at mene at alle bare skal kunne realisere sig selv på alle områder, og at samfundet skal betale.

Der er masser af forældreløse børn, man med fordel kunne adoptere og udøse sin ekstra kærlighed over.

Jeg acceptere ikke præmisset om, at kunstig befrugtning er et mirakel.
Jeg ser det som symptombehandling i en syg verden.

Ikke alle er skabt til, at få børn. Alle kan ikke alt.

Der er også noget meget smukt, frigørende og lærerigt i, at acceptere sine begrænsninger - som fx ikke at kunne få børn.