Kronik

Vigtigheden af relationen mellem patient og behandler underkendes i psykiatrien

Ja, psykiatrien mangler ressourcer. Men hvad midlerne skal gå til, mangler der en nuanceret debat om. Især er problemet, at psykiatrien i sin nuværende form mangler at anerkende relationsarbejdets afgørende betydning
»I et felt af svære følelser vil alle behandlere indimellem miste evnen til at kunne tænke, føle og handle klart. Det går ud over patienterne,« skriver psykiaterne Torben Heinskou og Francisco Alberdi Olano.

»I et felt af svære følelser vil alle behandlere indimellem miste evnen til at kunne tænke, føle og handle klart. Det går ud over patienterne,« skriver psykiaterne Torben Heinskou og Francisco Alberdi Olano.

Mia Mottelson

Debat
17. august 2022

Få læsere vil være i tvivl om, at der er fokus på psykiatrien i Danmark, og at psykiatrien mangler ressourcer. Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en tiårsplan for psykiatrien, og regeringen har gennem flere år varslet en psykiatriplan. Der er et stigende antal patienter, og der mangler fagprofessionelle hele vejen rundt i psykiatrien. Der findes evidensbaserede behandlingsformer, som ikke er sat i sving, så det kan naturligvis ikke gå hurtigt nok. Så: Send flere penge, og kom med ressourcer; men lad os også få skabt en nuanceret debat om, hvad midlerne skal gå til.

Hvorfor er det mon så lidt attraktivt at arbejde i psykiatrien – og for mange patienter så svært at søge hjælp i den offentlige psykiatri? I denne kronik argumenterer vi for, at det skyldes et manglende fokus på relationen mellem patient og behandler.

Men den diskussion, som udfolder sig i medierne, om hvad der er vigtigt i psykiatrien, er desværre polariseret, forenklet og lægger sjældent op til dialog om forskellige faglige positioner, synspunkter og mulige løsninger. Dramatiserede og uklare pointer fylder i stedet.

Vi ser overskrifter i landsdækkende medier som »Psykisk syge står bag talrige drab. Fields-sag kommer ikke bag på eksperter«; disse underforstår, at psykisk sygdom gør mennesker farlige, og at det er forudsigeligt. Andre overskrifter i stil med »Regeringen lovede storstilet løft af psykiatrien, men et håndboldhold er ikke en psykiatriplan« underforstår, at Mette Frederiksen ikke ved, hvad hun taler om.

Eksemplerne illustrerer, at nuancerne skrider, og at såkaldte eksperters udsagn let fortegnes. Sandheden er, at hovedparten af drab og farlige situationer ikke har noget med psykiatri at gøre. Og at boldspil, fællesskab og foreningsliv er godt mod den ensomhed, som ofte – det er veldokumenteret – medfører, at mennesker kommer ind i psykiatrien.

Evidens er på mode, det er relationsdannelse ikke

Psykiatrien og begreberne deri indeholder en righoldig sprogliggørelse af, hvordan det mentale liv kan opfattes, og behandlingen prioriteres. ’Evidens’ og ’standardisering’, som dominerer i moderne psykiatrisprog, er rationelle begreber, som afspejler et naturvidenskabeligt grundlag, bedst kendt fra behandling af fysisk sygdom. Betydningen af dette grundlag er også, at det er kvalificeret empirisk viden og styrbare behandlingsrammer, der prioriteres.

Risikoen er, at noget andet, som er væsentligt i psykiatrien, og som ikke lader sig standardisere og knap nok måle, men som er forbundet med følelsesmæssige og relationelle faktorer, sorteres fra og mistes af syne. Dette har konsekvenser for patienter, deres pårørende og behandlere, hvilket mediedækningen gennem den seneste tid også har vidnet om.

I Politiken fortæller pårørende til en nu afdød patient, at egen læge overtog styringen af hans medicin efter blot fire gode samtaler med en psykiater. Da »blev han fuldkommen slået ud«. »Vi blev aldrig helt kloge på, hvorfor der ikke var mere behandling til ham. Vi fik indtryk af, at der som standard var afsat et vist antal samtaler, og da de var overstået, var der ikke mere at komme efter.«

Set fra behandlerside skriver en læge i børne- og ungdomspsykiatrisk akutmodtagelse, at hun ikke kan tilbyde det, der er brug for. »Det er uhyggeligt at mærke, at mine etiske idealer kan skride,« »Jeg føler mig som en brugtvognsforhandler«. Systemet er urimeligt, siger lægen. »Telefonen ringer, mens vi taler om selvmordstanker.«

Psykiatrien er et komplekst fagområde, en konstruktion, en institution, som både indeholder videnskabeligt baserede behandlingsformer og massevis af relationer mellem mennesker, patienter, professionelle, institutionelle relationer samt relationer til omverdenen. Gode relationer regulerer og er grundlaget for sunde fællesbeslutninger. Vores mentale liv skabes med andre, i dialog, i fællesskab.

Det, som gøres gensidigt forståeligt, er det, der skaber grundlaget for at finde en fælles vej frem. Vi er sociale dyr, som tilbringer det meste af vores liv i nærvær af – virkelige eller forestillede – andre. Uro og ambivalens i relationer er sjældent et godt tegn, men det er nogle af psykiatriens centrale udfordringer.

Psykiatrien er et højrisikoområde for brudte og forstyrrede relationer mellem mennesker. Det tager tid at opbygge nye relationer og at forstå de følelser, der er i dem. Vejen dertil er ikke strømlinet, og det kræver tid og tillidsopbygning. Vi er ikke objekter for hinanden, men subjekter, som kan erfare hinanden og hjælpe til videre udvikling. Denne humanistiske vinkel i psykiatrien er og bliver central. Relationsopbygningen er afgørende i den fælles bestræbelse på at forstå, hvilke erfaringer de andre, inklusive patienterne, ligger inde med – og til hvad der er behov for støtte.

Den terapeutiske relation kræver tid og plads

De professionelle relationelle færdigheder og handlemuligheder kommer ikke af sig selv. I et felt af svære følelser vil alle behandlere indimellem miste evnen til at kunne tænke, føle og handle klart. Det går ud over patienterne. Især når rammerne om relationsdannelsen er under pres. Tiden, stedet, opgaven og teknologien omkring kontakterne skal være meningsfulde, brugbare størrelser og være i overskud, når der opbygges terapeutiske relationer. I modsat fald kommer de hurtige, forenklede løsninger, usikre medicinordinationer, forhastede afslutninger.

Når de yngre psykiatere kommer til vejledning og undervisning i samtaler og samtaleterapi – hvilket stadig er en obligatorisk del af deres uddannelse – er rummet, sammen med supervisoren, afsat til undersøgelse af en behandlingsmæssig situation, et potentielt terapeutisk møde. Vi ser videoer med behandler og patient i samtale og finder ord for, hvad det er, der foregår. »Hvordan kom du frem til den beslutning?« »Hvad mon du følte, da du blev utålmodig mod slutningen af samtalen?« »Hvad tror du, patienten mærkede?« »Hvordan var rammen for samtalen?« osv.

»Hvor er det dog brugbart at forstå de detaljer,« siger en læge efter supervisionen. »Jeg møder nu patienten med en mere nuanceret forståelse.«

Men så kommer det: »Blot er det en skam, at det i min ansættelse er næsten umuligt at give sig tid og plads til at møde patienterne på den måde.«

Vores kommentar: »Husk, med den indsigt har du et medansvar for at ændre på forholdene.«

Ingen ambitioner for supervision i Sundhedsstyrelsens plan

De mørke sider i psykiatrien skyldes grundlæggende ressourcemangel, mangel på kapacitet og kompetencer. Det er sikkert. Men de ansatte er også i et krydspres, hvis de vil møde patienterne og deres subjektive behov, samtidig med at de befinder sig i en organisationskultur, hvor relationsdannelse er underprioriteret. Kulturen er blevet instrumentel og giver for lidt plads til nærmere undersøgelse af netop det, der foregår mellem mennesker, specielt i alvorlige krisesituationer.

Det er sløjt – og uambitiøst – at supervision kun findes nævnt i en enkelt sætning i Sundhedsstyrelsens 208 sider lange oplæg til en tiårsplan, og det i forhold til praktiserende lægers samtaler.

Kulturen i psykiatrien skal forstå værdien af at kunne undersøge sig selv og sine beslutninger. Dialogen gør det muligt at lytte til og forstå det fremmede hos sig selv og andre. Og både patienter og behandlere må have mulighed for at arbejde med evnen til at reflektere over egne handlinger, at modtage anerkendelse og tage ansvar. Lad så patienterne føre ordet; lad behandlerne lytte og tilbyde nye forståelser og perspektiver.

Torben Heinskou og Francisco Alberdi Olano er psykiatere

Serie

Psykiatrien under pres

Mens vi venter på den tiårsplan for at løfte psykiatrien, som Socialdemokratiet lovede inden valget i 2019, venter syge børn, unge og voksne på at få behandling. I denne kronikserie har vi samlet stemmer, der fortæller om svigt og utilstrækkelig hjælp i psykiatrien.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kenth Poulsen

Hvor er det dog befriende, at få så væsentlig en opfordring fra to fagpersoner. Jeg har selv 40 års erfaringer med en institution for psykiatriske patienter, hvor vi netop har arbejdet målrettet med relationer, såvel blandt vores beboere som vores medarbejdere. Jeg er ikke i tvivl om, at forslagene vil virke! Men jeg ved de vil støde på modsatrettede interesser og indarbejdede kulturer, som det bliver vanskeligt at ændre. Mit håb er, at I ikke mister modet undervejs. Der er masser at ændre på, særlig hvis I åbner op for samarbejde med folkene på gulvet - dem, der har den daglige kontakt. Der er masser af muligheder indenfor lovgivningens rammer. Der er rent faktisk også en økonomi, som kunne bruges bedre. Det er kun et spørgsmål om at fokusere kræfterne i et langt sejt træk, som de færreste orker at binde an med. God vind!

Viggo Okholm, ingemaje lange, Ulrik Haahr, Torben Heinskou, jens christian jacobsen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Relationer er altid vigtige. Derfor må man også se på de andre steder, hvor disse ikke tages alvorligt - pga. bl.a. en naiv tro på 'merit' og 'kompetence'. Her tænker jeg på de måder, man i dag ansætter folk på mange steder - hvor man overlader rekrutteringen til et bureau i den tro, at man så kan foretage en uhildet og objektiv proces.
Men det er netop meget fintfølende at skulle ansætte nogen, der skal indgå i en arbejdsplads' mikrokosmos.

Colin Bradley

Rigitig god kronik. Tak for det.

Fremragende indlæg - som talt ud af mit hjerte!

Gunhild Isfeldt

Stor tak for en velskrevet kronik om relationens meget store betydning for veludført psykiatrisk arbejde!

erik steenstrup dyhr

God artikel. Det minder dog lidt om en tragisk tilståelsessag: Imødekommenhed? Hvad, hvor, hvordan og hvorfor?... Tilsyneladende er imødekommenhed et nyt begreb indenfor denne del af hospitalssektoren. Det næste bliver vel at personalet skal forstå patienten?

Jeg tænker: Gad vide hvordan børn ender med at være, der opdrages af personer, der ikke har 'imødekommenhed' og 'venlighed' som et moralsk kompas for menneskelig værdighed?

Det kræver en ca. 4-årig uddannelse at blive psykolog. Psykologer beskæftiger sig i deres uddannelse med ting som læger/psykiatere ikke har forstand på. Det sidste fremgår tydeligt af artiklen