Med sommerens store rejseaktivitet og forbrug i oplevelsesindustrien er vi alle udsat for endeløse køer i lufthavne, forlystelsesparker og ved seværdigheder ude og hjemme.
Hvis du er helt udmattet af at stå i kø, skyldes det formentlig ikke alene, at de andre i køen ikke har køkultur. Princippet om først til mølle er i stigende grad udfordret af, at man mange steder kan betale sig til at springe køen over, hvilket gør den ordinære kø endnu længere.
Ofte fremhæves evnen til at stå i kø som et civilisationstegn, der udtrykker ligeværd og samfundsmæssig ordentlighed. På dansk indfanges den forventede sociale etikette i forestillingen om ’at have køkultur’, hvilket kort sagt kan defineres som evnen til at styre egen impuls til at kæmpe sig vej frem i køen på bekostning af andre, som har ventet i længere tid.
I sociologien er køen også beskrevet som et midlertidigt socialt system, hvor overholdelsen af uformelle regler skal sikre, at den først ankomne betjenes først. Dermed kan man sige, at hele forestillingen om køkultur hænger uløseligt sammen med princippet om først til mølle baseret på et fundamentalt ligeværd blandt køens medlemmer.
Som kontrast hertil kan rejsende til for eksempel Indien med gru berette om oplevelser med timelange og kaotiske køer til alt fra banker, posthuse og busterminaler, hvor lokale er hoppet ind og ud af køen i et helt uigennemsigtigt rod, og hvor de selv er endt med at blive henvist til andre køer efter mange timers venten. Tilsvarende skrækhistorier finder man hos danske klummeskribenter, som over en kam leverer harmdirrende indlæg om det sociale drama, der hver dag udspiller sig i danske Netto-supermarkeder, når køen er blevet for lang, og en ny kasse åbnes.
For hvem kom egentlig først til mølle her? Afgøres det af den plads, som man havde i den oprindelige kø? Eller gælder der et nyt spil om dannelsen af køen til den nyåbnede kasse? Eksemplerne fra både Indien og Netto vidner om en forståelse af, at dén, der springer køen over, samtidig sprænger rammerne for køens sociale univers og derved bidrager til at underminere hele ideen om køkultur.
Men måske er forestillingen om ordentlig og ligeværdig køkultur ikke primært udfordret af indiske sæder og skikke eller uopdragne kunder i Netto. På globalt plan har de seneste tre årtier set udviklingen af ’reduktion af ventetid’ som et nyt forretningsområde, hvor kødannelse ikke længere er baseret på princippet om først til mølle, men i stedet forvandles til et princip om, at har du penge, kan du få først.
I Legoland kan du blive overhalet af gæster med Ultimate Reserve and Ride-billetter til 749 kroner. Ved DFDS-færgen kan du se gæster på Commodore Class springe indtjekningskøen over. Hos Norwegian har nogle passagerer betalt 119 kroner for Fast Track, så de kan komme »legende let igennem sikkerhedskontrollen som en direktør«.
Reduktion af ventetid er kort sagt blevet et stort forretningsområde, og udviklingen kan spores tilbage til den amerikanske oplevelsesøkonomi.
Disneyficering af køkulturen
Disneyficering kan være et passende udtryk til at beskrive den globale udvikling af teori og praksis inden for kødannelse siden midten af det 20. århundrede. Disney har nemlig været pionerer inden for håndteringen af køer lige siden åbningen af koncernens første temapark i Californien i 1955. På åbningsdagen forventede man 11.000 gæster, men fik besøg af 28.000, og lige siden har kødannelse udgjort et forretningsmæssigt kerneområde for Disney.
De udviklede således ikke alene den slangeformede kø, som slører køens virkelige længde, men udviklede op igennem 1960’erne også hele miljøet rundt om den enkelte kø med vægmalerier, rekvisitter og underholdning med omvandrende figurer som Mickey Mouse, Anders And & Co. samt muligheden for at forsøde ventetiden gennem indkøb af vådt og tørt fra mobile salgsvogne.
I 1970’erne og 1980’erne investerede koncernen stort i videnskabelige studier af køens psykologi og fandt frem til, at tydelig information om ventetid og underholdende distraktioner udgør de korteste veje til en bedre stemning i parkernes køer. Alle forlystelser har således tidsangivelser for ventetid, og undervejs i den enkelte kø findes der interaktive spil og skærme.
Hen imod årtusindskiftet opstod der imidlertid et paradigmeskift, da Disney udviklede et FastPass-køsystem, så gæster mod merbetaling kunne slippe for rent fysisk at stå i kø til de mest populære forlystelser. Deres FastPass tillod dem at stå virtuelt i kø ét sted, mens de fortsatte med at forbruge andre og mindre populære forlystelser et andet sted.
Men da Disney-parkerne slog dørene op igen efter lang tids COVID-19-nedlukning, havde koncernen besluttet at suspendere systemet, fordi de havde regnet sig frem til, at det reducerede parkernes overordnede kapacitet. Hvorfor? Fordi gæster med FastPass så at sige optager plads ved to forlystelser på samme tid, hvilket gør, at parken kan betjene færre gæster, end hvis køerne sikrer, at kapaciteten udnyttes til én gæst til én forlystelse ad gangen.
Dermed var FastPass ikke en god forretning alligevel, og således anvendes de tidligere FastPass-linjer nu til gæster med særlige behov.
Køens oplevelsesøkonomi
Selv om Disney lige nu har opgivet at tilbyde deres rige gæster at springe køen over, skal man ikke undervurdere betydningen af koncernens arbejde med køen som et oplevelsesøkonomisk univers, hvor ventetiden skal forsødes, komforten øges, og informationsniveauet holdes højt.
Når du står i slangeformede køer i en lufthavn og stirrer på kæmpe fladskærme uden lyd, når du tilbydes gratis wi-fi i ventesalen, og når monitorer og højttalerudkald på en togstation fortæller om den præcise baggrund for en forsinkelse med angivelse af den forventede ventetid, så går der en rød tråd tilbage til Disneys arbejde med oplevelsen af ventetid. Der er altså ikke bare tale om køkultur som social etikette udøvet af enkeltindivider.
Selv om køen stadig udgør et socialt system med uskrevne regler, er selve oplevelsen af at vente i en kø produceret og designet af virksomheder, som arbejder professionelt med håndteringen af din ventetid.
Det skal derfor også blive interessant at se, om Disney på længere sigt selv vil holde fast i ikke længere at have reduktion af ventetid som en særskilt vare til de velbeslåede. For mange virksomheder må det stadig forekomme besnærende at sælge særlige adgangsprivilegier til et mindretal uden at skulle tilbyde mere service. Der kan imidlertid være flere skjulte omkostninger end den dårlige kapacitetsudnyttelse, som Disney endte med at regne sig frem til.
Følelsen af uretfærdighed er muligvis et væsentligt element i den samlede oplevelsesøkonomiske vurdering af en serviceydelse. Hvis der står 85 procent utilfredse gæster i en timelang kø og kigger på 15 procent glade og tilfredse gæster med privilegeret adgang, kan det hurtigt udvikle sig til en dårlig strategi.
Selv i en forretningsverden, hvor kunden er konge, er det vigtigt at huske på, at der er mere end én kundegruppe. Måske vil det vise sig, at først til mølle alligevel er det mest hensigtsmæssige princip selv ud fra en kommerciel optik. Det kan man fundere over, mens man tilbringer tid i én af sommerens mange, lange køer.
For et par år siden købte jeg mig sådan en kom-først-vip billet i LEGO land. Det var morsomt at se forældres lange ansigter da jeg gamle mand drønede forbi deres børn i køen :-)
Det vil jeg snart prøve igen.
"at man mange steder kan betale sig til at springe køen over, hvilket gør den ordinære kø endnu længere"
Det er jo samme princip private sundhedsforsikringer og private hospitaler fungere efter. De få kan bryste sig af at have råd til den såkaldte valgfrihed, Mens de mange må betale prisen for det uden nogensinde at få denne påståede frihed at se. Nogensinde.
Der er et eller andet Mr. Bean over det...
Cubansk køkultur om jeg må be :-)
For mnage år siden var jeg et par ture på Cuba.
De har (måske havde) en interresant køkultur.
Når man kom ind et sted, hvor mange stod i "kø" - ved at alle stod stod spredt ud over lokalet og samtalede og hyggede med hinanden - så vidste man ikke umiddelbart ikke hvor køen startede og sluttede.
Men når man trådte ind i lokalet - var der straks en der henvendte sig til en og sagde - "du er efter mig". Så skulle man blot holde øje med denne person, så vidste man hvornår det var ens tur.
Og skulle man lige være uopmærksom - var der altid en der lige mindede en om at det var ens tur.
På den måde var alle i kø efter først til mølle princippet - og alle hjalp hinanden med dette - og der var samtidigt dejlig tid til at snakke og hygge med hinanden uden at miste sin plads i køen.
Og det helt uden brug af skærm, slangekøer, musak og andre mærkelige ting!
Det kan man vel kalde en social intelligent løsning skabt og udført af ærlige mennesker med en fornuftig altruistisk holdning til tilværelsen og med en god lyst til et godt fællesskab :-)
-
Jeg må være dum, for jeg forstår ikke, hvorfor Disney opgav FastLane efter pandemien: Sådan en gæst 'optager to forlystelser på een gang?'
??
Langt de fleste som bruger fast pass er børn med handicap, som for få år siden slet ikke var velkommen den slags steder.
Min søn har en mental alder på under et år selvom han er i skolealderen, og han har slet ikke abstraktionsniveau til at forstå hvad en kø er. Han går hver dag glip af stort set alt, som andre børn oplever. Han er en glad dreng, bevares, men verden er bare ikke indrettet til ham. Heldigvis kan han få fastpass i pga sit handicap i Tivoli, og kan derfor prøve nogle forlystelser, før der hele bliver for meget og vi må tage ham hjem.
Jeg synes dette indlæg er usmageligt. Implicit mistænkeliggør det børn med usynlige handicap, næste gang de kommer foran i en kø.
Hver gang mit barn kommer foran, så ville jeg ønske, at jeg i stedet havde et barn, som kunne klare en kø. For ingen ønsker at have brug for at komme først. Hverken i Tivoli, på skadestuen eller nogen andet sted. De priviligerede står i køen, mens vi med oprejst pande vælger at overhøre de mange grimme tilråb vi får, når vi viser vores fastpass og kan springe kløen over.
Erhvervslivet (erhverv - er det bare et pænere udtryk for at rage til sig?) og kapitalen har forlængst omdannet selve mennesket til en brugsvurderingsgenstand og dets sociale liv til en uendelig soap opera tømt for vægtigt indhold.
Da jeg oplevede legolands køopdelings-økonomi for nogle år siden med mine to forventningsfulde børn ved siden af mig blev jeg chokeret over at man overhovedet kunne finde på at ødelægge børns glæde og retfærdighedssans på denne sleske måde.
Og hvad så, hvis alle forældre for at beskytte deres små poder for en ubehagelig legolandsk oplevelse valgte at købe vip billetter så var alle køer jo sendt tilbage til start eller hvad?
Når penge er endemålet er al anstændighed skyllet ud i kloaken forinden!
Umiddelbart kan jeg godt sympatisere med Bjarke Oxlunds synspunkter, men der er mere på spil her en køkultur.
Hvis vi tager et eksempel som Louisiana i Humlebæk, så er der ofte en lang kø uden for museet af folk, der vil købe billetter. Ved siden af denne kø er der en “fast lane”, hvor folk med årskort bare kan gå ind og betjene sig selv. Det kan man hævde er uretfærdigt. Hvis nu disse årskortholdere beslutter sig for at spise på stedet, får de mad og drikke billigere end folk, der har købt en almindelig billet. Og hvis de efter frokosten går i museumsbutikken, får de minsandten også procenter der. Er det rimeligt at to personer skal betale forskellig pris for den samme bog, eller hvad de nu køber?
Man kunne også spørge, om det er rimeligt, at folk, der abonnerer på en avis eller er medlemmer af en bogklub, får deres læsestof billigere en ikke-medlemmer. Men det bliver nok lidt svært at hverve medlemmer/abonnenter, hvis der slet ingen fordele er forbundet med det, så det, det handler om, er i virkeligheden ikke køkultur, men hele “abonnementskulturen”. Når det særligt er køprivelegier, der fokuseres på, er det nok, fordi det er her, man mærker forskellen tydeligst, men i princippet er det samme, der foregår, fra bogklubben til den private sygeforsikring.
Så spørgsmålet er, hvad det egentlig er, man vil afskaffe.
Det skulle selvfølgelig have været “køprivilegier”.
Den 'Cubanske Køkultur' kan jeg huske fra min barndoms butikker.
Man vidste umiddelbart hvem, der var foran én, og hvem der kom bagefter. Intet behov for at trække et nummer ... men nu er jeg ikke barn længere (!), og kulturen har ændret sig til Me-Me-Me ... tankevækkende.
... og kø-kulturen i supermarkedet, når der bliver åbnet en kasse mere, udskiller helt klart de 'dannede' og de 'uopdragne' mennesker.
@Marianne
Jeg tror at der for de fleste er kæmpestor forskel på at se en person der kommer med et handicap/ledsager kort, og så en der kommer med et "jeg har købt det her" kort.
@Nina Erbs
Ikke i den her kronik med en overskrift der hedder "diverse" fastpass. Jeg er ked af at sige det, men ingen kan ikke se om et fast pass er købt eller givet fordi nogen har brug for at komme foran. Vores familie får fx ofte kommentarer om, at det er dårlig stil at købe sig foran. Også selv om vi kommer foran pga sønnens handicap.
Det er muligt, at kronikken ikke handler om handicappede børn. Men den skaber stadig stigma for vores familie. Desværre.
Hvor er data på, hvor mange der køber sig foran? Hvor mange der kommer foran pga. handicap?
Kronikken påstår at køkultur er i fare pga. fastpass. Men de fastpass folk ser i praksis er ikke i Danmark, og formentlig heller ikke i Disney land, egotrippernes køb.
Det er handicappede børn, som har brug for smil når de kommer foran.
Hvis man skriver at køkultur er i fare pga fastpass, så kunne man måske lige undersøge sagen lidt mere, så man ikke uforvarende peger fingre af en i forvejen udsat gruppe.
I den "moderne" digitale verden er det ikke længere det fysiske produkt man tjener penge på. Nu vikler man potentielle kunder ind i alle mulige smarte forviklinger og abonnementer man ikke kan overskue eller ved egen hjælp vikle sig ud af. Ofte måske kun mindre beløb, som man næsten ikke gider bøvle med. Og da slet ikke når der venter en kø på både halve og hele timer i telefonkøen for klager over regninger.
Det kan godt ske 25 kr. ikke er så meget. Men når det opkræves fra 100.000 vildledte kunder, så løber det op. Og gøres det så igen og igen så...
Og det er ikke kun lyssky forretninger, som vi høre om i DR kontant. Nej. Det er også veletablerede og kendte virksomheder, som benytter sig af den slags "moderne" metoder, hvor kunden sendes til tælling og afmagt. Jeg tænker det er et fast punkt i den slags virksomhedes marketingsafdeling for at hitte på nye lukrative metoder til at øge indtjeningen. Og enden på er sæt ikke nået. Jeg tænker, hvis du kikker i retning af USA eller UK så er udviklingen langt mere udviklet. Ja en hel penge industri.
Umoralsk plattenslageri som skal forbydes ved lov.
@Marianne Rosenkvist - 09. august, 2022 - 16:15
"Ikke i den her kronik med en overskrift der hedder "diverse" fastpass. Jeg er ked af at sige det, men ingen kan ikke se om et fast pass er købt eller givet fordi nogen har brug for at komme foran."
Nej, og der måske DERFOR at mange festivaller har indført et 'solsikke-halsbånd', så andre kan se, at der er en borger, man skal tage særskilt hensyn til?
http://www.trendsandtravel.dk/bedre-hjaelp-til-handicappede/
Jeg er en stor mand muskuløs og et pænt stykke over 100 kg
Jeg vil da ikke til at betale for at springe køen over, det ku da bare mangle !
Det undrer mig, at hverken artiklen eller kommentarerne fremhæver den simple og ret udbredte metode med at trække et nummer. Man er ikke afhængig af, at de andre overholder deres sociale rolle, for man kender præcis sin plads, og kan endda bevise det. Tilmed kan man let følge med i hvor mange der er foran, og hvor længe man skal vente. Og i mellemtiden gøre sig det så mageligt, som omgivelserne tillader.
Danmark har måske haft kø-kultur engang. Det var før fattigfolk som mig fik biler.
Nu er der en afgrund til forskel på fx. Seattle, hvor de fleste pænt venter i kø med 100km/h, og Midtjylland, hvor vrede århusianere simpelthen ikke kan fatte, at det ikke er "en langsom bilist", men derimod "en kø til afvikling af en trafikal begrænsning". Kun de allermest umodne eller rethaveriske amerikanere kan fine på at forsøge at overhale, når det reelt er en kø.
Som ex-århusianer med amerikansk kørekort, blev jeg i lang tid betragtet med hovedrysten, af alle de mere erfarne og omsorgsfulde bilister, når jeg forsøgte at mase mig "forbi". Jeg kunne aldrig finde på at skubbe andre til side i kassekøen i supermarkedet, men jeg havde ikke fattet, at i et land med ordentlig kø-kultur, der kører ordentlige folk lige så ordentligt i deres bil som med deres kundevogn.