Kommentar

Jeg vil ikke begrave flere venner, fordi politikerne nøler med planer for psykiatrien

Selvmord er noget, jeg taler om over institutionens morgenkaffe som en naturlig del af et unaturligt liv. Overdødeligheden i psykiatrien er alarmerende. Noget tyder på, at politikerne er både svagtseende og tunghøre, for de hører ikke alarmen
»Kære politikere, tal til mig, debatter med mig og ikke om mig. Måske har jeg ingen studenterhue, men derfor har jeg stadig meget på hjerte,« skriver Sofie Odgaard, der er psykiatrisk patient.

»Kære politikere, tal til mig, debatter med mig og ikke om mig. Måske har jeg ingen studenterhue, men derfor har jeg stadig meget på hjerte,« skriver Sofie Odgaard, der er psykiatrisk patient.

Magnus Hove Johansson

Debat
12. september 2022

Der gik lang tid, før jeg satte mig ind i et tog igen efter den skæbnesvangre aften. Lang tid før følelsen af min venindes fatale skæbne ikke længere hang fast i togets metal.

Jeg ved fra et hårdt, levet liv med tilknytning til psykiatrien, at selvmord ikke er en egoistisk beslutning, selv om så mange mennesker står knuste tilbage.

Jeg har selv været der. Ikke foran toget, men sunket sammen på en kirkegård, bevidstløs. Jeg blev heldigvis reddet, inden jeg blev en del af en uhyggelig statistik.

Overdødeligheden i psykiatrien er et faktum. Mennesker med alvorlig psykisk sygdom lever mellem 16 og 25 år kortere end gennemsnitsbefolkningen. Det viser undersøgelser fra 2019. Alt for mange lykkes med selvmordsforsøg, fordi psykiatrien ikke har ressourcerne til at passe på os.

Det var ikke mange dage før min venindes allersidste aften, da de to døre på lukket psykiatrisk afdeling blev åbnet for hende for sidste gang. Hun blev lukket ud i samfundet, selv om hun var selvmordstruet og syg.

De selv samme døre gik jeg få måneder senere ud af. Før tid var.

Jeg overlevede min udskrivning, selv om det også var ved at blive fatalt for mig. 

Jeg er 23 år, og jeg ved, jeg vil miste flere veninder og venner til den danske psykiatri, end jeg allerede har gjort. Vores psykiatriske system er så presset, at det vil være en romantisk tanke, hvis min venindes selvmord er det sidste, jeg oplever. Selv troede jeg, det næste skulle være mit eget.

Mit opholdssted, kommunen og samfundet hjalp mig til sidst. Hjalp mig til en tilværelse, hvor jeg nu tør håbe på, jeg nok skal blive 60 år. Jeg har ikke en forestilling om, at min krop holder længere, efter alt det jeg har budt den i årenes løb, men hvem ved.

For mange dør i psykiatrien

Jeg sidder på gulvet på den psykiatriske institution med en kasse neglelak foran mig, min veninde sidder i sofaen med hænderne spredt ud på bordet. I kassen er der alle tænkelige farver. »Du tager bare,« siger min veninde.

Det er Christinas neglelak. Jeg har aldrig mødt hende, og hun kommer aldrig til at bruge neglelakken igen. For hende var dørene ud af psykiatrisk ikke blevet åbnet. Hun var en af de mindst 65 patienter, der tog sit liv, mens de var indlagt på psykiatrisk afdeling fra 2020 og frem til maj 2022.

Jeg lægger sirligt neglakken først på min veninde og så på mig selv. Min veninde ryster for meget til, hun kan lægge neglelak på mig. Det er en bivirkning af medicinen.

Vi har alle sammen venner, der bliver omtalt i datid. Ikke fordi vi voksede fra hinanden. Men fordi samfundet alt for længe har negligeret psykiatrien.

Mit liv er så gennemsyret af den svigtende psykiatri og angsten for, hvornår det næste selvmord kommer. Jeg har stået med en anden veninde i armene, hvis åndedrag stoppede i flere minutter. Jeg ved ikke, hvad hun havde gjort ved sig selv. Men dagen efter var hun udskrevet.

Jeg var cirka 15 år, da en ven for første gang prøvede at begå selvmord. I dag er selvmord noget, jeg taler om over morgenkaffen på institutionen som en ’naturlig’ del af et unaturligt liv. Jeg kan ikke holde styr på, hvor mange gange udrykningskøretøjer har taget bekendte og venner med. Hver gang er jeg efterladt med frygten for, at det er nu, det går galt.

Jeg har set for meget i min tid som inventar på psykiatrisk. Jeg har set for meget i min tid på bunden af samfundet til, at jeg kan tie stille.

Lad ikke hjælpen blive et tomt valgløfte

Jeg vil belyse, at de unges mistrivsel er et så stort problem, at folk dør af det.

Overdødeligheden i psykiatrien er alarmerende. Men noget tyder på, at politikerne er både svagtseende og tunghøre, for de hører ikke alarmen.

Kloge mennesker har lavet en tiårsplan for psykiatrien. Det kan godt være, den er dyr, men ved at hjælpe i psykiatrien er der sikkert andre steder, der vil blive mindre at lave.

Måske vil sygeplejerskerne og lægerne behandle færre overdoser. Måske vil politiet rykke mindre ud. Måske vil vi få bedre og mere effektiv behandling på de dyre bosteder, vi udskrives til.

Lad os tale om selvmordene og psykiatrien. Så kære politikere, tal til mig, debatter med mig og ikke om mig. Måske har jeg ingen studenterhue, men derfor har jeg stadig meget på hjerte.

Jeg vil slutte af med at sige tak for den opmærksomhed, pressen og politikerne har givet psykiatrien. Men lov mig, jeres løfter om hjælp ikke er endnu et tomt valgløfte.

Jeg vil ikke begrave flere mennesker, fordi I ikke prioriterer os!

Sofie Odgaard er beboer på psykiatrisk døgninstitution

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Din historie er så tragisk,men desværre ikke overraskende.
Nu har regeringen indledt forhandlinger om psykiatrien men har ikke anvist pengene.
Det er typisk for et parti som er presset og på vej ind i en valgkamp.
Når man ikke har anden politik end "hvad viser meningsmålingerne?" så bliver det selvfølgelig så meget sværere.

Vi må håbe på at vælgerne ændrer på magtforholdet i rød blok og at de samme vælgere begynder at regne et ungt menneskeliv i psykiatrien for lige så vigtigt som en 90 årig med corona.

For det er tilsyneladene ikke tilfældet nu.

Pauline Hoffmann Schrøder

Sindsygt godt og hjertegribende skrevet. Tak. Mvh. Endnu en bruger af psykiatrien

Pauline Hoffmann Schrøder

Bedste hilsner
Anders Holsting
43 år og skolelærer

Jeg kommer til at tænke på, at jeg talte med en nyuddannet psykolog en dag. Jeg spurgte ham, om han troede på sjælen. - Nej, var det klare svar. - Det er lidt pudsigt, når nu psyke betyder sjæl, svarede jeg ham. Så så han lidt paf ud og blev tavs.

Jeg er sikker på, at mange mennesker i det her samfund lærer sig selv at blive usynlige for omverden, for andre mennesker, for det har de (vi) lært af forældre o. a., når vi er vokset op i dybt dysfunktionelle familier med misbrug o.l. Med den usynlighed kommer der også et stærkt behov for at bryde frem, at træde i karakter, som sig selv, men eftersom det ofte føles, og bliver gjort, umuligt, lærer diverse mennesker i stedet for at fikse sig selv, ramme et punkt hvor der er fred i sindet et øjeblik, f.eks. ved hjælp af alkohol og / eller andre stoffer. Usynlighed skiftes altså kortvarigt ud med forsøg på at mærke noget, hvad som helst, for ikke at føle sig usynlig. Som en slags protest imod følelsesløshed.

Kravene, sommetider meget uudtalte med ord men meget tydelige på alle mulige andre måder, i samfundet fra andre er ofte forbundet med ideer om at "fungere", og faktisk er det ikke ulig ideen om at ramme sin funktionspromille som alkoholiker eller via en anden afhængighed. Man bliver kun en tilladt / accepteret / synlig figur i sit eget liv via den selvmedicinering. Hvorledes adskiller den medicin, som psykiatere udskriver sig fra den idé?

"It is no measure of health to be well adjusted to a profoundly sick society."
(Jiddu Krishnamurti)

Man kan, og skal, spørge sig selv, hvorfor så mange psykopater synes at trives i det her samfund? Et af svarene er, at de får lov til at indtage magtpositioner, hvorfra de forsøger, sommetider med uhyggelig succes, at diktere, hvad der er "sund" og "usund" adfærd. De leger guder, hvis primære misbrug er misbrug af andre mennesker. Af samme grund kan man vende tilbage til noget andet, Krishnamurti, og mange andre, har sagt: Question authority.

For hvem har en større autoritet over og indsigt i sig selv end en selv? Af og til kræver det et voldsomt opgør med (selvbestaltede) autoriteter og en oplevelse af at være spaltet i sig selv og en eller anden persona, som andre i alt for lang tid har efterspurgt, modelleret og ikke mindst mishandlet for at få til at ligne kloner af det "accepterede".

I andre samfund ville i hvert fald en del af de psykiatriske patienter være shamaner o.l., uden at nogen ville kræve, eller overhovedet tænke på, at de havde brug for medicin. Og i et samfund, der mere opfører sig som en stat, et forretningsanliggende imellem borger og stat, bruger flere og flere selvmedicinering i form af angstdæmpende, følelsesjusterende, fiksende midler, fordi samfundet er blevet sygt. I et samfund hvor mange betragter andre som en slags mere eller mindre velfungerende aktier i Firmaet Danmark A/S, og hvor syndebuksretorik synes at rende i stride strømme fra diverse apartheidlignende talere, bliver det vigtigste opgør at melde sig ud af noget, man aldrig har meldt sig ind i. Fordi det går ens hjerte, ens integritet, ens sjæl imod.

Tag din tid tilbage, dig der protesterer imod autoriteter, for de lytter ikke. De ved slet ikke, hvem du er. Men det gør du, hvis du lytter længe nok. Du er dig. Et menneske. Et uvurderligt væsen som kapitalisme er en fornærmelse imod. Vær ikke bange for det ukendte. Vær bange for det kendte, det "vedtagne", det som alt for mange reagerer blindt, dumt og hadsk overfor". Vær dig selv. Det er der egentlig power i. Tag dig selv tilbage med kærlighed.