Kommentar

Børn med diabetes bør ikke stå alene med ansvaret for deres sygdom i skoletimerne

Intet skolebarn skal stå alene med ansvaret for sin kroniske sygdom. Det er dog sandheden for langt de fleste skolebørn med type 1 diabetes. Løsningen er, at give alle en fast kontaktperson i skole- og sfo-tiden.
Børn med diabetes skal ofte selv stå for at måle blodsukker, tælle kulhydrater og dosere insulin korrekt, mens de er i skole, skriver Karoline Noer i denne kommentar. Arkivfoto.

Børn med diabetes skal ofte selv stå for at måle blodsukker, tælle kulhydrater og dosere insulin korrekt, mens de er i skole, skriver Karoline Noer i denne kommentar. Arkivfoto.

Hans Christian Jacobsen/Ritzau scanpix

Debat
21. september 2022

Da jeg var ti år, købte min mor en boksepude til mig.

»Når du bliver vred på sygdommen, slår du på boksepuden«, sagde hun opmuntrende. Få år forinden havde jeg fået konstateret type 1 diabetes. Men det var ikke sygdommen, jeg var vred på, det var at stå alene med ansvaret for min sygdom i skolen.

Jeg slog på boksepuden, efter jeg til idrætstimerne var gået sukkerkold og selv måtte finde frem til juicebrikken i tasken. Jeg slog på boksepuden, når lærerne i skolen nægtede mig at spise fødselsdagsflødeboller, selv om mine forældre jo havde sagt, at jeg måtte spise ligesom alle de andre. Jeg slog på boksepuden over at have fået en voksensygdom som barn, og at der ikke var nogen autoriteter til at passe på mig i skolen.

Nu er jeg blevet voksen, og boksepuden er blevet doneret til en genbrugsbutik. Men i tiden siden jeg var barn, er diabetesudstyret kun blevet mere avanceret og indviklet at forstå, og derfor bekymrer jeg mig for alle de børn, der ligesom jeg får diagnosen.

Alene med sygdommen

Børn under ti år er ikke i stand til at styre deres diabetesbehandling alene. Det vurderer Dansk Selskab for Børne- og Ungdomsdiabetes. Men i praksis forventer vi alligevel, at skolebørn ned til seksårsalderen kan håndtere deres insulinpumper selv i mange timer om dagen. Udstyr, hvor ét forkert tryk kan betyde insulinchok, en tur på skadestuen eller det, der er værre.

Undersøgelser fra Diabetesforeningen viser, at 73 procent af alle forældre til børn med type 1 diabetes har oplevet, at deres børn stod alene med deres behandling, når de var i skole. Nu har et par bekymrede forældre fremsat et borgerforslag, som kræver, at alle børn med diabetes får tildelt en fast kontaktperson i hele skole- og sfo-tiden.

Initiativtageren bag forslaget, Katja Vang Munksbøl, har talt med forældre til børn, som render omtågede rundt i skolegården, tæt på at dejse om, uden at pædagogerne er uddannet til at holde øje med faresignalerne ved lavt blodsukker. Forældre, som kommer hjem med trætte og hovedpineramte børn, fordi ingen pædagoger har kunnet hjælpe dem med at stabilisere blodsukkeret.

En tredjedel af forældre til børn med diabetes er utrygge ved skolens håndtering af barnets diabetes. Tre ud af fire skolebørn har ikke tilknyttet en fast kontaktperson, som kan hjælpe med til den daglige håndtering af barnets diabetes. Det viser tal fra Skolebørnsundersøgelsen foretaget af Diabetesforeningen i 2020.

Børnene skal dermed selv stå for at måle blodsukker, tælle kulhydrater og dosere insulin korrekt, imens der også skal leges med de andre børn. Og bare være tid til at være børn.

Trygheden fordobles

På fri- og privatskoler eksisterer denne løsning allerede. Skolebørn med type 1 diabetes i 6 til 12 års alderen er sikret en fast kontaktperson i hele skole- og sfo-tiden. Kontaktpersonen finansieres ved at søge midler fra en statslig pulje.

Tiltaget virker. Undersøgelser viser, at andelen af forældre, der føler sig trygge ved skolens evne til at håndtere barnets diabetes, fordobles, hvis der er tilknyttet en fast kontaktperson.

Anderledes ser det ud i folkeskolen. Her får de heldigste skolebørn typisk tilbudt under ni timers ugentlig støtte. Alt mellem nul og ni timer kan skolelederen tildele fra skolens eget budget, men tiltaget bliver ofte nedprioriteret, fordi det er dyrt. Skolen kan yderligere anmode skoleforvaltningen om flere timer, men det sker ofte ikke, og forældrene har, som det er nu, ingen muligheder for at anke eller klage over det tildelte antal støttetimer.

En gang imellem får jeg stadig lyst til at købe en brugt boksepude på Den Blå Avis. Måske er der en midtvejskriseramt mand, der har en tilovers, som måske endda vil give nogle svedige boksehandsker med i købet. Jeg kunne hænge den op midt i min stue og gå ud og slå på den i de søvnløse nattetimer, når mit blodsukker holder mig vågen.

For vred er jeg stadig. Jeg er vred over, at min kaotiske og impulsive personlighed ikke passer til den her sygdom, som kræver konstant struktur. Havde diabetes været en tinderdate, havde jeg lukket den ned efter første møde, fordi vi ’nok bare er for forskellige’. Men mest af alt er jeg vred, fordi børn i dag stadig helt selv skal varetage en voksensygdom.

Det er ikke nemt at have diabetes, heller ikke som voksen. Men intet skolebarn skal stå og slå lige så meget på sin boksepude, som jeg selv gjorde, fordi de står alene med ansvaret for sin sundhed. Det er ikke for børn.

Derfor bør alle støtte borgerforslaget og give børn med diabetes den hjælp og støtte, de har brug for i deres hverdag. 

Karoline Noer er journaliststuderende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her