Der er behov for en ny tilgang til litteratur. En ny tilgang, som bygger på den opfattelse, at billedlitteratur er noget i sig selv og ikke blot et appendiks til den såkaldt ’rigtige’ litteratur. En tilgang, som gør op med et forældet litterært hierarki, hvor ord er finere end billeder.
Har du nogensinde hørt om Hundemand? Eller Tom Gates? Det har dit barn givetvis. Bogserierne er ekstremt populære blandt børn. Børn, som læser. Børn, som lige har lært at læse. Og børn, som egentlig ikke synes, at bøger er en synderligt vigtig fordybelsesform.
Undersøgelser af børns læsevaner viser, at børns læselyst falder med alderen. Især hos drengene. Så hvilke magiske ingredienser indeholder bogserierne om Hundemand og Tom Gates foruden de beslægtede Kaptajn Underhyler, Wimpy Kid og Store Chris? Ud over et farverigt persongalleri, tempo, gakket humor og halvskøre plots er svaret billeder.
Bøgerne er fulde af billeder og finurlige visuelle detaljer i en sjov og original kombination af roman, illustrationer, tegneserie og notesbog.
Selv om bøgerne ikke ligner dem, du selv læste som barn, er der ingen grund til at rynke på næsen. Snarere tværtimod. For billedlitteratur, ikke mindst den nyere slags, har en umiddelbar appel til børn. Det betyder ikke, at den altid er nem at læse. Der er masser af eksempelvis grafiske romaner, som har et avanceret billedsprog såsom Pssst! af Anette Herzog og Katrine Clante. Eller David Mazzucchellis Asterios Polyp til det voksne publikum.
Og det er værd at overveje, om billedlitteratur er den energigivende vitaminpille, de læsetrætte børn trænger til.
Visuelle finurligheder og sjove illustrationer
Jeg har mødt mange lærere, som kan fortælle om skoletrætte elever, der motiveres af at læse billedlitteratur. Måske fordi det føles overkommeligt at gå om bord i en bog, der, som Tom Gates og Hundemand, har en masse luft mellem sætningerne, visuelle finurligheder og sjove illustrationer.
Hundemand og de andre bestsellere er en del af en ny tendens. Mængden af billeder i bøger til børn, unge og sågar voksne er eksploderet i de seneste 10-20 år. Der udkommer et væld af nye typer billedfortællinger, og som noget forholdsvis nyt vandrer de også ind i skolen og op i de ældste klasser.
Der eksperimenteres på livet løs med bogformatet. Eksempelvis ved at lade siderne være løse ark eller ved at lime dem sammen som en lang harmonika. Der er bøger med hul hele vejen igennem eller blot hul igennem en enkelt side. Romaner optræder med linjerede sider og små vignetter eller korte tegneseriesekvenser. Alt fra de ellers traditionelt ret beskedne fagbøger til læseletbøgerne har fået en grafisk extreme make over, så de er rykket nærmere de lækre billedbøger. Og hvad angår tegneserier oplever de også en opblomstring. Blandt andet – men ikke kun – gennem grafiske romaner.
Billedbøger op på øverste hylde
Problemet er blot, at meget af den nyere, spændende billedlitteratur ikke i tilstrækkelig grad bliver anvendt og anerkendt. Det gælder både, når det kommer til at øge børns glæde ved litteratur og læsning (den førnævnte vitaminpille), men også i forhold til det kulturelle hierarki, som bøger og litteratur indgår i.
Der var engang, hvor det var pinligt at indrømme, at man læste bøger med billeder. Jeg bilder mig ind, at det ikke længere forholder sig sådan.
Men jeg kommer i tvivl, når de illustrerede bøger i boghandlen er placeret på nederste hylde allerbagest, og når litteraturanmeldelser og litteraturundervisning kun nævner illustrationerne perifert. Eller når Danmarks Statistik rubricerer alle udgivne børnelitterære titler i fire kategorier, hvoraf den ene hedder ’Humor, tegneserier etc. for børn’ – underforstået, at tegneserier er lig humor.
Det er ikke usædvanligt at overhøre forældre bekymret sige til bibliotekaren: »En tegneserie er ikke en rigtig bog.« Kan vi ikke en gang for alle slå fast, at også bøger med billeder kan være litteratur?
I takt med at den nyere børnelitteratur er blevet mere og mere visuel, bliver det tydeligt, at vores forståelse og begrebsapparat sidder fast i en klassisk, skriftsproglig litteraturopfattelse, som det er på tide at anfægte.
Bliv inspireret af børnene
Der er behov for en ny tilgang til litteratur. En ny tilgang, som bygger på den opfattelse, at billedlitteratur er noget i sig selv og ikke blot et appendiks til den såkaldt rigtige litteratur. Billedlitteratur hviler på et sprog med sine særlige koder og er ikke blot tekst med illustrative billeder. I den forstand er billedlitteratur også noget, som man skal lære at læse. Ligesom man lærer at læse al anden form for litteratur.
Og hvordan lærer man så det? Man kan til en start lade sig inspirere af de børn, som gerne læser billedlitteratur. Her vil man lægge mærke til, hvordan de har øje for alle de visuelle detaljer, som vi voksne sommetider overser, fordi vi er forhippede på at forstå den overordnede handling.
Der vil også være en del børn, som til at begynde med haster gennem siderne, hvilket kan virke provokerende for en tekstvant læser. Men de scanner siderne og danner sig et nødvendigt overblik over helheden, hvilket er en stor hjælp, når man skal forstå billedlitteratur.
Og så kan man jo overveje at opfordre børn og unge til selv at lave billedlitteratur. Det er nemlig ofte en effektiv måde at lære at forstå, hvordan billedlitteratur fungerer. For mange store børn vil det være en skræmmende tanke, da de fleste har aflært at udtrykke sig billedskabende. Alle børn tegner, men det holder de op med. Måske blandt andet fordi vores kultur vægter ordet højere end billedet.
Men ligesom de mange skriveværksteder og forfatterskoler, som pibler frem for øjeblikket, ikke nødvendigvis handler om at uddanne vordende forfattere, behøver et billedlitteraturværksted heller ikke at fokusere på kommende talenter. Formålet kan være at etablere billedlitteratur som en legitim litterær udtryksform og som et sprog, man kan lære at beherske.
Marianne Eskebæk Larsen er lektor og jurymedlem i Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris foruden forfatter til ’Bogen om billedlitteratur’ fra Akademisk Forlag.
Jeg kender virkelig ingen forældre eller lærere, som ser sådan på tegneserier eller grafiske romaner mere. Sidstnævnte er efterhånden standard pensum på skoler i masser af klassetrin. Det er vist mest anekdotisk eller en vandrehistorie, at voksne skulle være skeptiske. Heldigvis.
Så god opfordring, at tage den slags seriøst, men det bliver det vist også i forvejen.
Dette indlæg er efter min mening en generation for sent ude.
Jeg kunne læse da jeg startede i 1 klasse, det er takket være min meget omfattende tegneserie "læsning" i begyndelsen læste jeg jo kun billeder men kunne efterhånden læse ordene og deres betydninger og derudover spurgte jeg de voksne om enkelte ords betydninger. Det betød så til gengæld at jeg kedede mig bravt i dansktimerne i folkeskolen.
Marianne Rosenkvist jeg kender desværre en skole, der stadig har den holdning.
Der skulle førsteklasserne hver dag starte med at stillelæse i 20 min. og det måtte ikke være tegneserier, det var ikke lødig/rigtig læsestof.
Børnene gik med ondt i maven og lærte bare, at vende siderne med tilpas hastighed.
Der var også andre problemer med skolen.
Men nej hvor de kunne. Det stod selv på væggene, at mobning ikke er ok. Det viser jo vi laver en helhjertet indsats............
Dem der kunne, fik flyttet deres børn i privatskoler, hvor de pludselig kunne lære at læse og begyndte at trives.
Men hvor er det dog trist for de børn hvis forældre ikke havde råd og dem hvis forældre synes kæft, trit og retning er den eneste måde, at undervise børn på.
Den slags forældre rynkede også næsen af tegneserier.
Modsat en anden skole, hvor børnene og lærerne var glade for min tegneseriesamling og det bidrag det gav til læseøvelserne.