Læserbrev

I Danmark diskuterer vi ikke porno, vi ser den bare. Det kan gå ud over unges seksualitet

Porno er ikke til debat i Danmark. Men hvis vi ikke har en samtale om indholdet i pornografien, misser vi chancen for at være med til at sætte grænser inden for den porno, som er med til at lære vores unge om sex
DR sendte i 2021 serien om ’Våde veninder’ om to veninder, der laver indhold til tjenesten OnlyFans.

DR sendte i 2021 serien om ’Våde veninder’ om to veninder, der laver indhold til tjenesten OnlyFans.

Mathias Arvedsen

Debat
21. september 2022

Norsk TV har undersøgt porno i en ny dokumentarserie ’Porno 2022’, som kritiseres stærkt i Information den 14. september. Men i Danmark virker det ikke, som om debatten får rigtig fat. Porno tages for givet eller diskuteres højst i abstrakte vendinger som noget, vi kan være for eller imod. Vi bør i stedet have en samtale om indholdet af den porno, der findes.

TV 2 prøvede ellers med hele to dokumentarudsendelser i 2020 at nuancere debatten om porno: ’Mor laver porno’ viste mødre, der græd over at se porno, men som senere instruerede den. ’Porno klædt af’ viste pornobranchen fra sin værste side med overgreb og tårer. DR tog en mere sexpositiv rute med serien om ’Våde veninder’ fra 2021 – uden at nuancerne dermed blev bedre belyst.

Vi skal nok helt tilbage til 2004 for at finde en egentlig politisk debat om, hvad unge har brug for at vide om porno. Dengang tilbagekaldte sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen undervisnings-cd-rommen Sexstarz, alt imens materialet blev uddelt på Strøget og downloadet i massevis.

Det er, som om danskerne ikke gider diskutere porno – de ser den bare. Eller 80 procent gør, heraf flest og hyppigst mænd, ifølge SEXUS-undersøgelsen fra 2019. Samtidig viser australsk forskning, at unge stifter tidligere og tidligere bekendtskab med porno, mens den teknologiske udvikling giver dem nye muligheder for selv at skabe seksuelle billeder.

Som sociolog vil jeg mene, at porno er værd at diskutere, fordi eksplicitte, ophidsende billeder er en del af den kultur, som vi bruger til at skabe mening ud af seksualitet; alene og sammen med venner og partnere.

Debatten om porno handler ikke om godt eller skidt. Porno er både-og. Samtykke og sikker sex figurerer sjældent i pornofilm. Det gør til gengæld nydelse og stor variation for, hvad der kan føles sexet. Porno kan ikke stå alene, men kan bruges aktivt i for eksempel undervisning.

Er det virkelig op til VISA og Mastercard at sortere i, hvad der må stikkes ind hvor i porno – og skal vi lade seksuelle udtryksmuligheder være op til platforme som OnlyFans? Hvis ikke vi som samfund diskuterer pornoen konkret og nuanceret med vores unge, risikerer vi, at det er industrien og investorerne, der bestemmer, hvad vores unge lærer om sex fra porno.

Sidsel Harder er ph.d. i sociologi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her