Med nedlæggelsen af DR’s filmredaktion og Go’ Morgen Danmarks sløjfning af filmanmeldelser er filmformidlingen i de store public service-medier endegyldigt død. Det er blot sidste stød til en filmkultur, der i forvejen er i knæ. Tidligere i år måtte Danmarks store filmfestival CPH PIX lade livet, hvilket blot afstedkom træk på skuldrene hos politikere, filminstitut og medier. Og før det er mange af landets provinsbiografer endt som frivilligt drevne foreninger.
Politisk bruges pengene på at skabe film, der kan få danske filmfolk på den røde løber. Det er fantastisk, og det er vi mange, som nyder godt af. Men når filmkulturen negligeres, så skader det også produktionsmiljøet. Snart vil mængden af publikummer til alle slags film svinde ind. For uden den kuraterende hånd, som filmjournalistikken og festivalerne giver, vil vores interesse og viden om film falde.
Filmformidling skal tilbage som politisk prioritering, når det gælder filmjournalistik, de små provinsbiografer og festivalerne. Disse tre områder drives nu i høj grad af frivillige, og det er ikke holdbart. Hvis de frivillige kræfter i det danske filmlandskab nedlagde arbejdet i morgen, ville store dele af vores filmkultur kollapse.
Udvalget af film har aldrig været større. Det er som udgangspunkt godt, men uden ordentlig filmformidling lader vi algoritmer ensrette vores filmforbrug, og vi vil aldrig få udfordret vores syn på verden. Hvilket i sidste ende gør os åndeligt fattigere.
At genskabe grundstenene til en god filmkultur kan gøres ganske billigt.
CPH PIX modtog 1,4 millioner om året fra DFI, og hertil kom penge fra Københavns Kommune og andre fonde. Alt i alt en lille pris for en stor toneangivende filmbegivenhed. Til sammenligning er støtten til de små biografer på lidt over to millioner kroner årligt. Forestil jer, hvad en fordobling ville kunne gøre i de små lokalsamfund. Det er jo et fair valg, at DR og TV 2 ikke vil have filmformidling, men så afsæt en pulje, som andre medier og ildsjæle kan søge, så vi får professionel filmformidling, der er frit tilgængeligt.
Vi taler om en forsvindende lille del af statsbudgettet, der skal til for at få dansk filmkultur til at funkle igen. Så kære kulturpolitikere, lad os komme i gang med at redde dansk filmkultur.
Lars B. Frahm er filmentusiast og digital manager