Kronik

Det danske værdifællesskab er en myte – det findes hverken nu eller historisk

I dag betragter vi det opgør med autoriteterne, som ungdomsoprøret og kvindebevægelsen repræsenterede som en uundværlig del af de danske værdier. Men sådan så verden absolut ikke ud, før disse bevægelser slog igennem
Forestillingen om et særligt værdifællesskab i de ’gode gamle dage’ er en myte, skriver dagens kronikør Mogens Hansen, og henviser blandt andet til, at han bestemt ikke oplevede et værdifællesskab i sin opvækst i et husmandshjem.

Forestillingen om et særligt værdifællesskab i de ’gode gamle dage’ er en myte, skriver dagens kronikør Mogens Hansen, og henviser blandt andet til, at han bestemt ikke oplevede et værdifællesskab i sin opvækst i et husmandshjem.

Michael Bager

Debat
19. september 2022

I gamle dage havde vi et værdifællesskab i Danmark. Sådan siger man.

Det er jo et velkendt kneb at omskrive historien, så den kan bruges til den fortælling, man gerne vil fortælle om nutiden. Nutiden er farlig, og vi skal tilbage til fordums sande og fælles værdier. Men historien om et særligt værdifællesskab ’i de gode gamle dage’ er en myte.

Jeg voksede op i 50’erne i et beskedent husmandshjem, og jeg skal hilse og sige, at i det samfund var der stort set ikke tale om noget værdifællesskab. Min far arbejdede på den lokale herregård, og selv med min bedste vilje kan jeg ikke se, at der var noget værdifællesskab mellem os, der kom fra de beskedne husmands- og landarbejderhjem, der prægede min hjemegn, og det overklasseliv, vi på afstand kunne følge på herregården. Det var et klassesamfund af værste skuffe.

Det var samtidig en periode med stivnede kønsroller og gammeldags autoritære undervisningsformer. Kønsrollerne var stereotype og voldsomt kvindeundertrykkende. Var det et værdifællesskab og gav det sammenhængskraft? Ja, det gjorde det måske for mændene, der sad på magten i både erhvervslivet og i hjemmet, men det var kvinderne, der betalte prisen for det såkaldte værdifællesskab.

Skolen var på det tidspunkt en effektiv social sorteringsmekanisme, hvor borgerskabets børn fik deres studentereksamen, så de kunne fortsætte i uddannelsessystemet og reproducere klasseforskellene. Der var ikke meget hverken værdifællesskab eller sammenhængskraft i den skole.

Oprør skabte forandring

Heldigvis vendte oprøret sig også mod det stivnede og autoritære såkaldte værdifællesskab i form af det ungdoms- og kvindeoprør, der startede i slutningen af 1960’erne. Ungdomsrøret blev betragtet som et angreb på det borgerlige værdifællesskab, og det var absolut ikke populært i tiden.

Endnu mere skepsis – for ikke at sige direkte mistænksomhed – og modstand blev den begyndende kvindebevægelse mødt med. Protesten mod den manglende ligeløn, de stereotype kvinderoller og undertrykkelsen af kvinder blev af borgerlighedens Danmark set som et angreb på netop værdifællesskabet, som man kendte det, og som det patriarkalske samfund havde defineret.

Psykiateren Thorkil Vanggaard udtrykte i Politiken 1975, hvad mange mænds reaktion var på kvindebevægelsens krav om ligestilling

»Jeg vil snarere sige, at mænd og kvinder er væsensforskellige skabninger. Det afspejler sig i den kendsgerning, at gennem historiens forløb og overalt i verden har mænd og kvinder haft helt forskellige opgaver og roller tildelt i det overvejende flertal af gøremål i den menneskelige eksistens«.

Familien – kernen i det borgerlige samfund – blev ødelagt, og hele fundamentet for samfundet ville blive ødelagt, lød det ildevarslende fra ikke mindst de mandlige politikere. 

Hvorfor disse historier? Fordi de viser, at det danske samfund ikke har været præget af værdifællesskab og sammenhængskraft. Det har været nødvendigt med oprør og flytning af grænser.

Tidligere tiders værdifællesskab bliver beskrevet som en fast og uforanderlig størrelse – en fast kerne af værdier, som alle tilsluttede sig. Det passer bare ikke.

Det såkaldte værdifællesskab har heldigvis altid været under forandring, især når aktive sociale bevægelser som arbejderbevægelsen, ungdomsoprøret og kvindebevægelsen har sat spørgsmålstegn ved de vedtagne samfundsnormer.

Et værdifællesskab er ikke en statisk og given størrelse. Værdifællesskabet er ikke faldet ned fra himlen, men har været defineret af de toneangivende kræfter i samfundet. I dag betragter vi det opgør med autoriteterne, som ungdomsoprøret repræsenterede, og det oprør, som kvindebevægelsen rettede mod det patriarkalske samfund, som en uundværlig del af de danske værdier. Men sådan så verden absolut ikke ud, før disse bevægelser slog igennem.

Lukker sig om sig selv

Et samfund, som påstår at have et fast, entydigt og uforanderligt værdifællesskab eller måske rettere lever i drømmen om et sådant, lukker sig om selv, og bliver også et samfund, hvor der etableres nye konfliktlinjer mellem ’os’, der befinder os i det såkaldte værdifællesskab og ’dem’, der defineres som stående uden for fællesskabet. På den måde bliver værdifællesskabet i virkeligheden ekskluderende for dem, der ikke lige passer til de vedtagne fælles værdier, og de beskyldes for at være farlige for værdierne.

Intet er så godt som en fælles ydre fjende, synes at være mottoet for både de borgerlige og Socialdemokratiet, når det kommer til udlændingepolitik.

Nye farer lurer mod det opdigtede værdifællesskab, nemlig indvandrerne – de nye fremmede, de nye farlige. I den socialdemokratiske retorik udgør de en fælles gruppe, som udgør en trussel mod det danske værdifællesskab. De bliver fremstillet som et ’dem’ i modsætning til ’os’ etniske danskere, som i den socialdemokratiske retorik åbenbart har fælles værdier om for eksempel kønnenes ligestilling, demokratiet og tilliden til retssamfundet.

Og det er her, at myten om værdifællesskabet bliver både falsk og farlig. Den bliver falsk, fordi det lykkes at få os danskere til at fremstå, som om vi i dag har et værdifællesskab, baseret på ligestilling, lov og ret og accept af de demokratiske spilleregler. Dette er jo ganske enkelt ikke sandt.

Man finder også miljøer i Danmark, som er præget af kvindeundertrykkelse, kriminalitet og udemokratiske værdier, men disse bliver ikke italesat, for så risikerer vi, at glansbilledet af det danske værdifællesskab krakelerer. Tænk bare på rockermiljøet, som de samme politikere, der råber op om danske værdier, absolut intet gør for at bekæmpe.

Og de mennesker, der kommer til, er ikke så forskellige, som de gøres til. Tænk bare på unge (især kvindelige) efterkommeres succes i uddannelsessystemet – den undgår man behændigt at tale om, for så risikerer man, at også fjendebilledet sløres.

Lad det være sagt så tydeligt som muligt og for at undgå at få noget skudt i skoene: Selvfølgelig finder vi social kontrol, religiøs dogmatisme, kvindeundertrykkelse og kriminalitet blandt nogle grupper af indvandrere. Dette skal vi under ingen omstændigheder acceptere. Men hvor er de samme politikere i øvrigt henne, når man ikke vil gribe ind over for den mest fornedrende kvindeundertrykkelse i form af prostitution? Og hvor er de henne, når der skal sikres reel ligeløn?

Går vi lige så meget op i lov og orden og værdifællesskabet, når vi accepterer, at det sorte arbejde florerer i bedste velgående i det danske samfund, ikke mindst i den pæne middelklasse?

Når man ser på, hvordan både borgerlige partier og Socialdemokratiet behandler både danskere, indvandrere og deres efterkommere synes jeg nok, man kan stille spørgsmålet, om disse politikere selv lever op til et værdifællesskab, som de påstår er båret af respekt og omsorg for det enkelte menneske, lige rettigheder for alle og integration af alle i fællesskabet.

De lave integrationsydelser og nedsættelserne af kontanthjælp og dagpenge vidner ikke om respekt for elementære borgerrettigheder, som også består i at kunne leve et ordentligt liv.

Jeg har intet værdifællesskab med danskere, der støtter populistiske politikere, der i et falsk værdifællesskabs navn graver kløfter og ikke respekterer alle menneskers lige rettigheder, og som har mere travlt med at føre diskriminerende symbolpolitik end med at løse samfundets reelle problemer. Faktisk har jeg mere til fælles med en argentinsk, tysk eller nigeriansk intellektuel, der kæmper for lige rettigheder og humanisme.

Mogens Hansen er kandidat i samfundsfag og dansk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Det danske værdifællesskab er en myte – det findes hverken nu eller historisk"

Den del er jeg aldeles enig i.

Ib Gram-Jensen, Frederik Schwane, Eva Schwanenflügel, Per Klüver, David Zennaro, Lillian Larsen, Christian Mondrup, Flemming Sørensen, John Sehested, erik jensen, Lise Lotte Rahbek, Egon Stich, Ruth Sørensen, Dorte Sørensen og Niels Makholm anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Tak for den udlægning - den med værdifællesskab eller de danske værdier giver mig røde knober - Når fx. folk fra DF taler om at kvindefrigørelse, ikke slå børn osv......... er danske værdier så glemmer de at de selv var imod - ja DF stemte imod ophævelse af forældres revselsesret.

Sonja Rosdahl, Frederik Schwane, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk, Per Klüver, Inger Pedersen, David Zennaro, Lillian Larsen og erik jensen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Når man har mere fællesskab med andre intellektuelle i andre lande, folk som kæmper for lige rettigheder og humanisme, men ikke med naboen der ikke er intellektuel så er man jo lige så dygtig en grøftegraver som populistiske politikere. Viljen til at skabe et fællesskab virker overtrumfet af foragten for de der arbejder sort og støtter de forkerte politikere. Omsorgen gælder altså ikke de forkerte meninger. Kun foragten, som jeg egentlig troede var kendetegnet for den omtalte gruppe.

Jan Henrik Wegener

Man kan jo så tænke sig folk med den tankegang som udtrykkes herover som tager det på alvor og ser f.eks. det Nigeria, hvor de andre oplyste intellektuelle som kæmper for humanisme og ligeværd formodes at befinde sig. Mon disse har dybe rødder i landets befolkning? Eller står humanisme og ligeværd alligevel ikke så højt på den nigerianske dagsorden? Er det vejen til mere forståelse mellem mennesker, hvis en sådan er ønsket, at arkivere de mulige fællesskaber der er nærved lodret?
Så langt handlede det hele jo om hvem der ikke er med i fællesskab med hinanden.
OK. Det mest nærliggende svar fremstår da som en form for individualisme hvor nær sagt alle er mod alle, uden at dette står og måske heller ikke er meningen.
Men hvad er den så?

Peter Mikkelsen

Tak for et fint indlæg med mange gode pointer. Vort værdifællesskab burde være humanistisk funderet uden skelen til køn, race, kultur og religion - ikke det "dem og os", som Socialdemokratiet desværre også har tilsluttet sig. Men det er også sandt, at det ikke opnås ved at udskamme dem fra underklassen, som tilslutter sig de hel- og halvfascistiske paroler fra DF, NB mv ud fra reel bekymring for deres eget liv. Kapitalismens og den herskende klasses stærkeste våben har altid været "del og hersk".

Hanne Andreasen, Lise Lotte Rahbek, Ib Gram-Jensen, Lillian Larsen, Sonja Rosdahl, Eva Schwanenflügel, jens peter hansen, Inger Pedersen, Carsten Bjerre, Per Klüver, David Zennaro og Truels Nørholm anbefalede denne kommentar
Truels Nørholm

Tak for en fremragende kronik i dagens avis!

Hanne Andreasen, Sonja Rosdahl, Frederik Schwane, Mogens Poulsen, Eva Schwanenflügel, Per Klüver og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Frederik Schwane

TAK!!!

Danmark er et politisk fællesskab og har været det i århundreder, ud af det er demokratiet vokset, og det er her i modsætning til andre steder sket uden sværdslag og fysiske kampe.
Men Danmark er ikke en essens, det er ikke i sig selv godt eller skidt, det er i dag nogenlunde, for det har vi gjort det til - men det var bedre for 30 år siden, før bureaukratisering og overhåndtagende materialisme.
Værdifællesskabet hviler i institutionerne og den tryghed og i perioder relative lighed, de distribuerer; men man kan blive temmelig forskrækket, når man læser den åbenbare radikalisme, der trives i mange borgere, som bestemt ikke stemmer overens med det samfund, vi lever i. Tidligere formulerede jeg det også sådan, at hvis vi ikke politisk havde indført velfærdsstaten, ville borgernes kortsigtede interesser give os et koldt og ubarmhjertigt samfund med folk, der kunne falde døde om på gaden, uden at nogen bekymrede sig om det.

Kim Petersen, jens peter hansen, Svend Jespersen og Carsten Bjerre anbefalede denne kommentar

Selvfølgelig er der ikke enighed om værdierne, og de er til stadighed under forandring. De folkelige bevægelser, som vækkelserne, andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen og ungdomsoprøret fremførte nye værdier. Beskrivelsen af værdibruddet hos generationen, der voksede op efter 2. Verdenskrig er helt korrekt. Vi kan spore det i film og bøger. Appellen til et nationalt værdifællesskab er ideologisk: En fraktion hævder, at dens værdier har universel gyldighed. Værdiundersøgelserne viser, at der er en overvejende konsensus om de basale grundværdier, som at de sociale værdier har større vægt end de økonomisk-materielle, som den demokratiske retsstat og menneskerettighederne, og som den personlige autonomi i spørgsmål om religion og moral. Uenighederne gælder mest nuancer. Men på nogle områder er befolkningen dybt splittet. For eksempel på spørgsmålet om at afgrænse den danske nation fra indvandring og internationale aftaler.

Marie-Christine Poncelet

Så enige og nu har vi udvidet vores "værdier fællesskab" med alle de vestlige lande med bomber og kanoner til fremtidige krige, et værdier fælleskab som får alle vores medier til at fortælle os at vi burde alle sørger over dronning Elizabeth s døden. Patetisk!

Svend Jespersen

Mogens Hansen mistolker begrebet ”værdifællesskab”. Han skriver bl.a. ”Det såkaldte værdifællesskab har heldigvis altid været under forandring”. Og det er netop der, forskellene viser sig. Hvem og hvilke holdninger har ført os til det samfund, vi har i dag? Det har intet med fattig/rig, mand/kvinde eller fortid/nutid at gøre. Det har noget at gøre med, hvordan samfundet som et hele har reageret på de uretfærdigheder.

Og ”samfundet” her i Danmark har reageret på de uligheder og uretfærdigheder, som gennem tiderne er blevet påvist. Hvordan det samfund i praksis så reagerer, deri ligger ”værdifællesskabet”. Det kan f.eks. være, om man anser religiøse forskrifter om ”tækkelig påklædning” for frihed eller tvang. Spørg f.eks. de iranske kvinder, som i disse dage reagerer på drabet på Mahsa Amini.

Alle religioner, lande, egne og kulturer har deres egne måder at gøre tingene på, men jeg kan forsikre dig om, at der hersker et positivt værdifællesskab her i Danmark, som jeg meget nødigt vil undvære. Gennem mine mange år med tætte forhold til andre kulturer og lande har jeg ofte i det stille måttet takke min skaber for, at jeg er opvokset i Danmark og med det menneske- og samfundssyn, som er herskende her. Og det har jeg gjort, selv om jeg ikke på nogen måde er religiøs.

Gert Friis Christiansen og Kim Petersen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Man finder også miljøer i Danmark, som er præget af kvindeundertrykkelse, kriminalitet og udemokratiske værdier, men disse bliver ikke italesat, for så risikerer vi, at glansbilledet af det danske værdifællesskab krakelerer. Tænk bare på rockermiljøet, som de samme politikere, der råber op om danske værdier, absolut intet gør for at bekæmpe.

Dette udsagn er jo et rent postulat. Rockerne har man sågar ved en højst diskutabel lov kunnet formenes adgang til bestemte ejendomme.
At der findes grupper som er præget kriminalitet er rigtigt, at sort arbejde udføres for middelklassen er sikkert rigtig, men udføres jo især af håndværkere der vel er de sidste rigtige arbejdere i landet.
At man ikke har et værdifællesskab med racister og fascister er da netop et bevis på at man sammen med de fleste andre har et værdifællesskab baseret på det demokrati, de sociale indretninger og den gratis uddannelse vort land er baseret på.

Kristendommen er - på godt men mest ondt - den lim som holder sammen på et eventuelt værdifællesskab. Med sit løfte om frelse og evigt liv er den samtidig med til at afholde os fra at gøre noget ved ødelæggelsen af klima og natur.

Hanne Andreasen

Peter Blondin, Hanne Andreasens mand!
Et værdifællesskab, har vi ikke i kongeriget Danmark, det kræver et "klasseløst" samfund. Et socialistisk samfundssystem, hvor vi nyder efter behov, og yder efter bedste evner. Med andre ord, klasseløst samfund!