Kronik

EU bør forhandle ny flygtningepagt med det samme, ellers vil flere migranter dø

Den danske regerings fortælling om menneskesmuglere antyder, at smuglerne skaber migrationen. Men det forholder sig lige omvendt: Det er den kæmpestore betalingsdygtige efterspørgsel efter illegal persontransport, som har skabt menneskesmuglerne
Den forsimplede strategi, som den danske regering benytter sig af, hvor man bare fokuserer på at føre krig mod menneskesmuglerne, fører kun til højere risiko for flere dødsfald i Middelhavet, skriver journalist Eva-Marie Møller og kultursociolog Mads Christoffersen i kronikken.

Den forsimplede strategi, som den danske regering benytter sig af, hvor man bare fokuserer på at føre krig mod menneskesmuglerne, fører kun til højere risiko for flere dødsfald i Middelhavet, skriver journalist Eva-Marie Møller og kultursociolog Mads Christoffersen i kronikken.

Paula Bourges Waldegg

Debat
26. september 2022

Den 18. september 2021 finder et tyrkisk grænsevagtsskib ligene af to afrikanere på henholdsvis 33 og 36 år. De er tydeligvis druknet, og de tyrkiske myndigheder begynder at undersøge, hvordan det er sket.

Der er et vidne, Ibrahim. Og med hans forklaring kan medierne Mediapart, The Guardian, Der Spiegel og Lighthouse Reports i samarbejde begynde at kortlægge forløbet op til de to mænds død.

Ibrahim begiver sig om aftenen den 14. september 2021 sammen med sine to venner, Sidy og Didier, til badebyen Kusadasi syd for Izmir på den tyrkiske kyst. Målet er at komme over strædet til den græske ø Samos. Da de nærmer sig land, kommer der en båd, som bærer den græske kystvagts kendetegn, mens der fra landsiden dukker et større antal politifolk op. Mange af dem bærer masker og uniformer uden kendetegn, så det ikke umiddelbart kan spores, hvem de er, eller hvem de arbejder for.

Det lykkes Ibrahim, Sidy og Didier at komme i land og flygte fra grænsevagterne. De skjuler sig i en skov, så de senere kan gå de 30 km til den nærmeste flygtningelejr på Samos, hvor de bliver registreret som asylansøgere.

Men den 16. september om morgenen bliver de arresteret af civilklædt politi og placeres i en motordrevet gummibåd, som benyttes af grænsevagten på Samos. På 30 minutter bliver de sejlet tilbage til den tyrkiske kyst og kastet i havet, hvor de ikke kan bunde. De har ingen redningsveste og trygler om at blive sejlet tættere på kysten. Forgæves. Sidy og Didier kan ikke svømme – og de drukner. Kun Ibrahim redder sig i land.

»Jeg lovede mig selv, at jeg ville overleve for at kunne bevidne dette,« fortæller han journalisterne bag reportagen.

Tyrkiet som grænsevagt

Historien om Sidy, Didier og Ibrahim er desværre ikke enestående. Dansk Flygtningehjælp rapporterer om 12.000 tilfælde af, at europæiske grænsevagter ulovligt skubber migranter tilbage over grænsen i 2021, desværre ofte med fatale konsekvenser.

Det er historier som denne, der i januar 2022 fik os til at rejse en måned til Athen for at undersøge, hvordan livet – og døden – udspiller sig for de mange asylansøgere.

Først opsøgte vi afghanske og syriske flygtninge i Eleonas-lejren, der ligger i et område i Athen med bilkirkegårde og forladte fabrikker. Senere besøgte vi flygtningelejre med kurdiske flygtninge på den sydlige spids af Attika. I Athen talte vi med flygtningeorganisationer, eksperter, FN-organisationer, regeringsrepræsentanter, ngo’er og mange almindelige grækere. 

Det er velkendt, at Grækenland i kraft af sin geografiske placering blev ramt først af den store bølge af flygtninge, som krigene i Afghanistan, Irak og Syrien skabte i årene efter 2011. Mange millioner mennesker har måttet forlade deres hjemland på grund af krig, og alle skulle igennem Tyrkiet for at komme til Grækenland og videre til det velstående og – dengang – fredelige Europa.

Da presset voksede i årene omkring 2015 indgik EU-Kommissionen en ’aftale’ med Tyrkiet om at forhindre flygtningene i at nå frem til Europa og sende dem, der alligevel slap over til de græske øer, tilbage til Tyrkiet. I realiteten var der tale om en europæisk deklaration, som Tyrkiet tilsluttede sig mod udsigten til at modtage seks milliarder euro som tak for hjælpen.

Da Tyrkiet i marts 2020 alligevel begyndte at sende nye bølger af flygtninge og migranter videre til Grækenland, svarede de græske myndigheder igen med dels at internere dem i hastigt opførte lejre, dels at proklamere, at man fremover ville skride til en såkaldt aggressiv overvågning af sine grænser. Denne praksis har vist sig at blandt andet bestå af konventionsstridig tilbagesendelse, kaldet pushback, af de flygtninge, der havde nået at sætte fod på græsk jord.

Danmark bifalder volden

Der findes en omfattende dokumentation af denne praksis. Amnesty International kunne i juni 2021 dokumentere 21 tilfælde af pushback i Grækenland, hvoraf flere er foregået ved, at migranter er pågrebet inde i landet af personer uden kendetegn på uniformerne og sendt tilbage til Tyrkiet under ydmygende omstændigheder.

En ting er Tyrkiet og Grækenlands klare konventionsbrud, en anden er den danske regerings fulde og hele opbakning til den autoritære græske regerings ulovlige anvendelse af vold og pushback. Da daværende udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i september 2021 var på besøg hos sin græske kollega Notis Mitarachis fra det højreorienterede New Demokratia, fik han følgende skulderklap med på vejen:

»Lige nu har vi meget lave asyltal. Det har vi blandt andet, fordi nogle lande løfter deres opgave. De fortjener et skulderklap, og det har jeg givet min græske kollega.«

På grund af denne praksis er menneskesmugling blevet big business. Gennem de sidste ti år er der røget milliarder i lommerne på smuglere, der illegalt transporterer mennesker fra blandt andet Tyrkiet til Grækenland.

Men i den danske regerings fortælling om, hvorfor vi blandt andet skal have et modtagecenter i Rwanda, lyder det, som om menneskesmuglerne har skabt migrationen, men det forholder sig lige omvendt: Det er den kæmpestore betalingsdygtige efterspørgsel efter den illegale persontransport, som har skabt menneskesmuglerne.

Ingen kan være i tvivl om de ufattelige menneskelige lidelser, som migrationsbevægelserne resulterer i, og det er veldokumenteret, at migranter i tusindvis er druknet under forsøg på at traversere især Middelhavet.

Der er heller ingen tvivl om, at menneskesmuglere kynisk har udnyttet migrationsbehovet for at udsætte mange migranter for livsfare i overfyldte, synkefærdige fartøjer. Ikke desto mindre erklærer hovedparten af menneskesmuglernes ’kunder’, at de er godt tilfredse med menneskesmuglernes indsats, fordi det har gjort det muligt for dem at nå målet: at komme i sikkerhed til et nyt liv i et EU-land.

Ny solidarisk pagt

Der er ingen simple forklaringer eller løsninger på fænomenet illegal persontransport. Den forsimplede strategi, som den danske regering benytter sig af, hvor man bare fokuserer på at føre krig mod menneskesmuglerne, fører kun til endnu flere dårligt gennemtænkte og utilstrækkelige tiltag, som kun gør problemerne værre og risikoen for flere dødsfald større.

Historien om druknedøden for Sidy og Didier er blot et af sørgeligt mange eksempler på, hvordan tiltag som for eksempel den stigende militarisering af grænsekontrollen i Grækenland fører til, at de kriminelle netværk bliver endnu mere skruppelløse og velorganiserede, og at transporten af mennesker vil blive endnu mere risikabel og føre til yderligere tab af menneskeliv.

I øjeblikket fortolker hvert land for sig flygtningekriser- og konventioner, som det passer det. Det koster menneskeliv. Der påhviler EU et stort ansvar med at erstatte den sammenbrudte Dublin-forordning med en ny og solidarisk flygtningepagt, som den EU-Kommissionen har foreslået.

Indtil videre kan de 27 lande ikke blive enige, men det er vigtigt at forhandle sig frem til en aftale om fordeling, for vi har endnu ikke set den sidste flygtning forsøge at krydse Middelhavet for at komme ind i det forjættede EU.

Eva-Marie Møller og Mads Christoffersen er forfattere til bogen Flygtningeskæbner - en græsk tragedie.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Tak for den kronik.
Håber at Folketingsmedlemmerne læser den og vil tænke og handle med den i baghovedet.
Håbet er vel stadigt lysegrønt?