Georg Metz: Dengang en tempereret konservativ blev nummer ét

For præcis 40 år siden fik Poul Schlüter af dronningen opdrag til at danne regering. Foruden Schlüters egne bestod regeringen af Venstre, Kristeligt Folkeparti, groet frem i jysk forargelse over porno og fri abort, samt Erhard Jakobsens Centrum-Demokraterne, fætter og -kusinepartiet, der øjnede venstreorienterede trusler i kirke, skole, DR og mod parcelhusejerne.

Socialdemokratiet med nærmest patent på regeringsmagten siden 1920’erne regnede med, at Schlüter var hurtigt overstået. Det gjorde Schlüter også selv og var tilfreds, hvis regeringen bare sad til nytårstalen, og han selv kunne komme i historiebøgerne som mere end en fodnote.

Socialdemokratiets grå eminence, spøgefuldt kaldet Rigstaktikeren, tidligere fiskeriminister Jens Riisgaard Knudsen, der var stor som et hus med en pibe, der lignede skorstenen på en mindre fiskekutter, gentog flere gange: Dét borgerlige sammenrend holder sgu ikke mange uger!

Det holdt over ti år til januar ’93, da Schlüter gik af efter Tamilsagen.

Op til da havde Schlüter været en dygtig statsminister og nyttig for sit parti.

Men i succesen glemte mange, at De Konservative efter sejren i ‘86 i samtlige følgende folketingsvalg gik støt tilbage mod deres naturlige størrelse. Schlüter sagde i øvrigt om valgsejren i '86: Så mange konservative findes der slet ikke i Danmark. Det havde han ret i. De, der ikke stemte på ham mere, var konservative, så det gjorde alverden.

Schlüter sled på partiets kerneværdier, som han ikke overbetonede. I modsætning til klassiske danske konservative som flest var han frisindet med et afslappet forhold til borgerdyderne og musikalsk i brug af kultur og kompromis.

Bag bamsefars ydre

Han afmonterede med snert den krigeriske højrøvede gammelkonservatisme og søgte mod De Radikale, hvis leder Niels Helveg Petersen ikke var uimodtagelig og således endte i regering med arvefjenden.

At Schlüter samtidig var interesseret i at lade sine vælgere slippe for at betale (for meget) skat, viste han ved sin senere inklination over for Venstres ærkeliberale Anders Fogh Rasmussen, der fik skattevæsenet molesteret så grundigt, at erhvervslivets mere tvivlsomme elementer sådan set selv kunne bestemme skatteniveauet. Den nidkære ligning blev lemlæstet, så der var frit slag. Dog ikke for lønmodtagerne, som skatteminister Rasmussen, inden han blev hældt ud for kreativ bogføring, foragteligt opfattede som et udtryk for selvpåført slaveri.

I benovelsen over Foghs slagkraft gled Schlüter ned i noget, der ikke klædte ham, han der ellers slog sig til tåls med en let lunken udgave af velfærdssamfundet uden ambitioner om at volde grundlaget skade.

Hvordan det ville være gået, såfremt tamilerne ikke var kommet i vejen, er rent gætværk. Men med Venstre i fremgang dengang og De Konservative i kronisk nedtur, og trods den statsministereffekt der faktisk udeblev, havde en Uffe Ellemann-Jensen på et tidspunkt nok forlangt Venstres vundne mandater vekslet i passende skålpund og Statsministeriet.

Dette er selvfølgelig kontrafaktisk spekulation og meningsløst. Om man mere forstandigt kan bedrive kontrafaktisk historie fremadrettet, er et spørgsmål, som her vil blive besvaret bejaende:

Med Søren Pape Poulsen og hans demonstrative afskrivning af Schlüters konservatisme med et menneskeligt ansigt står tingene til ændring, mere end de fleste vist aner.

Hvis det lykkes den egentlig ikke særligt venlige eller rummelige Pape i personlig triumf og ved sit gamle partis genophøjelse at komme i mål i Prins Jørgens Gård, bliver forandringen af dansk konservatisme i schlütersk, hansengellsk og perstigmøllersk marinade mere omvæltende, end at en konservativ partileders seksuelle præference blev accepteret af et parti, der før ville havde opfattet noget sådant som så langt ude i skoven, at der ikke var veje til eller fra. Eller som Hans Engell sagde, da Pape for få år siden kom på tale: Homoseksualitet er nu engang ikke øverst på de konservatives menukort.

Men hvad der blot få år før var utænkeligt, lod sig nu gøre. Vel sagtens i håbet om, at Papes uforsonlige snæversyn kan gennemtrumfe de evigt attråede topskattelettelser – akkurat så urimelige som afvisning af en bøsse som partileder, ovenikøbet med farvet mand, oprindeligt ville have været.

Spørgsmålet er, om Pape, ifølge Ekstra Bladet med et afslappet forhold til sandheden om sin partner, evner at omgøre folkepartiet til en klub for frederiksbergske velhavere og produktionsdanskere i Aalborg og trods attentatet på det offentlige bevarer det folkelige momentum, som Schlüter fandt på midten.

Ved dvælen i kaffegrumset vil De Konservative uanset partiets varslede fremgang opleve fraktionsdannelser og splittelse.

Messing i mentaliteten bag bamsefars ydre og rod i forklaringerne om sin partners baggrund, og med besparelser i proklameret størrelsesorden, samt et baglands bekymring for arrogancen hos en uprøvet partileder i landspolitisk sammenhæng, kan splitte borgerligheden og sagtens åbne de sårbare konservative flanker.