Georg Metz: Et sundt demokratisk system trives med glemsomhed

Glemsomheden bortset fra den sygdoms- eller alderdomspåførte er en gudernes gave til menneskeheden. Uden glemsomhed martredes kloden af monstrøs bondeanger, af afgrundsdyb harme i utilfredsstillede kærlighedsforhold og stedsevarende vrede over alle uforglemmelige krænkelser. Uden glemsomhed i udvalg bukker det politiske liv under i had.

Ivo Andriç fortæller som glemsomhedens modsætning om den balkanske blodhævn. Generation efter generation mindes de forsmædelsen, da et par af klanens gedebukke bliver slået ned af folkene på den anden side af floden. Krænkerne undgælder i syv gange syv slægtled. Hævnen og hævnens hævn huskes – hver eneste blodige begivenhed i den århundredlange vendetta udføres nidkært og noteres. Intet tilgivet, intet glemt.

Et sundt demokratisk system trives ved glemsomhed som en forudsætning. Politikere er ofte henvist til at opgive tidligere tiders standpunkter, der ifølge Jens Otto Krags berømte udtalelse kun er gældende, til man tager et nyt.

Hurtigt stuves det oprindeligt mente af vejen. Et demokrati fungerer ved, at aktørerne glemmer jævnt fordelt og finder andre veje i lunkne kompromiser med øje for helheden og karrieren.

Glemsomhed sat ud af kraft

Forseelser kan ganske vist være så alvorlige, at de ikke skrives i glemmebogen. Da et radikalt folketingsmedlem i sin tid uagtsomt var skyld i et andet menneskes død, blev den ansete politiker og tidligere minister stemt ud af Folketinget og vendte ikke tilbage. En selvfølge: Han var kendt uværdig.

En folkevalgt med pletter i straffeattesten lever ikke op til værdigheden. Her var glemsomheden sat ud af kraft; et flertal skelede ikke til, om en færdselsforseelse dybest set er den politiske gerning uvedkommende. Uværdigheden efter straf fraveg man bare ikke. I den pågældende afstemning var forestillingen om, at værdigheden kunne opnås igen ikke relevant. At genvinde sin værdighed er ikke som at vikle en frisk elastik om hårknolden. Én gang uværdig i skyggen af retsvæsenets dom altid eller meget længe uværdig.

I kommunalpolitikken er man efter straf umiddelbart udelukket folkevalgt hverv og kan ej heller uanset forholdets art stille op til nyvalg. I givet fald først tre år efter udstået straf.

Den regel er ikke med i Grundloven. Som værn mod regeringernes uparlamentariske overgreb på oppositionen, men formentlig også senere udeladt, fordi ingen forestillede sig, at en sådan bestemmelse i længden kunne være relevant. Naturligvis afholder dømte og straffede sig fra at stille op. I hvert fald i nær forlængelse af strafafsoningen. Alt andet er uhørt. Med Glistrup som bekræftelse af den uskrevne regel.

Det er sagt, at fængslerne befolkes af uskyldige. Et flertal benytter afsoningen til at forklare, forsvare, fornægte og forsøge at glemme omfanget og følgerne af den gerning, der har afstedkommet det ufrivillige ophold. De færreste tør se deres pådømte kriminalitet i øjnene, men afviser eller søger at retfærdiggøre handlingen. Såre menneskeligt og på linje med folk, der forklarer, hvorfor deres affaldssortering halter, eller hvorfor de kører for hurtigt. Den slags sker ellers aldrig for mig, men jeg sorterede affaldet i distraktion, så det hele endte i samme sæk, som jeg lossede af på naboens fortov, og da jeg bagefter kørte vanvidskørsel over Knippelsbro, var det, fordi jeg grundede over Schopenhauers teser om verden som forestilling eller vilje.

En besættelse

I det politiske miljø anvendes opnået magt til at udøve vilje og virkeliggøre forestillinger om verden: om skatteprocenten, strengere straffe, om mine piger etc. Den idealistiske eller snarere hensynsløse politiker kombinerer sin målrettethed med aktiv glemsomhed om pinlighederne og afviser alle indvendinger om en mere kompleks virkelighed hellere end at erkende den virkelige komplicerethed, som vedkommende ikke orker at forholde sig til eller gider forsøge at forestille sig.

Her er viljens triumf målet og lancerer en politiker på ny, der siger, hvad hun mener og gør, hvad hun siger. Glemsomheden, der som antydet kan være velsignelsesrig og føre erkendelsen ud i nye niveauer, bliver en efterfølgende besættelse, som dyrker og hylder den forfalskede forenkling af noget så juridisk betændt, at Rigsretten må træde til og nok finde sagen svær, men forbrydelsen klar.

Glemsomhedens forenkling tiltaler herefter de vælgergrupper der anskuer verden i enkeltheden, og som bekræftes af en guru, der ved bedre eller burde vide det, men i sammenbidt vilje har glemt det vigtigste.

For en konservativ leder, hvis mands herkomst ifølge Ekstra Bladet af lederen fremstilles i lettere hukommelsessvækket redaktion, der kan få fod under dronningens bord, må den manipulerende glemsomhed siges at være rette instrument: Så var det hele heller ikkr værre – jo, selvfølgelig blev hun dømt, men Inger kan selvfølgelig blive minister i min regering. Siger manden, hvis statsministerdrømme først sprang ud efter flere gunstige meningsmålinger og nu varmer sig ved tanken om danmarksdemokratisk (det navn!) støtte.

Hvad angår god konservativ moral, lader partiformanden glemsomheden råde.