Kronik

Grøn er ikke bare grøn. Ét parti kan ikke repræsentere hele klimabevægelsen

Grøn er ikke bare grøn. Enhedslisten og Socialdemokratiet kan ikke slå sig sammen, bare fordi de er røde, eller De Konservative og Liberal Alliance, fordi de er blå. Derfor er det så farligt med en forventning om, at de grønne partier skal slås sammen
Klimademonstranter har låst sig fast til hinanden i en demonstration mod udvidelsen af Aarhus Havn tidligere på måneden.

Klimademonstranter har låst sig fast til hinanden i en demonstration mod udvidelsen af Aarhus Havn tidligere på måneden.

Frederik Danielsen

Debat
24. september 2022

Alternativet har opslugt Grøn Alliance. Det er sket efter flere ugers debat, blandt andet her i Information. Avisen har bragt flere artikler om, at »klimabevægelsen« opfordrer de små grønne partier til at slå sig sammen for at undgå stemmespild. Den bekymring deler jeg. Men der er alligevel to centrale argumenter, som jeg synes er misforståede.

For det første kan klimabevægelsen ikke sættes i én kasse. På forsiden af Information torsdag den 25. august udlægges det, hvordan »klimabevægelsen« kritiserer de små grønne partier Frie Grønne, Alternativet og Grøn Alliance for ikke at slå sig sammen. Artiklen byggede på interview med tre aktivister.

Jeg kender dem alle og har stor respekt for dem – men de er ikke repræsentanter for hele klimabevægelsen, og det tror jeg heller ikke, de var klar over, at de blev gjort til. Alligevel endte de uforvarende på forsiden som repræsentanter for en løs bevægelse, der rummer alt fra techoptimister til aktivister for social retfærdighed.

’Grøn’ er ikke bare ’grøn’

Det er et tilbagevendende problem, at ’klimabevægelsen’ opfattes som én homogen størrelse, og at pæne, genkendelige unge gøres til de eneste repræsentanter for den. Ét individ eller én organisation kan ikke gøres til repræsentanter for klimabevægelsen, lige så lidt som Mette Frederiksen på trods af sin Arnepension er repræsentant for hele arbejderbevægelsen.

Dele af klimabevægelsen tror på, at containerskibe i fremtiden kan sejle ’grønt’, mens andre arbejder for, at vi generelt skal fragte færre ting på tværs af kloden. Dele af klimabevægelsen fokuserer på, at man skal spise mindre kød, mens andre arbejder for antikolonialisme.

Dele af klimabevægelsen tror på markedsdrevet kapitalisme som løsningen på klimakrisen, mens andre ser klima som en klassekamp. Dele af klimabevægelsen venter på handling fra Christiansborg, mens andre mener, at vi selv må konfrontere forurenerne. Nogle gange kan disse ting gå hånd i hånd, og andre gange kan de ikke. Uanset hvad er klimabevægelsen lige så forskellig som efterårets vejrkatalog.

Ligesom klimabevægelsen ikke kan reduceres til én størrelse, lige så lidt kan de grønne partier. Grøn er ikke bare grøn, lige så lidt som Enhedslisten og Socialdemokratiet er samme rød, eller De Konservative og Liberal Alliance er samme blå. 

Alle de tre små grønne partier var ambitiøse på klimaområdet i forhold til resten af det politiske landskab, men på hver deres måde.

Det tidligere Grøn Alliance omfavnede en socialliberal politik, hvor deres klimaplan baserede sig på for eksempel regulering gennem skatter og primært fokuserede på enkelte områder.

Alternativet og Frie Grønne deler mange værdier, men hvor Alternativet insisterer på at kunne samarbejde med alle, fastholder Frie Grønne, at klimahandling må konfrontere økonomisk magt.

At lægge op til at Grøn Alliance, Alternativet og Frie Grønne ’bare’ kan slå sig sammen, viser for mig, at folk ikke har forstået, hvad klimakrisen – og klimahandling – handler om.

Ingen grøn vækst

I min optik gør hverken Alternativet eller Grøn Alliance nok. Læser man rapporterne af FN’s ekspertpaneler inden for klima og biodiversitet, er det tydeligt, at vi allerede har påbegyndt et langsomt drab af store dele af jordens befolkning.

Hvis vi vil afbøde konsekvenserne, kræver det forandring, ulig noget vi tidligere har set. Forandringen indebærer omstilling af vores sociale og økonomiske systemer, blandt andet af jagten på evig økonomisk vækst. Den udmelding ligger i tråd med opråb fra både den akademiske verden og sociale bevægelser verden over. Reel klimahandling kan ikke kun nås med grønne afgifter, hvor høje de end måtte være, eller ved ambitiøse mål om ’grøn’ energi. Reel klimahandling må nødvendigvis også indeholde et opgør med vores økonomiske strukturer og ulighed.

Det betyder, at Alternativets insisteren på at kunne samarbejde med alle mest af alt ser ud, som om de enten ikke har forstået, hvordan deres værdier faktisk materialiserer sig på jorden, eller ikke tør at stå ved de politiske konsekvenser af deres værdier. Reel klimahandling kan ikke ske alle steder på det politiske spektrum. Grøn Alliances klimapolitik var heller ikke på nogen måde et opgør med business as usual.

Nu er de to partier så gået sammen. Argumentet er blandt andet, at de deler holdninger som opgør med husdyrbruget og formindskede kvælstofudledninger. Men klimahandling kan ikke reduceres til enkeltsager, og når vi gør det, skjuler vi de underlæggende, strukturelle problemer. Det bekymrer mig, at Alternativet ikke ser de grundlæggende forskelle i politikken.

Det skal siges, at Alternativets leder, Franciska Rosenkilde, for nylig er kommet med mere vækstkritiske udtalelser, så måske blæser der nye vinde i Alternativet. Men før partiet i praksis holder op med at tale om klimahandling som noget, der kan ske inden for det nuværende system og i stedet gør økonomisk oprør og en radikal omfordeling af ressourcerne til en eksplicit del af partiets dna, tør jeg ikke sætte min lid til det. Jeg håber derfor, at journalister vil spørge ind til partiets politik i stedet for bare at fokusere på Uffe Elbæks cirkus.

Modsat er Frie Grønne lige kommet med et klimaudspil, der på en indtil nu uset måde behandler klimakrisen som den katastrofe, den er, og forsøger at gå til roden af de politiske, sociale og økonomiske problemer. Jeg vil ikke påstå, at Frie Grønne er perfekte, men for mig er de det eneste parti, der lige nu forsøger at forholde sig realistisk til FN’s udmeldinger om et opgør med business as usual. Derfor er de for mig en helt afgørende stemme til at udfordre den nuværende magtdominans og greenwashing, der afsporer reel klimahandling.

Det er en megasvær politisk situation, vi som klimaaktivister er sat i. Men frustration over den skal ikke rettes mod det parti, der faktisk forsøger at holde fast i reel klimakamp. Det er ikke dem, der har marginaliseret den grønne fløj, så vi er optaget af en diskussion, der kun handler om ganske få mandater.

I stedet skal frustrationen vendes mod de kræfter og den elite, der gang på gang afsporer, greenwasher og negligerer klimakampen. Hvis det ikke var for dem, ville det ’grønne’ allerede fylde på Christiansborg, og vi ville ikke bruge kræfter på en diskussion, der handler om, hvordan reel klimahandling overhovedet kan komme over spærregrænsen.

Et fælles grønt projekt, der er socialt retfærdigt og går til roden af de økonomiske kriser, vil være drømmen, og jeg håber, at de grønne partier kan gå sammen om det på sigt. Men sammenlægningen må ikke ske for alt i verden. At bede i dette tilfælde Frie Grønne opgive deres politiske projekt for at slå sig sammen med partier, der ikke har fat i klimakampens rod, er for mig en farlig tanke.

Ja, vi risikerer stemmespild. Men hvis prisen for sammenlægning af de grønne partier er, at vi går på kompromis med reel klimahandling, så har vi tabt selve kampen.

Birgitte Diget er klimaaktivist.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Valgforbund? Fornufts-ægteskab? Det var muligt for enhedslisten at skrue noget sammen.

Måske kan der laves et Enheds-grønt parti, som reelt er flere partier internt, med hver deres slogan, og hver deres opstillingsliste, og som indbyrdes slås om fordeling af mandaterne.

Deres vælgere kan sikkert godt se logikken, og de kan lære at stemme på den enkelte kandidat, hvis "enhedsgrønne" ikke er præcist nok.

Leanette Nathalia Chresta Jensen

Jeg er så glad for sammenlægningen og ser bestemt alle forskellene.
Vi er bare så langt fra mål at de forskelle i første omfang kan være argumentation og debatter internt. Brainstorm, hvordan vi bedst mobilisere vilje til forandring til fælles bedste.
Men nu har jeg faktisk nogen jeg kan stemme på, hvor det føles rigtig godt og som jeg tror har kræfterne og argumenterne til at tale til flere vælgere . Og derved får mere magt.
Så håber jeg bare at medierne vil spørge ind til den politik partiet kan blive enige om at gå ud med i stedet for uenigheder og magtkampe indbyrdes. Jeg håber også at egoerne vil blive tæmmet, så alle de gode menneskers intentioner om en bedre, renere, mere bæredygtig og retfærdig verden bliver drivkraften og ikke kampen om nuancerne. Jeg ønsker jer alle i det nye parti en god valgkamp. Jeg sætter min lid til jer.

Det er ærgerligt at anklage Alternativet for "ikke at gøre nok" ...... de/han har dog en demokratisk andel i en handlingsstrategi.
Det er svært at få øje på at FGs aktive handlen på sidelinjen gør nogen forskel - andet end at støje.

Linket henviser til en masse fine visioner - helt uden handlingsstrategier.
Det ligner varm luft i tomme tønder.
Hvis du læser Alternativets økonomiske politik ligner den tæt på Enhedslisten

Niels-Simon Larsen

Politik er jo kun det muliges kunst. Det ideelle må man dyrke udenom. Jeg var de første fire år aktiv i Å, men er nu med i EL. Derudover er jeg klimaaktivist på forskellige leder og kanter.
Der er brug for en politisering af klimagrupperne og en ‘klimatisering’ af partierne. Hver gang man er med i noget, er der brug for noget mere end det, man har fat i. Det er selvfølgelig en splittelsesfaktor, men sådan er livet.
Man må ikke tro, at det er på Chr.Borg, det sker og heller ikke, at de små grupper har enorm betydning. Alligevel er det det, vi har at arbejde med.

Det farligste, der sker nu, er, at alt og alle erklærer sig grønne. Selve begrebet grøn er blevet offer for en fjendtlig magtovertagelse. Der er brug for grøn tænkning, men kender man en grøn, dansk filosof? Der findes ikke forskellige grønne filosofiske retninger, og når der ikke gør det, er det, der foregår, på et ret lavt plan. Birgitte Diget redegør fint for den aktuelle stilling på det grønne overdrev, men det viser jo bare forvirringen.

Den nye, ægte grønne kultur skal selvfølgelig tage fat på det, vi skal have med over i det bæredygtige samfund (og især det, vi ikke skal have med - religionen, monarkiet, militæret, penge, konkurrence, professionel sport, reklame, den danske model).

Lars Myrthu-Nielsen, Viggo Okholm, erik pedersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

handling gi’r forvandling – så hvorfor ikke løbe panden mod muren – det er jo ikke sikkert det er den der holder – og hvad er forskellen mellem at stå udenfor partiteltet og pisse ind eller indenfor og pisse ud ? i den virkelige verdens realpolitik er det vigtigst at være indenfor og forhandle de bedste mulige handlepolitikker – i klar bevidsthed om nuancer bredde og forskelle i meninger drømme visioner og livsholdninger i et rummeligt repræsenterende parti – OG udenfor handleomsætte til mangfoldige snilde fleksible politiske praktiske utopiske virkeligheder – voila !

Freddie Vindberg

Det er faktisk ikke så svært. Giv Frie Grønne din stemme, hvis du ér interesseret i forandring.

Når man sammenligner de grønne partiers situation med Socialdemokratiet og Enhedslisten, så er enhver politisk og parlamentarisk duelighed allerede afskrevet i debatartiklens manchet.

@ David Wedege
derfor virker det hele omsonst – hvis alle i hver deres sandkassehjørne pukker på eget og surmuler i stedet for at gøre noget sammen (med os andre) – det er snart lige meget hvad – bare noget der ansporer de røde til det grønne og i skammekrogen med de blå

Partier er netop forskellige.Men er man medlem af et demokratisk parti,så har man alle dage måtte acceptere,at man ikke kan få alt igennem som man ønsker det.
Frie grønne kører en linie med mest mulig konfrontation.
De kommer bare aldrig igennem med noget som helst.

Skulle man være så heldig at have en smule erindring om historien, vil man sikkert se en parallel til 80'ernes kampe på den yderste venstrefløj - hvor alle tilsyneladende brugte oceaner af energi på internt at diskutere, hvem der ville indføre socialismen og proletariatets diktatur på den mest rigtige måde.

I mellemtiden sad højrefløjens Schlüter-regering fast i sadlen pga. det interne stemmespild. Og så blev venstrefløjen overhalet af historien ...

Niels-Simon Larsen

Går de frie grønne ind for et forbud mod omskæring af drenge. Undskyld mig, men må man have lov at stille spørgsmålet?