Kronik

Jeg håber, at flere mænd får øjnene op for, hvor meningsfuldt det er at hjemmepasse

Måske kan den nye øremærkede barsel til mænd give flere fædre mulighed for rent faktisk at opleve, hvilken glæde og meningsfuldhed der flytter ind i hverdagen, når man forpligtende stiller sig til rådighed for sine børn over en længere periode
Tobias Sydradal Lund har valgt at hjemmepasse sine to døtre. Han er blevet gladere og mere rolig i kraft af at have identificeret og ageret på, hvad der er vigtigst for ham i denne fase af livet, og han ville ønske, at der var flere mænd, der så værdien i muligheden for at kunne være sammen med deres børn på denne måde.

Tobias Sydradal Lund har valgt at hjemmepasse sine to døtre. Han er blevet gladere og mere rolig i kraft af at have identificeret og ageret på, hvad der er vigtigst for ham i denne fase af livet, og han ville ønske, at der var flere mænd, der så værdien i muligheden for at kunne være sammen med deres børn på denne måde.

Frederik Danielsen

Debat
16. september 2022

Jeg har valgt et nyt job. Jeg er spændt som før andre jobskift. Nyt ansvar, nye rutiner og nye mennesker. Så godt som udelukkende kvindelige kolleger.

Da jeg i juni efter endt barsel vendte tilbage til mit job, var det for på førstedagen at sige det op. Jeg ville hjemmepasse mine to døtre på tre et halvt og et år.

Der har været et langt tilløb. De seneste to år har jeg arbejdet tre dage om ugen og hjemmepasset to dage. Min kæreste har gjort det samme, og en dag om ugen har været og er stadig mormordag for vores ældste.

Men nu er vi blevet én mere. Lillesøster har sluttet sig til, og opgaven er blevet større. Vi har lyst til mere fast struktur, rollefordeling og forudsigelighed, og derfor tager jeg nu dette sidste skridt helt væk fra arbejdsmarkedet. Væk, også fra den identitet, som er at hente der. Det føles større end andre jobskift.

En beslutning om andet end penge

Det er i allerhøjeste grad et arbejde at hjemmepasse sine børn. Det kræver gennemtænkte ugeplanstrategier, velplejede netværk, personlig kompetenceudvikling og en større grad af omstillingsparathed, end jeg nogensinde før har været nødsaget til at mønstre.

Jeg ville synes, det var sjovere at skrive artikler, og jeg ville synes, det var lettere at køre afsted på job otte timer hver dag. Men jeg vælger at hjemmepasse mine døtre, fordi jeg synes, det er vigtigere. Jeg forventer, at jeg vil forblive glad for denne beslutning, hvad den så end må medføre af karrieremæssige udskydelser og fravalg.

Flere modtager hjemmepasningstilskud i begrænsede perioder. Det gør jeg også. Men disse tilskud, som ikke gives i alle kommuner, er langtfra udbetalingen på et fuld- eller deltidsjob. Så for det meste hænger det kun sammen, fordi fædrene tjener nok til, at familien kan leve af det.

Hos os var det også mig, der tjente mest. Bevares, blot et par tusinde mere end min kæreste, som til gengæld har et job, hun synes er sjovt. Men fordi vi har vekslet vores attraktive københavnerlejlighed til et lille rækkehus i Herlev, har vi skabt luft nok i budgettet til, at beslutningen også kunne handle om andet end penge.

For Tobias Sydradal Lund betyder det, at han hjemmepasser sine to børn, at han oplever alt, hvad der er at opleve med hans to små piger. At pigerne har seriøst god normering og en omsorgsperson, der vil dø for dem. Og tiden, de har sammen, styrker relationen imellem dem.

For Tobias Sydradal Lund betyder det, at han hjemmepasser sine to børn, at han oplever alt, hvad der er at opleve med hans to små piger. At pigerne har seriøst god normering og en omsorgsperson, der vil dø for dem. Og tiden, de har sammen, styrker relationen imellem dem.

Frederik Danielsen

At min kæreste og jeg skulle hjemmepasse var slet ikke en del af planen, da vi ville være forældre. Men kort efter vores ældste datter blev født, gik andre forældre på gaden og råbte: »Hvor er der en voksen?« Imens kunne vi fra barselsssofaen se dokumentarer om, hvor skidt det kunne være i de danske daginstitutioner.

Så da vi fik tilbudt plads i en vuggestue, hvor lederen lige var gået ned med stress, og det ganske tydeligt stod skidt til, tog min kæreste i stedet et halvt års orlov. Mens vi ventede på en bedre plads, begyndte vi at følge op på den tanke, som forældrebevægelsen og dokumentarerne havde sat i vores hoveder. Og da vi faktisk fik tilbudt en plads, der var bedre (men ikke prangende), var vi enige om, at vi ville hjemmepasse.

Det betyder, at jeg nu oplever alt, hvad der er at opleve med mine to små piger. At pigerne har seriøst god normering og en omsorgsperson, der vil dø for dem. Og tiden, vi har sammen, styrker relationen imellem os. 

Jeg har spillerum til at lade pigerne blive i en leg, når den er god. Aleneleg eller med en sammensvoren. Så smiler og nikker jeg, mens jeg træder i baggrunden og lader dem gå på opdagelse på egen hånd.

Mine døtre har altid en nærværende voksen, som kan møde dem i deres følelser og behov. Det mønster kan være med til at skabe de forventningsforbindelser i deres små hjerner, som danner grundlaget for et godt selvværd – ’Når jeg rækker ud, er jeg værd at møde’.

Legegruppen er vigtig

Fordi vi selv styrer tid og sted, behøver pigerne ikke tilpasse sig mere, end de kan rumme på deres alderstrin. Hjemmepasningsnormeringen gør, at jeg i højere grad end i en institution kan regulere, hvad pigerne følelsesmæssigt må kunne håndtere selv – især mens de er helt små.

Det her siger jeg dog uden nogensinde at have afleveret et barn i en institution. Vi er ikke afvisende over for tanken om, at storesøster skal prøve børnehavelivet, nu hvor hun er større. Men ingen af de børnehaver, vi har besøgt, virker til at kunne hamle op med det legegruppeliv, som vi har været en del af hele vores hjemmepasserkarriere.

De fleste hjemmepassere, jeg taler med, er i en legegruppe. Der er ingen pladsanvisning for hjemmepassere, så meget foregår via facebookgrupper. Selv fandt jeg vores gruppe, da jeg faldt i snak med en anden hjemmepasser i S-toget.

Legegruppen mødes tre-fire gange ugentligt på legepladser og i skovområder vest for København. I dag lavede nogle af os kreative projekter på det medbragte tæppe, andre klatrede, løb og legede frit. Vi samledes om madpakkerne, vi fandt på en fangeleg, og før vi tog hjem, dannede vi rundkreds til en omgang »Lille hund, der er nogen, der har taget dit kødben!«

Senere på ugen skal vi lave pandekager over bål. Senere på måneden skal vi besøge en brandstation. Når et barn fylder år, laver alle de andre børn tegninger, som fødselaren får i en mappe.

Det er en vigtig legegruppe. Dels fordi jeg finder glæde i kollegaskabet med andre voksne, men primært fordi vores børn her har mulighed for at spejle sig i og udforske relationer til andre børn og voksne.

Flere mænd i branchen

Når jeg har været på arbejde, så har jeg primært været der i kraft af min faglighed. Når jeg er hjemme med mine døtre, så er det i langt højere grad mig, der er på spil; hvem jeg er, og hvordan jeg er i familien. Det er med andre ord min kerne og det, der er vigtigst for mig, som bliver udviklet til det bedre.

Jeg er gladere og mere rolig i kraft af at have identificeret og ageret på, hvad der er vigtigst for mig i denne fase af mit liv. Jeg glæder mig over det fundament, pigernes og min relation får at stå på – ligesom jeg glæder mig over, at de timer, pigerne bruger med deres mormor og voksne og børn i legegruppen, er investeringer i relationer, som kan strække sig langt ud over institutionsårene.

Jeg får rigelig lejlighed til at arbejde, når pigerne skal ud på egne ben. Men for nu, hvor de faktisk har brug for min hånd at holde i, giver det at have dem hjemme – og en masse ny mening til mine dage.

Hvorfor er der ikke flere mænd, der ser det? Mine kvindelige hjemmepasserkolleger har set værdien. Den fik måske lov at rodfæste sig under deres lange barsel. I sidste ende er barslen nok den primære årsag til, at det er kvinderne, der går hjemme – i langt højere grad end lønsedlens trumf.

Måske vil den nye øremærkede barsel til mænd give flere fædre mulighed for rent faktisk at opleve, hvilken glæde og meningsfuldhed der flytter ind i hverdagen, når man forpligtende stiller sig til rådighed for sine børn over en længere periode.

Jeg ønsker mig flere mænd i hjemmepasserbranchen. Ikke dermed sagt, at jeg ville danne en legegruppe kun med andre fædre, for jeg er usigeligt glad for mine kvindelige hjemmepasserkolleger. Men jeg kunne godt tænke mig en større diversitet. For min egen spejlings skyld, men i allerhøjeste grad for mine døtres skyld. 

Så de kan vokse op i en verden, hvor de med egne øjne kan se, at de er lige så meget værd som deres jævnaldrende hankønnede. Fordi de blandt andet ville kunne se, at det ikke altid er manden, der tjener de penge, som alle i familien er afhængige af.

Det ville give et mere alsidigt billede af, hvad kønnene kan, og vores børn ville få mulighed for at forstå flere sider af sig selv ved at kunne spejle sig i både kvinder og mænd.

Tobias Sydradal Lund er journalist og hjemmepasser

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det lyder smukt.

Men har du overvejet, hvor privilegeret og socialt blind, dit indlæg måske lyder?

Hvor mange forældre i dagens Danmark har mon mulighed og økonomi til at føre den drøm ud i livet?
Har du overvejet, hvordan en enlig forælder kan få mulighed for at melde sig ind i den klub?

Og har du overvejet, hvordan livsvilkårene måske kan blive for de børn, hvis forældre måske har ressourcer til at se hjemmepasning som en fed mulighed for at undgå et for dem stressende arbejde - men samtidig ikke har ressourcer til at opsøge de fantastiske muligheder, du beskriver?

Eller familier med et handicappet barn, der sluger flere voksnes opmærksomhed og ressourcer ved bare at være til?

Børne- og forældreliv i dagens Danmark er også andet end velaflagte, ressourcestærke familier...

Kim Houmøller, Eva Schwanenflügel, Kenn Hommelgaard, Jens Jensen, Gitte Holmen, Inge Nielsen, Ninna Maria Slott Andersen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Hvor glædeligt, at Tobias har fundet en arbejdsopgave, han kan lide - og at hans socioøkonomiske forhold, kombineret med økonomisk støtte fra samfundet, giver mulighed for at udleve ønskerne, når nu ikke det offentlige kan stille prangende institutionspladser til rådighed.

Vi andre på arbejdsmarkedet giver naturligvis gerne et ekstra nap med for delvist at finansiere projektet. Og så håber vi, at Tobias' realisering af familiedrømmene ikke indebærer, at der bliver færre ressourcer til at hjælpe de personer i samfundet (eksempelvis invalidepensionister,, handicappede mv.), der ikke selv har ansvar for, at de ikke kan bidrage til fælleskassen.

Kim Houmøller, Jens Jensen, Inge Nielsen, Ninna Maria Slott Andersen og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar

jeg er en der havde mulighed for at være en hjemmegående far Og kunne jeg gøre det om, så ville jeg vælge dette igen.

Vi trak selv læsset for dette valg i hjemmet, vi gik ned i forbruget, ændre livsstil osv, jeg var også heldig at jeg kunne drive firma hjemmefra, og havde jeg ikke kunne gøre dette, så ville jeg havde fået en anden mulighed.

Og jeg støtter klart at flere fædre(OG KVINDER) der få øjne op for den vidunderlig ting det er at der er en, der er hjemmegående og de trygge ramme dette kan give for familien. Men det skal være et valg.

Om man er til kønsrolle eller ej(selv om der er gode grunde til kønsroller i en del sammenhæng, ikke sagt at man ikke kan/skal kunne brude dem)

Men derfra, til at vi forsøger at lave såkaldt frivillig tvang med øremærket barsel
"vi " prøver at sælge manden og det såkaldte gode liv, mens vi prøver at sælge kvinde at hun skal være en gode arbejde hest, for friheden ligge i dette og ikke i familie. er lidt et paradox

Og virker dette ikke så kan vi altid udskamning manden

For vinklen er at:
kvinde blive snydt ved at hun også ikke kan slide sig selv op udefor hjemmet og den slemme mand der slider sig op for familien og ellers er ligeglad.

Eller det gode ved overlade ens barn til det system der kun kan udvise såkaldt omsorg og ikke kærlighed. så man kan bliver en god arbejdes bi, ligesom alle de andre i det såkaldte feministiske kapitaliske utopia..

Nejtak herfra. for i min verden og det liv JEG ønsker er at,
hvis livet ikke drejer sig om familie, så er det er ikke et liv jeg ønsker at have..

Men jeg foretrækker at vi selv kan vælge hvad for et live vi ønsker, ude denne sociale kontrol fra staten og de andre "gode" ideologier.

Staten skal give mig nogle gode sunde rammen. men det er mig selv der skal bestemme hvordan jeg vil udfolde mig indenfor disse rammer.

Mit liv, Mit valg og Mit ansvar.

Tak for endnu et privilegie-blindt input fra dagens akademiske middelklasse-Danmark. Det afspejler jo så det faktum, at det er Tobias og venner, der har og får taletid i medierne (også af jer, Information) - og derved også er med til at sætte på den politiske dagsorden. Er med til at bekræfte og yderligere sælge særlige politiske budskaber og hvordan de bliver til politiske tiltag i praksis.

Desværre har mange ikke samme mulighed som Tobias og hans familie - af mange forskellige årsager - men tillykke med, at der sikkert skabes mere og mere begejstring for og plads til og til sidst lovgivning, der lægger op til mere hjemmepasning. En hjemmepasning, der formodentligt er socialt pænt skævt, fordi det er også mange "små kvinder om mænd på gulvet", der dels IKKE kan udnytte ordningen med hjemmepasning, dels at vi også via skatten kommer til at betale for, at den privilegerede middelklasse kan hjemmepasse. Altså tale om en skjult skattenedsættelse - igen til dem, der har !?

Men det passer vel fint alt sammen - også på den lange bane, hvor man vel gerne vil slå på og sikre, at så mange så muligt hjemmepasser, ja at alle hjemmepasser, så vi kan lukke de offentlige velfærdsinstitutioner som del af en fuld Minimalstats-implementering. Her er det godt for Tobias at vide, at det ikke bliver hans børn, der lige som i Sonja fra Saxogade passer hinanden, når mor er på job, er nøglebørn, drifter rundt på gaden sammen med venner fra en meget ung alder - find selv på flere.

Inge Nielsen, erik jensen, Eva Schwanenflügel og Jens Jensen anbefalede denne kommentar

Ja Tobias - skam dig, skam dig oooog skam dig endnu mere.

Og nyd så ellers ungerne og jeres nye liv. Det er guld værd for resten af dit liv, dit forhold til ungerne og sikkert også til din kæreste. Du vil ALDRIG fortryde det......

:-)

Freddie Vindberg

Tobias er en normal mand. Og det vil de fleste kvinder give mig ret i.