Kronik

Hjemløse LGBT+-personer bliver ofte overset i de tilbud, som er sat i verden for at hjælpe dem

Fagpersoner, der omtaler transkvinder som ’mænd i dametøj’, eller ikke ser den udsathed, der kan knytte sig til LGBT+-identitet, vidner om et hjemløsesystem, der endnu ikke er gearet til at hjælpe hjemløse LGBT+-personer
Hjemløse LGBT+-personer bliver udstødt en ekstra gang, når de ekskluderes fra de tilbud, der ellers skulle hjælpe dem.

Hjemløse LGBT+-personer bliver udstødt en ekstra gang, når de ekskluderes fra de tilbud, der ellers skulle hjælpe dem.

Sarah Hartvigsen Juncker

Debat
29. september 2022

I september 2022 udkom VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærds seneste kortlægning af hjemløsheden i Danmark. Af rapporten fremgår det, at hjemløsheden falder – især blandt de unge under 30 år. Det er en god nyhed, at de seneste års fokus og målrettede indsatser har nedbragt ungehjemløsheden, som ellers har været stigende de sidste ti år. Men én gruppe overses dog alt for ofte i de sociale indsatser, ligesom vi heller ikke finder dem repræsenteret i VIVEs kortlægning: hjemløse LGBT+-personer.

Forskning i udlandet har peget på, at LGBT+-personer er stærkt overrepræsenterede blandt unge mennesker i hjemløshed. Eksempelvis anslår man i USA, at LGBT+-personer udgør et sted mellem 20-40 procent af den unge, amerikanske hjemløsebefolkning.

Mens danske undersøgelser kan påvise, at den samlede gruppe af LGBT+-personer er særligt udsat på områder såsom psykisk helbred, brug af rusmidler, diskrimination og voldsudsættelse, mangler vi i Danmark viden om, hvorvidt og hvordan det sætter dem i en risiko for at komme ud i hjemløshed på et tidspunkt i livet.

I et etårigt pilotprojekt har Projekt Udenfor derfor undersøgt skæringspunktet mellem hjemløshed og LGBT+-identitet i en dansk kontekst. Pilotprojektet har bestået af en opsøgende, socialfaglig indsats på gaden målrettet hjemløse LGBT+-personer og en kvalitativ undersøgelse med interviews med denne gruppe og fagfolk på området.

Vores erfaringer fra såvel praksis- som vidensdelen vidner desværre om, at man hverken i kommunerne eller i specifikke tilbud til mennesker i hjemløshed altid er gode nok til at se, anerkende og imødekomme hjemløse LGBT+-personer og deres behov.

Smidt ud hjemmefra

Mange af de unge hjemløse LGBT+-personer, som vi har lært at kende i projektet, har måtte forlade barndomshjemmet tidligt i livet. Flere er vokset op i familier, hvor der ikke har været forståelse for eller accept af LGBT+-identitet, og de har oplevet homofobi og transfobi fra forældre og søskende. For nogle har det nået et konfliktniveau, hvor de til sidst er blevet smidt ud hjemmefra. Andre har selv valgt at tage væk for at kunne leve og udfolde sig som de mennesker, de er.

Det har efterladt dem i en prekær boligsituation i en ung alder og uden det sikkerhedsnet, som familien kan udgøre.

Ofte ved de unge LGBT+-personer ikke, hvor de skal søge hjælp, første gang de oplever ikke at have et sted at sove. Blandt dem, vi har talt med, har flere forgæves forsøgt at henvende sig til kommunen. De beretter om at være blevet afvist, fordi det kommunale frontpersonale ikke har set eller genkendt deres situation som udsat og således støtteberettiget.

Én hjemløs LGBT+-person, med pronominet ’de’, beskriver eksempelvis, hvordan en medarbejder i Borgerservice reagerede helt uforstående, da de fortalte, at de ikke kunne bo hjemme hos deres forældre på grund af den homofobi, de oplevede her. De modtog ingen hjælp og har aldrig siden opsøgt systemet for at bedre deres boligsituation. Andre personer fortæller os, at der gik flere år, før de fik den hjælp, som de havde brug for.

Marginalisering i hjemløseinstitutionen

Den udstødelse og utryghed, de hjemløse LGBT+-personer har oplevet i familien, følger dem i mange tilfælde med ud på gaden, eller hvis de flytter på et herberg. Frygten for – men også konkrete oplevelser med – diskrimination og vold præger deres hjemløsetilværelse, og de beskriver at få råbt homofobiske og transfobiske skældsord efter sig eller at blive sparket til, når de har overnattet i det offentlige rum.

De hjemløse LGBT+-personer, vi har været i kontakt med, oplever desværre ofte, at de fagpersoner, de møder i hjemløsetilbud, ikke har tilstrækkelig viden om og derfor let overser den udsathed, der kan knytte sig til at bryde med normer for køn og seksualitet.

Det kommer for eksempel til udtryk, når fagpersonerne ikke er opmærksomme på homofobi og transfobi. Vi har i pilotprojektet noteret os, at flere herberger bliver beskrevet som steder, der bærer præg af en kultur med stærke normer for maskulinitet; hvor ’bøsse’ for eksempel bliver brugt som et nedsættende udtryk. Fordi fagpersonerne ikke altid er opmærksomme på den kultur, kan det være svært for dem at se og handle professionelt på, at homoseksuelle mænd eller personer, som bryder med normer for maskulinitet, ekskluderes fra fællesskabet.

De hjemløse LGBT+-personer fortæller også om fagpersoner, der antager seksuel orientering eller fejlkønner transpersoner, dvs. bruger de forkerte pronominer, selv om de er blevet informeret om de korrekte. Det kan være utilsigtet eller skyldes manglende anerkendelse af betydningen, men det bidrager uagtet til en følelse af ikke at blive set og taget seriøst eller at være forkert.

Fagpersonernes manglende opmærksomhed og kompetencer i forhold til LGBT+-identitet kan således resultere i, at de hjemløse LGBT+-personer ikke føler sig tilpas eller trygge i tilbuddene, og vi er bekendt med flere tilfælde, hvor de selv har taget konsekvensen og valgt at forlade tilbuddene.

Behov for LGBT+-kompetencer

I løbet af det sidste år har vi mødt både ledere og socialfagligt personale på forskellige sociale tilbud. I den forbindelse er vi stødt på betydelige forskelle i både syn på, tilgang til og viden om hjemløse LGBT+-personer.

Mens nogle fagpersoner omtaler transkvinder som »mænd i dametøj« eller konsekvent fejlkønner de transpersoner, de møder, har andre fagpersoner stor viden om LGBT+-identitet og retter i deres arbejde fokus på de særlige former for udsathed, som LGBT+-personer risikerer at opleve, når de befinder sig i hjemløshed.

Overordnet tegner der sig dog et billede af, at mange fagpersoner på hjemløseområdet ikke har tilstrækkelig viden, ligesom de institutionelle rammer og adgangsprocedurer også ofte kan udgøre en barriere for hjemløse LGBT+-personer. Eksempelvis kan transkvinder have svært ved at få adgang til kvindeherberg, hvis de stadig har et ’mandligt’ cpr-nummer, eller hvis fagpersonerne synes, at de ’ligner mænd’. Hjemløse LGBT+-personer bliver derfor let overset og risikerer at blive ekskluderet fra de tilbud, som er sat i verden for at hjælpe dem.

Hvis vi skal være i stand til at gribe dem i tide eller hjælpe dem ud af hjemløshed, er der behov for uddannelse af fagpersoner i LGBT+-specifik viden. Det omfatter en grundlæggende viden om, hvad det vil sige at være LGBT+-person, samt kendskab til den diskrimination, som LGBT+-personer oplever i samfundet generelt og mere specifikt, når de oplever hjemløshed. Det er ligeledes vigtigt, at fagpersoner bliver klædt på til tale om køn og seksualitet på en mere nuanceret og inkluderende måde, så de undgår at reproducere de stereotyper og normer, som kan være skadelige for LGBT+-personer.

Nor Voldum-Clausen er vidensmedarbejder i Projekt Udenfor

Projekt Udenfor udgiver den 29. september rapporten ’Fremmedgjort – en kvalitativ undersøgelse af LGBT+-personers erfaringer med hjemløshed’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Tak for den kronik.
Her bør regeringen give en hjælpende hånd , når de eller vil gøre noget for, at folk ikke følger sig utrygge.

Mads Horn, Thomas Tanghus og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Suk !
Er det hjemløshed, der er dilemmaet eller ens køns-identifikation der er størst problem?
Hjemløse er er en meget bred gruppe med alverdens forskellige tunge problematikker i bagagen og som årsager til hjemløsheden, og dybest set, er der nok ingen hjemløse, der føler trygge i situationen - heller ikke de, som ikke kan fungere i en tildelt bolig.
Jeg tvivler på at køns-identifikationen er største problematik. .

Torben Skov, Ninna Maria Slott Andersen og Jeppe Lyngsø Bundgaard anbefalede denne kommentar
Ninna Maria Slott Andersen

Jeg anerkender, at der er en problematik på området, du beskriver.

Men det er simpelthen så fortvivlende og frustrerende, den linse lgbt-frontkæmperne anskuer verden igennem.... Måske er der rent faktisk en mere generel problematik, som ikke kun handler om ens seksuelle- eller kønsorientering....

Hvad med alle de andre, det heller ikke bliver genkendt og anerkendt i hjemløsesystemet ???

Jeg er hjemløs for tiden, jeg har en autismespektrumforstyrrelse og jeg måtte for godt en måned siden forlade et hjemløseherberg, efter et ophold på en måned, da strukturerne på stedet og personalets kompetencer og faglighed, -og ikke mindst de konkrete fysiske rammer, slet ikke kun tilgodese min behov, og det forrværrede i den grad min psykiske tilstand.
Og så kan et telt i et hegn klart være at foretrække.

Tænk hvis nogen gik på barrikaderne for alle os med diagnoser og psykiske udfordringer på samme måde som lgbt-maskineriet gør for 'deres'.

Verden gør mig sååååååå træt !