Kommentar

Jeg kan ikke få den billige hjælp hos kommunen, så jeg koster dyrt i psykiatrien i stedet

Sund fornuft dikterer, at fagpersoners udtalelser tages til efterretning, når der er massivt bevis på, at kommunens hjælp til en som mig ikke fungerer. Men sådan er det ikke i min kommune, og derfor ryger jeg ind og ud af dyre, psykiatriske afdelinger
»Uden den rigtige støtte bliver jeg voldsomt overbelastet. Indimellem bliver det så slemt, at jeg må indlægges på en psykiatrisk afdeling,« skriver Emma Katrine Lyng Svensson i denne kommentar.

»Uden den rigtige støtte bliver jeg voldsomt overbelastet. Indimellem bliver det så slemt, at jeg må indlægges på en psykiatrisk afdeling,« skriver Emma Katrine Lyng Svensson i denne kommentar.

Bo Amstrup

Debat
17. september 2022

Jeg er autist og har ADHD, og jeg har brug for hjælp til at få min hverdag til at hænge sammen. Uden den rigtige støtte bliver jeg voldsomt overbelastet. Indimellem bliver det så slemt, at jeg må indlægges på en psykiatrisk afdeling.

Jeg har fået bevilget støtte fra det kommunale bostøtteteam, men det fungerer ikke. Slet ikke.

For det første har jeg brug for specialiseret autismefaglig støtte, og det kan min kommune ikke tilbyde. For det andet har sagsforløbet i kommunen været så nedbrydende for mig, at det ifølge min psykiatriske sygeplejerske er decideret traumatiserende for mig at modtage besøg af personale, der er associeret med kommunen. Det kan være svært både at forklare og forstå, men det er sådan, det er.

Derfor har jeg i stedet søgt om bostøtte fra en ekstern leverandør, som jeg kender og har tillid til. Det har jeg gang på gang fået afslag på. Selv om jeg har omfattende dokumentation for, at støtten ikke fungerer, og selv om det ville være markant billigere for kommunen at give mig den støtte, jeg egentlig har brug for, da det holder mig ude af den psykiatriske akutmodtagelse.

Jeg havde ellers håbet, de mange ekspertudtalelser om min situation ville gøre en forskel og føre til en tilværelse, der var til at holde ud. Måske dette opråb kan hjælpe.

Eksperter og medarbejdere overhøres

Jeg har en udtalelse fra min psykiater om, at jeg har brug for specialiseret støtte for at kunne fungere i hverdagen, og at jeg har fået det værre, efter at bostøtten er overgået til det kommunale team,

Det har min psykiater ganske vist sagt længe, uden der er blevet lyttet. Den seneste udvikling er dog, at medarbejdere fra kommunen nu også giver mig ret i, at det kommunale tilbud ikke fungerer.

De kommunale bostøtter skriver i et opfølgningsnotat, at jeg gerne vil tage imod hjælpen, og at jeg virkelig gør, hvad jeg kan, men omstændighederne betyder, at »et samarbejde er umuliggjort«.

Min sagsbehandler, som ellers har været mere end afvisende over for, at det kommunale tilbud ikke skulle være det rigtige, er ifølge psykiatriens referat fra et netværksmøde alligevel nu blevet enig i, at »kommunen ikke er lykkedes med støtten til Emma«.

Almindelig sund fornuft dikterer, at fagpersonernes udtalelser bliver taget til efterretning, og at man ændrer sin fremgangsmåde, når der er så massivt bevis på, at en indsats ikke fungerer. Og da især når indsatsen, der skulle være en hjælp, i stedet er endt som en belastende stressfaktor i sig selv.

Men almindelig sund fornuft eksisterer ikke i den kommunale sagsbehandling. Her kan alt vendes, drejes, snurres rundt og pyntes, så det slet ikke er til at kende igen.

Lederen af visitationen finder det for eksempel ikke spor selvmodsigende, når hun fortæller mig, at hun har stor tillid til sine dygtige medarbejdere, mens hun samtidig ikke udviser den ringeste respekt for faglige vurderinger.

De er åbenbart så dygtige, at de kan løse en opgave, som hverken de selv, min psykiater, min sagsbehandler, min familie eller jeg selv tror på, de kan løsevel vidende at jeg samtidig kun får det dårligere af, at de kommer i mit hjem.

Hvis den slags »tillid« til medarbejderne er kutyme inden for det offentlige, så kan jeg godt forstå, at det kan være svært at få besat ledige stillinger.

Grotesk ekstraregning

Jeg kan også godt forstå, hvorfor vores såkaldte velfærdssystem bliver så dyrt.

Prisen for den støtte, jeg har brug for – og som jeg nu selv bliver nødt til at betale for at få min hverdag til at hænge sammen – er omkring 6.000 kroner om måneden. Det er kun lidt mere end et døgns indlæggelse på en psykiatrisk skadestue. Sådan en har jeg opholdt mig på i omkring 70 dage i løbet af det sidste år. Primært på grund af den kommunale sagsbehandling, pres og manglende eller forkert hjælp.

Prisen for støtte, der ville være en reel hjælp, er 72.000 kroner om året. Indlæggelserne har med en sengetakst på 3.885 kr. i døgnet kostet kommunen 271.950 kr. i år. Dertil kommer selvfølgelig alle de ressourcer, der er gået til ambulant behandling, sagsbehandling i kommunen, behandling af klagesager og så den kommunale bostøtte. Beløbet er svimlende.

Psykiatrien er udpint. Der mangler hænder i det offentlige. Patienter og pårørende er desperate efter at få hjælp. Derfor er det helt afgørende, at vi bruger ressourcerne rigtigt. I alt for mange tilfælde sker det stik modsatte. Min situation er spild af alles ressourcer. Psykiatriens, kommunens, mine og min families.

Min historie er måske nok bare én historie, men den er langt fra enestående. Vi har et systemisk problem, og det bliver vi nødt til at tage alvorligt og gøre noget ved. Vi har simpelthen ikke råd til at lade være.

Emma Katrine Lyng Svensson er førtidspensionist og kandidat i religionsvidenskab. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg ved faktisk ikke længere, hvad man skal gøre ved denne galskab.

Skal beslutningstagere i systemet have tatoveret “Samfundet er til for Borgernes Skyld” på et udsat sted, før de må sagsbehandle..?

Inge Lehmann, erik steenstrup dyhr, Jens Ole Mortensen, Eva Schwanenflügel, Alan Frederiksen, Lise Lotte Rahbek og Carsten Bjerre anbefalede denne kommentar

Godt og vigtigt indlæg.

Jeg genkender den fortvivlende kassetænkning, der ender med at koste samfundet 3-50 gange så meget i sidste ende.

Jeg søgte førtidspension for min kone (hvis man selv kan søge, er man for rask til at komme i betragtning!).
Det var et job der varede i mere end 3 måneder, hvor jeg brugte ~15 timer om ugen på sagen. Oven i kom belastningen der stammede fra at min kone blev voldsomt belastet af forløbet og blev dårligere.
Jeg var selv stressramt på det tidspunkt og er overbevist om at forløbet var med til at vælte mig HELT omkuld: Jeg kommer næppe i arbejde igen.

Det foregik omkring massakren på Utøya og det gik op for mig at jeg havde omtrent samme følelser i forhold til Breivik som til min kones sagsbehandlere.
Breivik var værre, men langt væk. Sagsbehandlerne var tæt på og føltes som en konkret og lige så irrationel trussel.

Senere søgte vi om hjælp så min kone kunne komme ud af huset en gang imellem uden at skulle være afhængig af mig.
Hun ville gerne på kunstmuseum, men kunne ikke overskue at arrangere transport.
Der kunne bevilges en person til at gå med rundt på museet - noget min kone hverken havde brug for eller interesse i og ville blive stresset af - men transport var ikke indenfor paragraffen, så det kunne ikke lade sig gøre.
Transport til støttepersonen og løn til vedkommende under transport og museumsbesøge - ingen problemer.
Transport til min kone? Nej, paragraffens ordlyd modsagde formålet med paragraffen, så ordlyden vandt.

Måske det offentlige skulle have en prismatch politik ligesom visse varehuse?
"Hvis du har ret til et dyrt tilbud, kan du veksle det til et billigere der passer dig bedre."

Kim Rune Sloth Jensen, Inge Lehmann, David Zennaro, Eva Schwanenflügel, Gitte Loeyche, Carsten Munk og Alan Frederiksen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Systemet er dysfunktionelt, fordi man har taget fagligheden, fornuften og menneskeligheden fra sagsbehandlerne
og lader reglerne og algoritmer styre.

Kim Rune Sloth Jensen, Inge Lehmann, David Zennaro, Eva Schwanenflügel, Mads Horn, Inger Pedersen, Carsten Munk, Anna Olsen og Alan Frederiksen anbefalede denne kommentar

Bostøtter er professionelle fremmede, der sjældent kan eller må tilbyde den nødvendige hjælp. Der er regler, begrænsninger og tidsskemaer så langt øjet rækker, så derfor kommer de ofte blot for at sludre om det 'som fylder' hos borgeren. Imidlertid er snak uden hjælp for mange kontraproduktivt og med frustation til følge, når den kommunale ven glad kører videre på ruten.
Selv fravalgte jeg bostøtte bjørnetjenesten år tilbage, men da jeg for nyligt stod på tærsklen til hjemløshed tog jeg imod andet tilbud, som kommunen mente ville være rigtig godt for mig. Det lød da umiddelbart også bedre med et botilbud end et herberg, hvor jeg ville blive hældt ud på gaden hver morgen. Derfor er jeg på surrealistisk vis for nyligt blevet beboer på et tungt bemandet bosted blandt psykiatriske patienter med svære dobbeltdiagnoser, misbrug og behandlingsdomme. Mennesker, jeg intet har tilfælles med og er ude af stand til at kommunikere med. Folk, som henslæber tilværelsen på heftige blandinger af psykofarmaka, narkotika, alkohol og kæderygning. Alle, jeg kender er målløse over, at jeg befinder her, men når der pludselig var plads til en fremmed fugl som mig, skyldes det formodentligt, at ikke mindre end seks personer på bostedet døde i løbet af det seneste halve år. En plads på et tungt bemandet bosted er naturligvis dyr, men systemet foretrækker at pladserne fyldes op med mere almindelige borgere frem for at hjælpe dem med at finde passende bolig.

Anna Kristiansen, Inge Lehmann, David Zennaro, erik steenstrup dyhr, Jens Ole Mortensen, Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Inge Nielsen og Mads Horn anbefalede denne kommentar

Der er vist to grunde til, at beretningerne bliver mere og mere groteske.

Den ene er kassetænkningen, som endda fik turbo på med politikernes overtagelse af new public managementideologien.

Det andet er, at der stadig er lovgivning, der støtter op om og berettiger til hjælp. Denne hjælp er i vejen for den neoliberale politik vores politikere skriver under på.

Så ved de årlige forhandlinger kommunerne og regeringerne imellem saboterer man denne lovgivning gennem bevidst, at afsætte for få penge til den.

Det kombinerer man med beskrivelser af grupperne, der behøver hjælp, som nassere og simulanter, der bare skal tage sig sammen. Lægerne der skriver udtalelserne kan man selvfølgelig heller ikke stole på (sagt af flere politikere i Folketinget). Oveni synger politikerne også jævnligt en sang fra de varme lande om, at riget fattes penge.

Så sidder man med sagsbehandlere, der har fået fjernet empatien gennem den daglige propaganda mod de grupper de skal hjælpe og for få penge til at de kan slå til.

Resultatet er at Kafka og forfatteren til Catch 22 har lever forgæves, med mindre man synes de gav gode brugsvejledninger.

Forøvrigt har forskning vist, at new public management ikke giver besparelser, men modsat fører til øgning af udgifter.

Alligevel sværger vores politikere stadig til det.
Mit gæt er, fordi det er et effektivt brækjern til nedbrydning af det offentlige, så privatiseringen bliver den logiske konsekvens man kan sælge vælgerne.

Kim Rune Sloth Jensen, Mads Horn og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar