Kronik

KD: Krisen i psykiatrien kan ikke løses uden langt flere midler og en stærk familiepolitik

Den nye psykiatriaftale er uambitiøs, alt for langsomt startende og med stærkt utilstrækkelig ressourcetilførsel. Mennesker koster penge, både i psykiatrien og i samfundet generelt – men det betaler sig i sidste ende
Regeringens nyeste psykiatriplan er uambitiøs, alt for langsomt startende og med stærkt utilstrækkelig ressourcetilførsel, skriver folketingskandidat for Kristendemokraterne Michelle West.

Regeringens nyeste psykiatriplan er uambitiøs, alt for langsomt startende og med stærkt utilstrækkelig ressourcetilførsel, skriver folketingskandidat for Kristendemokraterne Michelle West.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Debat
30. september 2022

Den nye psykiatriplan gør mig rasende.

Jeg har personlig erfaring fra psykiatrien, både som pårørende og patient på grund af den ADHD-diagnose, jeg først fik stillet som 30-årig. Jeg er en af de såkaldte mælkebøttebørn i systemet. Men de tusindvis af mennesker, som ikke bryder igennem modstanden, dem svigter vi massivt.

Lige nu er der i gennemsnit 60 ugers ventetid hos en psykiater. Over et år. Så længe ville vi aldrig bede en kræftpatient vente.

Det er en katastrofe, at vi i Danmark ikke tager mental sundhed mere seriøst. Der er brug for tidligere indsatser, langt kortere ventelister, hurtigere udredning, diagnosticering og behandling. Intet af det er løst tilfredsstillende i den nye psykiatriplan.

Et andet Danmark

Tænk, hvis vi levede i et samfund, hvor psykisk og fysisk lidelse var ligestillet. Hvor intet menneske faldt ned mellem to stole, og hvor intet menneske blev afvist, fordi deres behov ikke passer ind i systemets iskolde robotfabrik.

Tænk, hvis det var muligt at få hjælp, inden ens verden vælter – inden man går ud og skyder løs i et indkøbscenter eller giver efter for sin stof- eller alkoholtrang og ødelægger alle nære relationer.

Tænk, hvis man kunne nå at bremse symptomerne i opløbet, inden det gik galt, og nå helt ind til kernen i det, der opleves svært.

Tænk, hvis man fik hjælp til at slippe fri og leve et værdigt liv.

Forestil dig et Danmark, hvor mennesker med psykisk sygdom også kunne få redskaber til at klare sig igennem en helt almindelig dagligdag uden at skulle fylde sig med medicin resten af livet.

Jeg anerkender, at det for nogle kan være nødvendigt med medicin, men langt de fleste belastningssymptomer, såsom tankemylder, afhængighed, overspisning og selvskade, kan veldokumenteret afhjælpes med alternative behandlingsmuligheder.

Tænk, hvis vi havde et samfund, der rummede skæve eksistenser. Et samfund, der så det hele menneske, og et sundhedsvæsen, der kunne bære den mængde af borgere, der er psykisk sårbare, ved at frigive ressourcer brugt i administrationen og investere ambitiøst i mental sundhed frem for kassetænkning og excelark.

Forestil dig et Danmark, hvor borgere følte sig set og hørt, og hvor plejepersonale kunne undgå magtkampe og brugen af tvang, fordi systemet begrænsede farlige situationer for både patienter og medarbejdere.

Ville TV 2-dokumentaren Sindssygt farligt arbejde så nogensinde være blevet aktuel? Ville vi kunne have undgået overfald på offentligt ansatte på for eksempel jobcentre og behandlingstilbud? Ville det være nødvendigt at ansætte vagtfirmaer i de danske forvaltninger?

Utilstrækkelig aftale

Den her tænkte verden kræver langt flere ressourcer og en seriøs gentænkning af ressourcernes tilretning. Det betaler sig at investere i mennesker, og derfor skal psykiatrien have langt flere midler på finansloven.

Der er brug for at sikre varige økonomiske midler frem for tidsbestemte støttemidler eller forsøgsordninger. Præcis som Mette Frederiksen netop lovede op til seneste folketingsvalg.

I Kristendemokraternes psykiatri- og handicapudspil har vi derfor afsat og finansieret seks milliarder kroner til at løfte psykiatri- og handicapområdet årligt. Det har vi, fordi der er seriøst brug for store, dyre investeringer for at undgå flere lig på bordet. 

Regeringen har, siden den kom til magten, lovet, at der skulle ske et løft, en ansvarlig løsning for psykiatrien, patienterne og personalet, men den løsning må vi tilsyneladende se længe efter. Derfor er vi i Kristendemokraterne skuffede over den nyeste psykiatriplan. Aftalen er uambitiøs, alt for langsomt startende og med stærkt utilstrækkelig ressourcetilførsel.

Ifølge en rapport fra Justitsministeriet i 2020 var 24 procent af alle drabsmænd i perioden mellem 2012 til 2017 psykisk syge eller utilregnelige i gerningsøjeblikket. I 2019 blev det af Retspsykiatrisk Klinik klarlagt, at langt de fleste drab begået af mennesker med psykiske lidelser kunne være undgået.

Marianne Karlsmose, formanden for Kristendemokraterne, undrer sig i et facebookopslag over, om Folketingets partier har forstået sagens alvor: Hvor mange flere lig skal der på bordet, før man er klar til at yde en seriøs og ambitiøs indsats?

Mennesket først

Det skal være muligt at tilrette behandling, som giver mening for den enkelte, og det skal være muligt at få hjælp, når motivationen er der.

Målet må være, at patienter i psykiatrien lærer at forholde sig til og agere i tide, inden symptomerne tager overhånd. Og helt ærligt, skulle vi så ikke begynde at kigge på, om medicinsk behandling i virkeligheden er det eneste rigtige, når det viser sig, at psykofarmaka kan øge risikoen for ulykker og selvmord?

Skulle vi ikke begynde at lytte til eksperterne?

I Kristendemokraterne mener vi, at der skal tages udgangspunkt i en recovery-tilgang, hvor psykisk sårbares evne til selvbestemmelse og mestring af problemer understøttes og opmuntres.

Der findes over en halv million pårørende til en med psykisk sygdom i Danmark. Pårørende skal have ret til akutte pårørendedage, inspireret af omsorgsdagene, man giver til forældre. De skal i højere grad inddrages som en ressource, fordi forskning viser, at den syge så har betydeligt større chance for at blive rask. Alt dette har Bedre Psykiatri gentagne gange været ude at påpege, så lad os nu lytte til eksperterne.

Der skal desuden langt større politisk fokus på forebyggelse, herunder nærvær og omsorg, allerede fra barndommen. For problemerne kan ikke løses kun i psykiatrien. Det er helt afgørende med en stærk familiepolitik. Det spiller en massiv rolle, at vi vokser op i trygge, nære og forudsigelige rammer, hvor der er tid og overskud. Tid til at blive set, anerkendt, mødt og forstået. Krænkes disse spæde behov, kan det have katastrofale følger.

Men der er større fokus på tvangsanbringelser end på forebyggende støtteforanstaltninger, og vi bruger mere tid på at diskutere, hvilken type mad der skal serveres, end på at sikre, at der altid er en synlig voksen for vores børn i de offentlige institutioner.

Brug for ansvar

I stedet bør vi lade institutionerne indrette sig ud fra deres individuelle behov og sætte ind der, hvor børnene mærker en forskel – for eksempel ved at sikre bedre normeringer.

Også i hjemmet kan vi gøre mere for at sikre trygge rammer ved at gøre par- og familieterapi gratis.

Der er hårdt brug for, at nogle vil tage ansvar for en ambitiøs tiårsplan for psykiatrien og en social- og familiepolitik, der forstår at forebygge det pres, vi lægger på psykiatrien med alle vores besparelser. Mennesker koster penge, og vi har brug for sunde, raske og veltilpassede mennesker i Danmark.

Blandt partier på den blå fløj diskuteres der konstant vækst og skattepolitik, men hvem skal sikre den vækst, hvis vi langsomt suger al livslyst ud af de kommende generationer? Har de andre borgerlige partier glemt, at uden raske borgere i Danmark er der ingen vækst?

Der findes tilsyneladende kun et borgerligt parti på midten, som vil sætte mennesket først, og det er Kristendemokraterne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Da jeg talte med en kristendemokrat, lød hun næsten som en socialist og det fortalte jeg hinde. Jeg tænker at de bør prøve at se hvilken side af mitten de høre til på, da jeg tror de er mere røde end Radikale.

jens christian jacobsen

'..Jeg anerkender, at det for nogle kan være nødvendigt med medicin, men langt de fleste belastningssymptomer, såsom tankemylder, afhængighed, overspisning og selvskade, kan veldokumenteret afhjælpes med alternative behandlingsmuligheder.'
Og hvad så med de psykiske sygdomme du ikke klassificerer som 'belastningssymptomer?' Skal de også have alternative behandlinger - eller folde hænderne og give sig gud i vold?

Tallet der oftest angives for at være prisskiltet på psykiatrien i DK over det sidste årti er 9 mia. kr. Når sundheds økonomer regner sig frem til en investerings behov for 4,5 mia ville det så sige det er behov for en 50%s investering oveni den aktuelle. Heunicke har selvfølgelig ret i at vi ikke må glemme at der ved starten af regerings perioden blev fastsat et beløb på 600 mio og nu kommer der yderligere 450 som så bliver til 500 i 2024. Det nærmer sig 25% af behovet mens de resterende 75% henvises til "forpligtigelser" af et bredt skar af Folketingets politiske spillere.
Vi er nogle der begyndte at blive opmærksom og forsøgte at gøre opmærksom på de problemer Psykiatrien var ved at løbe ind i for over ti år siden. Det er ikke noget nyt det her, og en 2% pr år effektivisering krav over halvanden årtier har sandelig også sat sit stempel på tingenes tilstand. Hensigtserklæringer og forpligtigelser har vi fået rigeligt af i den tid nok til at tapetsere hele hospitalet tænker jeg. Men handlingerne lader venter på sig og gør det desværre fortsat. I mellem tiden har man forsøgt sig med alle mulige Innovations ministeriet inspireret forsøg med omlægninger, omrokeringer, omorganisering, omstillinger, sammenlægninger opdelinger indtil de ansatte blev fuldstændig rundtosset, men til sidste har man måtte erkende at man ikke blot kan organisere sig ud af en grundlæggende ressource mangel. Nu er vi i den situation at selv hvis vi havde de 4,5 mia i morgen ville vi ikke kunne bruge dem fordi de personale der skulle købes for pengene ikke findes. Alt alt for sent i forløbet har en indtil nu urokkeligt regeringsmagt endelig erkendt at hvis du skal fastholde personale i fag der kræver hengivne stabilitet ift usociale arbejdstider og uforudsigelig arbejds byrde og tempo skal der væsentligt forbedret løn og arbejdsvilkår til. Den meget specielle kollegialitet der kendetegnede medarbejdere i psykiatrien er man bevidst gået efter at få nedbrudt i 20 år fordi man ønskede sig en langt mere fleksibel omformbar og udskiftelig arbejdsstyrke mere på linje med visionen for privat markedets industri udvikling. Og tillykke med det så har man sejret sig i hjel med det, og vi må se om man kan få genoprettet det tabte således at både kapaciteten og motivationen begynder at nærme sig et gedigent svar på behovet for psykiatrisk og psykologisk omsorg og behandling blandt Danmarks befolkning.
Det kommer til at tage mindste hver eneste af de bebudet ti år og nok flere igen. Så ville det have været et gigantisk motivation til at nå målet hvis man i stedet for forpligtigelser kunne have set allerede nu at de nødvendige finansielle grundpiller var garanteret til udløbet af de ti år.

Martin Hasforth Harms

Et indsigtsfuldt indlæg fra en politiker der har forstået i hvor høj grad de første dannende år bestemmer den enkeltes fremtid. En stærkere familiepolitik og gratis par- og familieterapi er nye forslag som ville gavne virkeligt bredt i Danmark. Kun de meget få virkelig stærke kan klare sig uden opbakning fra famille og nærmiljø. Måske stemmer jeg alligevel til det (formentlig) kommende valg!