Kommentar

Kommunerne er langtfra gode nok til at hjælpe muslimske kvinder ud af vold og social kontrol

Der bør oprettes kommunale korps, der kan hjælpe muslimske kvinder ud af vold og negativ social kontrol. Systemet er i dag så langsomt, at kvinderne risikerer at blive dræbt, før de får hjælp
Når indvandrerkvinder udsat for social kontrol råber om hjælp, burde systemet reagere hurtigt og prompte. Men myndighederne er så langsomme, at kvinderne risikerer at komme alvorligt til skade, skriver dagens kronikør. Arkivfoto fra Holstebro Krisecenter.

Når indvandrerkvinder udsat for social kontrol råber om hjælp, burde systemet reagere hurtigt og prompte. Men myndighederne er så langsomme, at kvinderne risikerer at komme alvorligt til skade, skriver dagens kronikør. Arkivfoto fra Holstebro Krisecenter.

Sigrid Nygaard

Debat
6. september 2022

Jeg var på grådens rand, da jeg forleden dag så udsendelsen Vold og kontrol bag sløret på DR1, som handler om de indvandrerkvinder, der lever i voldelige ægteskaber, som de ikke kan komme ud af på grund af omfattende social kontrol.

Det er kvinder, som lever med voldelige og kontrollerende mænd, der accepteres på grund af den kultur, de stammer fra. Deres kultur foreskriver, at det sidste ord og bestemmelse ligger hos manden, og det kan være svært at lave om på, selv om man bor i Danmark.

I nogle tilfælde, hvor kvinderne eller deres døtre forsøger at ændre på forholdene i hjemmet, bliver konsekvensen, at helvede bryder løs. De kan blive udsat for straffe, som kan variere mellem alt fra fysisk straf til husarrest, at børnene tages fra dem og i værste fald æresdrab.

Kvinderne bliver behandlet som andenrangsmennesker, og de skal fungere i de rammer, de bliver sat i og ikke træde ved siden af – for ellers falder hammeren. Det kan vi ikke acceptere i det danske samfund.

Religion over loven

Mændene kan læne sig op ad religiøse anbefalinger, som indebærer, at kvinder skal adlyde deres mænd, og at han altid har højere status og flere rettigheder. Det gælder både i forhold til arveforhold, skilsmisser og forældremyndighed.

Det er jo en kultur, som er helt anderledes end den europæiske. Her er fatwaer, religiøse regler og mellemøstlige kulturelle normer gældende, på trods af at familier bosætter sig i Danmark eller i andre europæiske lande.

Det er sørgeligt, at når en indvandrerkvinde forsøger at frigøre sig fra disse rammer og begynder at integrere sig, bliver hun ofte mødt af stor modstand fra de mandlige medlemmer i familien, og først og fremmest fra hendes mand.

Kvindernes liv bliver forvandlet til et mareridt. Når en indvandrerkvinde er endt der, hvor hun bliver bange og råber om hjælp, skal systemet reagere hurtigt og prompte. Enhver forsinkelse kan give disse kvinder ar på sjælen, og i værste fald kan det betyde, at de mister deres liv i et æresdrab.

Er vi gode nok til at yde den øjeblikkelige og tilstrækkelige hjælp til disse kvinder?

Svaret er nej. Efter min mening og erfaring er systemet så langsomt, at kvinderne risikerer at blive likvideret og lagt i graven, inden de får hjælp.

Det er en udfordring, som kræver en ny tankegang. For det, som gør det ekstra kompliceret, er, at der er en del uvidenhed hos indvandrerkvinderne omkring reglerne og mulighederne for hjælp i Danmark. 

Beskyt kvinderne, ikke kulturen

Jeg bliver utrolig glad, når jeg oplever kræfter som organisationen Søstre mod vold og kontrol, der forsøger at hjælpe og skubbe til integrationen i Danmark.

Til gengæld er jeg frustreret over dem, som bremser integrationen i Danmark, såsom venstrefløjen. De har gennem årene skadet integrationen i Danmark ved at bevare ghettoerne i Danmark og puste milliarder af kroner i lappeløsninger for at rette op på integrationen.

Mange af dem råber lige nu op om og er meget utilfredse med, at ghettoerne skal rives ned. De har hele tiden holdt fast i, at indvandrerfamilierne skal have lov til at leve, som de har gjort i deres hjemland, også selv om det ikke matcher den vestlige kultur.

I mange tilfælde er undertrykkelse, social kontrol og vold startet allerede i en tidlig alder over for indvandrerpigerne, og det går helt galt i teenagealderen. Kommune og politi er alt for langsomme til at handle.

Jeg husker for nogle år siden, hvor jeg som læge var vidne til en tragisk sag med en velintegreret teenager. Hun udviklede en meget dårlig psykisk tilstand på grund af den daglige kamp mellem hende og forældrene.

Pigen kom til samtale hos mig ledsaget af sin sagsbehandler fra kommunen, og dengang var jeg ikke i tvivl om, at pigen skulle fjernes og anbringes et andet sted. Den kommunale ledsager rullede med øjnene over min udtalelse og spurgte, om jeg da havde tænkt mig at smadre familien.

Sagen endte med, at pigen udviklede en alvorlig spiseforstyrrelse og måtte indlægges på psykiatrisk afdeling, hvor hun på et tidspunkt kom i fikseringsbælte og blev tvangsfodret for at kunne holdes i live. Jeg ved ikke, hvor pigen er i dag.

Desværre kan vi ikke ændre på den mellemøstlige kultur, men vi må være herrer i eget hus og skride til handling, når de folk, vi lukker ind i landet, ikke følger de danske normer og love. Kommunen må ikke stikke hovedet i sandet.

Jeg mener, at politikere har et stort ansvar for at beskytte ikke kun den danske kultur og normer, men også indvandrerbørnene og -kvinderne, der risikerer at blive udsat for vold, social kontrol og undertrykkelse, og det kræver en særlig indsats.

Der skal etableres et officielt korps til at opsøge og hjælpe disse kvinder og børn, der ikke selv kan komme ud af voldelige ægteskaber og negativ social kontrol. Vi er nødt til at sørge for, at de kan få øjeblikkelig hjælp, når de beder om det.

Medhat Khattab er speciallæge

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Mon ikke alle er enige om at beskytte alle der bliver udsat for vold, social kontrol og undertrykkelse?

Men at skyde på venstrefløjen som særlig ansvarlig forstår jeg ikke. Den med bevarelse af ghettoerne i Danmark holder ikke. De såkaldte Ghettoer opstod fordi flere mere velhavende kommuner ikke ønskede socialtboligbyggeri - så lejeboligerne blev bunket sammen i visse områder og folk med ringe økonomi osv. blev henvist hertil eller ikke havde økonomi til at flytte andre steder hen.

I mine øjne er løsningen flere billige boliger i alle kommuners boligområder samt en adfærdsændring i alle familier med en mandlig dominans.
Det tog de "kristne" kvinder i Danmark mange år - mon ikke det vil tage færre år for de unge "muslimske" kvinder i Danmark.

Viggo Okholm, Peter Bryde Poulsen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar

Jeg kan jo ikke afvise at denne læge har re ti visse problematikker, men han generalisering ud fra enkeltpersoner/oplevelser og så kritikken af hele venstrefløjen siger mig at her e ren fagmand som er blevet "frelst" og hermed endt i en anden grøft.
Han snakke rom æres drab, som om det er almindeligt-det tror jeg ikke på og ja mændene i den kultur trænger til en opsang, men det betyder ikke at ghettoloven er rigtig.

Jeg kan jo ikke afvise at denne læge har re ti visse problematikker, men han generalisering ud fra enkeltpersoner/oplevelser og så kritikken af hele venstrefløjen siger mig at her e ren fagmand som er blevet "frelst" og hermed endt i en anden grøft.
Han snakke rom æres drab, som om det er almindeligt-det tror jeg ikke på og ja mændene i den kultur trænger til en opsang, men det betyder ikke at ghettoloven er rigtig.