Før sommerferien hørte jeg i radioen, at Aarhus Kommune havde brugt 50 millioner mere på specialundervisning i det netop afsluttede skoleår end først budgetteret. Det akutte behov for ekstrabevillinger til specialområdet har medført besparelser på andre af folkeskolens kerneområder, som i forvejen er pressede.
Men hvad værre er, så er jeg bange for, at problemet ikke kan løses med ekstrabevillinger. For uanset, hvor mange penge der bliver postet i både den almindelige undervisning og specialundervisningen, så vil det alligevel aldrig nogensinde være nok, så længe vi ikke tager hånd om det egentlige problem: Folkeskolen skal i dag for mange ting på en gang.
Som skolelærer ved jeg, at der er mange, der har en forventning om, at skolen tager sig af alt det, der ikke lige kan placeres andre steder i samfundet. Får børnene ikke bevæget sig nok, så må skolen tage sig af det, sover børnene for lidt, må skolen håndtere det, har et barn angst, må skolen handle på det, og mangler børnene motivation, så er det læreren, der skal motivere. I skolen foregår der en masse, som netop ikke handler om specifikke fag og konkrete fagligheder, selv om mange vil mene, at det netop er dét, der er skolens primære opgave.
I mine 22 år som lærer kan jeg konstatere, at der er blevet mindre tid til den primære kerneydelse: nemlig undervisningen. Overalt i hele landet står der hver eneste dag den ene undervisningskompetente lærer efter den anden og sprudler af gode alsidige undervisningsforløb, der inddrager og udvikler eleverne, men som desværre oplever ikke at få sat den faglighed i spil, fordi der altid er noget andet, der står i vejen.
Individualistisk børneopdragelse
I dag bliver børn i højere grad end tidligere opdraget til at være den vigtigste aktør i eget liv. Det kan der selvfølgelig være en positiv værdi i, men det kan også gå hen og blive usundt i længden, fordi barnet udelukkende forholder sig til sit personlige udbytte i alle situationer.
Den indstilling er en kæmpe udfordring i undervisningen, da eleverne har en forventning om, at det er skolen og underviserne, der skal imødekomme det enkelte barn, og ikke barnet, der skal tilpasse sig undervisningen. Jeg hører tit fra børn, at noget er kedeligt eller alt for tidskrævende, og mange lytter simpelthen ikke på en klassekammerats oplæg, kommentarer eller spørgsmål, fordi de mener, at det ikke vedkommer dem selv. I samme ombæring har eleverne en klar forventning om, at jeg som lærer indgår i en ligeværdig dialog med dem, hvis hovedformål er at få mig til at ændre på undervisningen, så den bliver sjovere og lettere at komme igennem.
Skolen bliver derfor et kultursammenstød mellem to modsatrettede poler, der konstant frastøder hinandens intentioner. Skolen har en forventning til barnet om, at den enkelte gør sig umage med at tilpasse sig de fælles spilleregler på den ene side. På den anden side er elevernes forventning, at helheden tilpasser sig den enkelte. Årsagerne til ovenstående ligger i særlig grad i måden at opdrage vores børn på.
For det første opdrages vores børn til et møde med en virkelighed, der ikke eksisterer. Mange børn har en tro på, at børnenes omgivelser altid er til for at skabe de bedste rammer for barnet, samt en grundlæggende tro på, at livet ikke må gøre ondt eller blive for kedeligt. Vi er gået fra et princip om, at børn skal ses ikke høres til et princip om, at alle børn altid skal ses og høres, tages alvorligt og imødekommes, også selv om det er på bekostning af fællesskabet.
For det andet er der erkendelsen af, at skolen er fuld af uretfærdigheder, som sunde og raske børn kommer over, fordi sådan er verden nu engang skruet sammen, men forældre har netop frataget børns evne til at håndtere konflikter i livet ved selv at løbe fra ansvaret. Hvis man kan konstatere, at ens barn ikke kan klokken, så vil man hellere som forældre i dag skrive til sit barns klasselærer på Aula, hvor man i velmenende skarpe vendinger undrer sig over, hvorfor klassen, og i særlig grad ens eget barn, ikke har lært klokken endnu, frem for selv at påtage sig ansvaret for at lære sit barn klokken.
Mobilen skaber mistrivsel
En anden del af den individualistiske opdragelse sker digitalt. Mange unges manglende succes i skolen skal nemlig findes i mobilen. Alle danske børn har en mobil, som har frataget dem muligheden for at møde den virkelige, fysiske verden. Adskillige unge sidder hver eneste dag med ansigtet dybt begravet i et lysende inferno af præcis den underholdning, som de ønsker.
Danske børn er simpelthen opdraget med en mobil i hånden, hvilket betyder, at de ikke i samme grad som tidligere behøver at engagere sig i de relationer, som de vil indgå i, fordi relationerne allerede findes på mobilen i kraft af serier med hurtige tilpassede pointer, hurtige sjove klip, hvor alt det kedelige er skåret fra, og sociale medier, hvor alt får en form for underlig fordrejet, uigennemskuelig virkelighed.
Jeg har elever, der forsøger at swipe mig væk, når jeg står og underviser, fordi de er så vant til at kunne lade de ikke umiddelbare underholdende elementer forsvinde med et vink over skærmen, at de nærmest ikke kan forholde sig til den langsommelige og ikke altid lige kontrollerbare virkelighed, et rigtigt menneske er.
Vi har simpelthen givet vores børn frit blæs på den afhængighedsskabende mobil, så de i skolen konstant er i en form for konflikt mellem de stimuli, som deres hjerner higer efter, og den virkelighed med krav om fordybelse, engagement og refleksion, som skolen forsøger at tilrettelægge. I skolen er der ligefrem børn, der trives bedre i et onlinefællesskab end i det fysiske, forpligtende fællesskab. Den kontrast gør ikke behovet for specialundervisning mindre, er jeg ret sikker på.
Mislykket inklusion
De pædagogiske- og opdragelsesmæssige paroler, om at jo større ansvar for sit eget liv, barnet fik, des større blev troen på sig selv, har ikke holdt stik. Problemet er nemlig, at når man skal forholde sig til alt, lige fra hvilket køn man identificerer sig med, til hvilken undervisningsform der passer bedst til ens eget individuelle læringspotentiale, så er det altså meget nemt at brænde sammen.
Dette mener jeg særligt er problematisk set i lyset af målet om inklusion, som satte et endnu større pres på dynamikken i en klasse på 26-28 elever. Min påstand er, at rammerne er uholdbare, når folkeskolen både skal have læringen i højsædet og inkludere elever med særlige behov med et udgangspunkt, hvor børn bliver opdraget til, at hensynet til dem selv er vigtigere end hensynet til fællesskabet. Det er en komplet umulig mission.
Det er på tide at lade folkeskolen gå tilbage til at have læringen som sin kerneopgave. For uanset hvor mange ekstrabevillinger almindelig undervisning og specialundervisning får tildelt, så løser penge ikke sammenstødet mellem den moderne, individualistiske børneopdragelse og den urealistiske forventning om, at skolen både skal være institution for kollektiv opdragelse og læring. Lad forældrene stå for opdragelsen, så vi lærere endelig kan få lov til at undervise. Sådan deler vi ansvaret meningsfuldt.
Claus Lynggaard Blond er lærer
Tak for et godt indspark.
Jeg kan bare mærke hvor meget ret du har Claus lynggaard Blond. Håber dialogen er startet til forandring, hvor målet må være til højeste bedste for børn, forældre og lærere.
Over hele paletten af samfundsopgaver skal vi nok starte med som enkelt individ uanset faggruppe også politikere, at forholde os til at tage ansvar for egne handlinger og de konsekvenser de har for os selv og for helheden. For vi skal jo ikke tilbage til den sorte skole
hvad sker det hvis jeg gør sådan for mig selv og helheden i alle de valg jeg tager i løbet af en dag. Meget interesant, prøv bare en dag. Alle vores handlinger har en konsekvens og alle andres handlinger har en årsag. Måske i sær det jeg ikke gør. Undladelses synder. Ikke at sige nej til mit barn ( roligt og kærligt ) ikke at stille krav til mit barn, ikke at lære børnene hvor vigtigt det er st bidrage til familiens og samfundets opgaver. At foretage mig noget med mit barn og andre der flytter fællesskabet væk fra skærmene og ud i virkeligheden.
Vi skal give vores børn og børnebørn taletid nærværende, roligt og nysgerrigt og samtidig stille krav til at de godt kan klare at tie stille lidt mens andre har ordet . For det billede C L B tegnede så malende, det går jo ikke for individet og helhedens skyld.
... og bed børnene til en begyndelse om at lægge deres telefoner i en kasse inden undervisningen begynder.
Problemet ligger hos forældre som tager deres børn med på råd om alt. Lige fra hvilken slags is de vil have til hvilket brød de skal købe til dem, fordi ungen ikke vil spise rugbrød. Det vil være fornuftigt hvis det bliver lovpligtigt at sende forældrene på et kursus, senest før ungen skal i 0. klasse, for at lære om en børneopdragelse, hvor børnene, og forældrene selv, lærer om fællesskab følelse, og hvordan ens handling har konsekvenser for en selv.
Tak for et godt indspark. Mobilens skadelige effekt på børns hjerner og adfærd kan vist ikke overvurderes. Det samme kan siges om forældrenes manglende evne til at opdrage børn til at blive sociale mennesker, der evner at indgå i fællesskaber og ikke kun fokusere på egne behov. Begge dele afspejler sig på grotesk vis, når man betragter sine medcyklister i København. Før de to ting ændres, vil al snak om pædagogik og didaktik i skolen være omsonst.
Spot on kollega! :-)
På min FGU er vi undervisere blevet forberedt på, at vi i fremtiden skal indstille os på intensiveret brug af digitale læringsportaler, da det jo "er den vej det går, og det eleverne vil", hvilket jeg er dybt uenig i; Særligt for vores elever, der jo ikke har magtet netop dét i folkeskolen.
Samfundet, herunder børnene opdragelse, og den teknologien har ændret sig.
Konklusionen er at vi må ... ændre børnene tilbage til dengang Claus Lynggaard Blond var ny lærer.
Whut?!?
Blonds indlæg er velment og bunder utvivlsomt i en svær virkelighed, men i stedet for at analysere problemerne og skille dem ud krystalliseres en konklusion alt for hurtigt (det er den nye tekniks skyld!), hvorefter der søges efter data til at bakke konklusionen op.
Der ER et generelt samfundsmæssigt problem med sociale medier, hvis algoritmer er designet til at fange og fastholde vores opmærksomhed.
Det rammer selvfølgelig også skolen og skal adresseres, men det skal vel ske ved at stække de store selskaber. Ikke ved at skrue uret tilbage til sidste årtusinde?
Hvis alle kunne købe reklameplads i skolebøgerne, var løsningen vel ikke at prøve at holde bøger ude af skolen??
Man kunne f.eks. lovgive om frivillige tidslåse på brugerprofiler som sendte bekræftelse til tredjepart når tidslåsen blev oprettet og ændret.
Hvis man ikke havde tidslås på sine profiler kunne man ikke modtage undervisning.
"Men det ville kunne omgås, og hvordan skal vi så kunne kede ungerne?" lyder indvendingen straks.
Her er spørgsmålet hvilket niveau af kedsomhed vi taler om.
Det er en kompetence at kunne udholde et rimeligt niveau af kedsomhed, og da kompetencer er noget der skal læres, må det være en del af undervisningen at opnå denne kompetence.
Det er vigtigt at bemærke at en del af en fornuftig kedsomhedskompetence at kunne skelne mellem nødvendige pauser og spild af tid.
Set i bakspejlet var der mere tidsspilde end kompetenceudvikling i min folkeskoletid, i de perioder jeg kedede mig.
Der var ikke alternativer i de onde gamle dage, men det er der i dag, og det er skolen nødt til at forholde sig til:
Der er blændende undervisningsvideoer på YouTube, og ser man nogle stykker af dem er det klart at det mere er skolen end eleverne der har brug for udvikling.
Flipped class room består i at læreren præsenterer stoffet i en kort video som eleverne ser før timen - eller i starten af timen hvis de ikke prioriterer faget.
20-30 minutters tavleundervisning kan præsenteres på 10 minutter da alle øh'erne og fejlformuleringerne kan fanges og fjernes ligesom tavleudviskning og andet ligegyldigt fyld.
Videoen kan pauses hvis man har brug for at tænke, eller spoles tilbage hvis man gik glip af en pointe.
Og videoerne ligger der til eksamen og næste års hold.
Klassediskussioner kan stadig være en del af undervisningen, og alle er friskere fordi der ikke er spildt et kvarter på at se læreren rode med tavleklude og blive afbrudt af krav om at gentage pointer de fleste fangede første gang.
Det er ikke underligt at elever zapper væk fra klassepræsentationer.
Det gjorde vi også da jeg gik i skole.
Hvis der ikke er umiddelbar nyttig information og formålet er et uklart "Gruppe 3 skal lære at tale offentligt" er det en sund reaktion.
Hvis gruppe 3 skal lære at tale offentligt skal de gives et emne deres publikum har en interesse i. Ellers skal de lave en video eller hjemmeside. Eller deres publikum skal have klare roller som opponenter.
Kom ind i kampen Claus, vi skriver 2022.
Fremtiden er nu.
Et lille indspark fra en far med 3 børn i folkeskolen.
Min folkeskole tid var præget af tillid imellem lærer og forældre. En skarp fordeling af ansvar.
Mine forældre sendte en udhvilet, mæt og ren dreng i skole. Skolen tog sig af undervisning og det der hører her til.
Jeg fandt min gamle kontaktbog for nogle år siden og fra 1 til 7 klasse var der skrevet 12-15 beskeder om sygdom, 4 - 5 om bustur, lejrskole o. lign.
Da min ældste startede i skole fik vi på det første fællesmøde følgende besked fra skolelederen:
"Jeres børn har brug for at lære at gå på række, når vi er på tur. De har svært ved at gå samlet sammen som klasse.
Så det forventer vi I tager jer af, for ellers kan de jo ikke komme på tur."
Så var tonen ligesom sat og det er ikke blevet bedre. Jeg jokede lidt med om jeg måtte låne en 5 - 10 børn med hjem, så de kunne lære fællesskabs regler.
Jeg har fundet ud af, at når en lærer mener et barn er uopdragen, så hænger det oftest sammen med det, at kunne opføre sig ordentligt i fællesskabet og trivsel. I et lille rum med mange børn og deraf mange indtryk, der stresser mine børn rundt dagligt. Det handler meget mere om mistrivsel hos det enkelte barn, end det handler om opdragelse, som forældre giver derhjemme.
Vi har prøvet flere forskellige typer lærere og jo mere styr en lærer har på sin klasse, jo færre fælles beskeder får man om, at børnene har brug for at lære, at lytte til andre, sidde stille osv.
Læreren er klasseleder og bør tage den rolle på sig. Vi som forældre bør samtidig vise læren tillid til at han/hun er klasseleder.
Tilbage til mine indledende bemærkninger.
Når der er tillid til læreren, så vil detailstyringen forsvinde. Alle beskederne om hvorfor lille Lasse ikke har spist madpakken, om han nu får jakke på i frikvartererne o lign vil forsvinde.
Men den tillid forsvinder når vi som forældre bliver trukket ind i klassearbejdet, får at vide at Lasse er utryg så nu må mor tage fri nogle dage og komme med i skole, vi skal opdrage dem til fællesskabet, håndtere konflikter der opstod i skolen derhjemme, oprette legegrupper, give en hånd med osv.
Så spørger jeg mig selv, har de overhovedet styr på det basale? At sørge for et trygt miljø, som mit barn kan trives i.
Oven i det så skal vi forældre orientere os i Aula med omkring 2 beskeder pr barn, pr dag. Det er i gennemsnit 6 beskeder om dagen vi får herhjemme.
Ikke nok med det, så bliver vi bedt om at følge med på Meebook dagligt, for at sikre de får lavet deres lektier.
Det ville fylde en gammeldags kontaktbog op på en måned, min var 10 % udfyldt på 7 år!
Alt viden peger på, at et barn der ikke kan "indordne" sig i kassen/klassen, ikke er et uopdragen barn, men et barn i mistrivsel.
Et lille citat fra Blackbird Institute:
"Når børn slår, råber eller siger grimme ord, er der altid en god grund. Grunden er aldrig at de vil være onde eller uartige. Derimod handler det ofte om, at de føler sig pressede eller vil sige noget, som de ikke har bedre ord for."
Min ene søn havde i en periode det svært i skolen og sagde grimme ord.
Da vi var sammen med en venneflok hvor 2 er lærere, så udbrød de nærmest i kor. Jamen han er jo så sød og velopdragen. Der er ofte en dejlig ro og atmosfære ved jer selvom I har 3 drenge.
Lidt senere talte de om hvor uopdragne, forkælede og selvcentreret deres elever var.
Den her bølge af uopdragne børn virker til kun at være et problem i skolen. Ikke til børnefødselsdage, i det offentlige rum eller i sfo/børnehave/fritidstilbud.
Jeg mener at det store fokus på den enkelte elev og dens "opdragelse" er forfejlet. Jeg mener, at skolen i dag er slået fejl. Skolen bærer den største del af ansvaret for, at vores børn aldrig har haft større mistrivsel og psykiske sygdomme.
Ja, så fik vi lige kridtet banen op, men desværre uden at angive hvor og hvad banen er andet end at den må være et eller andet der ligger et eller andet sted i cyberspace. (tud) Der er så vidt jeg ser ingen der taler om at gå tilbage til gammeldags klasseundervisning. Tvært imod. Får vi ikke lige gearet eleverne til at genkende deres egne muligheder, på og udenfor IT, så vil det være den samme selvlæring i skolen, som der stort set har huseret siden ansvar for egen læring vandt indpas i 1990’erne. Som er kommet til at blive forstået som opdragelse til selvlæring, og som efterhånden sjældent har formet andet end link’ing med likes og ikkelikes. Likes og ikke likes er den moderne version af det religiøses god og ond og materialisternes sort og hvis. Der er rigtigt mange fra den første generationen der var på nettet, der tror at digitalisering ”er svaret”. Men det de likér er at værktøjet er målet. I stedet for at liké bedre kompetencer, tæft og færdigheder til at bruge værktøjet til målet. Altså lige præcis målforflygtigelse, som jo er det kendetegn vi ser hos wildwest-generationen som jeg kalder dem. Hvorfor holde fast på noget når man bare kan swipe videre til det næste (uopdagede land). Men det er en uholdbar version af hvad liv og virkelighed er, både for en selv, for ens kultur, socialitet og det samfundsmæssige.
Nej. Skolen skal stå for undervisning. 'Læring' er noget, der ikke findes.
Jeg må give Thomas Andersen ret langt hen ad vejen. en nærmest skræmmende afslørende detalje: Når skolen begynder at bede forældrene om at lære deres egne børn at gå på række, fristes man jo til at spørge, hvad de overhovedet skal komme i skole for. Hvis skolen ikke selv vil være en skole, hvad skal vi så med den?
Mobning foregår jo i høj grad, når børn er samlet i grupper, bl.a. i skolen. Derfor er det også i denne sammenhæng mobning skal håndteres. Og dette indebærer opdragelse af børn, ikke kun faglig undervisning.
Jeg forstår udmærket skribentens frustration og ønsket om, at forældrene ville sørge for at opdrage deres børn bedre, så de ville være lettere at arbejde med i skolen. Men det i mine øjne fuldstændigt perspektivløst. De forældre, der for alvor svigter her, vil kan skolen overhovedet ikke råbe op. Og resten vil stort set være magtesløse. Det er i skolen, at børn lærer at gå i skole, anderledes kan det ikke være.
Ja hvis læreren mener at forældrene skal lære ungerne at gå to og to, så har degnen smidt håndklædet i ringen. Alle de børnehavebørn jeg møder på min vej går pænt med hinanden i hånden, så fortsæt derfra. Selvfølgelig skal skolen være skole, men skolen er ikke en opbevaringsplads for børn med svære psykiske problemer. Det har lærerne hverken uddannelse eller tid til. Skolen er et tvungent fællesskab med deraf nødvendige overholdte adfærdsmønstre. Fælleskabet virker på en gang begrænsende og udvidende. Mig, mig kan jo have svært ved at få en bold kastet tilbage uden et andet menneske gør det og det er svært at lege fangelege med sig selv. Jeg husker en ung lærer som sagde at forældrene skulle se hvordan klasseværelset så ud når ungerne forlod det. Jeg blev noget paf da hun mente hun ikke havde et ansvar herfor og hvis det er den ny holdning blandt lærerne ja så tro pokker at det sejler.
@jens peter
Det utrolige var netop, at de 3-4 mdr. forinden gik så fint hånd i hånd og på række i børnehaven.
De kom fra 3 forskellige børnehaver og her havde der ikke været de store problemer.
Der var heller ikke de store problemer med at høre på hinanden, gå på toilet og skabe ro.
Børnehave lederen sagde på et tidspunkt at børnene var mere end klar til skolen, de havde øvet sig, var klar til noget nyt og klar til læring. Hun oplevede gang på gang, at skolen ikke var klar til børnene, som hun udtrykte det.
Det har vi så sandelig også oplevet.
Der sker et skifte i fokus fra børnehave til skole og det er alt alt for voldsomt.
Fra at glæde os til beskeder om hvad de havde lært, var gode til og billeder fra små ture, imens de gik i børnehaven. Til beskeder om, at de ikke kunne gå på toilet, de løb rundt og kunne ikke falde til ro, de skulle huske det ene og det andet osv, fra skolen.
Dem glæder vi os ikke til, men har dog valgt at lade det gå ind af det ene øre og ud af det andet.
Forstå mig ret, det var også problemer i børnehaven som vi forældre fik ansvar i. Det var dog kun ca. en gang i måneden. I skolen er det nogle gange dagligt, især i de små klasser.
Tankevækkende indlæg med masser af gode og rigtige pointer. Tak for det.
Vi står med problemet med individualisering over for fællesskab.
I dette århundrede har det handlet om individet i centrum, hvilket har gjort det stadigt sværere at arbejde med fællesskabet som det grundliggende.
Det skal der gøres noget ved snarest, hvis ikke vores fællesskab skal smuldre fuldstændigt.
Jøsses!
Afmægtige lærere sender bolden retur til afmægtige forældre og... ... ...
Forældre kan opdrage deres yngel il at kunne fungere i familien (der efterhånden er blevet ret lille).
Men de kan ikke opdrage yngelen til at kunne fungere i skolesammenhæng! Den opgave kan kun være skolens og dermed lærernes.
Jeg kan godt forstå, skolen ønsker sig veldresserede, - stimulerede og - socialicerede "elever" (NB ikke "børn") ud fra egen socialt blinde middelklasse-bias - men sådan ser virkeligheden altå ikke ud alle steder...
På en studietur til Italien var meldingen klar, da jeg spurgte til forældres og børnehavers rolle i fohold til at "gøre børnene skoleklare"?
Det var IKKE en del af hverken forældres ellerbørnehavers opgave!!!
Skolerne fik de børn, der kom, og så måtte de forholde sig til det og finde ud af det!
Vi kan ikke opdrage dem alle hver og en, hvis det man forstår ved opdragelse er den grundlæggende, som primært dannes i de tidligste leveår derhjemme samt i daginstitutionerne. Slet ikke, når man som vi er flere, der har, har otte-ni klasser med op til 28 elever i hver klasse. En del af den forudsættende 'skoleparathed' dannes i førskoletiden. Derfor er det både et forældreansvar og et spørgsmål om, hvor meget ro, voksenkontakt og kvalitet børnene mødes med i vuggestuer og børnehaver. Det er da rigtigt, at nogle forældre ikke magter opgaven - og i de tilfælde bør man sætte ind både i daginstitutionerne og i nogle tilfælde med sociale foranstaltninger og hjælp til familier. De ressourcer og penge er godt givet ud. Mindre enheder, flere skovbørnehaver samt fastholdelse af dygtige pædagoger og medhjælpere er vejen frem.
Det vi kan i skolen - eller burde kunne - er at opdrage eleverne til fællesskab og til at være medforpligtende på undervisningsdagsordenen. Men det kræver, skal det realistisk lykkes, at der ikke er alt for mange i hver klasse, der markant skiller sig ud ved at mangle de helt basale grundindstillinger til det at indgå i større grupper, fx evnen til at lytte, modtage en kollektiv besked, vente og at kunne udsætte egne behov. Dertil en nogenlunde evne til at fastholde opmærksomhed i mere end to minutter, når man bliver bedt derom. Også på opgaver, man ikke lige umiddelbart synes lyder drønspændende. Det kræver desuden, at skolen har nogle spilleregler, som alle skal følge og at disse ikke tilsidesættes eller ignoreres. Det igen kræver, at skolen, lærerne og lederne tør og vil stå ved, at skolen er en skole.
Som gammel pædagog i en tid med stærke forandringer i perioden 73 og til 2010, kan jeg sagtens forstå frustrationerne fra både forældre og lærere. Men hvem er det der sætter barren så højt?
Erhvervslivet med dets krav om effektivitet? hver enkelt borger som godt kan se fællesskabet og hensynet til medmennesket er vigtigt, men reelt kører mange af os ikke efter ussel mammon styret af et ubændigt begær i et stormløb af nye teknologier.
Børn ser det vi gør og ikke det vi siger, for det vi siger er ind imellem meget falsk, at ord og adfærd absolut ikke passer sammen. Kærlig disciplin med tid til at trække vejret ind er vist en by i Rusland.
Hvad er det vi vil? vækst vækst og så har mennesket endnu ikke fundet ud af ikke at kriges og skændes og tænke mere på egen lyst/bekvemmelighed frem for næstens og det er bredt tænkt. Tror da F... at børn bliver lige sådan. Mig først! er det egentlig ikke det mange synes? og så bebrejder man børnene, det er sgu da ikke dem der opfandt mobilen og hvad hermed følger. Måske hver enkelt skulle starte med: hvad kan jeg gøre for at livet bliver bedre for andre! Amen :)
Super indlæg, spot on.
Børn har brug for omsorg. Også i de mange skoletimer. Man kan ikke give dem en pakke omsorg med, og så kører de på den mens de er i skole.
Hvis skolen ikke kan levere omsorg, så bør vi ikke lade børnene være i den.
Omsorg er mange ting, at sætte grænser, at trøste, at vejlede. Ikke noget man kan sætte på pause, men de er i skole.