Kommentar

Laissez faire-liberalismen svigter erhvervsliv og samfundsøkonomi

Alex Vanopslagh er ideologisk konsistent i sin modstand mod statshjælp til de pressede erhvervsdrivende. Det må man give ham. Men det gør ikke ideologien mindre problematisk
Alex Vanopslagh skal have ros for at være konsistent i sin økonomiske liberalisme. Men det gør bare ikke hans ideer om at lade falde, hvad ikke kan stå mindre problematiske, skriver Pelle Dragsted (Ø).

Alex Vanopslagh skal have ros for at være konsistent i sin økonomiske liberalisme. Men det gør bare ikke hans ideer om at lade falde, hvad ikke kan stå mindre problematiske, skriver Pelle Dragsted (Ø).

Ida Marie Odgaard

Debat
22. september 2022

»Jeg er ved at kaste op over at høre folk fra erhvervslivet kalde på hjælpepakker«.

Det voldsomme udsagn kom hverken fra Lisbeth Bech-Nielsen, Frank Aaen eller andre fra den politiske venstrekant, men fra ingen ringere end Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, i en udveksling på Twitter med denne klummes forfatter.

Jeg havde – nok med en vis polemisk brod – spurgt ind til, om det var de virksomheder, der lige nu kræver hjælp fra staten til at klare energikrisen, som LA havde i tankerne, når de i deres valgkampagne taler om dem, der »bare sidder og venter på, at andre løser deres problemer«.

Alex Vanopslaghs markante og ideologiske svar var overraskende for mig. Normalt oplever jeg en hyklerisk tilgang fra højrefløjen, hvor hjælp fra staten pludselig er helt okay, når den går til erhvervslivet, mens hjælp til for eksempel mennesker ramt af arbejdsløshed mødes med arg modstand.

Konsistent liberalisme

Som jeg skrev i en klumme i marts om coronatidens mange hjælpepakker til erhvervslivet: »Hvordan kan erhvervstoppen kæmpe mod rimelige dagpengeregler, men være for redningspakker, når de selv er i klemme? Hvordan kan de evindeligt arbejde for at slippe billigere i skat, når de i næste øjeblik vil have snablen ned i fælleskassen?«

Alex Vanopslagh er anderledes konsistent. Hvis man generelt er modstander af et stærkt fællesskab – eller stat om du vil – der kan komme uheldige borgere til hjælp, så må man også være skeptisk over for statslige hjælpepakker til virksomheder, som rammes af uforudsete begivenheder. Man kan ikke være for det ene og imod det andet.

Det er netop denne logik, Alex Vanopslagh er bevidst om, når han i et interview med Berlingske begrunder sine brækfornemmelser i risikoen for, at hjælpepakker til erhvervslivet naturligt vil føre til modkrav om at bidrage mere til det fællesskab, som man trækker på: »Hvis man får et erhvervsliv på støtten, er det stensikkert, at socialisterne kommer, når solen skinner igen«.

Alex Vanopslagh skal have ros for at være konsistent i sin økonomiske liberalisme. Men det gør bare ikke hans ideer mindre problematiske. For det ville få katastrofale konsekvenser at følge hans forslag, om at vi under økonomiske kriser bare skal lade markedskræfterne gøre deres arbejde og lade falde, hvad ikke kan stå.

Hjælp i krisetider

Coronaerfaringerne er et godt eksempel. Ved at understøtte erhvervslivet med både hjælp til at fastholde arbejdskraften og betale for de løbende udgifter lykkedes det at holde virksomhederne flydende, indtil vaccinationer og flokimmunitet bragte normaliteten tilbage. Til glæde for de erhvervsdrivende, der ikke skulle se deres livsværk gå ned. Men også til stor glæde for samfundsføkonomien, hvor vi har set et forbløffende comeback med tårnhøj beskæftigelse og overskud på statens finanser.

Havde vi valgt Liberal Alliances markedsliberale tilgang, ville tusindvis af virksomheder – ikke mindst i serviceerhvervene – som var hårdt ramt af både nedlukninger og adfærdsændringer – have drejet nøglen om. Virksomheder, som under normale vilkår ville have været både veldrevne og rentable. Og endnu værre ville det med stor sandsynlighed have udløst en selvforstærkende økonomisk krise i hele samfundet.

Det var netop den erkendelse af markedskræfternes kriseforstærkende tendens, der efter 1930’ernes krise førte til opgøret med laissez faire-liberalismen og gav staten en central rolle i økonomien – særligt i krisetider.

Alex Vanopslagh har selvfølgelig ret så langt, at i en markedsøkonomi skal virksomheder kunne gå konkurs og dermed give plads til nye og mere innovative konkurrenter. Det er en vigtig del af systemet.

Men når der er ekstreme stød til økonomien som COVID-19 eller pludselige voldsomme prisstigninger på energi som nu, så rammer det også helt unødigt tusindvis af veldrevne, rentable og innovative virksomheder. At hjælpe virksomhederne gennem denne type af kriser er samfundsøkonomisk det eneste rigtige.

Men det kræver jo en erkendelse af, at vi – uanset om vi er borgere eller virksomheder – helt uforskyldt kan havne i situationer, hvor vi har behov for fællesskabets hånd i ryggen for at klare os. Og det er den erkendelse, det kniber med hos Liberal Alliance. Så tak for konsistensen. Men det er ideologien, der er problemet.

Serie

Pelles position

Pelle Dragsted er tidligere politisk rådgiver og folketingsmedlem for Enhedslisten og i dag selvstændig skribent og medlem af kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune. På denne plads vil Dragsted hver anden uge dele et nyt perspektiv på verden set fra venstre.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Voldby Crumlin

Umiddelbart lyder Pelles pointer jo fornuftigt nok. Men alligevel er det noget der skurer i ørerne. Der er ligesom en underlæggende præmis om at de kriser vi nu ser er forbigående og derfor handler det om at sikre det bestående indtil stormen er drevet over. I mit perspektiv ser vi ind i en fremtid hvor kriserne står i kø for at vælte ind over os og derfor bliver vi nødt til at gå langt mere radikalt til værks med at gøre vores samfundssystem mere modstandsdygtig overfor kriserne . Derfor er parallellen til trediverne ikke tilstrækkelig. For det første har mere end 30 års neoliberal planøkonomi afgørende ændret styrkeforholdene mellem stat og marked, og de skattesatser vi har nu er kun en skygge af den progressive beskatning vi så i efterkrigstiden. Derfor blev den coronaindsats Pelle referere til også finansieret ved øget låntagning i stedet for at øge skatterne. Derudover var perspektivet tidligere at vi kunne sætte fuld blus på væksten som vi så i efterkrigstiden med langt højere vækstrater end vi ser i dag. Perspektivet nu er modvækst og en benhård fordeling af de ressourcer vi har for at sikre et rimeligt liv for alle inden for de planetære grænser. Vi har allerede overtrukket kontoen og kommer til at skulle bruge enorme kræfter på at afbøde de værste konsekvenser af klimaforandringerne og alle de kriser der følger af det økologiske sammenbrud. Det er skræmmende at venstrefløjen stadig har så svært ved at indse hvor fundamentalt vi er nødt til at ændre vores økonomiske system og udvikle brugbare svar på hvordan vi kommer videre.

Steen K Petersen, erik pedersen, Inger Pedersen, Marianne Stockmarr, Martin Christensen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Ove Junne og Ruth Sørensen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Som Jens Voldby Crumlin skriver: Vi har allerede overbelånt klodens ressourcer. Det er tid at ændre politikken væk fra 'det vi kender'.

Steen K Petersen, erik pedersen, Inger Pedersen, Inge Lehmann, Marianne Stockmarr, Martin Christensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jeg synes også Pelles kommentar bærer præg af at være venstrehåndsarbejde, (hvis man da må bruge dette udtryk længere..?), idet han ikke uddyber sin pointe, men nøjes med at linke til en forklaring, nemlig Jørgen Steen Nielsens baggrundsartikel om den italienske økonom Alessandro Vercelli og hans spørgsmål til mainstreamøkonomiens fortsatte eksistensberettigelse efter Finanskrisen.

Hvis man (gen?)læser denne artikel, forstår man bedre Pelles tanker ;)

https://www.information.dk/udland/2018/09/foerst-laissez-faire-saa-kom-k...

Steen K Petersen, erik pedersen, Inge Lehmann, Marianne Stockmarr og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

PS. Jeg ville have tilføjet, at der nok er travlhed med forhandlinger om inflationshjælp idag, samt naturligvis den hemmelige valgkamp..(!!!)

Steen K Petersen, erik pedersen, Inge Lehmann og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

#Jens Voldby Crumlin:
"de skattesatser vi har nu er kun en skygge af den progressive beskatning vi så i efterkrigstiden"
Har du (eller andre) noget godt dokumentation for denne påstand? (jeg ved google er min ven men en menneskelig ven fortrækkes)

jens christian jacobsen

@Jens V. Crumlin (og barbara Buch):
En meget stor del af efterkrigstidens vækst bestod i excessiv låntagning i UK og Tyskland. Til tårnhøje renter, som vi i 70erne og 80erne skulle slås med at tilbagebetale. Ikke en relevant fremtid for Danmark.
Og en mindre korrektion til Pelles 'ros' til vandopslaget: han sagde faktisk i går i TV - næsten ordret citeret - at virksomheder 'naturligvis' skulle havde støtte hvis deres betydning for samfundsøkonomien kunne berettige til det.
Energisektoren er for vigtig at overlade til markedet. Det er EU ved at erkende. Danskerne sidder på hænderne.

Steen K Petersen, erik pedersen, Freddie Vindberg, Inge Lehmann, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Martin Jacobsen

Jeg er ved at kaste op over at høre politikerne tale om flere hjælpepakker til erhvervslivet. Vi har i forvejen et erhvervsliv på støtten med 42 milliarder kroner årligt. Men hver gang der er krise, og de kommer hurtigere og hurtigere i dette system, skal der en borgerlig regering til magten, og så er der nul kroner i forbedringer til de tyve procent af befolkningen som har mindst. Vækst kommer ikke os til gode, pengene går til de rigeste, og de investerer i lobbyister for at få flere sociale nedskæringer. Så sætter det såkaldte reformræs ind - sociale nedskæringer - erfaringerne fra finanskrisen er et godt eksempel. I gode tider får underklassen ingen forbedringer overhovedet.

Den selvforstærkende økonomisk krise i hele samfundet er her, og det er os som må betale for de riges hypergriskhed, hvor de har gamblet priserne op på alt. Verden over er der nu 340 millioner som sulter og et hundrede millioner flygtninge. Efter finanskrisen, som også blev skabt ved uhæmmet overspekulation, øgedes antallet af fattige i verden fra 800 millioner til 1,4 milliarder mennesker. Ingen af dem var skyld i gambling med verdensøkonomien.

Der er sket en total kollaps i moral indenfor folketinget, de taler ikke om andet end at erhvervslivet skal have mere. Forklar lige en gang til hvorfor staten skal pumpe trecifrede milliarder ud til virksomhederne som sidder på firecifrede milliardformuer? Christiansborg befinder sig i en hermetisk lukket boble, hvor det eneste der gælder, er flere penge til de to procenter i overklassen. Hvorfor skal staten ikke fjerne fattigdommen i stedet for. Er det af ideologiske årsager? Er det således vi skal forstå det?

Det er på tide at fortælle befolkningen præcis hvor store formuer overklassen har. De vil blive chokerede over sandheden. Seriøst, giv befolkningen indsigt i de informationer som de rige ikke vil have at vi får adgang til. Her er en oversigt over pengene. Den mest interessante information ligger i bunden af grafen: De penge som de gambler for, dette er den langt største sum penge i verden. Hvis disse penge blev omfordelt i stedet for, ville vi alle være hovedrige, men af ideologiske grunde må dette ikke ske, skal vi forstå? Søg på: "All of the World’s Money and Markets in One Visualization" af visualcapitalist dot com

Dengang Danske Bank svindlede for femten hundrede mia. slap det ud at de er oppe på halvanden gang danmarks BNP, dvs. den samlede produktion og service her i landet. Med andre ord er der ufattelige formuer derude. Studier fra udlandet siger at en fjerdedel af overskuddet fra firmaerne havner i skattely. Hvad bruges de penge til? Pengene har hobet sig op i årtier. Alligevel blev der givet hen ved et hundrede tusinde milliarder kroner til virksomhederne verden over under corona. Det var penge som kunne have fjernet fattigdommen i verden, men nej, hellere redde de rige.

Det kunne være at det ikke er staten som skal redde virksomhederne, men erhvervslivet selv der har uendelige større formuer. Der imod er det statens job at sørge for at der ikke findes fattigdom i et så rigt land som Danmark. Men mantraet er; dem med formuer først. Til SAS blev der givet milliarder, men til at fjerne promiller af fattigdommen var der kun en halv. Der er brug for en ny folkelig bevægelse, en der med tiden fjerner fattigdommen. I en tid hvor erhvervslivet har firecifrede milliarder gemt væk i skattely, må der ikke findes fattigdom her i landet.

Information skrev for få år siden at erhvervslivet havde 1482 mia. kr. stående i bankerne som de ikke vidste hvad de skulle bruge til. Husejerne har tusind mia. i mursten og der er fire tusinde i pensionsfonde. Endvidere har de formuende et tusind mia. i banken. Så forklar lige hvorfor staten ikke skal fjerne fattigdommen i stedet for at pumpe milliarder ud til de rige? Er det af ideologiske årsager?

Omfordelingen er rekord lav og uligheden er steget i fire årtier. De rige har pumpet penge ind i flere politiske partier, som derefter har skabt fattigdom her i landet, ved lov. Under coronakrisen skete der det at helikopterpengene ikke blev givet ud til dem som har mindst - de var de eneste som ville have brugt dem på nødvendige goder, mens husejerne ville nedsætte gæld. Der var brug for at sætte gang i hjulene, men i stedet for blev det bestemt fra magteliten at uddele feriepenge. Det var smart for politikernes meningsmålinger, fordi tiltaget blev budt velkommen af vælgerne med formuer, men ikke godt for landet som helhed. Magteliten skaber en total blokade overfor, at dem som har mest brug for penge, ikke får dem, de dyrker aktivt ulighed som ideologi, neoliberalisme.

I går havde TV2 News en kampagne for at nedsætte moms og afgifter. De få penge, som i denne krise skulle hjælpe de mennesker som har mindst, skal ifølge TV-folkene gå til dem selv og overklassen, i bunden vil pengene så blive smurt tyndt ud. TV2 News kampagnen handler om at øge uligheden og at de rigeste skal have mere og de fattigste mindre. Omfordeling er yderliggående tale, og kun i de mest ekstreme kredse tænker man om at flytte penge nedad i samfundet. De er kommunister hvæser journalisterne med formuer. Diverse journalister med formuer, mange har millioner i banken, i mursten og i pensionskasser, de vil have mere.

Jens Voldby Crumlin

Til barbara Buch. Jeg har forgæves ledt efter en artikel af Lars Koch hvor han beskriver hvordan beskatningen var helt op til og i enkelte tilfælde over 90 % . Desværre kan jeg ikke finde den. Hvis du har abonnement til Politiken er der oplysninger her :https://politiken.dk/debat/kroniken/art7687909/De-neoliberale-har-f%C3%B...
Til jens christian jacobsen : Det er fuldstændigt rigtigt at kapitalismens såkaldt gyldne periode endte i krise og stor offentlig gæld. Derfor er mit argument også at vi er nødt til helt at droppe den kapitalistiske økonomiske model.

jens christian jacobsen, Steen K Petersen, erik pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

#Jens Voldby Crumlin - Tak for forsøget
Og nej har ikke abonnement - men mit bibliotek har

Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Morten Petersen

Jeg vil nu stadig stå på at vi brude have givet pengene direkte til befolkningen og dermed undgå det fordyrende led i form af virksomheder. Selvfølgelig havde det kostet en masse virksomheder livet, men der var nok opstået nye, når fx lokalepriser på Strøget ville falde drastisk (tænkt eksempel). Tilsvarende viser en stor mængde forskning at en af de helt centrale grundlag for at succesfuld med at starte en virksomhed, er at man har penge/indtægt, så man tør tage chancen og starte noget og dermed skabe en ny dynamik i samfundet.

Steen K Petersen

https://taxjusticenow.org/#/

barbara Buch@

Se denne side der behandler hvordan progressiv beskatning var lige efter 2. verdenskrig i USA, det er et meget godt billede på hvordan dem med formuer slipper alt for let i dag.