Efter TV 2’s dokumentar Håbløst arbejde flyder medierne næsten over med personlige beretninger, der skildrer et jobcentersystem, som bryder ledige og sygemeldte ned frem for at bygge dem op og hjælpe dem i job.
Politikere hen over midten er enige om, at der skal ske store forandringer og flere partier kræver, at jobcentrene nedlægges. Det virker dog urimeligt, at christiansborgpolitikere først spinder de kommunale jobcentre ind i en monstrøs mængde lovgivning for derefter at pege fingre ad dem for ikke at hjælpe de ledige og sygemeldte godt nok.
Spindet af regler og procedurer dræber nemlig ethvert selvstændigt initiativ fra både jobcentermedarbejdere og borgere. Før en ny politisk aftale er indgået, og de første 1.000 siders lovgivning er produceret, er det derfor vigtig at få drøftet, hvilke grundlæggende principper en ny beskæftigelsesindsats burde bygge på.
Med afsæt i mine erfaringer som sagsbehandler, embedsmand, chef og forsker har jeg et bud på fire principper, som jeg vurderer vil gøre beskæftigelsesindsatsen billigere og bedre.
Mindre kontrol og mere tillid
Forsøgsindsatser, hvor frivillig deltagelse er et kerneelement, såsom individuelt planlagt job med støtte og social støtte i overgang til og fastholdelse i job, har vist særdeles gode beskæftigelseseffekter både i Danmark og udlandet. Derudover viser Beskæftigelsesministeriets egen undersøgelse, at end ikke de mest ressourcestærke kontanthjælpsmodtagere, altså de jobparate, kommer mere i job, hvis de sanktioneres.
Den nuværende lovgivning er dog så reguleret i forhold til rådighedsreglerne, at det vanskeligt kan opfattes som et frit valg, selv når en ledig eller sygemeldt ’frit vælger’ at deltage i en af de mange forsøgsindsatser, som iværksættes i disse år. Derudover er der stor forskel på, hvor meget sanktioneringer bliver brugt i landets kommuner.
Jeg foreslår derfor, at rådighedsreglerne forenkles markant og kun kontrolleres ved stikprøver af en statslig myndighed, så der skabes en mere ensartet praksis. Ledige skal dokumentere, at de søger relevante job via Jobnet, sygemeldte, at de følger deres behandling, og borgere med problemer ud over ledighed skal blot dokumentere, at de søger relevant hjælp.
På den måde sparer samfundet mange penge til administration, og der skabes lettere en tillidsrelation mellem beskæftigelsesmedarbejder og borger.
Fokus på varig beskæftigelse
I mange år har jobcentrene arbejdet ud fra mantraet og målet om ’hurtigst muligt i job’. Lovgivningen har ikke stillet samme krav om, at beskæftigelsesindsatsen skulle forholde sig til, om der var udsigt til, at den ledige forblev i jobbet på lidt længere sigt.
Hvis vi ønsker at skabe bæredygtige løsninger, som den ledige kan se sig selv i på længere sigt, må deres ønsker og behov vægtes højere. Det er vigtigt at sigte efter at finde beskæftigelse, hvor der mangler arbejdskraft, men tidsperspektivet skal være længere end nu og her, hvilket ’hurtigst muligt’ ofte fortolkes som.
Frit valg af koordinerende myndighed
Adskillelsen af den social-, sundhedsfaglige og uddannelsesrettede indsats fra beskæftigelsesindsatsen med jobcenterreformen har vist sig at skabe store problemer i forhold til at give borgere en helhedsorienteret indsats. Mange ledige og sygemeldte møder derfor to eller flere forskellige systemer, som behandler dem vidt forskelligt, afhængigt af hvilken problemstilling myndigheden tager sig af.
Man har forsøgt at lappe på de udtalte koordineringsproblemer ved blandt andet at etablere rehabiliteringsteams, ressourceforløb og koordinerende sagsbehandlere. Vi kan dog ikke nøjes med lappeløsninger. Vi må finde en bedre løsning, der tager afsæt i borgerens egen problemforståelse, samtidigt med at den drager nytte af offentlige myndigheders og fagbevægelsens faglige specialisering.
En dagpengemodtager eller sygemeldt vil eksempelvis kunne søge i hjælp i a-kassen til jobsøgning eller arbejdsfastholdelse, en ung ledig kan få rådgivning om uddannelsesvalg i børne- og ungdomsforvaltningen, en kontanthjælpsmodtagere med kroniske helbredsproblemer får hjælp til koordinering af sin behandling i sundhedsforvaltningen eller sundhedsvæsenet, og en kontanthjælpsmodtager med misbrug hjælpes til misbrugsbehandling og hjemmevejledning i socialforvaltningen.
Tanken er, at borgere selv vælger, hvilken problemstilling de anser som den væsentligste, og kan skifte myndighed løbende, i takt med at deres liv ændrer sig. Derved bliver jobcentrenes rolle afgrænset til at udføre beskæftigelsesindsatsen på linje med private leverandører.
Det vil kræve, at en gruppe medarbejdere i flere kommunale forvaltninger og i sundhedsvæsenet bliver oplært i at arbejde beskæftigelsesrettet med en jobplan, men til gengæld sammentænkes beskæftigelsesindsatsen altid med andre væsentlige problemstillinger for borgeren.
Frit valg af beskæftigelsesindsatser
Beskæftigelsesindsatser leveres i dag enten gennem Jobnet, af jobcenteret eller af private leverandører. Desværre ’tæller’ mange andre indsatser fra civilsamfundet ikke med, da de ikke lever op til kravene om ret og pligt.
Der findes derfor et stort potentiale i at patientforeninger, flygtningeorganisationer, idrætsforeninger, socialøkonomiske virksomheder med flere støtter mere op om beskæftigelsesindsatsen.
Derudover findes der et uudnyttet potentiale i at bruge algoritmer til at matche ledige med jobåbninger. Dette gøres allerede i dag i mange andre lande. Det ville derfor være oplagt at udvide Jobnet med en algoritme, som foreslog den ledige relevante job på baggrund af match mellem jobopslag og den lediges cv og jobsøgningsadfærd. Det skulle gerne betyde, at flere ledige selv finder et job.
I det hele taget burde der satses mere på intelligente selvbetjeningsløsninger. De ledige, som ikke selv finder et job med det samme, får i dag ofte hjælp af en virksomhedskonsulent, og sygemeldte, som har vanskeligt ved at fastholde deres job, får hjælp af en fastholdelseskonsulent. Det primære fokus er at skabe eller fastholde ordinære løntimer i form af fuldtidsbeskæftigelse eller såkaldte småjob. Det er da også en god tilgang for mange, da de fleste ønsker at få et rigtigt job.
Store dele af beskæftigelsesindsatsen burde derfor også indebære personlig hjælp til jobsøgning eller støtte til at blive inkluderet og fastholdt på en arbejdsplads. For borgere med psykiske lidelser peger megen forskning desuden på, at det skal ske i tæt kombination med eventuel sundhedsfaglig behandling og støtte til løsning af sociale problemer.
Vi må dog ikke glemme den ordinære uddannelse for ledige og sygemeldte over 30 år. Engang fik en del voksne med begrænsninger i arbejdsevnen bevilget ordinær uddannelse på revalidering. Det sker meget sjældent i dag. Frem for at spare på de ordinære uddannelser burde vi bruge dem til en langt større gruppe af ledige og sygemeldte. Formålet skal være at hjælpe folk i bæredygtig beskæftigelse.
En sådan udvidelse vil dog kræve en indsats på uddannelsesinstitutionerne, eftersom mange borgere med problemer ud over ledighed ikke vil kunne tage en længerevarende fuldtidsuddannelse. Uddannelsesinstitutionerne skal derfor kunne udbyde dele af deres uddannelser fleksibelt, så borgere med begrænsninger i arbejdsevnen også kan deltage – eventuelt samtidigt med at de har et ’småjob’.
Igen må vi kræve, at systemet tilpasser sig borgeren frem for det omvendte, hvilket også må være det grundlæggende princip i en ny frisat beskæftigelsesindsats. Det er sådan en indsats, vi selv gerne ville møde, hvis vi blev ledige eller sygemeldte.
Claus Brygger Jacobi er antropolog og ph.d. i socialt arbejde.
tak!
Syge og handicappede mennesker bør overhovedet ikke befinde sig i beskæftigelsessystemet.
Drop den såkaldte 'rådighedspligt', lad de syge blive helet istedet for forfulgte, og lad dem med handicap få den hjælp de har brug for uden minuttyranniske 'visitationer'.
Det nytter ikke noget at gøre alle mere syge ved at forlange det umulige.
Det dør man af.
Tak Eva for de vise ord, så kort kan det siges
Hørnuligeher: Jobsøgning er en konkurrence, hvor kun målet er klart.
Antallet af konkurrenter, reglerne og værktøjerne som foretrækkes af den individuelle virksomhed henstår i det uvisse, omend der er trends.
Men... hvem ønsker sig at være ekspert i et søge jobs? Det handler jo om at opnå og kunne udfylde jobbet, og ikke om hvor god man måtte være til at sælge sig selv med en video eller pynte på sit cv. Mange gange ved virksomhederne dårligt nok selv, hvad de vil have, og det er den gummivæg, ansøgerne skal spille op imod.
Når ansøgerne ikke målet og bliver ansat i et job, eller de bliver ansat i et job, som er helt forkert til ansøgeren, så er det forfra igen. Det koster faktisk mange ressourcer for både virksomhederne at ansætte nogen, som ikke passer ind. Og det koster den enkelte ansøger skuffelser og nederlag. Hvis du ikke tror mig, så læs med på LinkedIn et par dage.
Kan arbejdsformidling virkelig ikke gøres på en bedre måde, hvis det er arbejdsformidling, der er opgaven?
Syge mennesker på arbejdsmarkedet er en ommer.
Det er sikkert velment, men det er stadig problematisk, at man her, hvor markedsmekanismen er vigtig, undergraver den - i stedet for alle de steder, hvor den er umådelig ligegyldig, men hvor man kæmper ihærdigt for den.
Først og fremmest skal arbejdsmarkedets parter såvidt muligt klare sig selv - og det kan kun lade sig gøre, når den asymmetriske magtrelation udjævnes, som den blev det med dagpengesystemet til 1994. Det er vigtigt, at man ikke forærer folks arbejdskraft væk, men at man insisterer på, at arbejde skal lønnes efter de indgåede aftaler, der også igen i langt højere grad bør være almene i stedet for personligt forhandlede.
Kronikken bærer stadig præg af at forfatteren ikke selv har prøvet at være en brik i systemet. Alle de gode forslag, hvor mange forskellige systemer, trods simplificering, skal arbejde sammen vil stadig være svær i praksis. Sagsbehandlerens evne til at være venlig, vise respekt og være generelt imødekommende, ændres ikke fordi der ændres på systemerne.
Desuden står det stadig klart, at enhver syg eller socialt udsat person SKAL i arbejde. Hvor er respekten for det enkelte menneske i det. Man vil jo stadig blive "arbejdet" ihjel.
Hvor er den enkeltes værdighed i alt dette. Arbejdet står for den eneste måde et menneske er noget værd på.
Et hvert menneske er unikt og enestående og i sig selv noget værd alene i kraft af at være levende. Den slags forståelse er der stadig ikke plads til i offentlige systemer.
Det ville hjælpe meget at få etikken ind over og få gjort sig selv klar,t inden man begynder på nye og flere systemer, at gøre sit menneskesyn og det deraf følgende etiske grundlag klart, for hvordan man ønsker at behandle/støtte den enkelte borger.
Hvad med at begynde at lytte til historierne fra mennesker, der har prøvet at være i systemerne - det er ikke nok at ændre på strukturerne - det bliver de samme ansatte, der skal fungere i de forskellige roller. Der skal ske grundlæggende forandringer helt nede på kælderniveau, før det nytter.
Formuleret klart som glas, Anne-Marie Paul
Ledige skal frihed til at vælge de forløb, der passer dem - og mon ikke det er at tage et møde på deres a-kasse hver tredje måned for at gøre rede for jobsøgningen?
Der eksisterer en helt uacceptabel overdødelighed hos folk, der bliver tilkendt førtidspension langt om længe.
"Over tre procent af nye førtidspensionister dør i løbet af det første halve år på førtidspension.
Helt præcist døde 3,1 procent af førtidspensionisterne i løbet af de første seks måneder på pension fra 1. januar 2013 til 31. januar 2021.
For at sætte tallet i perspektiv viser tal fra Danmarks Statistik, at 0,94 af hele befolkningen døde i 2020.
Med 3,1 procent døde er der klart tale om en overdødelighed i forhold til befolkningen som helhed."
https://arbejderen.dk/indland/mange-doer-efter-kort-tid-paa-pension/#gsc...
Problemet er, at syge fastholdes i årelange forløb med arbejdsprøvninger og andre tiltag, der i mange tilfælde gør dem endnu mere syge både fysisk og psykisk.
Det er de såkaldte ressourceforløb, der er blevet indsat som mellemled efter reformen af førtidspension og fleksjob og fra 2013, før man kan blive afklaret til uddannelse, fleksjob eller førtidspension, der er dyret i åbenbaringen.
Ressourceforløb kan forlænges i det uendelige, også selvom det enkelte forløbs varighed allernådigst blev nedsat fra 5 til 3 år i 2018.
Hvis rehabiliteringsteamet eller pensionsnævnet siger nej til en endelig afklaring, er det tilbage til start, hvor arbejdsevnen (eller manglen på samme) skal afprøves i praktik efter praktik, alt imens man ofte forsøger at presse borgeren op i tid.
Med andre ord; ressourceforløbene forlænger sagsbehandlingen, og er med til at udskyde tilkendelsen af førtidspension.
Det kan ses på, at cirka halvdelen af dem, der afslutter deres første ressourceforløb, ender med at få førtidspension.
Og mange af dem, der har fået flere ressourceforløb ender alligevel med at få førtidspension.
Det er billigere for kommunerne at lade borgerne være standby på ressourceforløbsydelse eller kontanthjælp i årevis, fordi Refusionsloven af 2015 gør det dyrere, jo længere folk er i systemet.
Så man sparer penge ved at undlade at give førtidspension.
Desuden er budgetloven en bremseklods for, hvor mange penge kommunerne må anvende; de får klækkelige bøder fra staten, hvis de ikke overholder loftet, hvilket er medvirkende til, at de sparer mere end nødvendigt, og ikke investerer i stedet.
Mammon over liv, det bliver mere og mere almindeligt alle vegne.
Men især i forhold til uforholdsmæssige stigninger i sygdom og dødelighed i jobcenterregi, ville det ikke blive tolereret andre steder i samfundet.
Det er en skandale i slowmotion.
Korrektion til:
Ressourceforløb kan forlænges i det uendelige, også selvom det enkelte forløbs varighed allernådigst blev nedsat fra 5 til 3 år i 2018.
Det var først i 2020, ændringen blev foretaget.
Det kunne være interessant , hvis Information (eller andre medier) lavede interview med Pape og Alex (LA) om emnet. De taler jo hele tiden om "Du kan godt" og "os hårdt arbejdende", som om intet kunne hænde dem selv og som om menneskers skæbne til alle tider er selvforskyldt.
Mange har faktisk Arbejdet sig syge !! Mange har haft grumme bump på livets landevej og andre er/bliver sygdomsramt.....årsagerne er mange.....men i de herres obtik kan de bare tage sig sammen !
Når alt dette er sagt, så opstår love og stramminger ofte, fordi der er nogen som udnytter gældende love og deres hensigter (både kommuner og borgere) og det er ofte i forsøg på at lukke hullerne, at det går helt galt !!! - og at "prisen" bliver en "kollektiv lussing", fordi der dels ikke må gøres forskel og dels er det dyrt.....
Som jeg har skrevet på anden blok ....er det loven og dens hensigt, det er galt - eller ligger problemet mest i forvaltningen og udmøntningen af loven?
Skrækeksemplerne står jo i kø !