Kronik

Vi er lige så fascinerede af skamløse krænkere nu, som da Spies var i live

Vi ekskommunikerer angrende krænkere, mens vi ignorerer dem, der ublu fortsætter. Man skal ikke tro, at vi har gjort op med vores fascination af de skamløse eller efterladt den kollektive handlingslammelse i ’en anden tid’
Simon Spies fejrede i 1981 sin 60-års fødselsdag med pomp og pragt – blandt andet ved at køre en tur i karet i indre by i København sammen med sin hund Archibald. 

Simon Spies fejrede i 1981 sin 60-års fødselsdag med pomp og pragt – blandt andet ved at køre en tur i karet i indre by i København sammen med sin hund Archibald. 

Erik Petersen

Debat
15. september 2022

Afsløringerne af Simon Spies’ overskridelser har vakt opstand i løbet af den seneste måned, men som flere har påpeget, er de egentlig ikke afsløringer. Det hele foregik jo på scenen. Problemet var, at ingen kiggede bag tæppet.

’Hvorfor gjorde man ikke det?’ spørger Mediedanmark nu sig selv. De fleste svar peger på to forhold:

Medierne var i lommen på Spies, og det var en anden tid.

Begge er konstateringer om datiden, men de fortæller intet om den fascination, der lå bag, og som stadig lever.

Fascination, som tillod Spies sit liderlige triumftog, lod Peter Aalbæk slippe lempeligt fra sine seksuelle ydmygelser af unge praktikanter og bragte Donald Trump ind i Det Hvide Hus. Fascinationen af den brutale skamløshed.

Vi gør skade på de angrende

At denne fascination skulle eksistere i en offentlig sfære, der præges af politisk korrekthed, lyder måske ikke sandsynligt. Men den politiske korrekthed fælder sjældent de skamløse.

Den politiske korrekthed kan sammenlignes med en morterkanon ladet med rustne søm. Den er en reaktion på en fortidig magtstruktur, som den selv har svært ved at definere. Derfor skyder den med spredehagl.

Og vi bør lægge mærke til effekten. For ser man bort fra de deciderede kriminelle, gør kanonen mest skade på dem, der kryber til korset. Det er Liam Neeson-sagen et eksempel på:

Den nordiske skuespiller gav i 2019 et interview om hævn til den britiske avis The Independent, og i den forbindelse kom han med en tilståelse om fortiden.

Neesons veninde var blevet voldtaget. Hun vidste ikke af hvem, så skuespilleren spurgte ind til hudfarven. Han var sort. Derefter gik Neeson i halvanden uge rundt i byens stræder om natten med en knippel i forhåbningen om, at en ’sort skiderik’ ville dukke op – »So I could … kill him«.

Neeson fortæller, at han ser tilbage på episoden med skam og forfærdelse. Dette var tydeligvis en mand, der uden at have noget at vinde løb en risiko ved at fortælle om sin egen skyggeside for at sætte fokus på konsekvenserne ved hævntogtets forblændede raseri.

Som belønning for sin ærlighed blev han straffet. Filmpremieren blev aflyst, og internettet flød over med hadefulde beskeder. Neeson havde ifølge kritikere ikke tilstået ’korrekt’.

Vi kan også se på Morten Østergaard og Søren Espersen.

Den første tog Lotte Rod på låret og tog derudover »uønsket seksuel kontakt« til tre andre kvinder

Den anden troppede op i et interview med TV 2 og sagde:

»Vi bomber jo ikke der, hvor der er civile, men det er vi nødt til at begynde på. IS går jo i dækning bag kvinder og børn i landsbyer og byer, og de ved, at vi som gentlemen ikke bomber. Det må have en afslutning.«

Den første angrede og undskyldte for at have opført sig utilstedeligt til partifester. Den anden stod nagelfast på udtalelserne om at bombe kvinder og børn. Østergaard blev ekskommunikeret fra Folketinget. Espersen sidder opstillingsparat for Danmarksdemokraterne.

En årsag til uoverensstemmelsen imellem forbrydelse og straf kan være sagernes karakter. Måske straffer vi seksuelle overskridelser hårdere end legitimering af folkedrab?

Jeg tror snarere, at årsagen er, at vi straffer de angrende hårdere end de skamløse. Og hvordan kan det være? Der er to svar.

Pluralistisk ignorance

Den ene forklaring er, at vores moralske erkendelse ikke er fast, men formes af vores forestilling om andres. Effekten kaldes pluralistisk ignorance. Her er et eksempel:

Hvis du ser et brev ligge på jorden foran en postkasse, er din umiddelbare moralske erkendelse formentlig, at du bør samle brevet op og kaste det ind ad sprækken. Hvis der imidlertid kommer tre mennesker gående foran dig, og alle træder over brevet, øges sandsynligheden for, at du selv, når du når frem, også vil lade det ligge.

Det er denne effekt, som skaber en ’kultur’ på arbejdspladser, hvor seksuelle overskridelser forbigår ustraffet. Det ene moralske forfald foranlediger det andet. Handlingslammelse forstærker handlingslammelse, indtil forbrydelser foregår ustraffet. Den pluralistiske ignorance tager potensen fra moralens ’faste’ absolutisme og relativiserer den efter omgivelsernes reaktion.

Som konsekvens af denne opløsning bliver vores evne til at placere skyld tiltagende afhængig af den skyldiges egen reaktion.

I det moment, den skyldige angrer, bliver vi sikre på overskridelsen, fordi den skyldige selv har indrømmet den. Nægter den skyldige, forbliver vi i tvivl og efterlades hensat til at forme vores oprør under påvirkning af den pluralistiske ignorances neutraliserende effekt.

Det skaber en situation for de skyldige, hvor de, der angrer, har større risiko for at tabe, end de, der ikke gør.

Vi drages af det skamløse

Den anden forklaring er, at vi drages af det skamløse, fordi vi ikke er forligede med vores egen skam.

Ordentlighed er en kognitiv lukkemuskel, der forhindrer skyggesidens mudder i at kontaminere fællesskabets forudsætning: tillid.

Et samfund kan kun fungere, hvis vi har tiltro til, at andre opfører sig med værdighed og gensidig respekt. Denne kontrakt forudsætter imidlertid, at vi er nødsagede til at fornægte vores egne drifters uforudsigelighed. Vores liderlighed, raseri, bitterhed og hovmod, der kan springe frem, hvis vi giver slip.

Vi bør tale pænt til kommunalmedarbejderne, betale vores skattegæld og nikke troskyldigt til mellemlederen, når han præsenterer et visionsskema for arbejdspladsens agilitetsudvikling, selv om vi mest af alt har lyst til at hoppe ud ad vinduet. Vi bør holde vores perversioner inden for hjemmets fire vægge, deltage i boligforeningens renovationsdag og ikke drikke mere end syv genstande om ugen.

Det ordentlige, moderne menneske er tvunget til at skabe en konstruktion af sig selv imellem det nødvendiges faste struktur og drifternes besnærende mulighed, fordi vi ved, at disse er uforenelige med fællesskabets forpligtigelse. Konsekvensen er en splittelse: En uoverensstemmelse, som vi foragter og genkender, når de skyldige angrer og søger tilgivelse.

Mennesker som Simon Spies virker derimod forligede, fordi de afviser kampen med den indre splittelse og tilkender sig deres oprindelige drifters ensretning. Vi fascineres af de ubodfærdige som figurer, der er ’larger than life’, fordi de står i modsætning til vores egen patetiske dobbelthed.

Men at opføre sig respektløst er ikke svært. Det er lige så let som at skide i bukserne. Det kræver bare, at man giver efter. Balance er derimod et arbejde, og når vi fordømmer dem, der kæmper og taber, udsletter vi tilgivelsens mulighed.

Dermed fordømmer vi os selv til fascinationen af de skamløse. Vi vil afsløre dem 38 år efter deres død, se tilbage på overskridelserne og konstatere: ’Det var en anden tid.’

Uden at blive en tomme klogere.

Mikkel Medom Jørgensen er journalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Frederik Schwane

Så lige et par afsnit om Hugh Hefner, og så alle de paralleller til Simon Spies. Det var grufuldt at overvære alle de skæbner. Klamt og afskyeligt.

Og måske springer jeg lidt i det nu. Men i de sidste dage har der været stor forargelse over Helle Thornings kjole til dronningens jubilæum: For nogle bare en smuk kvinde, men for andre en billig hore, der viser for meget. En smuk kvinde... misundelse ... ondskabsfuldhed...

Men pointen er, at vi lever i et samfund, der tillader mænd at købe kvindekroppe. Det har selvfølgelig nogle konsekvenser, at vi gør det; ingen af os kunne jo forestille os, at vores egne døtre var til salg endsige at købe dem.

Og ikke at forglemme de kvinder, der bliver fravalgt af ægtemænd, der hellere vil betale for adgang til en krop ude på gaden. Hvilken fornedrelse af de kvinder, der stå tilbage.

Så der skal en psykologisk mekanisme til at skille de 2 ting ad for at gøre køb af kroppe acceptabelt: De kvinder der bliver købt og solgt er uværdige, tabere og kunne bare lade være. Den holdning retfærdiggør købet. og det er vores måde at håndtere det på. Vi kan acceptere den moralske splittelse ved at gøre de kvinder, der bliver købt og solgt, til undermennesker, der ikke har fortjent andet.

En smuk kvinde... misundelse ... ondskabsfuldhed...

I Simon Spies tilfælde ser vi ikke hans bevidste søgen efter purunge socialt udsatte piger, piger der i forvejen havde det svært. Vi ser ikke hans manipulation af pigerne og hvordan han bruger sin sociale, økonomiske og intellektuelle overlegenhed til at ødelægge pigerne.

Selvom vi endda havde og har paragraf 223 til at beskytte præcis de piger mod præcis den mand.

Det er godt, at vi som samfund har fået mere opmærksomhed på begrebet grooming, da det er præcis, hvad det her handler om.

Ruth Sørensen, Bo Boisen Pedersen, Willy Johannsen, Steffen Gliese og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar

Sex eller ej...:

Grænse/skamløse mænd er åbenbart fascinerende - og måske dermed magtfulde...

F.eks.
Peter Madsen, Putin, Trump, Berlusconi, Lars Løkke, Anders Fogh, -Kim il-sung, Søren Krar,up Naser Khader - og fortsæt selv rækken - der er sikkert også tilsvarende kvinder, der ikke lige randt mig i hu...

Hvis nogen kan give mig en forklaring - ud over den traditionelle, at magt kan give større sikkerhed for yngelens opvækst i ly af en magtfuld far - vil jeg være yderst taknemmelig !

Fordi: Jeg forstår det simpelthen ikke! De her typer er da decideret ubehagelige at være sammen med.

Inge Nielsen, Signe Hansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jens Christensen

@Inger Pedersen: Magt korrumperer. Vist sagt ganske indsigtsfuldt af Clinton, hvis eftermæle reduceredes af en snagende, nu død Starr. Ingen rip herfra.

Du nævner en temmelig (!) skønsom blanding af mænd. Hvorfor ingen kvinder? Hvad med Ann Coulter, Katherine Harris, Palin, Thatcher, Støjberg, PKjærsgård og mange flere? Og pt både italienske og franske ledende politiske kvinder? Mon ikke der er fuldt ud lige så mange relativt set.

Fokus er besynderligt sexistisk og ensidigt.

Jens Christensen

Ja, magt korrumperer.
Og visse personlighedstyper søger - og får lov til - at få magt.

Ingen kvinder nævnt - fordi de - som jeg skrev - ikke randt mig i hu.
Coulter og Harris kender jeg ikke til.

Thatcher ser jeg ikke som grænseløs, men magtsøgende. Og hun fik den, magten.

Palin: Grænsesøgende, ja - og hun fik en masse opmærksomhed - men fik hun reelt noget at skulle have sagt?

Støjberg og Kjærsgaard som grænseløse, ja - men fik de reelt den magt, de ønskede sig? Mht. Støjberg vil det jo vise sig.

Diverse italienske og franske ledende politiske kvinder kender jeg ikke til.

Derfor.

Jens Christensen

Du kender vel Alessandra Mussolini, Le Pen og Meloni.

Coulter repræsenterer det mest outrerede i amerikansk politik, man kan forestille sig. Harris kan vi næsten halvvejs takke for, at GWB overhovedet blev præsident.

Jeg ønsker egentlig ikke at debattere deres eller de andres meritter men blot påpege deres helt konkrete eksistens midt mellem Krarup, Peter Madsen, Khader m.fl.

Mads Fjederholt

Øh, Østergaard er nok et ret dårligt eksempel. Han angrede udelukkende fordi han blev tvunget til det, og han havde 100% aldrig indrømmet noget offentligt hvis han kunne ha' fejet hele misæren under tæppet.

Willy Johannsen

Ret skal være ret.
For fuldstændighedens skyld, bør det nævnes, at vi også har haft nogle ret så skamløse kvindelige politikere, som udnyttede deres magt på den samme måde.
Det var vist almindelig kendt på "borgen" men ikke i offentligheden.
Den gang fik kvinder en længere snor, hvad det angik.
Og det gør de sikkert stadigvæk. Jeg ved blot ikke, hvordan det ser ud i dag.

Kronikkens "vi" gør den forvrøvlet. Det er ikke "os", der i tilfælde som de nævnte straffer eller undlader at straffe, men (ledere af) partier og andre organisationer, arbejdsgivere og forretningsforbindelser, der har deres forskellige normer og grænser (og givetvis også påvirkes af, hvilke reaktioner de med rette eller urette forventer fra vælgere, kunder og forretningsforbindelser m. fl.). For de Radikale var Morten Østergårds opførsel for meget, for Dansk Folkeparti var Søren Espersens udgydelse åbenbart ikke. Hvad "vi" i de forskellige tilfælde mener er mere usikkert, og skal nok også tit være ret forskelligt.

Inge Nielsen, Lise Lotte Rahbek og David Zennaro anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Hvad fanden har Søren Krarup at gøre i det slæng ?

Øhh....hvor blev kongehuset af ?

Frederik Schwane

Ib Gram-Jensen
Ift. Simon Spies og hans udnyttelse af piger under 18 år, har "vi" et ansvar for at melde ham til politiet - dette fordi det er straffeloven (paragraf 223), der er i spil. Faktisk har politiet selv et ansvar for at gøre noget.

Frederik Schwane,
Manden døde i 1984, og hvem og hvor mange har inden den tid og frem til dokumentaren haft det fornødne indblik i, hvad der egentlig foregik? Det er der naturligvis nogen, der har haft, og dem kan man bebrejde, at de ikke gjorde noget, men næppe den danske befolkning anno 2022 kollektivt.

Medierne skriver "man" " vi" "danskerne synes " for at tage ansvar væk fra, at de selv formede og deltog i historierne om ham.

Jeg så en "undersøgelse" på en anden avis, hvor man havde spurgt nogen om, om de havde skiftet holdning efter at have set dokumentaren. De var "chokeret" over hvor få der havde skiftet holdning - men havde vist overset at mange heller ikke kunne lide ham før.....og derfor ikke havde skiftet holdning :)....og sådan er der så meget med avisers "undersøgelser" :)

Hvordan kunne det foregå?....

Tjaa der er altid nogen der håber det drypper på degnen, der er altid nogen der lefler for kendisser, der er altid nogen det følger rampelyset, og der er altid nogen der lefler/følger en leder/magten......deraf skabes grunden til alt.....også despoter.

Der er status i at få andre til at "følge" sig..
......lige fra influencere til politiske ledere....
Mennesker er nogen gange helt absurde i deres "ja tak" til at agere nyttig idi t for nogens ego.
Kejserens ny klær er evig gyldig !!