Vi bliver nødt til at tale om problemerne med drenge og mænd.
Selv hvis tanken om at skulle sympatisere med den moderne mands kamp får dig til at rulle med øjnene eller vende dig væk, er det måske værd at undersøge den irritable automatreaktion nærmere.
For de reelle og alvorlige problemer med drenge og mænd kalder på eftertanke og omtanke – fra mange drenge, der underpræsterer i skolen, over de højere selvmordstal for mænd til de vrede unge mænd, som på internettet radikaleres til at hylde voldelige ekstremistiske ideologier.
At rejse den problemstilling må kunne gøres uden at antyde, at feminismen er gået for vidt, eller at kvinder skal føle skyld over deres fremgange. Hvor svært det i praksis kan være at finde den balance, får man et indtryk af i en ny bog Of Boys and Men skrevet af Richard Reeves.
Reeves betegner sig som liberal feminist og var engang stabschef for Nick Clegg, partichef for de liberale demokrater, men han var også den forælder, skolerne fik at vide, de skulle ringe til, hvis børnene blev syge. Det gjorde de så bare ikke, de ringede alligevel til hans ekstremt travle karrierekone.
Reeves er klar i mælet: Problemet er ikke feminismens sejre. Det er en stor gruppe mænds manglende evne til at tilpasse sig en verden, hvor de ikke længere oplever at have nogen given ret til at dominere.
Skævhed i uddannelse
Hvad han beskriver, er tendenser, der har udviklet sig gennem årtier på tværs af udviklede lande, og som er mest tydelige i uddannelsessektoren.
I Storbritannien er det nu godt halvdelen af pigerne, der søger ind på universiteterne, mens under en tredjedel af drengene gør. Samme mønstre ser man i Sverige, hvor den såkaldte pojkkrise nu er blevet et tema i den offentlige debat, mens universitetsdekaner i USA har indrømmet, at de hemmeligt diskriminerer til fordel for drenges ansøgninger for at modvirke en for hastigt voksende kønsubalance.
De underliggende årsager kan være komplekse og svære at udrede. Men Reeves fokuserer på et træk, der kan vække genklang hos mødre til teenagesønner, nemlig drenges statistisk signifikante tendens til følelsesmæssigt at modnes senere end piger.
Risikoen, han peger på, er ikke kun, at unge mænd ender uforholdsmæssigt i grupper af lavt uddannede, der ikke får velbetalte job, men også at automatisering i sidste ende udrydder mange af disse jobmuligheder. Derfor vil de drenge, der ikke kan tilpasse sig, havne i problemer.
Det, som gør dette arbejdsmarkedsskifte så smertefuldt, hævder Reeves, er, at den mandlige identitet vedbliver med at være tæt forbundet til forsørgerrollen. Ikke underligt at nogle falder ned af de vrede onlinesubkulturers kaninhuller, der sælger dem trøsterige fortællinger om, hvordan en ’anden’ – feminister, immigranter eller liberale eliter – har frarøvet dem den status, de føler, de fortjener.
Skru ikke tiden tilbage
Det traditionelle konservative svar på det mandlige ubehag har været at forsøge at skrue tiden tilbage til et traditionelt familieliv, skubbe kvinder ind i den ufarlige rolle som hustru og mor. Det populistiske højre har overtaget tanken og drevet den ud i ekstremer.
Som oftest er det sorte mænd, der befinder sig i den skarpe ende af et komplekst skæringspunkt mellem race, klasse og køn, men alligevel bliver ’bøvlet med drenge’ på begge sider af Atlanten italesat som et problem for de hvide arbejderklasser, der er koblet af produktionsjob i afindustrialiserede byer og bruges til at understøtte nostalgipolitikker som Brexit eller Make America Great Again.
Reeves’ forslag til progressive veje ud af minefeltet spænder fra at opmuntre drenge til at overveje traditionelt kvindelige (og relativt automatiseringssikre) karrierer inden for sundhed og uddannelse, ligesom piger er blevet styret mod naturvidenskab eller ingeniørvidenskab, til den noget mere kontroversielle idé om at lade drenge begynde i skole senere end piger. Men uanset om det er de rigtige svar eller ej, stiller han de rigtige spørgsmål.
Vi har brug for at tale om, hvorfor mænd og drenge har det svært. Ellers kan de løsninger, der bobler under overfladen, vise sig alt andet end godartede.
© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Indrømmet, jeg har ikke gidet undersøge om Hinsliff er journalisten på Guardian eller det er en herboende, der har forlæst sig på eller er blevet over-imponeret af en Guardian-artikel.
Der refereres til en DEA-undersøgelse af kønsforskelle i uddannelser. Her fremgår med et direkte citat: '..når vi ser på drenge og piger med ens karaktersnit fra grundskolen, er der faktisk ikke store forskelle i andelen, der fx fuldfører en ungdomsuddannelse.'
Så i Danmark er problemet ikke kønsforskelle på ungdomsuddannelserne.
Men der er en generel udvikling internationalt der viser, at kvinder overhaler mænd på de videregående uddannelser. I de fleste industrialiserede vestlige lande er kvindernes andel i uddannelserne vokset i en sådan grad, at forskere og politikere i stigende grad er bekymrede over det store og voksende antal drenge, der underpræsterer i uddannelsessystemet. Men det er der intet mystisk eller alarmerende ved.
Hvis man sammenligner forskellige fødselskohorter, der bor i forskellige lande, kan man finde ud af hvordan mænds og kvinders uddannelsesniveau påvirkes af kontekstuelle faktorer. Genetik og mental udrustning er meget ens hos mænd og kvinder i forskellige lande og er næppe årsag til 'uddannelseskløften.' Sociale forhold derimod ændrer sig over tid og varierer mellem landene. Derfor er disse forhold mere plausible forklaringer på kvinders stigende uddannelsesniveau over tid i forskellige lande.
I overensstemmelse hermed er det påvist (2016), at frigørende kontekstuelle omstændigheder sandsynligvis tegner sig for det meste af variationen på tværs af landet og over tid i den uddannelsesmæssige kønsforskel. Undersøgelsen, der er komparativ viser, at en stigende arbejdsmarkedsdeltagelse for kvinder har forbedret kvinders uddannelsesniveau. I alle undersøgte lande er kvinders interesse og deltagelse i en videregående uddannelse sammenfaldende med en efterfølgende deltagelse på arbejdsmarkedet: Piger (og deres forældre) forventer en fremtid, hvor de vil udfylde en rolle uden for familiens hjem, og efterfølgende vælger at investere i deres uddannelse. Og disse kvinder fungerer så som rollemodeller, der påvirker pigers forhåbninger om at klare sig godt i skolen. Undersøgelsen fandt også at kvinder blev negativt påvirket mht deltagelse i uddannelse af religiøsitet i deres omgivelser især hos mændene. Stærkt religiøse sammenhænge forstærker traditionelle kønsforestillinger og begrænser kvinders uddannelsesmuligheder og motivationer.
Så en forklaring på mændenes 'tilbageskridt' og kvinders 'fremskridt' kunne være konkurrence om uddannelsespladser i de videregående uddannelser. Selvom antallet af uddannelsespladser er udvidet i alle 33 undersøgte lande, er antallet af kvinder steget tilsvarende eller mere. Det kunne forklare den svindende andel af mændenes deltagelse i en videregående uddannelse.
Margriet van Hek, Gerbert Kraaykamp & Maarten H. J. Wolbers (2016)
Comparing the gender gap in educational attainment: the impact of emancipatory contexts in 33 cohorts across 33 countries, Educational Research and Evaluation, 22:5-6, 260-282,
Hvis forældre stiller de samme krav til deres sønner, som de stiller til deres døtre, kunne vi måske se en forbedring for drengene.
Nej, vi er IKKE nødt til at tale om, hvorfor mænd og drenge har det svært.
Vi er nødt til at tale om hvorfor kvinder siger mænd har det svært.
Vi er nødt til at tale om hvorfor kvinder ser status i høj uddannelse.
Vi er nødt til at tale om hvorfor kvinder vil indrette verden feminint og ikke humant.
Kvinder var gale over at de blev undertrykt i en patriarkalsk verden, men er det bedre at undertrykke mænd i en matriarkalsk verden.
Overskriften siger jo med al tydelighed at mænd blot er nogen man retter på.
Kvinder må indse at de er på vej til at gøre nøjagtigt den samme fejl med fremtiden som de tidligere har anklaget mænd for (måske Hinsliff ikke synes det er en fejl).
Jeg ved ikke hvordan man uddanner journalister i England, men Gaby Hinsliff synes ikke at præstere et overbevisende intellekt.
PS! En nyudlært håndværkerknægt har fast arbejde dagen efter svendebrevet. En nyudlært kvindelig kandidat i kommunikation kan være heldig at få et job efter et års ledighed med hvad deraf følger af jobcenterbøvl.
Personligt kan jeg da godt være bekymret over nogle mænd og drenges ekstreme vrede. De voldelige fodboldfans, incels-grupperingerne er gode eksempler på dette. Som om der er noget i deres opvækst, der er gået skævt - måske endda ift. kvinder, som ikke længere i lige så høj grad underkaster sig dem.
Men jeg ved da også, at der er mindst lige så mange fokuserede og ambitiøse drenge. Spørgsmålet er bare, hvad der gør forskellen.