»Inde i bøtten på Mette Frederiksen er der ikke nogen ting, der er anderledes end inde i bøtten på en diktator i Nicaragua eller Congo.« Sådan lyder det fra Ekstra Bladets nye chefredaktør Asger Juhl. Kommentaren skabte stor debat på Twitter og illustrerer tydeligt, hvor person- og skandalefikseret store dele af det danske medielandskab er blevet.
De seneste år er en række nye medier skudt op i Danmark. Asger Juhl var selv med til at starte Den Uafhængige, der beskriver sig selv som magtkritisk og ligesom Ekstra Bladet går op i at afsløre politikere, der misbruger magt og privilegier.
Men magtkritik handler vel ikke kun om skandaler og intriger? Magtkritik bør vel også handle om den politik, som magthaverne fører, og politikkens konsekvenser? Når jeg følger debatten i Mediedanmark, synes jeg, at store dele handler om, at politikerne skal afsløres og udstilles som de magtsyge diktatorer, de åbenbart inderst inde er.
Det gør os hverken klogere eller vores demokrati bedre, og det er et problem. Vi står med nogle kæmpemæssige udfordringer i vores samfund, vi har accelererende klima-, energi- og fødevarekriser, en buldrende inflation og krig i Europa. Men vi bruger en stadigt større del af vores tid i en boblediskussion med udgangspunkt i personhistorier med underlødige anklager til højre og venstre.
Situationen minder mig om Hollywood-filmen Don’t look up fra sidste år. Her forsøger to astronomer forgæves at gøre medier og politikere opmærksomme på, at en kæmpe meteor er på vej til at udslette jorden. Men den selvrefererende medie- og politikboble er mere optaget af interne intriger og sexskandaler, og som forventet ender filmen ikke godt.
Den person- og skandalefikserede tone, mange medier kører over for folketingspolitikere, risikerer at aflede opmærksomheden fra de reelle problemer, som magthaverne bør holdes ansvarlige for at løse. Derudover risikerer en magtkritik, der kun fokuserer på Christiansborg, at ramme forbi, eftersom en stor del af magten er flyttet væk fra Folketinget og til EU, hvor Ekstra Bladet har nul journalister, og til bestyrelseslokalerne i multinationale selskaber, der lever i det skjulte. Det er netop her, der skal sættes ind, så magten kan afdækkes, hvor den er.
Niels Fuglsang er medlem af EU-Parlamentet for Socialdemokratiet
Kære Niels Fuglsang, medlem af EU-parlamentet.
Kunne du så ikke venligst fortælle dine partifæller, samt alle os andre, at Rwanda er et no-go?
"EU-Kommissionen har længe holdt øje med Danmarks planer om et modtagecenter og står klar til at kigge aftalen efter i sømmene. Hvis det ender med at blive en realitet, risikerer Danmark at blive smidt ud af Dublin-forordning eller få en stor bøde, lyder det fra eksperter."
https://www.altinget.dk/artikel/eu-kommissionen-advarer-saa-snart-danmar...
Det lader ikke til, at EU vil goutere Danmark som et lille dronningerige langt, langt væk.
Hvad nu hvis det snarere er Mette Frederiksen der står mere eller mindre alene med en holdning i sit parti, såsom hendes syn på lægeerklæringer i beskæftigelsespolitikken, er det så forkert at fokusere på personen Mette Frederiksen og denne persons udtalelser og påstande? Skulle jeg f.eks påstå at det er Socialdemokratiets politiske holdning, at mange læger snyder med de lægeerklæringer, der ligger til grund for vurdering om tilkendelse af førtidspension eller visitation til fleksjob?
Med andre ord, når en politisk personlighed udviser ekstreme personlige politiske holdninger, er det så ikke fair at fokusere på præcis dén person?
Eller skal man vurdere alle socialdemokrater som om de var, tænkte og talte som MF? Jeg personligt foretrækker at holde jer personligt ansvarlige for jeres personlige udtalelser, politik og handlinger.
Bjørn Pedersen, det er vel stadig standpunktet der er det centrale og ikke personen, med al den afledning som fokus på vedkommende medfører?
Næste problem er medløberne…
Jeg er dybt enig med Niels Fuglsang!
@Ete Forchammer
Jo, det er grundlæggende personens politiske holdninger der skal fokuseres på. Men det er f.eks ikke at blive "personlig", når man beder en politiker forsvare deres politik.
Jeg oplever desværre tit på Twitter at de folkevalgte lukker ned for diskussion med henvisning til noget de kalder for "dårlig tone" efter man har påpeget deres egen "dårlige tone" mod særligt samfundets mest udsatte.
Med andre ord, gider jeg simpelthen ikke længere respektere politikere, og især så magtfulde politikere som en statsministers, klynk om at føle sig misinformeret om, løjet om og dæmoniseret. B.T.'s anklager fører, I modsætning til politikernes ord, ikke til at statsministeren ved lov skal behandles dårligere end andre. Både regeringen og oppositionen har drevet klapjagt på de sygeste borgere, har sået mistillid til de læger der dokumenterer at en borger faktisk er syg, og Socialdemokraterne indførte at kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister skal tælle som del af et problematisk "parallelsamfund".
Det eneste jeg læser i socialdemokratens indlæg, er tuderi og offermentalitet fra de allermest magtfuldes side over at blive udsat og især kritiseret for deres politik. Akkurat ligesom alle andre politikere skal en politiker holdes personligt ansvarligt for den politik de personligt er ansvarlig for at føre ud i livet og/eller støtte.