Hvordan fortolker, udformer og handler centralbanker på den nuværende klimakrise?
Det er vigtigt, at vi stiller os selv det spørgsmål.
Centralbankernes rolle i den grønne omstilling bliver stadig diskuteret, og da hvert land har sit eget pengepolitiske system, vil en klimavenlig centralbank ikke komme til at se ens ud i alle lande.
I det internationale netværk af centralbanker kaldet Network of Central Banks and Supervisors for Greening the Financial System (NGFS) har man dog det syn på sagen, at alle centralbanker kan tage et ansvar og i 2021 udgav de en rapport, hvor de kom med anbefalinger til, hvordan centralbanker kunne være med til at mitigere klimakrisen.
Hidtil har der været minimal anerkendelse af centralbankers agency i den nuværende grønne agenda, og derfor er det vigtig at pointere, at centralbanker er godt rustet og en velplaceret samfundsaktør til at drive omstillingen.
Centralbanker besidder omfattende forskningsafdelinger og researchkompetencer, de er med i mange brede internationale netværk, og de har kraftfulde finansielle værktøjer i deres arsenal. Tilsammen gør alt dette centralbankerne til en nøgleaktør i samspil med reguleringsinstitutioner, såsom finanstilsynet, og regeringer til at ændre forbrugsmønstre og investerings adfærd. Og det forpligter.
2021 var da også året, hvor vi så det første klimamandat blive givet til en centralbank, da Bank of England blev pålagt af den britiske regering, at nu skulle centralbankens investeringer arbejde aktivt for, at landet når sit mål om at blive CO₂-neutralt.
Tre grønne strategier
Siden 2015 er bølgen for at ’grønne’ pengepolitikken og dermed også centralbankerne kun vokset. Et af de nyeste bud på hvordan kommer fra Den Europæiske Centralbank (ECB). De udgav en rapport i 2021 med titlen: To be or not to be ’green’ – How can monetary policy react to climate change?
Heri oplistes tre forskellige grader af centralbankers klimaindsats, og hvilke forskellige værktøjer der er dem tilgængelige. ECB definerer en reaktiv, defensiv strategi, en advokerende kommunikation og en proaktiv mitigation af klimaforandringerne.
Den første grad af handling er den reaktive strategi, der holder sig inden for centralbankernes mandat til at sikre en stabil vækst og økonomi. Her gør man sig umage med at vurdere klimaforandringernes risici for økonomien generelt og anlægger pengepolitikken derefter. Man undersøger, hvordan økonomien kan blive udsat for såkaldte shocks, og forsøger at forudsige, hvad fremtidens klimaforandringer bringer af nye former for risici til det finansielle marked. Et eksempel på det er at lave en vurdering af vandstandsstigningers potentielle effekt på boligmarkedet.
Den anden strategi er et kommunikationsanliggende og handler i bund og grund om, at man skaber opmærksomhed omkring de risici, som klimaforandringerne bringer med sig. På den måde arbejder man aktivt med at promovere den grønne omstilling af økonomien i alle dele af samfundet. Dette har langt de fleste centralbanker mandat til, da det ikke påvirker pengepolitikken direkte.
Det at melde sig ind i NGFS kan for eksempel være et led i denne strategi og en måde at skabe opmærksomhed omkring de økonomiske farer, klimaforandringerne medbringer. Et medlemskab i netværket er dog ikke nogen bindende forpligtelse for centralbankerne til at følge de anbefalinger, det producerer, og derfor er et medlemskab ikke nok til at falde under den proaktive tilgang.
Kræver grønt mandat
For at udøve den proaktive tilgang skal der mere direkte handling til. Dette indebærer, at centralbanken direkte hjælper med at mitigere klimaforandringerne og promoverer omstillingen af samfundet til et CO₂-neutralt samfund igennem pengepolitikken. Det kan for eksempel være ved at justere, hvilke kriterier centralbanken har til de obligationer, de køber, så de indeholder klimaparametre. Det er dog ikke alle centralbanker, der har mandat til den type større ændringer.
En proaktiv ting, alle centralbanker kan gøre med det samme er at omstille den del af deres investeringsportefølje, som ikke har effekt på pengepolitikken, så dette kun indeholder grønne investeringer. Dette behøves der ikke et særligt politisk mandat til.
Der er altså masser af muligheder for centralbanker til at agere på klimaet, og tiden er inde til, at man fra politisk hånd giver bankerne et grønt mandat, og dermed bruger alle de værktøjer, vi har til rådighed for at omstille vores samfund.
Et konkret eksempel på en centralbank, der står ved en skillevej er Den Svenske Riksbank.
Den svenske Riksbank har været beskrevet som en progressiv og proaktiv centralbank, når det kommer til klimakrisen, efter de i 2019 frasolgte australske og canadiske statsobligationer på grund af landenes svage klimapolitik. Sveriges Riksbank er dog langt fra omstillet til den proaktive forandringsagent, den har potentiale til at være.
Riksbanken har i svensk lov haft et snævert mandat i forhold til klimaet, hvor fokus alene har været på at holde en lav og stabil inflationsrate, og der er ikke udsigt til, at det ændres. Dette ses senest i det nyeste svenske udspil til Riksbankens nye mandat. Her er banken fortsat underordnet vækstimperativet. Ordet klima nævnes kun to gange i udspillet til det nye mandat – og en af de gange er i indholdsfortegnelsen. Anden gang er overskriften til det korte afsnit ’Effekter for klimaet’, hvorunder det igen fremstår tydeligt, at sikring af stabil vækst og lav inflation er Riksbankens vigtigste opgave.
Denne indsigt i Riksbankens fremtidige mandat viser, hvordan klimaet er landet mellem en sten og et hårdt sted. Riksbanken har til en vis grad prøvet at håndtere klimaet inden for det snævre mandat, det har fået. Men banken er langt fra at forfølge alle de mange muligheder, en centralbank har for at handle på klimaet.
Så længe det entydigt står, at bankens formål er økonomisk vækst, og at kun når væksten er stabil, så kan vi arbejde med klimaet og bæredygtighed, vil mandatet dermed stadfæste klima som andenrangsprioritet til økonomisk vækst, og det er ikke en holdbar strategi.
Grønne centralbanker er fremtiden
Først i 2023 skal det nye mandat til afstemning i det svenske parlament, og vi håber, at politikerne inden da vil bruge muligheden til at give Riksbanken et grønt mandat og råderum til at handle proaktivt på klimakrisen. Den samme opfordring går også ud til andre centralbanker i verden – også den danske.
I Nationalbankens klimarapport fra 2021 fornemmer man dog en vis modvilje, da de konkluderer: »Der er imidlertid ingen fordel ved at bruge pengepolitiske instrumenter til at støtte en omstilling sammenlignet med skatteincitamenter og offentligt ejede investeringsfonde«, stik imod hvad både forskningen og ECB siger. Det er politikernes ansvar at udstikke nogle rammer for Nationalbanken, så de også er nødt til at tage del i den grønne omstilling.
Senest har WWF udgivet et call to action for at få centralbanker og finansielle tilsynsmyndigheder til at indføre specifikke politiske krav, der involverer integration af klima- og biodiversitetshensyn i fremtidens pengepolitik. Indtil videre er det underskrevet af 90 aktører, herunder UNEP, Gode Penge, Mogens Lykketoft, The European Environment Bureau, Mellemfolkelig Samvirke og Greenpeace.
Tiden er kommet til, at centralbankerne indgår aktivt i den grønne omstilling af den finansielle sektor.
Emil Samuelsen og Scott Speer er kandidater i Global Studies og International Development studies med speciale i Green Central Banking.
