Det er på tide, at museerne dropper gruppeudstillinger om ’glemte kvinder’ i kunsten

Det pibler frem med udstillinger om kvinder, som langt om længe kan tage deres velfortjente pladser i kunsthistorien. Vi ser udstillinger som Kvinder i opbrud på Arken, Kvinder skaber rum på DAC, Efter Stilheden på SMK, Fantastiske kvinder på Louisiana, Moderne kvinder på Gl. Strand, og COBRA-bevægelsens kvinder bliver husket på Museum Jorn.

Der er virkelig kommet gang i ‘kvindeudstillingerne‘ i disse år, og de fortæller os allesammen lidt det samme. Nemlig at kvinder historisk set er blevet glemt, og nu gør museerne en indsats for at minde os om dem.

Samtidig ser vi, at ubalancen mellem mandlige og kvindelige kunstnere stadig er til at tage og føle på. Kvinder kan i mindre grad end mænd leve af deres kunst, de bliver ikke udstillet eller købt lige så ofte. De er stadig mindre værd end deres mandlige kolleger – både målt i penge og anerkendelse.

I et indlæg i kunsten.nu spørger Tanja Nellemann Kruse og Trine Rytter Andersen: »Hvordan skaber vi større og ægte bæredygtighed og mindre kønsdiskriminering i billedkunstens sfære?«

Og det er jo et rigtig godt spørgsmål. For selv om det er positivt, at vi i disse år ser flere udstillinger med kvindelige kunstnere og kulturhistoriske personligheder, så har vi brug for, at museerne gør (endnu) mere for at øge ligestillingen på kunstområdet. Det kan de for eksempel gøre ved at fokusere på soloudstillinger frem for gruppeudstillinger. 

Soloudstillinger giver prestige

Hvis jeg skriver ting som ‘man as artist, woman as muse‘ eller ‘male gaze’, så er der vist ikke mange, der ikke forstår, hvad det refererer til. Så lad mig sige det på en anden måde.

Traditionelt set har det kunstneriske (mandlige) såkaldte geni fået lov til at fylde, og soloudstillinger med Picasso, Matisse, Wes Anderson og så videre er et scoop for et museum, fordi selve historien om den mandlige kunstner, al den plads, det optager, og den research, der ligger bag sådanne udstillinger, bekræfter manden som kunstner med stort K. Det har alle dage været sådan, at kunstnergeniet blev hyldet som noget ganske særligt, og det har også alle dage været sådan, at en kunstner er en mand, som gerne lader sig inspirere af sin kvinde, sin muse.

Der findes i disse år som sagt en masse udstillinger på landets kunstmuseer, der fremviser kvinders værker og historier, men spørger du mig – og det er jeg klar over, at du ikke har gjort, men jeg vil svare alligevel – skal det være slut med udstillinger om kvinder, og i stedet skal der laves udstillinger af kvinder.

Gruppeudstillinger – særligt dem, hvor temaet er ‘glemte kvinder‘, er med til at lave en forskel på udstillinger af mandlige og kvindelige kunstnere. Vi skal have flere soloudstillinger som for eksempel den netop afsluttede, anmelderroste udstilling med Bertha Wegmann på Den Hirschsprungske Samling, der præsenterede en kunstners samlede liv og oeuvre, blev researchet grundigt og skrevet om både i faglitteratur og i medierne.

Her var vinklen ikke ‘sikke nogle gode kvinder‘, men i stedet ‘sikke noget fantastisk kunst‘. Udstillingen blev anledning til tre samtalesaloner, hvor forskellige grupper af mennesker mødtes og beskæftigede sig med temaerne i værkerne. Og så var det bare en helt fantastisk smuk udstilling – det ville være noget sludder at påstå, at kvinder ikke er lige så dygtige som mænd.

Kunstverdenen er et økosystem

Når vi giver kunstnere, som er kvinder, samme stjernebehandling, så rykker det noget i vores bevidsthed og vores opfattelse af den kunst, vi betragter og interagerer med. Haegue Yang på SMK, Bertha Wegmann på Den Hirschsprungske Samling og Jeanette Ehlers på Charlottenborg Kunsthal er alle tre eksempler på kunstnere, der endelig kan indtage pladsen og fylde en hel udstilling med deres kunst og deres historier.

Det har betydet flere ting: At forskere har brugt tid på at lære kunstneren rigtig godt at kende, så de kan skrive om dem for eftertiden, at udstillingsstedet har dedikeret flere kvadratmeter og dermed fokus til en enkelt kunstners værker, og at publikum har haft mulighed for associere en kvinde med en ‘rigtig’ kunstner, som indgår i en lang tradition om soloudstillinger. Jeg vil derfor opfordre museer til at gøre mere af det i stedet for at lave endnu en udstilling, der mere eller mindre tilfældigt grupperer en række kunstnere, fordi de alle har det fællestræk, at de var kvinder på et bestemt tidspunkt.

Kunstverdenen er et økosystem, der består af forskellige typer af organisationer med forskellige agendaer. Hvor gallerier og kunsthaller oftest har et kommercielt sigte, så har statsanerkendte kunstmuseer et ansvar over for samfundet for at indsamle, registrere, bevare og udstille kunst, der repræsenterer kunstverdenen så godt som muligt.

Det er klart, at gallerier og museer har en gensidig effekt på hinanden, fordi de begge er med til at udstille og dermed blåstemple kunstnere. Hvad der er populært på gallerierne, vil sandsynligvis en dag indfinde sig på museerne, og hvad der trender på de store museer vil også smitte af på de gallerier, der skal sælge kunst.

Måderne, gallerier og museer arbejder på, er dog ret forskellige. Hvor de fleste gallerier er private og kan gøre, som det passer dem, så har statsstøttede kunstmuseer netop et ansvar for at indkøbe og udstille repræsentativt, så både mænd og kvinder (og alle derimellem og uden for) bliver anerkendt og husket for fremtiden som en del af deres tid.

Vi ved, at der findes omtrent lige mange mandlige og kvindelige kunstnere – derfor er der ikke noget argument for, at det fortsat skal være mænd, der dominerer på museerne og gallerierne.

Det er vigtigt, at museerne investerer i værker af kvindelige kunstnere ved at indkøbe dem til deres samlinger. De fleste større museer har gamle samlinger, som selvklart primært består af kunstværker lavet af mænd, og derfor bliver repræsentationen ofte sådan, at der er flest mænd i udstillinger.

Det betyder dog ikke, at der altid kun har fandtes mandlige kunstnere, blot at kvindelige kunstnere har måttet kæmpe meget hårdere for at blive uddannede og udstillede. Det må være op til museerne dels at grave kvinder op ad glemslens dyb, samtidig med at de må være opmærksomme på nuværende dygtige kunstnere af alle køn og sørge for at få både nye og gamle indkøbt til nutid og eftertid.

Museernes udstillingspraksis skal ikke være et spørgsmål om udbud og efterspørgsel som på det øvrige marked, for markedet er i høj grad dikteret af anerkendelse, og hvad der er synligt og prestigefyldt. Det er de kunstnere, der bliver udstillet, set og skrevet om, der får reel anerkendelse.

Når museerne er deres ansvar bevidst og sikrer repræsentationen, vil det derfor også have en afsmittende effekt på galleribranchen.

Det er helt sikkert ikke hele løsningen, og det er helt sikkert ikke noget, der kan ændres med et snuptag, men når der bliver spurgt, hvordan vi kommer kønsdiskriminering til livs i billedkunstbranchen, så er prestige og anerkendelse i form af soloudstillinger og indkøb uden tvivl en del af svaret.

Astrid Aspegren er kulturformidler