Kommentar

Pensionskasserne skal ikke lege Blackstone og undergrave deres medlemmers tilværelse

Pensionsopsparingerne er lønmodtagernes demokratisk forvaltede kapital, men alt for ofte agerer pensionskasser bare som andre kapitalinteresser. Det er særligt alvorligt på boligområdet
»Pensionskasserne har i alt for høj grad tænkt endimensionelt økonomisk. Vi skal tjene flest muligt penge hjem til lønmodtagernes pension, har kampråbet lydt. Og så må alle andre hensyn vige,« skriver Pelle Dragsted.

»Pensionskasserne har i alt for høj grad tænkt endimensionelt økonomisk. Vi skal tjene flest muligt penge hjem til lønmodtagernes pension, har kampråbet lydt. Og så må alle andre hensyn vige,« skriver Pelle Dragsted.

Thomas Rousing

Debat
8. september 2022

Du skal fjerne dit navneskilt på døren. Og på dørtelefonen må der fra nu af kun stå et tal, ikke dit navn. Det var beskeden til en beboer i en privat udlejningsejendom på Frederiksberg, som jeg mødte i sidste uge.

Da beboeren alligevel skrev sit navn på dørtelefonen, modtog hun en truende henvendelse om, at hun enten selv kunne fjerne det eller betale for, at udlejeren gjorde det. Men det stoppede ikke der.

Efter at beboerne i ejendommen havde vundet en sag i huslejenævnet om manglende vedligeholdelse, modtog samtlige lejere en stævning ledsaget af et truende brev, der gav den enkelte beboer en kort frist til at opgive de krav, som huslejenævnet ellers havde givet dem medhold i. Mange beboere blev så skræmte, at de bøjede sig. Andre overvejer nu at flytte helt væk. Og det er muligvis også meningen.

De vil tjene penge

Den pågældende ejendom på Frederiksberg er en af den slags, hvor huslejen kan fordobles eller tredobles, hvis det lykkes at få de nuværende lejere til at flytte, så man kan gennemføre en såkaldt gennemgribende renovering og dermed komme fri af den omkostningsbestemte huslejeregulering. Historien er ikke ualmindelig, når man taler med lejere i hovedstadsområdet.

Denne type adfærd, hvor man ved at gøre det besværligt eller ligefrem ubehageligt at bo i en ejendom, så de oprindelige beboere flytter, og huslejen kan sættes op, har endda en betegnelse: Shake the building. Det er en ganske udbredt fremgangsmåde for de udenlandske formueforvaltere og kapitalfonde, der i de seneste år har været på storindkøb på det københavnske boligmarked.

Det særlige ved denne historie er, at ejeren af ejendommen hverken er Blackstone (nu kendt som Kereby), Heimstaden eller andre skumle typer, men er et konglomerat af to lønmodtagerejede pensionskasser.

Og det er desværre langtfra det første eksempel.

Forleden deltog jeg i fejringen af 35-året for det særlige danske pensionssystem, hvor lønmodtagerne via deres løn sparer op sammen i demokratisk forvaltede pensionskasser. Og der er grund til at fejre. For pensionsopsparingerne, der er tæt på at nå en værdi af 4.000 milliarder kroner, har dels gjort økonomien langsigtet bæredygtig, sikret lønmodtagerne mod stor indkomstnedgang i pensionsårene og også betydet en bredere fordeling af kapitalafkastet. Og måske endnu vigtigere: De enorme investeringsmuskler giver, som jeg diskuterer i min bog Nordisk Socialisme, lønmodtagerne mulighed for at øve indflydelse på samfund og økonomi. Men det er ligesom her, filmen knækker.

For som historien fra Frederiksberg vidner om, har pensionskasserne i alt for høj grad tænkt endimensionelt økonomisk. Vi skal tjene flest muligt penge hjem til lønmodtagernes pension, har kampråbet lydt. Og så må alle andre hensyn vige. Men konsekvensen er jo, at pensionskasser lige nu er med til at gøre det umuligt for deres egne medlemmer at bo i byen, eller i hvert fald gøre det så dyrt, at livsvilkårene forringes. Er det virkelig at varetage lønmodtagernes økonomiske interesser?

Modstander af indgreb

Man kan indvende, at det ellers bare er Blackstone og Co., der tjener pengene på at spekulere priserne op, og at det trods alt er bedre, at spekulationsgevinsterne går tilbage til lønmodtagerne.

Det store problem ved dette argument er, at pensionskasserne ved at blive aktører og interessenter i ejendomsspekulationen får et klart interessefællesskab med de udenlandske kapitalfonde, og dermed bliver de også modstandere af en mere vidtgående huslejeregulering, der kunne værne om lejernes tryghed og sikre byer med boliger, der er til at betale.

Det så vi for eksempel under forhandlingerne om det såkaldte Blackstone-indgreb, hvor pensionskasserne blev brugt som en slags rambuk for den samlede ejendomsbranche for at stoppe eller minimere indgrebet. Og senest har vi set, hvordan advarsler om konsekvenserne for lønmodtagernes opsparing er blevet brugt som argument mod den nye aftale om et huslejeloft, der beskytter lejerne.

Det er bizart, at lønmodtagernes opsparede midler på den måde instrumentaliseres til formål, der synes at stå i klar modsætning til samme lønmodtageres interesser – for eksempel at der findes boliger, der er til at betale for, ja, netop lønmodtagerne. Hvis pensionskasserne overhovedet skal være i udlejningsbranchen, så må de gå foran og vise en anden vej frem for at kopiere Blackstones nedrige adfærd.

Jubilæet for det danske pensionssystem bør bruges til at tage fat på en debat om en bedre balance mellem det helt rimelige hensyn til at sikre afkast til lønmodtagernes pension og så hensynet til at bruge investeringsmusklen til at varetage de samme lønmodtageres brederes samfundsinteresser.

Serie

Pelles position

Pelle Dragsted er tidligere politisk rådgiver og folketingsmedlem for Enhedslisten og i dag selvstændig skribent og medlem af kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune. På denne plads vil Dragsted hver anden uge dele et nyt perspektiv på verden set fra venstre.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kim Benzon Knudsen

Det er yderst velkomment at Pelle Dragsted rejser denne debat. Pensionskasserne er bogstaveligt talt med til at drive mennesker med almindelige indkomster ud af de store byer. Og deres ledelser og bestyrelser har tilsyneladende ingen skrupler overhovedet. Et friskt eksempel er at pensionskasser er blandt de drivende kræfter bag Lynetteholm-monsteret. Som ikke alene kommer til at koste københavnerne dyrt, men også skader havmiljøet i Øresund og Østersøen.
Det er en god idé som Pelle Dragsted foreslår, at vi benytter jubilæumsåret til at få kasserne ind på rette spor.

Katrine Damm, Rolf Andersen, Peter Mikkelsen, Steffen Gliese, Alan Frederiksen, Inger Pedersen, Arne Albatros Olsen, Inge Lehmann, Eva Schwanenflügel, Pernille Elholm, Carsten Munk, Poul Reynolds, Ervin Lazar, Lise Lotte Rahbek, Dorte Sørensen, Brian Andersen og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Jens Voldby Crumlin

Det er noget af en påstand at pensionskassernes enorme formue har gjort økonomien langsigtet bæredygtig. Formuen er opbygget gennem i visse tilfælde yderst aggressiv gearet spekulation i aktier som vi nu ser har kostet ATP et stort mia. tab. Læs om ATPs forretningsmodel her: https://research-api.cbs.dk/ws/portalfiles/portal/59650585/henrik_ramlau...
Det er bare et eksempel på at det er en illusion at tro at pensionsselskabernes metoder i jagten på profit adskiller sig grundlæggende fra de øvrige aktører på kapitalmarkedet. Da kronen for en del år siden var under pres var der også rygter om at pensionskasserne var med til at spekulerer mod kronen. https://www.berlingske.dk/oekonomi/pensionskasser-anklages-for-at-angrib...
Når det gælder deres måde at forvalte ejerskab i de virksomheder som de investerer i har jeg også meget svært ved at se det demokratiserende element.
Jeg arbejder selv i en virksomhed som i mange år var ejet af en kapitalfond som pensionskasserne havde sat store beløb i. Jeg så ingen inddragelse af medarbejderne af den grund. I stedet var der millionbonusser til toplederne for at skrue omsætningen voldsomt op uden at garderer sig med et tilstrækkeligt dækningsbidrag. Det kastede os ud i massefyring og konkurs.
Derudover har jeg altid principielt været modstander af arbejdsmarkedspensionerne og de private skattesubsidierede pensionsordninger fordi de har undergravet værdien af vores solidariske folkepension til fordel for et pensionssystem der fortsætter den økonomiske ulighed ind i alderdommen.
Kom igen Pelle hvis du vil sælge den usunde vækst og spekulations baserede danske pensionsmodel med indbygget ulighed som et aktiv i kampen for Nordisk Socialisme.

Kurt Nielsen, Steen K Petersen, Torben Skov, Alan Frederiksen, erik jensen, erik steenstrup dyhr, Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek, Martin Christensen, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar

Den oprindelige idé med pensionskasserne var jo lige præcis også at hjælpe medlemmerne på andre måder end med en formue at trække på efter arbejdslivet - såsom billige boliger.
Desværre medførte organiseringen af pensionsområdet i især 90erne, at alle disse typer basale og lavpraktiske tanker om at sikre pensionisterne blev afløst af en benhård profitjagt, der også stillede sig hindrende i vejen for det andet formål: at sikre indskudskapital i danske virksomheder for at sikre danske arbejdspladser og skatteindtægter.

Jeg kan slet ikke se en gyldig begrundelse for at huslejen skal forhøjes for nogen lejere.
Hvis jeg køber en ejendom hvor jeg selv lægger 2mio i udbetaling og får et lån med afdrag over 30 år, så vil lejeren jo aftale en leje i nærheden af afdrag + rente + vedligehold , og sidst ejendommensforbrug. Det eneste jeg kan se der skal kunne reguleres er ejendommens forbrug (vicevært, renovation, kontor mv.)
Ejeren af ejendommen vil jo betale 400000 af på lån og indskud årligt, og dvs. at renterne reduceres for hvert år der går UDEN at beboernes leje falder.
Jeg har forståelse for at når en lejer flytter kan lejligheden have en ny værdi i forhold til da tidligere lejer flyttede ind, men det er ikke fair at man kan hæve huslejen på en allerede indgået kontrakt. Og når man tegner lejekontrakt burde den max måtte reguleres med 1% årligt fremadrettet.
I øvrigt burde alle pensionskasser tvinges til at sætte minimum 5% af deres aktiver i selskaber der er non profit selskaber. Det ville ganske vidst reducere den årlige rente til 95% af det man eller ville få, til gengæld ville alt i vores samfund blive markant billigere, så alle ville få mere for pengene. Og der ville være markant mindre inflation fremadrettet.