Det vrimler i disse dage med politiske udtalelser om, at der skal være mere fokus på børns trivsel, og hvem ville kunne benægte, at vores børn og den generation, der skal føre vores samfund videre, skal trives?
Jeg kan dog ikke lade være med at undre mig over, om vores nuværende ’børnenes’ statsminister og alle de politikere, der råber op, kæmper for alle børn eller kun for dem, der både har en dansk mor og en dansk far?
I organisationen Ægteskab Uden Grænser er man bekendt med dansk-internationale familiers prøvelser i Danmark. Reglerne for opholdstilladelse strammes konstant, og den konstante usikkerhed skaber mistrivsel for børnene.
Cirka 800 danskere får afslag på familiesammenføring i eget land hvert år med deres ægtefælle fra et andet land – selv om nogle har fælles børn med dansk pas.
Vejen til permanent ophold er næsten blevet umulig, hvilket betyder, at mange dansk-internationale familier lever i en uendelige uvished og utryghed omkring deres ret til et permanent og roligt liv i Danmark. Risikoen for depression i denne gruppe er da også dobbelt så stor som blandt almindelige familier, og der er ti gange så stor risiko for at blive sygemeldt med stress ifølge Ægteskab uden Grænsers egen undersøgelse.
Ægteskab Uden Grænser er bekendt med flere familier, der fortæller, at usikkerheden, uvisheden, de kontinuerlige stramninger og ændringer fører til skilsmisser, skænderier og stress, som alt sammen påvirker børnene.
Familierne fortæller, at deres børn reagerer på forældrenes stress ved at udvise indlæringsvanskeligheder, sengevædning, depression, angst og adfærdsforstyrrelser, når mor og far ikke har det godt. Når mor eller far kæmper for at holde familien samlet, lider børnene også.
Børn med en dansk forælder har ingen rettigheder til familieliv i Danmark, hvis den anden forælder ikke er fra et EU-land, og hvis barnet ikke opfylder tilknytningskravet, hvilket indebærer seks-syv års ophold i Danmark. Det gælder både for danske børn født i Danmark og dem, som er født i udlandet.
Der segmenteres i danske børns grad af ’danskhed’ og herigennem deres ret til at leve sammen med deres forældre. Det skader familier og samfundet. Så kære politikere og statsminister. Husk at repræsentere alle danske børns tarv, når I taler trivsel. Alt andet er blot hyklerisk.
Olivia H. Scott er chefkonsulent og bestyrelsesmedlem i Ægteskab Uden Grænser