Public service skal ikke vise porno for børn og unge og tro, at de selv kan sætte grænser

Det er et samfundsanliggende at lære børn og unge at navigere i en stigende seksualiseret kultur. Det har man i hvert fald længe talt om. Dog har folkeoplysningen taget en uventet drejning i Norge.

Den norske pendant til DR, NRK, har i år udgivet dokumentarserien Porno 2022. Den er henvendt til unge og har til hensigt at klæde dem bedre på i en verden, hvor porno er frit tilgængeligt. Serien viser eksplicitte sexscener, oplyser om feticher og hvad man skal søge på for at finde dem. Serien er henvendt til unge over 15 år, men ligger frit tilgængeligt for ethvert barn med en iPad.

Det man havde regnet med var en varsom rådgivning til unge i at undgå at blive eksponeret for voksenunderholdning, er blevet erstattet af en aktivistisk nydelsesrevolution, som fokuserer på at afstigmatisere porno, hylde prostitution som kvindefrigørelse og opfordre unge til at udforske internettets mørke afkroge i jagten på netop det, de tænder på.

Hvad der sker i Norge, kan ske i Danmark. Derfor finder jeg dette forsøg på public service relevant at være forarget over og debattere herhjemme.

Public service skal ikke lære børn om porno

Børn eksponeres for pornografisk indhold tidligere end nogensinde. Ifølge en norsk undersøgelse har 49 procent af børn mellem 13 og 18 år stiftet bekendtskab med porno, og ud af dem havde hele 57 procent set porno, før de var fyldt 13 år.

Internettet kan være et grumt sted. Børn på onlineplatforme er i risiko for grooming og digitale krænkelser, og man kan nemt få forskruede ideer om, hvad ’den første gang’ eller et parforhold skal indebære.

Public service rettet mod børn og unge skal kunne rådgive om, hvordan man undgår porno og skadelige karriereveje såsom OnlyFans og informere om, hvad et typisk parforhold indebærer. 

Jeg anerkender, at det kan være svært at finde den perfekte balance mellem at oplyse og skærme, men man kan vel fastslå, hvad public service ikke skal.

Den skal ikke fremme nysgerrighed om internettets mørke afkroge. Den skal ikke være grænsesøgende med risiko for at krænke, og den skal ikke vise porno til unge eller introducere unge til pornografiske karriereveje.

Alienporno, klovneballonporno og BDSM

Den norske dokumentarserie Porno 2022 er udviklet i tæt samarbejde med unge. Den er uhyre populær og var allerede i maj blevet set af op mod 250.000 nordmænd.

Serien informerer om pornoindustrien, og her optræder der både fortalere og modstandere af porno.

Serien viser eksplicitte sexscener og præsenterer positive og negative sider af karriereveje som OnlyFans og videoprostitution.

Serien oplyser om seksuelle feticher såsom dyrekostumer, ekshibitionisme, kvælning og dét, der er værre. Feticherne fremstilles som relativt uskyldige udtryk for seksualitet. Hensigten er at afstigmatisere feticherne. De omtales med nøgleord, så man selv kan finde frem til dem på nettet.

I fjerde afsnit introduceres de unge til RULE 34. Det er en uofficiel internetregel, som lyder: ’Hvis det eksisterer, så findes det som porno.’ En oplysning, der vil få enhver drengegruppe til at skynde sig på internettet efter at have set serien.

Afsnittet indeholder rystende scener. Jeg skammer mig over at skulle nævne dem her, men programmet er lavet til unge af et statsstøttet medie lignende DR, og derfor er det vigtigt at viderebringe.

Afsnittet inkluderer og viser alienporno, klovneballonporno, japansk ydmygelseskakerlakporno, dyrekostumeporno og BDSM. Klippene vises med præcise titler på videoerne og webadresse, så enhver ved præcis, hvor de skal gå hen for at ’blive klogere’.

Også eksperterne er grænseløse

Målet med serien er at give unge seere et grundlag, de kan tage informerede valg og sætte deres egne grænser ud fra i et ellers grænseløst univers, skriver NRK. Men er det ikke de voksnes opgave at sætte grænser, når det kommer til børn og porno? Skal det virkelig være op til de unge selv at sætte grænser? Åbenbart, hvis man spørger eksperterne.

Psykolog og sexolog Elisabeth Tverrli er tilknyttet den norske dokumentarserie. En bekymret far skriver til hende, at hans søn søger på MILF-porno – fantasien om at have sex med en mor.

Elisabeth Tverrli svarer den bekymrede far: »Det lyder, som om din søn er nået i puberteten og udforsker sin seksualitet. Jeg synes, vi skal stræbe efter, at fantasien er så fri som muligt.« Hun tilføjer, at der er mange som hans søn, der ser MILF-porno, og at fantasien ikke nødvendigvis refererer til ens egen mor.

Er en nichefetich som MILF-porno bare udtryk for én seksualitet blandt mange? Og begrænser vi unge, hvis vi begynder at blande os i, hvad der er rigtigt eller forkert at se?

I 2020 var der et borgerforslag herhjemme, der skulle forhindre børn i at se porno. Sociolog og pornoforsker Sidsel Harder var imod forslaget med den begrundelse, at det ville være forkert at opdele porno i rigtig og forkert: »At tage afstand fra andres fantasier er at tage afstand fra andre mennesker og […] gøre sig til dommer over, hvad andre må forestille sig eller tænke på at gøre.«

Hun mener, at man ved at forhindre børn i at se porno berøver dem muligheden for at udforske homoseksualitet.

I forlængelse heraf laver flere folkeskoler sammen med for eksempel normstormerne en dedikeret indsats for at fremme accept og anerkendelse af LGBT+. Man skulle her forestille sig, at der blev søgt en afgrænsning af, hvad der var passende for børn at stifte bekendtskab med. Sådan en grænse er dog svær at finde. 

Copenhagen Pride har i et twitteropslag skrevet, at sexlegetøj og feticher altid vil være en del af regnbuen og prideparaden, også når det bliver anfægtet, at der til den årlige pridefolkefest ofte er børn og regnbuefamilier til stede. Feticher og sexlegetøj kan ikke udelukkes, da der ifølge Copenhagen Pride naturligvis skal være plads til ’at være sig selv’ til deres events.

Hvis vores eneste rettesnor med hensyn til børn og unges eksponering for pornografisk indhold er, at de skal ’sætte egne grænser’ men derfra skal gå på udkig og finde ud af, ’hvem de selv er’, så er der i hvert fald sket en ændring i, hvordan man forholder sig til dét, man engang kaldte for voksenunderholdning.

Risikerer en historisk skandale

Porno bliver omtalt af eksperterne som ’politisk produktivt’, da den kan have frigørende kvaliteter for både voksne mænd og kvinder og tidligere spillede en rolle i normaliseringen af homoseksualitet.

Men er revolutionen fra 1968 ikke ovre? Har vi stadig gang i et aktivistisk projekt, og er der flere marginaliserede seksualiteter, der skal normaliseres? Bliver seksualundervisning og lignende i så fald en del af dét projekt? Det tror jeg, det gør, og det mener jeg, udtalelserne og dokumentarserien bekræfter.

Børn og porno er ikke nogen køn cocktail. Den seksuelle revolution kom ikke uden skandaler. Velkendte franske akademikere, psykologer og læger advokerede i 1977 for at afskaffe den seksuelle lavalder, da de mente, at børn godt kunne samtykke til seksuelle forhold med voksne. Børneporno blev først forbudt 11 år efter pornoens frigivelse her i Danmark.

Hvis det eneste, den seksuelle revolution har efterladt os med af redskaber i det moralske repertoire er ’samtykke’, ’mærk efter’ og ’find dig selv’, så tror jeg, vi har retning mod endnu en historisk skandale.

Mathew Hopwood studerer statskundskab.