Kommentar

RUC er på vej til at blive et hæderligt, men ordinært provinsuniversitet

Den problemorienterede forskning er en succes, men de studerende mærker for lidt til den. Vi ser alarmerende tegn på, at studerende bliver væk fra RUC eller søger væk før tid. Måske RUC nu skal gå forrest i den næste uddannelsesrevolution?
Måske spiller uddannelse ikke helt den samme rolle i studerendes liv som i 1972. Men muligheden for at arbejde dybdegående med virkelige problemer, som optager unge, kunne stadig blive en afgørende nøgle til fornyelse af universitetsuddannelserne, skriver professor Henning Salling Olesen, der har været ansat ved RUC siden universitetets start i 1972, i dette debatindlæg.

Måske spiller uddannelse ikke helt den samme rolle i studerendes liv som i 1972. Men muligheden for at arbejde dybdegående med virkelige problemer, som optager unge, kunne stadig blive en afgørende nøgle til fornyelse af universitetsuddannelserne, skriver professor Henning Salling Olesen, der har været ansat ved RUC siden universitetets start i 1972, i dette debatindlæg.

Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix

Debat
26. september 2022

RUC fylder 50 år i år, og det er da en god grund til at gøre status. RUC kan vel ved siden af Christiania ses som efterkrigstidens mest omfattende og langvarige afprøvning af velfærdssamfundets evne til at rumme og drage nytte af radikale eller utopiske ideer og bevægelser.

Denne avis har utvivlsomt mange læsere med tilknytning til eller personlig erfaring fra RUC. De må have undret sig lidt over Ilja Wechselmanns kronik den 1. september. Den kunne have været skrevet for 40 år siden. Det element af projektion, der altid er i politiske erindringer, synes i kronikken at dominere over den konkrete historie. Den risiko må jeg med (faktisk mere end) 50 år på RUC også selv tage på mig.

Jeg har delt de visioner, som kendetegnede RUC som uddannelsespolitisk eksperiment, og jeg deler også frustrationen over universitetsverdenens aktuelle udvikling.

Wechselmanns fortælling er en abstrakt myte om de gode ideer og en ond statsmagt, personificeret ved Socialdemokratiets »fossile hoveder« og »sykofanter«, som gennemsætter en kapitalistisk nødvendighed med bureaukratiske midler.

Som altid har en idiosynkratisk tankegang og nogle interessante perspektiver – og det er selvfølgelig godt at overveje, om man er en nyttig idiot.

Hæderligt, men ordinært

Men en mere nuanceret historie handler om en midlertidig alliance mellem de mange forskellige utopiske ideer fra 1968 og også to forskellige interesser hos Socialdemokratiet: et mål om demokratisering af uddannelse og en temmelig teknokratisk idé om videnskab som instrument for politik.

Det revolutionerende var, at RUC i 1972 skabte en ramme, hvori disse centrale sociale og kulturelle dynamikker kunne brydes som en del af en uddannelse. Så var nogle socialdemokrater ganske vist formynderisk utålmodige og projicerede gamle fjendebilleder af totalitær marxisme over på alt det utopiske og eksperimentelle.

Wechselmanns beretning slutter omkring 1980, men det gjorde den virkelige historie ikke. Vi kan lære mere af erfaringen fra RUC. For hvad skabte og muliggjorde dette ’samfundskritiske universitet’ i 1972? Var det kun de dårlige ideer, der overlevede? Kan man forestille sig et tilsvarende demokratisk og samfundsengageret universitet i dag? 

Af Wechselmanns kronik fulgte den 19. september en journalistisk artikel, hvor andre involverede fortæller mere aktuelle historier. De er naturligvis også subjektive og forskellige, men betydeligt mere nuancerede og oplysende. Tilsammen fortæller de om en institutions udvikling, som fører RUC i retning af et hæderligt, men ordinært provinsuniversitet.

De fremhæver på den ene side den tværfaglige problemorienterede forsknings succes (med rette) og på den anden side det problemorienterede projektarbejdes afgørende betydning i uddannelserne. Har de gode ideer så sejret? Kun delvist – og måske slet ikke på langt sigt.

Studerende søger væk

Der er et væsentligt element af skønmaleri i beskrivelsen af uddannelsernes udvikling. Vi ser alarmerende tegn på, at de studerende bliver væk fra RUC eller søger væk før tid, og meget tyder på, at det har at gøre med projektarbejdets degenerering.

RUC giver stadig de studerende mulighed for at beskæftige sig med selvvalgte projekter. Men muligheden for faglig fordybelse og progression er for ringe. Det er for meget skole – projektarbejdet bliver af de studerende i dag meget illustrativt kaldet ’shake and bake’ – eller bare ’opgaveskrivning’. Det giver hverken autenticitet i problemformulering eller faglig fordybelse. 

Måske spiller uddannelse ikke helt den samme rolle i studerendes liv som i 1972. Men muligheden for at arbejde dybdegående – forskende, kreativt og praksisrettet – med virkelige problemer, som optager unge – klimaet, biodiversitet, social ulighed, identitetspolitik – kunne stadig blive en afgørende nøgle til fornyelse af universitetsuddannelserne. Det problemorienterede projektarbejde kunne stadig være en afgørende kvalitet.

Men måske skal man samtidig sætte det lange lys på og tænke over, hvad et ’samfundskritisk universitet’ vil sige nu og i fremtiden?

Jeg tror, at nutidens skolastiske uddannelsesmodel vil tabe i betydning til fordel for hybridformer af livslang læring med mulighed for tilbagevendende uddannelsesperioder og rum for demokratisk fordybelse gennem hele livet.

Problemorienterede læreprocesser, der er forankret i og bidrager til samfundsmæssig praksisudvikling på en mere direkte måde end gennem én uddannelse i ungdommen. Måske tør RUC gå forrest i denne udvikling?

Henning Salling Olesen er professor ved Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ilja Wechselmann

Henning Salling Olesen tak for din replik til min beskrivelse af RUC. Jeg opfatter, du er enig i det, jeg har beskrevet som en momentant realiseret utopi, men - siger du - historien og debatten om RUC går videre, hvilket også understøttes af den opfølgende journalistiske artikel fra d. 19.09.2022. Det må være sådan. Og det er kun sørgeligt at der er så meget nederlag for nogle fantastiske idéer, således som det kan ses af både den artikel og din. Jeg er enig i at Socialdemokratiets uddannelsespolitik havde to sider: Tolerance overfor de relevante reformer af de højere uddannelser parret med en fobi overfor marxister og den venstrefløj, hvis opgave det altid og i forskellige versioner har været at bide reformismen, socialdemokratismen i hælene.

Min pointe med at skrive et indlæg, der skal ses som et autentisk(?) historisk billede af noget unikt, er at påpege de glimt fra fyrtårne i mørket, som kan lede samfundsudvikling i meningsfulde retninger, mens du selv stiller dig tilfreds med det ordinære, provins-universitet, du har viet dit liv. I Forskerforums næste nummer kan du se en ekspansion af mine idéer.
Det stadigt lysende ved RUC's idéer står i et skær af ambivalens, for nogle af dem er blevet udvandet til det perverse og andre er annammet uden at ret mange ved, hvor de kommer fra. Min illustration af kunde undersøgelsen nu om dage er fra formørkelsens regime. Moderne ledelsesformer, som især høj teknologi firmaer baserer sig på er det modsatte.
Med idiosynkratisk hilsen Ilja Wechselmann

Torben Kjeldsen

Blot en reminder, som underviser på RUC plejer jeg at sige til de studerende, i læser på verdens bedste universitet. I skal mestre den svære kunst der hedder tværfaglighed og samtidigt helt som grundlag kritisere og udfordre herskende teorier. Gerne drysset med tanker om et bedre liv. Og der er rigeligt plads til forbedring af hverdagslivet.

Hvorfor er det et problem at være et ordinært provinsuniversitet. Det er de fleste universiteter vel. Ikke alle universiteter kan være ekstraordinære hovedstadsuniversiteter.