Kronik

Skæld ikke ud på normkritikken. Den er almindelig praksis på handicapområdet

Normkritik er et nyttigt redskab til at udfordre vores ubevidste bias, gøre os nysgerrige på hinandens muligheder og begrænsninger i livet og den ulige fordeling af magt og privilegier. Det er nødvendigt for at skabe et mere inkluderende samfund
I WHO’s definition af handicap som noget samfundsskabt ligger en normkritik, skriver Emil Falster. Definitionen betyder nemlig, at personer med en funktionsnedsættelse først får et handicap i mødet med de samfundsmæssige barrierer, der er indrettet efter en krop, der ikke er fysisk begrænset.

I WHO’s definition af handicap som noget samfundsskabt ligger en normkritik, skriver Emil Falster. Definitionen betyder nemlig, at personer med en funktionsnedsættelse først får et handicap i mødet med de samfundsmæssige barrierer, der er indrettet efter en krop, der ikke er fysisk begrænset.

Peter Nygaard Christensen

Debat
27. september 2022

Der er intet som normkritik, der kan få Twitter til at gløde og debatspalterne i aviserne til at flyde over. Især normkritik rettet mod køn og seksualitet kan få folk til tasterne.

Det så vi over sommeren i Berlingske og Kristeligt Dagblad, og det var da også en debat om netop normer for køn og seksualitet fra nærværende avis, der i første omgang fik refleksionerne til denne kronik i gang hos mig.

I forbindelse med Pride-ugen i København kunne jeg i Information under overskriften »Pride-paraden er den eneste dag på året, hvor jeg trygt kan gå på gaden« læse en kronik om Jonathan Jules Strange Kjeldsens kamp for at få lov til at leve som transkønnet i Danmark. Det var i hvert fald sådan, jeg læste kronikken.

Jeg konstaterede, at en lang række af Jonathan Kjeldsens oplevelser er sammenlignelige med de erfaringer, børn og unge med handicap gør sig, og som jeg har stiftet bekendtskab med som forsker.

På samme måde som transkønnede bliver personer med handicap ofte underlagt normer, der er ulighedsskabende, og som resulterer i eksklusion og diskrimination. Derfor springer jeg ud i et forsvar for normkritikken – med al den kritik, der måtte følge med.

Normkritik skaber nye normer

Normer er uskrevne og selvfølgelige regler og værdier, der angiver, hvad vi forbinder med det forventelige og normale. En norm er ikke per definition noget negativt eller uønsket. At være normkritisk indebærer derfor ikke et totalopgør med alle normer og en omvæltning af samfundet til noget normløst – snarere tværtimod – da normkritikken også indebærer produktionen af nye normer.

Pointen er imidlertid, at disse normer bør antage en mere inkluderende karakter. Normkritik skal derfor anvendes til at udfordre vores ubevidste bias, gøre os nysgerrige på hinandens muligheder og begrænsninger i livet og den ulige fordeling af magt og privilegier med det formål at skabe et mere inkluderende samfund.

Normkritik er på mange måder en allerede kendt tilgang på handicapområdet. Det har med mere eller mindre held været den dominerende tilgang siden 1990’erne, men den har bare aldrig gået under navnet ’normkritik’.

Som et eksempel kan vi tage vores handicapbegreb, som det er formuleret af WHO eller i Handicapkonventionen. Her er vi enige om at definere handicap som noget samfundsskabt. Du kan altså som enkeltperson have en funktionsnedsættelse, men du får først et handicap i mødet med samfundsmæssige barrierer og diverse former for diskrimination og eksklusion, eksempelvis i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

Vores handicapbegreb fordrer, at vi forholder os kritisk til den kropskapable norm i samfundet. Denne norm angiver, at det forhold at være kropskapabel, hvilket indebærer, at man ikke har eller oplever kropslige begrænsninger, er det normale og naturlige. Denne norm har igennem historien været dominerende og gennemsyrer en lang række samfundssystemer og arenaer og kommer eksempelvis til udtryk, når vi helt eller delvist indretter offentlige rum, kollektiv transport eller digitale løsninger efter kropskapable.

Manglende adgang

At den kropskapable norm er ulighedsskabende, eksisterer der en lang række eksempler på, eksempelvis på sundhedsområdet. Statens Institut for Folkesundhed publicerede i år en undersøgelse, der baserer sig på data fra godt 470.000 kvinder i alderen 50-69 år, heri konkluderes det, at 62-64 procent af kvinder uden funktionsnedsættelse er fuldt screenet for brystkræft, mens det kun er tilfældet for 42-44 procent af kvinder med såkaldt mobilitetsnedsættelse, synsnedsættelse og depression.

Selv om studiet ikke undersøger årsagen til uligheden, peger andre studier på, at den ulige adgang kan skyldes praktiske udfordringer, eksempelvis manglende adgang til transport.

Og den ulige adgang til kollektiv bustransport er et større og mere omfattende problem. Institut for Menneskerettigheder publicerede i 2021 en undersøgelse, hvori det konkluderes »at den almindelige kollektive bustransport i Danmark i ringe grad sikrer tilgængelighed for personer med bevægelseshandicap. Det er blevet så besværligt at opnå tilgængelighed til de almindelige busser for passagerer, at mange mennesker med bevægelseshandicap simpelthen opgiver at tage bussen. Kørestolsbrugere er derfor et særsyn i de danske busser«.

Instituttet peger på, at årsagen kan findes i, at fem ud af seks trafikselskaber, der geografisk dækker hele landet, ikke tillader deres buschauffører at hjælpe passagerer ind i bussen. I undersøgelsen sammenlignes adgangen til bustransport i København med 32 andre europæiske storbyer – København ligger på en sidsteplads.

Bevidsthed om bias

Den kropskapable norm foranlediger til en række samfundsmæssige barrierer, da den gennem tiden har indsnævret vores normalitetsbegreb. Normen har været en betingelse for, at vi som mennesker har udviklet en række ubevidste kognitive bias. Disse bias opstår i forbindelse med vores tænke- og handlemåder, eksempelvis når vi skal træffe beslutninger. Her har vi en tendens til at tænke og handle med afsæt i vores personlige erfaringer og stereotype kategorisering af andre grupper.

Én af normkritikkens pointer er, at vi som mennesker har forskellige positioner og karaktertræk, eksempelvis seksuel orientering, kønsidentitet, alder og handicap. Nogle positioner og karaktertræk privilegerer, mens andre kan virke som et medium for eksklusion og diskrimination.

Når vi udformer og indretter rammerne for det levede liv, eksempelvis gennem arkitektur, diverse former for infrastruktur og design af teknologiske og digitale produkter, kan kognitive bias betyde, at vi (ubevidst) risikerer at ekskludere andre.

Som mennesker har vi eksempelvis en tilbøjelighed til at se efter eller favoriserer den information, der bekræfter vores mavefornemmelse og fordomme, og samtidig ignorere eller negligere den information, der modsiger selv samme. Det hedder bekræftelsesbias.

Vi har desuden en tilbøjelighed til at favorisere og tillægge positive egenskaber og karakteristika til de personer, der tilhører den samme gruppe som os selv, såkaldt in-group-bias. Det betyder også, at vi har en tilbøjelighed til underprioritere andre grupper, såkaldt out-group-bias.

Disse bias, der kun er eksempler på en lang række af eksisterende bias, kan normkritikken være et konkret redskab til at gøre op med. Det kan være i form af, at vi lærer og støtter hinanden i at reflektere over, at den kropskapable norm ikke kan udgøre hele rammen for eksempelvis al arkitektur og infrastruktur. Det er ikke kun noget, der vil komme mennesker med handicap til gavn, men snarere alle, der permanent eller periodisk har en varierende funktionsevne; ældre, gravide, syge eller det relativt store antal mennesker, der i løbet af et år kommer ud for en ulykke og eksempelvis brækker et ben.

Normkritik kan som et mindset og menneskesyn være med til at skabe refleksion og opmærksomhed på ubevidste bias. Derfor er normkritik ikke noget, der alene vedrører dem, der bryder med normerne for køn og seksualitet, men i stedet noget vi kan dele, og som kan gøre os nysgerrige og klogere på hinandens muligheder og begrænsninger.

Emil Falster er ph.d., post.doc. ved Universal Design Hub/Bevica Fonden og Aalborg Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maya Drøschler

Sobert og oplysende indlæg. Tak for det.

Inge Lehmann, Vanessa Poulsen og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Jeg tog bussen fra købmanden ét stoppested kl. 8:15. Bussen var fyldt med børn og mødre der skulle noget. Jeg har kigget på min væg i to måneder siden mit sidste ressourceforløb. Jeg har fået at vide at dét at kigge ind i sin egen væg også er en del af kommunens ressourceforløb. Som hjernevasket efter blodpropper er livet overflødigt - når stemmen er forsvundet og fingrene er stive. Jeg spiser 2/3 langsommere som almindelig. Derfor bliver maden ofte kold, og offentligt, kan jeg slet ikke, i min tilstand.

Når du taler om offentlig trafik som udelukker nogle bestemte. Så må jeg tilføje at på Ærø har man altid udelukket mennesker uden bil, for sidste bus er kl 20.30.
Andre steder stopper bussen til middag lørdag og søndag. Sådan er livet uden for byerne. Desværre ligger det i fremtiden at den kollektive trafik bliver skåret en femtedel. Selv den socialdemokratiske regering foragter mennesker som ikke kan køre bil.

Jeg kender i dén grad til at blive afvist. Især når jeg åbner munden og forsøger at tale.

I Fredags skænkede jeg øl til en øl-festival. Lutter glade mennesker og nogle helt fra KBH, Kolding og Ålborg. Det var i Svendborg og de fulde gav mig tid til at fortælle om øllene i mit tempo.

Nu er regnen stoppet og så vil jeg køre en tur med bussen igen. Fordi mit lejede hus er gennemkoldt og brænde er for dyrt.

Inge Lehmann, Vanessa Poulsen, Christa Una Ryholt, Ninna Maria Slott Andersen, Lars Jørgensen, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Vanessa Poulsen

Tak for en god kronik!

Som 43-årig københavner, der for nyligt er flyttet til en provinsby i Nordsjælland, har jeg opdaget, at normerne er meget forskellige fra storby til provinsby.

Her vil de voksne f.eks. ikke tage cyklen eller spadsere ned og købe ind, selvom supermarkedet er lige om hjørnet. De vil heller ikke bruge bussen som transportmiddel. Det er stort set kun de dårligt fungerende og unge under 18, der tager bussen... Sådan er kulturen desværre. Det er næsten som om, at folk ser det som en social deroute at tage bussen.

Det skaber et skel mellem folk, men det er også årsagen til, at bussen kun kører 1 gang i timen, selvom der bor 2000 mennesker i byen!

Normkritik er vigtigt, så vi ikke gror fast :-)