Debat
14. september 2022
Som pædagog bliver jeg træt.
Træt af at valgkampen nu igen skal handle om, hvorvidt store skattelettelser til de rigeste rent faktisk kommer til at betyde færre ansatte i kernevelfærden.
Jeg bliver træt, fordi det ikke er et spørgsmål, om der bliver skåret i kernevelfærden, hvis Søren Papes (K) plan går igennem. Det er et spørgsmål om, hvor ondt det gør, når sparekniven rammer.
Jeg vil gerne slå fast, at jeg ikke er principielt modstander af skattenedsættelser. Jeg er også af den opfattelse, at der er ting i den offentlige sektor, der er overflødige, og arbejde, der helt kan fjernes eller skæres drastisk ned. Og her opstår et kæmpe dilemma for mig som pædagog, der stemmer til venstre for midten.
Du har startet debatten Mette. Tak det er så nødvendig en samtale. Håbet et eller flere partier vil se mulighederne i din kloge opfordring. Hvor manges job i det offentlige handler om at finde på for at holde liv i eget job ? Uden at det gavner borgerne..
Jeg har været vidne til en del.
Jeg har haft ledere der er til så mange ledermøder det angiveligt skulle gøre dem til bedre ledere, opfundet af andre ledere der skal finde på for at holde liv i eget job. at de sjældent er til stede på arbejdspladsen de rent faktisk skal lede og derfor ikke aner hvad der virkelig foregår og når de så er til stede har de så travlt med det adminestetive at de ikke har tid til at høre, se og mærke hvad der foregår . Mit bud er , at en del mellemledere kan skæres uden at borgere mærker andet en mere nærvær.
Man slipper kun af med det dræbende, destruktive og oligarkiske bureaukrati ved en decideret udrensning i det lag af mellemledere, det offentlige blev påført med Nyrup og allermest Fogh Rasmussen.
Det er da ikke kun mellemledere - der er alle mulige administrative stillinger, der kan nedlægges.
En historie fra det virkelige liv:
Jeg arbejdede i nogle år for staten og kunne med egne øjne se tjenestemænd, der sad og læste avis om morgenen og nød kaffe og ostemad, mens de ventede på, at der kom tal ind, som de så skulle rapportere videre og mens de opfandt nye procedurer, der afstedkom flere tal, der skulle rapporteres.
Kom jeg ind med en haster-opgave, så grinte de først og afviste - og hvis jeg insisterede, så henviste de til en procedure eller andet, der fritog dem fra at hjælpe.
Vi funktionærer lærte hurtigt at løse tingene selv og arbejde adskilt fra dem.
Et sådant system holder sig selv i live - og dengang kunne man ikke bare fyre en tjenestemand....og røg de endelig ud, så var det 5 år med fuld løn og typisk først efter lange forhandlinger (med løn) inden en fratrædelsesaftale blev underskrevet.
Og jeg husker, hvordan de så ned på os andre - vi "funktionærer" - og hånede os med, at de havde en bedre pension, løn, sikkerhed i ansættelsen og at de "var uundværlige" tandhjul i "systemet". Men fredag efter kl. 12 så var deres kontorer - inkl. chefen, der også var tjenestemand - støvsugede for medarbejdere og vi gik videre til kl. 16. Åbenbart var de ikke uundværlige i det tidsrum...
Før jeg kom dertil, så havde jeg været i det private i en del år - og jeg morede mig kosteligt over, at de ikke kunne få trykte visitkort (et meget stort prestige-projekt blandt afdelingens tjenestemænd dengang og varmt samtale-emne - forfængelighed er og bliver en dødssynd) og derfor uhjælpeligt prøvede at få den store kopimaskine til "diskret" at spytte visit-kort ud til dem. Det kunne den jo godt, men det blev jo det tynde A4-papir og de skulle selv sidde og klippe og kortene var jo som lavet i en børnehave...så de højtlønnede tjenestemænd prøvede så at komme en tykkere kvalitet i (som de havde søgt om til et "projekt") med det resultat, at kopimaskinen gik i stå!
Og vi taler tidlige 90'ere, hvor e-mail var noget fremtidigt og kopimaskiner var store, larmende og varmende - og da den så brød sammen, så skyndte de sig at fjerne, hvad de havde i den, men de kunne jo ikke finde ud af at fjerne det indvendige papir, som var stoppet - de rodede naturligvis ikke med noget, der gav dem beskidte fingre ;) - så vi andre fik naturligvis til opgave at undersøge for afdelingens chef, hvad der var galt med maskinen og om vi kunne fikse den eller der skulle tilkaldes reparatør....helst ikke, for det var jo ved at være sidst på året og budgettet var jo brugt...
Efter at have åbnet maskinen op og med lidt mekanisk snilde og sorte fingre fik vi så trukket de tykke papirer fri, børstet dem af for snavs og til tjenestemændenes store moro afleveret de halvprintede A4-ark med stiplede linier og tjenestemændenes navne, titler og telefonnumre inde på afdelingschefens bord.
Needless to say, så blev sagen jo lukket ned, da chefen selv var tjenestemand og de jo dækkede over hinanden. Tjenestemændenes talsmand var hurtigt inde på chefens kontor og lukkede døren efter sig og dagen efter var der total tavshed om sagen.
Rigsrevisionen fik heller aldrig kendskab til det "projekt", som papiret var indkøbt til
eller de øvrige projekter, hvor statens tid blev røvet og snyltet af en flok pampere, der på den ene side fik høj løn og livslang pension, men på den anden side ikke kunne få nok i goder, selvtildelt uatoriseret nedsat arbejdstid osv. Grådighed er også en dødssynd og den er almenmenneskelig.
Jeg stoppede sammen med flere af mine funktionær-kollegaer få år før den arbejdsplads blev nedlagt - men jeg var ikke den eneste, der gik derfra med foragt for deres manglende solidaritet med de af os, der havde aktiv borgertilknytning. Jeg anså dem for korrupte.
Nogle gange taler man om X antal børn pr. pædagog eller lærer - prøv engang at tage det tankeeksperiment videre og så sig: for hver X pædagog og lærer må der være "1 kold hånd" til administration"...
https://www.youtube.com/watch?v=qmXzGI0XP7M