Kronik

Tinder har gjort personer til forbrugsobjekter, man kan bruge til at booste sit selvværd

Når jeg er på Tinder eller Grindr, føler jeg mig konstant evalueret og sammenlignet med andre. Jeg tager også mig selv i at afvise folk bare for at booste mit eget selvværd. Derfor foretrækker jeg nu at score i metroen
Efter mange år på Tinder og Grindr kan Stephan Sabinsky mærke, at det styrker hans selvværd mere at afvise folk på disse apps, end at modtage deres anerkendelse.

Efter mange år på Tinder og Grindr kan Stephan Sabinsky mærke, at det styrker hans selvværd mere at afvise folk på disse apps, end at modtage deres anerkendelse.

Anders Rye Skjoldjensen

Debat
23. september 2022

Det er paradoksalt nok kun blevet sværere at få en kæreste efter fremkomsten af datingappen Tinder, selv om vi nu i mere end ti år har haft uendelige muligheder for at swipe mellem mennesker. 

For på Tinder sker der så lidt, og man får det så skidt.

Den gensidige evaluering af de afbildede kroppe sker på millisekunder. Og selv hvis det lykkes for to personer at matche, så er det sjældent, det bliver til en date. Og hvis dét endelig sker, bliver man ofte ghostet (når en relation afsluttes uden forklaring ved at afbryde al kommunikation, red.) eller trækker selv følehornene til sig ved den mindste risiko for skade på selvværdet.

Men hvordan møder man ellers en kæreste?

Metroen er blevet mit foretrukne sted at lede. Her kan jeg udveksle uforpligtende, flirtende blikke. Det er her, jeg kan smile til en sød fyr og få et smil tilbage. En lille klatopladning af mit selvværd. En lille booster i det offentlige rum, der er for alle, og hvor alle er på vej videre.

Jeg har ikke opgivet mine profiler på Tinder, Grindr og de andre apps til at finde kærlighed og sex. Men jeg har ikke længere nogen forventninger til dem.

Bedømmer in absentia

Onlinedating er ikke et nyt fænomen. Før smartphones med GPS og indbyggede lokaliseringstjenester søgte man også efter hinanden på internettet. For eksempel på amerikanske eHarmony og match.com og danske dating.dk og boyfriend.dk – sidstnævnte for homoseksuelle fyre og mænd en slags fortidens Grindr.

Siden onlinedating opstod i de digitale tiders morgen, er fænomenet gået fra at være noget, man helst ikke fortalte venner og familie om, til at være en helt normal datingpraksis.

Men der er sket noget med den måde, vi dater på, og den måde vi kommer ud af kærligheden på igen. I de ti år, vi har haft Tinders brugervenlige og berømte swipe-teknologi – til venstre for nej tak og til højre for ja tak, og et match, hvis man er heldig – er kærlighedsmarkedet blevet et sted, hvor jeg konstant bliver bedømt in absentia og bedømmer andre.

De fleste mennesker er drevet af hormoner, af lysten til sex, og de fleste singler drømmer i perioder om at danne par med en eller flere. Sex er intimitet, sex er også psykologisk bekræftelse. I perioder har jeg brugt sex til at regulere mine følelser. Havde jeg det skidt, gjaldt det om at møde nogle fyre i de uger, hvor mine børn fra et tidligere, godt og langvarigt forhold (fra tiden længe før Tinder) var hos deres anden forælder.

Som nyudsprungen homo i sen alder havde jeg selv gode erfaringer med at bekræfte min identitet ved at være sammen med andre fyre, casual sex altså, ofte gennem apps. Men den følelse varede ikke ved. At møde nye mennesker kan være dybt tilfredsstillende på flere måder. Men angsten for at blive afvist i processen er blevet større.

Anders Rye Skjoldjensen

En afvisning kan være mange ting. Det kan være, at den anden fyr ikke skriver tilbage, når jeg kontakter ham på Grindr. En afvisning kan være, at ham, jeg skriver med på Tinder, giver mig kritik. Men den ultimative afvisning er at blive ghostet, og det er helt normal praksis på datingapps.

Det værste, jeg ved, er, når en fyr på Grindr skriver, han gerne vil mødes med mig, og vi skriver lidt sammen, og så pludselig kan han alligevel ikke ses på det aftalte tidspunkt, men han er stadig aktiv online på det tidspunkt, hvor vi skulle have mødtes, kan jeg se. For ham var jeg bare en ’mens jeg venter på noget bedre’, en slags backup at falde tilbage på, hvis noget bedre ikke dukkede op. Det er knusende at blive sat tilbage på hylden til fordel for en anden vare, en anden krop.

Alligevel gør jeg det selv på Tinder. Når en aftale om en date er ved at nærme sig, glider jeg ofte af og trækker mig. Jeg har ikke energien til at gå på alle de dates, det føles bare rart at lade, som om man vil mødes og starte et liv sammen.

Kærlighedens endeligt

Når jeg så endelig mødes på en date med en fra Tinder, eller med en fyr fra Grindr, så bringer det mig ikke så meget videre.

Jeg har længe undret mig over, hvad grunden til det var. Og jeg fandt måske svaret i Eva Illouz’ bog The End of Love – A Sociology of Negative Relations. Sociologiprofessoren beskriver noget, som få andre sociologer har kastet sig så systematisk over gennem sin forskning og sine bøger: kærlighedens endeligt.

Hun undersøger det, hun kalder negative relationer. Illouz skriver: »Negative forhold har slørede, uklare, udefinerede eller omstridte formål; de har ingen skrevne regler for engagement og frigørelse og ingen eller ringe straf for at blive fortrudt«. 

I en negativ relation er den anden blot et middel for en selv og ens selvværd. Den anden er ikke et anerkendelsesværdigt objekt i sig selv. Det er måske grunden til, at nogen pludselig ghoster. Folk, man har skrevet med, der pludselig forsvinder, unmatcher en. Måske endda folk, man har mødtes med i virkeligheden på en date.

Eva Illouz skriver, at »apps som Tinder gør personer til forbrugsobjekter i form af billeder og profiler«.

Sådan kan jeg tit føle mig på Tinder eller Grindr, som en vare der bliver konstant evalueret og sammenlignet med andre. På Grindr præsenteres brugere i nærheden i et gitter af kvadratiske fotos af typisk adrætte, muskuløse, kønne, unge, kroppe. På Tinder er det den æstetiske fremvisning af kroppe i 16:9-format.

Jeg er smerteligt bevidst om, når jeg er på disse apps, hvad jeg er værd og ikke er værd. Hvad jeg har adgang til, og at dét at tage kontakt kun ville være en håbefuld og urealistisk drøm, der blot vil efterlade mig endnu mere opgivende.

Jeg er enten hot eller ikke hot, attraktiv eller ikke attraktiv. Det samme er de andre for mig. Vi er ulegemliggjort, ikke længere personer, men billeder, der hurtigt bedømmes, kasseres eller likes.

Flirter i metroen

På Tinder og Grindr er jeg i konstant konkurrence med andre fyre. At jeg er en vare, der skal optimeres og sælges, skærper også kravene til mig selv: Jeg forsøger at brande mig selv på Instagram, som jeg henviser til på min tinderprofil. Jeg går i fitnesscentret. Jeg udvælger det rette tøj og look til profilfotos. Jeg bekymrer mig over mine mindre gode træk og min mave.

Jeg er en vare på kærlighedsmarkedet, der ned til mindste detalje kan vurderes i forhold til andre varer og brands. Jeg kan hurtigt blive afvist og devalueret. Og det trækker veksler på psyken.

Måske er det derfor, jeg elsker at køre i metroen i København og kaste blikke på pæne fyre og få nogle tilbage. I Metroen er folk ikke medierede af apps, men deres kroppe er lige over for mig.

Her kan der skabes en kortvarig forbindelse, men vel at mærke en forbindelse, der er helt uforpligtende og kun varer nogle metrostops tid. Og dét, at den anden stiger af toget, indeholder ikke nogen form for kritik af mig.

Jeg er på det seneste begyndt at tænke, at mit selvværd og jeg får mere ud af at afvise andre på disse apps, end når jeg modtager anerkendelse fra andre på dem. Det fænomen kommer Eva Illouz også ind på, og hun fremhæver den tyske filosof Günther Anders’ begreb self-assertive freedom, defineret som »en frihed, hvori man bekræfter sig selv ved at negere eller ignorere andre«. 

Jeg kan altså booste mit eget selvværd ved at afvise andre på Tinder.

Og så er det måske alligevel bedre, at jeg sletter mine apps og i stedet prøver at indlede en samtale med ham den lækre, og måske også ret søde, fyr, der så ofte kører i den samme metro hjem fra arbejde?

Stephan Sabinsky er kommunikationsrådgiver. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg har for længst opgivet at score fyre under 40 på grindr. Jeg er ligeglad med folks alder og udseende, og derfor har jeg i princippet ikke noget imod at være sammen med unge mennesker. Men i realiteten er det næsten umuligt at få det i stand. Og jeg har ikke tålmodighed til at få aflyst eller ikke aflyst aftaler. Og jeg oplever ikke, at det er et problem med mænd, der er over 40, så jeg har besluttet mig for at holde mig til dem.

Frederik Schwane

Det eneste håb, jeg læste i din artikel, Stephan Sabinsky, var at du strakte dig så langt, udover din umådelige selvoptagethed, at du faktisk brugte sætningen "og måske også ret søde, fyr". Det gav mig lidt håb for fremtiden.