En lille snes år som korrespondent i en region præget af muslimske flertal – og en tilsvarende periode som ægteviet til en kulturmuslim – har lært mig, at man skal være yderst varsom med at rage sig ind i andre menneskers religiøse vaner og forestillinger.
Min tyrkiske ekshustru, uddannet politolog fra Ankaras Tekniske Universitet (der er det fineste og mest sekulære på de kanter, kunne i ægteskabelige krisesituationer afkræve mig et bindende løfte om at ’respektere’ hendes religion, hvis samlivet skulle fortsætte. Ganske vist havde jeg ikke på noget tidspunkt udvist ringeagt for islam – tværtimod undlod jeg at ryge i det offentlige rum under ramadanen, da også tobak blev betragtet som en krænkelse af påbuddet om faste i dagtimerne, ligesom jeg, om end uden den store entusiasme, deltog i mine svigerforældres rituelle slagtning af et lam på parkeringspladsen neden for deres lejlighed i Ankara som optakt til eid al-fitr, ramadanens afslutning, der på tyrkisk kaldes bayram og varsler flere dages iftar, festmåltider svarende til vores ukristelige fråseri i juledagene med ænder, gæs, kalkuner og flæskestege.
Grænsen mellem illegitim kontrol og legitim interesse i især pigers opvækst går ved skolens port. Indenfor murene er tørklædet et symbol på illegitim forækdrekontrol af pigernes færden, der helt sikkert bunder i mistro til at skolen vil formidle bl.a. kønnenes ligestilling, individets ret til selvbestemmelse og andre af Oplysningstidens positive aftryk, der strider mod islam og traditionerne.
Tørklædet som symbol på traditionens faste og trygge rammer
minder pigerne om at de skal se sig for, men at de har fast grund under fødderne . Så mere desto ærgerligt at endnu en tørklædedebat kun forholder sig til skolen, hvor tørklæder er overflødige og helt undlader at tilråde tørklædet uden for skolen, hvor der er langt farligere at færdes. Her kan piger og drenge have godt af at blive mindet om, hvad de bør gøre og undlade at gøre. Også gennem et symbolsk tørklæde.
Enig. Lad nu det tørklæde være.
Klogt skrevet, Lasse.
Man bør selvfølgelig se politisk på tørklædet, så man ikke gør mere skade end gavn, men det har også en moralsk side, og her bliver det til et knæfald for religiøse og reaktionære interesser. Det syntes jeg skulle stå klarere i Ellegårds artikel. Det er dybt beklageligt, at de religiøse kræfter er så stærke, at vi bliver nødt til at bøje os for dem.
Niels -Simon:
Bøje sig for dem? hvordan? må du ikke være som du hele tiden har været? drikke en øl, å r det passer dig o.s.v?
Du må stadig undre dig over tørklædet og visse muslimers blufærdighed og antipati mod at vise krop..
Men reelt skader det os ikke en dyt. Hvis vi holder fingrene væk og i øvrigt arbejder for menneskets skyld også med opfordring til ikke til en hver tid at drikke sig i hegnet, begå overgreb m.v. så kunne det jo være muslimer slappede af omkring det ydre. Vores inderste tro skal ingen blande sig i vel?
Niels -Simon:
Bøje sig for dem? hvordan? må du ikke være som du hele tiden har været? drikke en øl, å r det passer dig o.s.v?
Du må stadig undre dig over tørklædet og visse muslimers blufærdighed og antipati mod at vise krop..
Men reelt skader det os ikke en dyt. Hvis vi holder fingrene væk og i øvrigt arbejder for menneskets skyld også med opfordring til ikke til en hver tid at drikke sig i hegnet, begå overgreb m.v. så kunne det jo være muslimer slappede af omkring det ydre. Vores inderste tro skal ingen blande sig i vel?
Niels -Simon:
Bøje sig for dem? hvordan? må du ikke være som du hele tiden har været? drikke en øl, å r det passer dig o.s.v?
Du må stadig undre dig over tørklædet og visse muslimers blufærdighed og antipati mod at vise krop..
Men reelt skader det os ikke en dyt. Hvis vi holder fingrene væk og i øvrigt arbejder for menneskets skyld også med opfordring til ikke til en hver tid at drikke sig i hegnet, begå overgreb m.v. så kunne det jo være muslimer slappede af omkring det ydre. Vores inderste tro skal ingen blande sig i vel?
Viggo Okholm: Religionen skal ud af det offentlige rum, for den har intet at gøre der. Religiøsitet er et hjerteanliggende, men foldes den ud i det offentlige rum, bliver den til politik og et forsøg på at få magt.
Der er en grænse for, hvornår staten skal blande sig. De sociale myndigheder fører tilsyn med, at ingen lider overlast, men det er kun i grelle tilfælde, de bryder ind.
Familiediktaturet er svært at gøre noget ved, men vi skal være opmærksom på det. Jeg underviste muslimer i dansk i mange år, så jeg kender udmærket problematikken. Islam betyder underkastelse, siger mange, men der skal være en grænse, og den sættes af staten (vælgerne).
Det ville hjælpe gevaldigt på hele denne problematik, hvis politkere, journalister og andre meningsdannere ville undlade at kæde religion og tørklædepåbud sammen
Tørklædepåbuddet er ikke et specifik Islamsik påbud. Det er et traditionelt patriarkalsk princip, som har været fulgt af alle de Abrahamitiiske religioner frem til moderne tid - herunder kristendommen herhjemme bland helt etniske danskere
Så kulturkløften ift. de islamiske samfund er ret best IKKE en konflikt ift. Islam - men en konflikt mellem modernitet og traditionalisme.
Det er til stor skade at man gør Islam som trosretning til problemet.
/O
Jeg havde engang en elev, der havde lovet Allah, at hvis hun fik en dreng, ville hun tage sløret. Jeg spurgte hende, hvorfor hun ikke havde lovet Allah at holde op med at ryge. Hun udstødte en halslyd og vendte sig om.
Man kan bedyre nok så meget, at sløret eller tørklædet ikke har noget med religion at gøre. Vi skal ud af den religiøse dominans, og derfor skal samfundet sekulariseres fuldstændigt. Religion skal udelukkende være en privat sag, men det ved jeg godt, at der ikke er flertal for. Der ligger hunden begravet.
Niels-Simon Larsen. Heldigvis afholdt dit omkvæd om at religion skal ud af det offentlige rum (i så fald var der en del mere der skulle ud!) mig ikke fra at læse din fortælling om den gravide, går jeg ud fra, muslimske kvinde der ville tage tørklæde på hvis barnet var en dreng. Den historie viser nemlig en ting tydeligt: alle patriakalske mænd har/har haft mødre!
Der er dominerende fædre, men bag dem eller ved siden af dem står voksne kvinder. Spørg på kvindekrisecentrene hvordan det problem klares? Er små skolepigers tørklæder den egentlige udfordring og nøglen til nogen form for “løsning”?
Ete Forchhammer: Der er utallige former for egnsdragter fordelt over hele verden, og de er bare folkloristiske og udtryk for stedlig kultur, men når det får noget med religion at gøre, betyder det: “Nu skal vi lige fortælle jer, hvem der har skabt verden og givet os magten”.
Man kan også stille spørgsmålet om, hvem der bestemmer, at kvinder skal gå i lang, sort kjole i sommervarmen.
Og så er der det sædvanlige spørgsmål om, hvem der har fornøjelse af, at små drenge skæres i deres tissemænd.
Og så er der vores egen kultur: “Hvad hedder den gud, der kræver karaktergivning i folkeskolen?” Det skulle vel aldrig være pengeguden?
Tøjdebatten skal føre til noget og ikke bare tomme slag i luften.
Vi kan også tage tatoveringsdillen med i farten. Selv de fattigste ser man tatoveret. Tatoveringsguden kræver sit, men det går vist ikke ud over børn. Lovgivningen (vælgerflertallet) forhindre det heldigvis.
Niels-Simon
Hvis du piller religionen ud af klædedragten - og ja, jeg har læst din holdning til religion i det offentlige rum - så er påklædningen med sociologiske briller 'bare' et tegn på tilhørsforhold; tatoveringerne, omskæringerne, opførslen, stilen, bilerne også detsamme. Det er signaler til andre mennesker. Om disse andre så vil tage signalerne alvorligt eller fortolke dem som signaler fra wannabes - det er helt op til dem selv.
Du skelner skarpt mellem religiøse signaler og verdslige signaler. Denne to-deling, som du sikkert ved, er en vestlig forestilling; at man kan opdele verden sådan.
Jeg holder på, at så længe de andres signaler ikke forhindrer mig eller nogen anden i at sende egne signaler, så er der fred og tolerance.
Lise Lotte Rahbek: Jeg ser to ting, der skader mennesker og kører verden skæv: Religionen og kapitalismen. De manifesterer sig gennem klædedragten: Her er det os, der har magten. Respekt, om vi må bede, ellers bliver det værst for dig selv!
Om folk er religiøse og laver deres daglige bodsøvelser, er deres egen sag, men så snart det hedder: “Og det skal du også gøre, og du skal have det gudvelbehagelige tøj på”, så er der noget galt - og det er der så at sige hele tiden. Vi kan ikke lade være. Når jeg går med min Fjeldræv på ryggen, bliver jeg også tolket af andre. Vi er alle spundet ind i mode og traditioner og signalgivning.
Lørdag formiddag kan jeg møde nogle jøder i festtøj på vej til synagogen. Det gør mig ikke noget. Det skal de have lov til. I bussen gennem Nørrebro ser jeg små piger med tørklæde. Det gør mig heller ikke noget. De skal have lov til at gå i det tøj, de vil. Spørgsmålet er, hvornår nogle er tvunget til at gå i noget bestemt, og hvornår staten skal skride ind. Det vil altid være kontroversielt. Der bliver altid ballade, især når det drejer sig om farven på toiletpapir, og om man skal have lov at gå i Jesussandaler med billede af Jesus.
Vi fortaber os altid i småting. De skader, som religion og kapitalisme forårsager, er formidable, men for svære at gøre noget ved, synes de fleste.
Ovennævnte er fuldstændig rigtig.
Vi er alle spundet ind i mode og traditioner og signalgivning.
Jeg kan også genkende, mennekser på lang afstand, der er imod at religionen og kapitalismen kører verden skæv. De manifesterer sig gennem klædedragten: her er det os der har magten. Respekt om vi måde bede ellers bliver det værst for dig selv.