Kronik

Ukraine kæmper mod to koloniseringer: Både Rusland og neoliberalismen vil overtage deres jord

Krigen i Ukraine handler ikke kun om ukrainernes nationale selvbestemmelse, men også om, hvem der i sidste ende får kontrol over dets frugtbare landbrugsjord, som Vestens agroindustrielle storkoncerner længe har ønsket at sætte sig på
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, besøger byen Izyum I Kharkiv-regionen. Men under overfladen af Ukraines heroiske modstand udspiller der sig en anden kamp, for der er en grum ironi i, at før Putin indledte sin krig for at kolonisere Ukraine med magt, var der mere end et gran af sandhed i de russiske påstande om, at Ukraine var ved at blive forsøgt omdannet til en vestlig økonomisk koloni, skriver filosof Slavoj Zizek i denne kronik.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, besøger byen Izyum I Kharkiv-regionen. Men under overfladen af Ukraines heroiske modstand udspiller der sig en anden kamp, for der er en grum ironi i, at før Putin indledte sin krig for at kolonisere Ukraine med magt, var der mere end et gran af sandhed i de russiske påstande om, at Ukraine var ved at blive forsøgt omdannet til en vestlig økonomisk koloni, skriver filosof Slavoj Zizek i denne kronik.

Abaca/Ritzau Scanpix

Debat
17. september 2022

Som mange vil vide, spillede Volodymyr Zelenskyj først rollen som ukrainsk præsident i tv-komedieserien Folkets tjener og blev så sidenhen sit lands virkelige præsident – en forbløffende skæbnens ironi, som har fået den konsekvens, at nogle har svært ved at tage ham helt alvorligt (som om en præsident med fortid som en KGB-funktionær skulle være mere tillidsvækkende).

Mindre velkendt er seriens grundlæggende plot.

Zelenskyj spiller Vasylyj Petrovytj Holoborodko, en skolelærer, hvis elever en dag optager hans vrede monolog mod landets altomfattende korruption, deler videoklippet online og tilmelder ham som kandidat til landets næste præsidentvalg. Efter uforvarende at være blevet talerør for ukrainernes udbredte frustration over deres korrupte eliter går Holoborodko hele vejen og vinder valget. Dernæst må han kæmpe sig op ad en stejl indlæringskurve i sit nye embede, før han fra sin nye magtposition omsider er klar til at konfrontere landets oligarki.

Seriens skildring af det ukrainske samfunds virkelighed er meget præcis. Af alle de postkommunistiske lande i Østeuropa blev ingen hårdere ramt end Ukraine af 1990’ernes økonomiske ’chokterapi’ i form af gennemgribende markedsreformer og privatisering

Som Luca Celada skriver i il manifesto, en uafhængig italiensk venstrefløjsavis:

»Ukraines ’konvertering’ til kapitalisme skete efter vant mønster: En klasse af oligarker og en snæver elite beriger sig selv uforholdsmæssigt ved at plyndre den offentlige sektor for værdier med velvilligt samtykke fra den politiske klasse.«

Læg hertil, at vestlig finansiel bistand til landet konsekvent blev »bundet op på, at Ukraine skulle gennemføre reformer under nøjsomhedspolitikkens og den finanspolitiske tilbageholdenheds banner« – med det resultat, at en stor del af befolkningen blev yderligere forarmet.

Således kan arven gøres op for det kapitalistiske Vestens engagement i Ukraine i tiden efter dets uafhængighed.

Pseudomarxisme

I mellemtiden fortæller mine kilder i Rusland mig, at præsident Vladimir Putin har samlet en gruppe marxister, der skal rådgive ham om, hvordan han bedst muligt taler Ruslands sag i udviklingslandene. Mulige spor af deres indflydelse kan findes i den tale, Putin holdt den 16. august:

»Verdenssituationen ændrer sig dynamisk, og konturerne af en multipolær verdensorden er ved at tage form. Et stigende antal lande og folkeslag vælger en vej til fri og suveræn udvikling baseret på deres egen særskilte identitet, traditioner og værdier. Men disse objektive processer modarbejdes af de vestlige globalistiske eliter, som skaber kaos, ansporer til langvarige og nye konflikter og forfølger den såkaldte inddæmningspolitik, som i virkeligheden går ud på at undergrave alle alternative, suveræne udviklingsmuligheder.«

Imidlertid trækker to forhold tæppet væk under denne ’marxistiske’ kritik. For det første indebærer en suverænitet, der »bygger på særskilte identiteter, traditioner og værdier«, at man så også må tolerere, hvad statsmagter gør i lande som Nordkorea eller Afghanistan. Den tilgang bør selvsagt være totalt uforenelig med en ægte venstreorienteret solidaritet, som tværtimod må fokusere direkte på modsætningerne inden for hver ’særskilt identitet’ for herved at bygge bro mellem kæmpende og undertrykte grupper på tværs af lande.

For det andet protesterer Putin mod »undergravelsen af ​​alle alternative, suveræne udviklingsmuligheder«, selv om han præcis forfølger et sådant projekt i Ukraine med sit forsøg på at fratage den ukrainske befolkning dens selvbestemmelse.

Putin er ikke alene om at promovere denne pseudomarxistiske linje. I Frankrig fører den højrepopulistiske leder Marine Le Pen sig nu frem som beskytter af almindelige arbejdende mennesker mod multinationale selskaber, som siges at underminere de nationale identiteter gennem deres fremme af multikulturalisme og seksuel fordærv. Og i USA følger den såkaldte alt-right-bevægelse i fodsporene på den gamle radikale venstrefløj med opfordringer til at vælte ’den dybe stat’, mens Donald Trumps tidligere strateg Steve Bannon selv er erklæret ’leninist‘ og ser en koalition af alt-right og den radikale venstrefløj som den bedste vej til at gøre op med de finansielle og digitale eliters herredømme. 

Kampen om den sorte jord

Der står mere på spil i Ukraine, end mange kommentatorer ser ud til at forstå. I en verden præget af de skadelige følger af klimaændringer vil frugtbar jord blive et stadigt mere værdifuldt aktiv. Og er der noget, Ukraine har til overflod, så er det chernozem (’sort jord’), en ekstraordinært frugtbar jord, der tæller høje koncentrationer af humus, fosforsyrer, fosfor og ammoniak. Det er grunden til, at amerikanske og vesteuropæiske landbrugsvirksomheder allerede skal have opkøbt millioner af hektar af Ukraines landbrugsjord – og til at kun ti private virksomheder angiveligt kontrollerer det meste af den.

Bevidst om truslen om udenlandske overtagelser indførte den ukrainske regering et moratorie for salg af jord til udlændinge for 20 år siden. I årevis herefter har det amerikanske udenrigsministerium, Den Internationale Valutafond og Verdensbanken opfordret gentagne gange til, at denne restriktion blev fjernet. Det var først i 2021, at Zelenskyj-regeringen, under et enormt pres, omsider begyndte at tillade private bønder at sælge deres jord. Moratoriet for salg til udlændinge er dog ikke ophævet endnu, og Zelenskyj har sagt, at en eventuel ophævelse vil skulle sættes til en national folkeafstemning, hvilket næsten helt sikkert vil resultere i et massivt nej.

Ikke desto mindre er der grum ironi i, at før Putin indledte sin krig for at kolonisere Ukraine med magt, var der mere end et gran af sandhed i de russiske påstande om, at Ukraine var ved at blive forsøgt omdannet til en vestlig økonomisk koloni.

Hvis der overhovedet kan findes noget positivt at sige om den verserende blodige konflikt, så skulle det være, at den har sat dette neoliberale projekt i bero. Da krige kræver social mobilisering og central koordinering af produktionen, giver denne krig Ukraine en enestående chance – dels for at standse udenlandske virksomheder og finansielle spilleres ekspropriationsbestræbelser, dels for endelig at slippe af med de hjemlige oligarkers korruption.

Når ukrainerne skal jagte denne mulighed, bør de huske på, at det ikke er nok blot at tilslutte sig Den Europæiske Union og ’indhente den vestlige levestandard’. For det vestlige demokrati er nu selv havnet i dyb krise med et USA, der står på randen af ideologisk borgerkrig, og et Europa, der udfordres af autoritære demagoger fra egne rækker.

Hertil kommer, at skulle Ukraine vinde en afgørende militær sejr (hvilket vi alle oprigtigt bør håbe!), vil det efterfølgende stå i dyb gæld til USA og EU. Vil et Ukraine i denne situation være i stand til at modstå et intensiveret investorpres for at åbne sig for økonomisk kolonisering fra vestlige multinationale selskaber?

Denne kamp udspiller sig allerede under overfladen af Ukraines heroiske modstand. Det ville være tragisk, hvis Ukraine kun besejrede den russiske nyimperialisme for efterfølgende at måtte binde sig til vestlig neoliberalisme.

For at sikre ægte frihed og uafhængighed må Ukraine genopfinde sig selv. Så selv om det alt andet lige er klart at foretrække at blive en vestlig økonomisk koloni end at blive absorberet i et nyt russisk imperium, fortjener ukrainerne et bedre udfald, der kan stå mål med de store lidelser, de må se sig udsat for.

© Slavoj Zizek og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Voldby Crumlin

Ja, som jeg skrev i en kommentar den 26 august:
Der er simpelthen brug for en langt mere nuanceret tilgang til de faktiske forhold og langsigtede konsekvenser af krigen i Ukraine. Ruslands invasion er klart fuldstændig uacceptabel men den Ukrainske og vestlige politiske og økonomiske elites udnyttelse af krigssituationen til chokterapi overfor befolkningen burde møde hård kritik fra alle der har som politisk mål at bekæmpe neoliberalismen. Eller skal den kritik også ofres af frygt for at styrke Rusland?
https://solidaritet.dk/chok-doktrin-i-ukraine/

Daniel Santos, Peter Mikkelsen, Erik Boye, Kåre c. Hedlund, Per Selmer, Mathias Petersen, ingemaje lange, gorm petersen, Peter Beck-Lauritzen, Allan Stampe Kristiansen, Holger Nielsen, Estermarie Mandelquist, Henrik Ilskov-Jensen, René Hansen, Søren Ferling, Peter Krogh, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk, Inger Pedersen, Naja Abelsen, Anders Graae, Arne Albatros Olsen, Mette Møhl, erik jensen, Steen K Petersen, Sven Suhr, Søren Kristensen, Torben Arendal, Alan Frederiksen, Torben Skov, Alvin Jensen og Martin Christensen anbefalede denne kommentar
Steen K Petersen

Tak for de bestandige ord, Jens Voldby Crumlin

De ukrainske arbejdere må ikke kun kæmpe mod russiske invasionsstyrker. Også landets nyliberale regering forsøger gennem reformer at undergrave arbejdernes rettigheder, og vestlige lande har stærke interesser i at åbne landets rigdom for udenlandsk kapital, senest med lov 5371 som blandet andet forbyder kollektive overenskomster hvis der er mindre end 250 ansatte.

Daniel Santos, Peter Mikkelsen, Per Selmer, Carsten Sperling, Torben Arendal, Mathias Petersen, ingemaje lange, Peter Beck-Lauritzen, Holger Nielsen, Estermarie Mandelquist, Henrik Ilskov-Jensen, René Hansen, Per Dørup, Søren Ferling, Peter Krogh, Eva Schwanenflügel, Naja Abelsen, Anders Graae, Alan Frederiksen, Mette Møhl og Jens Voldby Crumlin anbefalede denne kommentar

Jeg tror, at det her bliver en af de meget få artikler om Ukraine, hvor formentlig alle debattører er enige. Det er helt enkelt noget svineri at benytte Ruslands ulovlige invasion af Ukraine til at afvikle fagforeninger og civile organisationer i Ukraine. Føj.

Jeg håber, at de danske fagforeninger står klar med flere tiltag à la New Democracy Fund til at støtte Ukraine og ukrainerne. Der skal penge og viden til, og det har de danske fagforeninger.

Ukraine får allerede danske våben, og det er vigtigt for at kunne slå Rusland tilbage på slagmarken. Jeg håber, at de danske civile organisationer står klar til at hjælpe ukrainerne, så ukrainerne kan vinde retten til et mere rimeligt samfund.

Daniel Santos, Christa Una Ryholt, Peter Mikkelsen, Carsten Sperling, Mathias Petersen, ingemaje lange, Steffen Gliese, Peter Beck-Lauritzen, Allan Stampe Kristiansen, Holger Nielsen, Henrik Ilskov-Jensen, Peter Krogh, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Jan Damskier, John Damm Sørensen, Naja Abelsen og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Carsten Troelsgaard

off-topic:

https://theins.ru/en/news/255120

Skriver om, hvordan Rusland bruger franske satelitter til at bringe tv-propaganda til dine russiske brugere. Artiklen linker til en petition, hvor man kan støtte op om at stoppe denne gode franske forretning. Læs og støt.

Søren Kristensen

I begyndelsen af forrige århundredskift var der lidt tvivl om hvilken vej den nye ukrainske republiks flag skulle vende. På visse gamle fotos vender den blå farve nedad, men det blev som bekendt versionen med blå himmel over gule kornmarker der vandt tilslutning og sikkert også godt det samme. Det er jo deres marker.

Tænk hvis der havde været en tilsvarende usikkerhed om det tyske flag, der som bekendt har en sort bjælke foroven. Sort giver selvfølgelig god mening så længe landet er nødt til at brænde bjærge af kul af, ligesom bjælken også gav god mening dengang Hitlers stormagtsdrømme lagde en sort skygge hen over Europa.

Om den forestående styning af Putin og et mere fremgangsrigt EU inkl. Ukraine, ligefrem skal fejres med at vende det tyske flag på hovedet er helt og holdent op til den tyske befolkning. Men, som vi siger her til lands - oven over alting stråler moders sol. Så hvorfor ikke bare vende den gule bjælke op ad?

Ved godt at et omvendt flag også kan betyde overgivelse, men så længe Tyskland ikke er i decideret krig, burde det ikke være noget problem. Kort sagt: Op med humøret, Tyskland!

Marie-Christine Poncelet

" Pseudo marxister" har ret i at i vores stadig postkoloniale tid, hvor koloniale rigdom stadigvæk er underlagt gamle kolonimagter og at disse forsøger at forhindre frembrydende nationer at blive til som selvstændig stater der forfølger egne interesser.
Det er ikke et spørgsmål om at acceptere hvad der forgår i et land som Afghanistan, Nordcorea men at acceptere at disse nationer eksisterer og har ret til at udvikle sig uden deres gamle kolonimagter s indblanding for egne interesser.
" Folk fra alle lande forener jer" er en anden sag og er en bevidstgørelse af folk i at de bliver udnyttet på tværs af grænserne som nu fortalt i kronikke f.eks om den globale landbrugsfødevarer industri der står på spring for at tilegne sig Ukrainske jorden. Mon ikke de kan finde i Ukraine nogle til at hjælpe sig med det.
Putin s talen undrer ikke virkeligt , efter Sovjets kollapsen var Sovjetunions rigdommen også begæret af udenlandsk kapital .
Nå, men alt i alt godt med en kronikke der sætte fingre på hvordan multinationale kolonisere lande med deres økonomiske magt, undergrave demokratiet og slavegøre befolkningerne og det er vist nok imod det folk burde forenes udover klimakrisen som er en direkte følge af det.

Per Selmer, Holger Nielsen, Henrik Ilskov-Jensen, Torben K L Jensen, Steen K Petersen og Alan Frederiksen anbefalede denne kommentar

Interessant perspektiv. Tak! Målet bør jo overalt være at styrke de enkelte folks ret til og mulighed for at finde deres egne løsninger. Ukraines selvstændighed - fri for Russisk og vestlig kolonialisme - er et værdigt mål alle burde kunne enes om - altså lige bortset fra de "kolonialistiske" eliter. Også de grupper både i vest og øst, der fokuserer på egne sikkerhedspolitiske interesser. Hvordan pokker får vi disse destruktive eliter til at opfører sig ordentligt, klappen hesten og bare uden grådighed nyde deres erhvervede rigdomme??!! Måske ved at konfiskerer eksorbitante profitter og målrette dem til støtte for netop folk i nød fx. folk i det sønderbombede Ukraine - men også folk i andre sønderbombede områder!

Steffen Gliese, Allan Stampe Kristiansen, Holger Nielsen, Arne Albatros Olsen, Steen K Petersen og Thomas Corydon anbefalede denne kommentar

Lige en korrektion til Zizek. Han skriver noget modsætningsfyldt, at "amerikanske og vesteuroppæiske landbrugsvirksomheder allerede skal have opkøbt millioner af hektar af Ukraines landbrugsjord" og så senere, at der i 20 år har været moratorium på salg af landbrugsjord, et moratorium der stadig består mht udlændinge. Hvis begge dele skulle være rigtigt, skulle vesteuropæerne og amerikanerne have købt jord før 2001 moratoriet. Det er ikke tilfældet. Det der gjorde det muligt for vestlige firmaer at komme ind, var at jorden blev udstykket i bittesmå lodder, der ikke rigtigt kunne bruges til noget af dem, der fik dem (folk på landet). Og de fik dem oven i købet som et stykke papir, der ikke var helt præcist modsvaret af et stykke jord derude i virkeligheden, mere inden for et område. Så de udlejede deres rettigheder. Dvs at de her store selskaber er forpagtere af en masse småejere. Uformelt har de da også nok købt dem ud, det kan jo gøres på mange måder. Forpagtningsafgifterne er i øvrigt også meget lave, jeg har læst, at de var helt nede på 35 dollar om året per ha, og andre steder, at de var på 50-90 dollar om året. Hvis renten er 5%, så ville 90 dollars om året svare til en købspris (altså den kapitaliserede værdi af de 90 dollars) på 1800 dollars =13.500 kr. Det er eddermame billigt. Så der er godt med ekstraprofitter at hente. Eller: produktionsomkostningerne er relativt lave. Derfor er ukrainsk solsikkerolie (et enkelt firma Kernel producerede op til 10% af verdens forbrug af solsikkeolie inden krigen) også relativt billig, og Kernel tjener da også penge.

Peter Beck-Lauritzen, Steffen Gliese, Allan Stampe Kristiansen, Ole Olesen, Christian Mondrup, Holger Nielsen, Per Dørup, Steen K Petersen, Henrik Ilskov-Jensen, Alan Frederiksen, Arne Albatros Olsen, Søren Ferling, Eva Schwanenflügel, Inger Pedersen og Lasse Schmidt anbefalede denne kommentar

Tror ikke artiklens forfatter og Barack Obama ville kunne være uenige om ret meget.

Obama vil selvfølgelig i dag - ligesom forfatteren - fordømme invasionen, men prøv at finde gamle artikler om, hvad han i sin tid sagde om dels Ukraines problemer med korruption og oligarker med "private hære". Dels hvad han anbefalede nye NATO-lande som eksempelvis Polen. At man som NATO-medlem ganske vist ikke længere var et neutralt land, men alligevel skulle afholde sig fra at blande sig i nabolandenes interne stridigheder.

Og det er jo ingen hemmelighed, at Polen har fungeret som brohoved for vestlig indflydelse i det vestlige Ukraine i et omfang, som Polen næppe havde turdet, hvis det ikke havde været for NATO-medlemskabet.

Måske har Obama ligefrem ment, at det ikke ville være i USA's interesse, hvis Rusland brød sammen i borgerkrig. En tankegang en gammeldags koldkriger ville betragte som rygende sindssyge. Koldkrigerens egen hjerne er også forvirret: "Har vi ikke allerede vundet Den Kolde Krig een gang ?"

Polen er en vigtig støtte til Ukraine. De deler jo også historie med hinanden og har været udsat for forfærdelige forbrydelser fra øst og vest- marxister og nazister.
Jeg håber Ukraine får mulighed at udvikle liberalt demokrati, den ypperligste styreform mennesket endnu har frembragt. De får brug for kapital , know how og virkelyst fra kapitalistiske lande. F.eks Danmark.

Ja, Polen forstår, hvad Ukraine gennemgår lige nu.

Den 17. september 1939 gik Rusland/Sovjetunion ind i Polen for - som Moskva udtrykte det - at beskytte russisk-talende på polsk territorium.

Det virker helt fjollet, at den slags løgnehistorier stadig fungerer i 2022.

Derefter begik russerne massive krigsforbrydelser mod den polske befolkning og løj om det. Som de gør i dag i Ukraine.

Det er komplet idiotisk, at der stadig er folk, der taler Ruslands sag.