Fisk svømmer i vand uden nogensinde at tilegne sig bevidsthed om eksistensen af vand. Det samme kan man sige om de fleste mennesker og deres forhold til sociale institutioner. De fleste mennesker forholder sig ikke bevidst reflekterende til de sociale institutioner, der former deres verdenssyn, definerer deres normative præferencer og følgelig dikterer deres handlinger.
Det interessante ved sociale institutioner er, at de per definition er menneskeskabte, mens de opfattes som værende naturlige, hvorfor de i så høj en grad påvirker menneskelig adfærd. Ægteskab, familie og privat ejendomsret er alle eksempler på menneskeskabte institutioner, som de fleste ikke sætter spørgsmålstegn ved.
Alle mennesker har til alle tider været underlagt forskellige socialiseringsprocesser, hvorved forskellige institutioner er blevet internaliseret. På den måde er vi alle underlagt social kontrol, hvad enten vi er bevidste om det eller ej.
Social kontrol er en helt uomgængelig del af den menneskelige eksistens og sågar en forudsætning for menneskelig socialitet. Set i det lys fremstår den pågående og ret så ophedede debat om påstået negativ social kontrol i minoritetsmiljøer politiseret og polemisk.
Ikke al social kontrol er eller bør være strafbar
De fleste samfund består af undergrupper baseret på eksempelvis religion, sprog, etnicitet, social klasse eller andre sociale identiteter. Kendetegnende ved subkulturer er, at deres medlemmer abonnerer på forestillede eller reelle fælles værdier og normer. Kristne lokalsamfund i Vestjylland og overklasseenklaver i Nordsjælland er begge lige så gode eksempler på subkulturer i Danmark som eksempelvis Vollsmose i Odense og Gellerupparken i Aarhus. En vennegruppe kendetegnet af sine egne interne adfærdsforventninger kan også være et eksempel på en subkultur. Langt de fleste af os er som regel medlemmer af forskellige undergrupper og navigerer relativt gnidningsfrit imellem dem.
Det, man normalt omtaler som negativ social kontrol, opstår, når et individ forlader et fællesskab til fordel for et andet og gør op med de herskende værdier og adfærdsforventninger i det efterladte fællesskab.
En ung kvinde fra et kristent miljø i eksempelvis Vestjylland kan, hvis hun forlader den kristne tro, hun er opdraget i, til fordel for eksempelvis islam, blive genstand for to former for negativ social kontrol. Den første involverer vold eller trusler om vold. Denne form for social kontrol er naturligvis uforsvarlig og moralsk forkert. Heldigvis forholder det sig sådan, at vold eller trusler om vold i alle afskygninger er ulovligt. Lovgivningen på området er heldigvis på plads. Så kan der selvfølgelig være eksempler, hvor ofre for denne form for ulovlig social kontrol er for bange til at foretage en politianmeldelse og så videre, hvilket naturligvis er problematisk.
Den anden form for social kontrol er dog langt mere kompliceret og kan derfor også vise sig vanskeligere at håndtere. Sager om social kontrol, som ikke involverer vold eller trusler om vold, men derimod ondsindet sladder, tab af venner, forringede forhold til familiemedlemmer, udstødelse eller lignende, er der ikke meget, man kan eller bør stille op med rent strafferetligt.
Social udstødelse kan være temmelig dramatisk for det enkelte menneske, der oplever det. Men det bør ikke være strafbart at kappe sociale bånd til et menneske, hvis sociale adfærd du finder uforenelig med dine egne normative anskuelser. Som et rationelt væsen bliver man nødt til at acceptere konsekvenserne af svære og ubekvemme valg. Det er nu engang et af livets barske vilkår.
Mette Frederiksen med tørklæde
Der synes at herske en myte om, at såkaldt negativ social kontrol er udbredt i minoritetsmiljøer og særligt blandt muslimer. Men er det nu også sandt?
Forestil dig, at Mette Frederiksen fra i morgen begynder at iklæde sig et hovedtørklæde, holder op med at spise svinekød og indtage alkohol, begynder at bede fem gange om dagen og i øvrigt lever som en praktiserende muslim. Man behøver ikke at anstrenge sig synderligt for at forestille sig, at en sådan adfærdsændring formentlig ville afføde negative konsekvenser for statsministeren – både professionelt og personligt. Hendes dage som statsminister ville formentlig være talte. Hendes sociale relationer til venner, familie og kolleger ville formentlig også lide gevaldigt. Er det ikke en form for social kontrol?
I en undersøgelse fra YouGov svarer 47 procent af etniske danskere, at de vil reagere negativt eller meget negativt, hvis deres datter ville gifte sig med en muslimsk mand. Hvad med de hvide piger, hvis forældre mere eller mindre direkte advarer dem imod at have en muslimsk kæreste – skal de ikke hjælpes ud af forældrenes negative sociale kontrol?
Social kontrol er naturligvis ikke afgrænset til en bestemt religiøs, kulturel, social eller national gruppe.
Ligestilling skal ikke være på bekostning af personlig frihed
I Danmark er det reelt alene den hvide majoritet, der kan definere og forme både sin egen og andres virkelighed gennem lovgivning. Det skyldes, at den hvide majoritet råder over den økonomiske, politiske, sociale, kulturelle, normative og strukturelle magt.
En hvid kvinde har eksempelvis temmelig lidt at vinde ved at engagere sig i den nedadgående sociale mobilitet, det vil medføre, hvis hun eksempelvis iklæder sig et hovedtørklæde.
En muslimsk kvinde har derimod tilsyneladende meget at vinde ved at smide tørklædet og på den måde søge optagelse i en højerestående gruppe igennem en opadgående mobilitetsstrategi. Hun vil formentlig opleve mindre diskrimination på arbejdsmarkedet, ligesom hendes risiko for at blive udsat for en hadforbrydelse formentligt også vil blive reduceret.
Det kunne også tænkes, at hun uden tørklæde kunne undgå konstant at skulle forklare og forsvare en religiøs identitet, der i snart mange årtier har været under heftig beskydning.
Det forekommer derfor ikke videre overraskende, at mobiliteten fra minoritetsgrupper til den dominerende majoritet er større end omvendt. Det er et spørgsmål om adgang til magt, muligheder og privilegier. Men det betyder naturligvis ikke, at negativ social kontrol nødvendigvis forekommer hyppigere i minoritetsmiljøer.
Hvis man havde mere fokus på at bekæmpe hadforbrydelser imod minoritetskvinder, diskrimination på uddannelsesinstitutioner og arbejdsmarkedet og anden strukturel diskrimination, kunne det tænkes, at færre med minoritetsbaggrund ville have behov for desperat at distancere sig fra deres devaluerede nationale, religiøse eller etniske baggrund.
Det kan ikke være rigtigt, at den eneste måde, en minoritetskvinde kan opnå ligestilling på, er igennem en indskrænkning af sin grundlæggende personlige og religiøse frihed.
Jamal Abdi er ph.d.-studerende ved School of Social, Global and Political Studies, Keele University.
Meget enig. Og selvfølgelig forståeligt, at det er nemmere at se de problematiske strukturer i andre kulturer end egen,.
Jeg har en søster, der i de sidste 10 år har været enlig yngre kvinde. Hun ejer sit eget hus i et villakvarter i et klassisk ligusterhæk kvarter. Og det har kostet hende dyrt, at hun ikke har en mand. Hun har oplevet udstødelse fra lokalsamfundet. Naboer har gået og diskuteret ude på vejen, hvordan hun (som kvinde) kunne have råd til at bo der, og at hun var en taber, fordi hun ikke "kan holde på en mand". Hun har oplevet breve i postkassen. Og hun har oplevet, at der blev taget billeder af hende og en gæst, en sommer, de sad ude i hendes have.
Det sjove er, at der på samme vej bor 2 andre kvinder, der også bor alene. De er enker, og har mistet deres mænd. De er helt accepteret.
Det tænker jeg er et meget klassisk tegn på den negative sociale kontrol, vi udlever som dansk samfund. En yngre kvinde skal underordne sig en mand.
Det gør mig voldsomt vred på hendes vegne.
Så ja, inden vi kommer for godt i gang med at udskamme andre befolkningsgrupper negative sociale kontrol, skal vi lige huske at se på vores egne.
Det er utroligt, at det ikke bare er ganske indlysende - det var det godt nok i min ungdom, hvor man da også aktivt bekæmpede øvrighedens forsøg på at opløse minisamfund og subkulturer med Christiania som det lysende eksempel på den relative succes med kampen.
Social kontrol kan også være ønskeligt.
I vores boligkvarter skal vi inden længe have et tryghedsmøde med politi og boligforening, på grund af en gruppe unges adfærd.
Det har der også været tidligere. Denne gang er det blot en anden ungdomsgruppering der er tale om.
En gruppe unge der i den grad har brug for velfungerende klubber med inkluderende og kreative personaler i nødvendigt omfang, samt muligheder for forskelligartede initiativer og gøremål.
Men uanset hvilken gruppe unge der er tale om, er det bestemt også ønskeligt med social kontrol, opdragelse og forbilleder, i form af nærværende voksne forældre.
Jeg bryder mig ikke om udtrykket social kontrol, fordi det er grænseløst.
Det kan dreje sig om en mor eller far, der ikke vil give slip på sit voksne barn og kontrollerer ham/hende helt ind i voksenalderen.
Det kan også handle om en mand eller kvinde, der udøver magt overfor sin partner.
De værste tilfælde er som regel mænd der dræber kvinder, fordi kvinderne vil væk fra dem.
Det skal de ikke have lov til, mener disse mænd, og så slår de kvinderne ihjel.
Det kan slutteligt også dreje sig om samfundet, hvor nogle mennesker bliver ofre for politikernes stræben efter magt, og derfor syndebuksbelagt.
Hvilket er tilfældet i altovervejende politisk signalpolitik.
I mange år har 'staten', forstået som politikere og embedspersoner i især centraladministrationen, arbejdet på at indskrænke borgernes frihed og ret til at indrette deres livsform efter tilbøjelighed, moral og interesser.
Det har vist sig ganske farligt for det utvivlsomt gode formål, for folk reagerer modsat og vil ikke underlægges den form for normer. Derfor får man al balladen, småsvindel med offentlige ydelser, modstand mod indsatser for den enkelte etc. Folk vil gerne have hjælp til det, de kan og vil, men de vil ikke acceptere andres vurdering af, hvad de kan og skal.
Jeg er ikke sikker på om der ikke er noget grundlæggende vendt på hovedet når Jamal Abdi ikke gør det til et punkt at social underkastelse er nedarvet og er i det generelle menneskelige fællesskab. ”Enten er du med os, eller også er du mod os”, som Bush d.y. sagde det i 2001.
Jeg spørger mig selv om ikke hvad Jamal Abdi argumenterer for er fri tale for de døvstumme? Jeg er ikke meget for gode gamle kammerat Karl (Marx) med hans proletariatets diktatur og præmiedagligstuesæt (som Monthy Python giver det dets mærkat). Men jeg er sikker på at han har ret når han sagde at ”religion er opium for folket”. Tryghedsforhold af alle slags skaber afhængighed; i enhver religion, også nihilismen, og i enhver anden social foreteelse. Troen på at der er noget styrende i det hele, er ikke andet end socialt klister for grupper (som meget, meget nemt fører til afhængighedens fanatisme).
Hvad er frihed i en gruppe andet end underkastelse (som i alle religioner, ikke kun islam, og i andre sociale sammenhænge, som teenagestenedødforhold, ægteskabelige, seksuelle, selv medbestemmelsesforhold? Og er personlig frihed ikke et tveægget sværd. Jeg vil have lov til at dyrke mig selv og hvad jeg tror på, og ikke være lige som de andre der dyrker sig selv og hvad de tror på? Og således fri tale for de døvstumme?
Social konstrutioner er total gennemgribende i vores liv og vi kan slet ikke se dem.
Tag f.eks, tanken om at du kan eje land. Du kan tegne en cirkel på jorden of sige at nu ejer du dn jord.
Det er jo absurd. Du har ikke skabt jorden som du kan lave et spyd eller opfostre en kylling. Jorden må jo tilhøre alle da ingen har skabt den.
Men tanken om at jord kan ejes er så gennemgribende i vores tankesæt at vi slet ikke lægger mærke til det.
Selvfølgelig - vi er allesammen underlagt gruppepres, fordi vi ud over at være individer også er sociale væsner.
Helvede - det er de andre.
De andre/gruppen vil bestemme over 'mig'.
Det startede med mine forældre, senere blev det lærerne, derefter mine venner, færdselspolitiet, flere uddannelsesinstitutioner, kærester, mere familie osv osv osv.
Er det i orden at udøve vold mod dem, som forlader gruppen? Nej. Punktum.
Eller.. hvad med de radikaliserede? Syrienskrigerne? Veganerne? Svinefarmerne? Politikerne som shopper partier som vi andre skifter underbukser?
Nej, det er stadig ikke i orden at øve vold.
Afhopperne (!) må finde sig nogle nye grupper, som de passer bedre ned i, eller finde sig i at være lidt på sidelinien. Eller alene. Man kan jo ikke have en gruppe af mennesker, som springer i hver sin retning efter forgodtbefindende. Det er ikke en gruppe.
Det er reglerne for sociale flokdyr.
Jeg synes det er godt at vi får denne debat. Den må gerne brede sig til andre aviser og medier. Måske kunne Clement Kjærsgaard tage den op i debatten med politikere, institutioner og lægfolk. Så vi kan komme af med den stigmatisering. Jeg er født i 50'erne. Var der social kontrol dengang. I rigeligt mål. Husk ungdomsoprør et i 68. Var min familie glad da jeg forelskede mig i en mand med muslimsk baggrund. Nej det var den ikke. Blev de glade senere. Ja det blev de. Men først var fanden løs i selve Laksegade. Vi har da ikke noget som er bedre end alle andre. Og ja danske mænd slår også deres koner og kærester ihjel. Lige som mænd gør, som kommer fra andre verdensdele. Men det er der som sagt lovgivning til at tage sig af. Vi er alle i samme både: arteisterne, de kristne, muslimerne, hinduerne, budisterne osv.osv. Vi er jo mennesker. Tak for din kronik. Vi trængte til den.