Kronik

Videnskaben kan ikke se sine blinde vinkler. Så selvfølgelig skal de berørte grupper høres

Det vækker kritik, at et stort videnskabeligt tidsskrift vil afvise at udgive »potentielt skadeforvoldende« forskning på baggrund af berørte gruppers vurdering. Men kritikken hviler på en præmis om, at videnskab er et magttomt rum. Og det er det ikke
Det vækker kritik, at et stort videnskabeligt tidsskrift vil afvise at udgive »potentielt skadeforvoldende« forskning på baggrund af berørte gruppers vurdering. Men kritikken hviler på en præmis om, at videnskab er et magttomt rum. Og det er det ikke

Sofie Holm Larsen

Debat
1. oktober 2022

Det videnskabelige tidsskrift Nature Human Behavior er blevet woke! Ud over videnskabelig fagfællebedømmelse forbeholder det sig nu også retten til at lade interessegrupper vurdere indsendte manuskripter. Og redaktionen kan bede om at få ændret i, eller sågar afvise at udgive, »potentielt skadeforvoldende« forskningsartikler.

Dette er selvfølgelig blevet kritiseret af wokekritiske røster. I den ædruelige variant finder vi psykolingvisten Steven Pinker, der på Twitter har proklameret, at Nature Human Behavior nu ikke længere er et videnskabeligt tidsskrift, men en politisk overbevisning. Det går ikke at afvise videnskabelige resultater af ideologiske grunde. Alle sandheder er gode sandheder, også de ubekvemme. Noget, som klimakrigerne på venstrefløjen om nogen burde kunne forstå. Så hvad stiller vi nu op?

Jeg forslår, at vi starter med at huske, at frenologien i sin tid var en ganske populær ny videnskab, og at dens popularitet i høj grad skyldtes, at den var perfekt designet til at producere videnskabelige forklaringer på det, som alle fornuftige mænd dengang vidste, nemlig at den hvide race var den sorte overlegen, og at mænd var mere værd end kvinder. Det er vigtigt at gøre sig klart, at problemet dengang ikke var at finde ud af, om det forholdt sig sådan. Det kunne alle med øjne i hovedet se, hvis de kiggede på, hvem der producerede kunsten, tjente pengene, opfandt opfindelserne og generelt drev samfundet fremad. Problemet var blot at finde ud af, hvorfor det forholdt sig sådan.

Inden vi forlanger at få lov at beholde vores apolitiske fakta i fred, bør vi altså spørge os selv om én ting: Hvis den racistiske præmis bag frenologiens popularitet var usynlig for datiden, hvad er så usynligt for nutidens forskere?

’Jovist,’ vil Pinker og kompagni nok medgive, ’men vi har jo netop videnskabens metoder til at skelne videnskab fra pseudovidenskab, og i dag ved vi, at frenologien falder i den sidste kategori’. Problemet er, at det havde de også dengang, og dengang var frenologi videnskab.

Spørgsmålet forbliver, hvilken slags ’frenologisk’ forskning vi er blinde for i dag, og kan den videnskabelige proces selv kende forskel på skidt og kanel? Var det overhovedet videnskaben alene, der fik dømt frenologien ude, eller var der andre kræfter med i spillet?

Ikke et magttomt laboratorie

Her støder vi på et andet spørgsmål, og det kræver, at vi bruger ’F-ordet’: Foucault. Vi bliver nemlig nødt til at sætte spørgsmålstegn ved en bærende præmis ved Pinkers ellers forståelige bekymring. Nemlig den, at der er vandtætte skodder mellem magt og viden. At videnskab er dumpet ned fra himlen, og at laboratoriet ikke er bygget af mennesker og finansieret af penge, men drevet af videnskabens engel alene.

For nogle gange viser det sig for eksempel, at Landbrug & Fødevarer har finansieret rapporten om kødproduktionens klimabelastning. Det kommer der ikke god videnskab ud af. Hvis nu vi alligevel ikke kan holde videnskaben fri af ekstravidenskabelige interesser, er der så andre interesser, vi trods alt hellere vil have til at fordærve vores videnskabelige arbejde? Hvad med humanismens interesser?

Lad mig skynde mig at slå fast, at jeg ikke hævder, at alt i verden og din mor er en social konstruktion. Jeg påpeger bare, at videnskaben kun ville være i stand til at holde sit eget hus videnskabeligt sterilt, hvis det videnskabelige rum var et helt igennem magttomt laboratorie. Og det er ikke muligt.

Videnskabsfolk må for eksempel lukke de empiriske datas og det bedre arguments magt med ind, og den magt var ikke politisk steril i frenologiens tilfælde. Det videnskabelige subjekt bor desværre i et menneskes krop, og den krop slæber magtens tråde efter sig, hvor end den går hen. Den krop er altid allerede, som Donna Haraway siger, »i monsterets mave«.

Kan vi udelukke, at der ikke slipper udefrakommende magt med ind, når videnskabsfolkenes kroppe smutter igennem laboratoriedøren? Hvor gemmer den usynlige magt sig henne, mens vi har travlt med at kalibrere vores hjerneskanner, designe vores forsøg og definere vores begreber? Hvor mange smuthuller finder magten ikke, mens vi glemmer at spørge, hvad det egentligt er, vi måler, når vi måler IQ?

Pointen er, at det i sig selv er et videnskabeligt spørgsmål, om videnskaben kan holde sig fri af alle andre interesser. Så længe det er tilfældet, burde andre berørte interesser også kunne blande sig i, hvad videnskaben laver. En ekstra hjælpende hånd med at holde styr på, hvordan videns- og magtproduktionens tråde vikler sig ind i hinanden, kan vel næppe gøre noget foretagende mindre videnskabeligt, eller kan det?

Nutidens frenologer

Svaret på dét spørgsmål afhænger selvfølgelig af, hvem videnskaben tager med på råd, og hvordan. Henrik Dahl har i den forbindelse meldt sig på banen, da han i sin bog Den sociale konstruktion af uvirkeligheden foreslog at tage forskningsmidlerne fra studier i eksempelvis køn, postkoloniale forhold og kritisk raceteori. Ifølge Henrik Dahl ophæver disse studier »skellet mellem verden, som den er, og verden, som den bør være«. De bedriver ikke videnskab, men »politiserende forskning«, og de opløser ideen om »det bedre argument«, når de går mere op i, hvem der taler, end hvad der bliver sagt. De får den videnskabelige diskussion til at handle mere om, »hvem man er, og hvem der har magten«, end om hvem der har ret.

Det må selvfølgelig medgives, at vi også bør være opmærksomme på, om videnskaben kan blive så woke, at den pådrager sig nye blinde vinkler i stedet for at gøre sig fri af sine gamle. Der er dog gode grunde til ikke at bekymre sig for meget.

For det første: Det er uretfærdigt og måske umuligt at forlange, at videnskaben ikke må beskæftige sig med, hvordan verden burde være, for beskrivelser af, hvordan verden er, kan også pege direkte på, hvordan den bør være. Verden er fyldt med racisme, misogyni, homofobi, CO₂ og så videre. Den slags udsagn er aldrig neutrale. Det eneste sted, vi ret beset kan holde deskriptive udsagn helt fri af normative implikationer, er i de hårdeste naturvidenskaber. Hvis vi forlanger, at resten af videnskaberne gør det samme, fratager vi dem retten til at sige noget som helst meningsfuldt, og muligheden for at gøre nogen som helst gavn.

For det andet: Objektivitet forudsætter ofte politisk (selv)bevidsthed. Ideen med at tage interessegrupper med på råd er netop ikke at politisere forskningen, men at blive bedre til at opdage, hvordan og hvornår forskningen allerede er politiseret, og til at vurdere, om den politisering gør verden til et bedre eller til et værre sted.

For det tredje: Det giver mening at gå op i, hvem der taler, netop fordi det har betydning for, hvad der kan blive sagt, og hvad dem, der har magten, hører. Det giver mening at gøre en ekstra indsats for at lytte til de grupper, der ellers ikke ville komme til orde, specielt i de situationer, hvor forskningen omhandler netop dem. Her er der chance for at blive klogere. Omvendt lærer vi nok knap så meget af at lytte endnu mere til dem, der allerede har magten og ordet.

Når videnskabsfolk går op i, hvem der taler, er det netop, fordi de er bevidste om deres egen magtposition, at den position kan have blinde vinkler, og at de kan risikere at overhøre »det bedre argument«.

Til slut: Selv hvis Henrik Dahl skulle få magten til at bestemme det modsatte, så bør vi ikke udelukke, at det nogle gange allerede også er et spørgsmål om magt, hvem der får lov at bestemme, hvad der er »det bedre argument«, og hvem der er nutidens frenologer.

Stefan Herning er cand.mag. i filosofi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:

"Pointen er, at det i sig selv er et videnskabeligt spørgsmål, om videnskaben kan holde sig fri af alle andre interesser".

Nej, det er det ikke. Det er et videnskabsfilosofisk spørgsmål. Filosofien skal leve op til almene akademiske krav, men skal netop ikke leve op til teori - og metodekrav inden for de pågældende videnskaber.

Det afgørende er, at videnskabelig forskning redegør for de forudsætninger, den arbejder og undersøger ud fra. Da især, hvis der er tale om "bestillingsarbejder".

Hvis et videnskabeligt "samfund" skal fungere, nationalt og internationalt, må man arbejde ud fra den forudsætning, at alle forskere ønsker og har vilje til at overholde helt elementære krav til videnskab.

Det er så op til det videnskabelige "samfund" internt, på forskellige forskningsfelter, at sikre, at dårlig forskning og "betalt" fusk afsløres og miskrediteres.

Politisk forskning på venstrefløjen bekæmpes ikke videnskabeligt ved at modsvare den med politisk forskning på højrefløjen, og omvendt - medmindre da at begge fløje kan blive enige om at leve op til helt elementære krav til videnskabelighed.

Svaret kan aldrig være at bekæmpe hinanden med brug af pseudovidenskabeligt makværk, der godt nok lever op til former for politisk korrekthed, men som ikke lever op til elementære krav til videnskabelighed.

Rasmus Knus, Ib Gram-Jensen, Morten Balling, Nicolaj Ottsen, Ole Henriksen, Jens Garde, Stefan Herning, Søren Nørgaard, Jens Jensen og Christian de Thurah anbefalede denne kommentar
Rune Rasmussen

Jeg vender ofte tilbage til dette enkle, men præcise, udsagn om forskellen imellem "science" og "scientisme".

“Science, at its core, is simply a method of practical logic that tests hypotheses against experience. Scientism, by contrast, is the worldview and value system that insists that the questions the scientific method can answer are the most important questions human beings can ask, and that the picture of the world yielded by science is a better approximation to reality than any other.”
― John Michael Greer

Et af de mest fodslæbende, og tilbageskuende, områder indenfor videnskab er studiet af andre dyrs sind, kognitiv etologi, som stadig, på trods af talrige beviser (som om de behøves), på at andre dyr også er bevidste, hænger fast i en eller anden gammeldags Descartes-agtig idé om, at de er en slags maskiner. Ideen om at mennesket er "skabelsens ypperste væsen" hænger da også uløseligt sammen med diverse absurde "tests af andre dyrs intelligens", hvor det, der testes, altid er, hvorvidt et andet dyr kan noget, et menneske kan. Omvendt testes mennesker sjældent på vores evner til at f.eks. at overleve i en jungle. Mange af os ville da også yde en usædvanligt ringe præstation, i modsætning til de dyr, der lever der, de dyr der ER junglen. Mennesker synes tit at "sidde i egen ramme" uden evnen til at komme ud af den for alvor, og altså gå ud af laboratoriet med dets forenklende, reducerende og for nemt opstillede måleinstrumenter.

Videnskab kan af og til fortælle noget om, hvordan noget virker men ikke hvorfor. Og så snart videnskab ikke er ydmyg overfor sine egne muligheder, så bliver det til scientisme, som er fra samme skabelon som fanatisme indenfor alle mulige andre områder.

Kim Petersen, Steffen Gliese, Jens Ole Mortensen og Søren Nørgaard anbefalede denne kommentar

Enig med Bjarne Toft Sørensen. Men trods alle bestræbelser er forskningen - i hvert fald den humanistiske og samfundsvidenskabelige - ikke objektiv. Nissen flytter i det skjulte med.

Stefan Herning

Jeg er også enig med Bjarne Toft Sørensen. Oprindeligt lød teksten, at det er et "videnskabsteoretisk og -historisk spørgsmål om videnskaben kan holde sig fri af alle andre interesser". Dertil kan sagtens føjes videnskabsfilosofisk. Den pointe er vist røget på redaktionsgulvet.

Rasmus Knus, Bjarne Toft Sørensen og Jens Garde anbefalede denne kommentar
Kenneth Krabat

hvad skal der til for at slippe for det USA-fastholdte, politiserende "race-begreb"? Homo sapiens sapiens ( OS ALLE I DAG ) er 1 race, mennesker én art. Man KAN bruge at udtale farven, hvis man ellers kan pantoneskalaen udenad, og så skide på at de politiserende anklager én for at perpetuere forskelsbehandling "ved ikke at anerkende, at andre gør aktivt forske og at det skal bekæmpes aktivtl" - ved simpelthen selv at at se på folks øjne og se, at alle ud af samme læst. Folk er folk. EoS.

Morten Balling

Filosofien har stadig ikke klare definitioner af, hvad der er videnskab og hvad der ikke er. Selv begrebet viden er ikke klart defineret.

Det er ikke det samme som at vi bare kan lægge tarot kort for at blive klogere. Af og til skydes videnskab ned vha. Induktionsproblemet, men det problem kan løses med statistik og en fornuftig portion pragmatisme.

De regler der gælder for videnskab praktiseres udbredt i naturvidenskaben. I de grødbløde videnskaber argumenterer man, at de regler kan man ikke bruge i f.eks. sociologi, psykologi eller økonomi. Det er måske sandt, men så er det man laver ikke videnskab. F.eks. kan man ikke kalde økonomiske teorier for videnskab, hvis at basalt aksiom i økonomien (værdi) ikke er klart defineret og afgrænset. Det er det ikke.

På siden her:

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/psyke/sygdomme/laegemidl...

...kan man bla. læse (om "lykkepiller") at:

"Disse undersøgelser viser, at den såkaldte placeboeffekt (dvs. effekten af kalktabletterne) er meget høj måske helt oppe på 40-50 %. Dette er der ikke noget mærkeligt i. F.eks. er der også en meget høj placeboeffekt ved behandling af smerter. Men effekten af medicin er for let depression på niveau med de 40-50 %."

Måske læser man ikke videnskabfilosofi på lægestudiet, ligesom man ikke rigtigt beskæftiger sig med etik på jurastudiet, men ovenstående kan kun læses således, at der ikke er nogen bevislig effekt. Det er så småt ved at dæmre for nogen:

https://youtu.be/TZhgvr2rbwE

Hvorfor er det ikke udråbt til at være en videnskabelig skandale? Fordi der er stærke økonomske interesser forbundet til, hvad mennesker går rundt og føler? Fordi optimisme er en forudsætning for økonomisk vækst? Fordi vækst er en forudsætning for at pyramidespillet ikke vælter?

Jeg tror på at videnskab, når den udføres ordentligt, kan gøre os klogere, og jeg tror på at det kan gøres os bedre til at tage beslutninger. Det er min "religion", men viden får det sværere og sværere i konkurrencen med meninger og interesser. Det gør ikke videnskab overflødig. Tværtimod. Det øger til gengæld behovet for at skelne mellem, hvad der er videnskab, og hvad der absolut ikke er.

I teorien, that is. Praksis er en anden.

Steffen Gliese

Tak, Rune Rasmussen. Desværre er 'videnskab' blevet en nem måde at opfinde principper på, man kan styre samfund efter; men det er at give den alt for meget magt - videnskaben kommer jo netop efter erfaringen, efter arbejdet, med sine hypoteser om, hvad der er på spil.

Steffen Gliese

Morten Balling, du vender tingene på hovedet - det er de videnskaber, du kalder 'grødbløde', der er de ægte, mens naturvidenskaben stivner i århundredårige fastlåste paradigmer, der kun pga. den indbyggede tautologiske argumentationsform lader sig rykke.
Men verden er dynamisk, vores forståelse af verden er dynamisk, og videnskabens opfattelse er at opfange disse bevægelser og redegøre for dem, hvilket dog, som vi ved kun, kan ske i analytiske tilbageblik, da tarotkort eller astrologi - eller sibyllens profetier, for den sags skyld - ikke har videnskabelig evidens. Vi kan ikke vide noget forud, kun danne hypoteser om det og se, om de synes at holde vand.
Videnskab er ikke at søge svar, men at stille spørgsmål.

Jørn Christensen

Man må ikke glemme at mange tidsskrifter som for eksempel Nature-familien er ejet af kommercielle forlag, så det er vigtigere at have mange læsere end at blive en part i potentielle konflikter, der kan skade populariteten.

Martin Jacobsen

"Spørgsmålet forbliver, hvilken slags forskning vi er blinde for i dag, og kan den videnskabelige proces selv kende forskel på skidt og kanel?"

Et eksempel fra i dag har vi i statistikkerne for kriminalitet. De siger at underklassen er den mest kriminelle, men det er indlysende, hvis man følger med i medierne, at hvis man måler svindelen i kroner og ører, eller rettere i milliarder, så fører overklassen med firecifrede mia.

Her er det lovgivningen som sørger for at dømme de små fisk, men oftest at frikende dem fra toppen af samfundet. Uligheden slår igennem på dette område, lige som på alle andre områder. Danske Bank hyrede en hel stab jurister, og så var den sag afgjort.

Svindlere med skattely får fripas hver gang, og således kan vi fortsætte med praktisk alle andre økonomiske sager. Borgerne skal betale skat, og staten kontrollerer os i hoved og røv, men de største firmaer betaler politikere, eller tidligere politikere med tætte forbindelser i ministerierne, hvorefter de sidder i råd og udvalg, og således laves love som gavner de rigeste og er til skade for flertallet.

Det er pga. de stærke interesseorganisationer at landbruget ikke kan klimareguleres. Endvidere bruger landbruget milliarder på en interesseorganisation med lobbyarbejde, og hele kampagnen med at få en borgerlig regering, med andre ord politisk styring af meningsmålingerne, også kaldet hjernevask af borgerne, kommer naturligvis fra landbruget. Nogle kalder det råddenskab i demokratiet, andre kalder det korruption. En offentlig kendt sag som medierne ikke taler om.

Ingen andre kriminelle, skattesvindlere får lov til at skrive love som omhandler dem selv. Lovgivning er ofte bestillingsarbejde styrt af de 400 i magteliten.

Apropos generaliseringer og kategoriseringer af videnskabsfelter som hårde og bløde.

Det viser sig at partikelfysikken er ramt af en indre socialisering, der har skabt en dynamik, hvor et utal af nye partikler ser dagens lys. I hvertfald fald på papiret.

Måske kan man tale om en generel krise indenfor videnskaben, hvor det kvantitative pres for at publicere skaber meget uhensigtsmæssige effekter.

"Since the 1980s, physicists have invented an entire particle zoo, whose inhabitants carry names like preons, sfermions, dyons, magnetic monopoles, simps, wimps, wimpzillas, axions, flaxions, erebons, accelerons, cornucopions, giant magnons, maximons, macros, wisps, fips, branons, skyrmions, chameleons, cuscutons, planckons and sterile neutrinos, to mention just a few. We even had a (luckily short-lived) fad of “unparticles”.(...)

Talk to particle physicists in private, and many of them will admit they do not actually believe those particles exist. They justify their work by claiming that it is good practice, or that every once in a while one of them accidentally comes up with an idea that is useful for something else. An army of typewriting monkeys may also sometimes produce a useful sentence. But is this a good strategy?"

https://www.theguardian.com/commentisfree/2022/sep/26/physics-particles-...

Morten Balling, Steffen Gliese og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@Rasmus Knus

"An army of typewriting monkeys may also sometimes produce a useful sentence. But is this a good strategy?"

I mange andre sammenhænge ville man sige, at dette var udtryk for strukturelle problemer inden for området, eller at det var udtryk for systemfejl - men inden for forskningens områder er der åbenbart økonomiske interesser og andre interesser forbundet med magt, der forhindrer at en sådan kritik bliver taget alvorligt og får betydning.

Det er desværre en problemstilling, der er ret påtrængende inden for mange forskningsfelter, men hvor kun nogle få tør italesætte den. Måske kunne man kalde det for et "Kejserens nye klæder" - syndrom.

Det er desuden deprimerende at tænke på alle de yngre forskere, der får udgivet artikler i anerkendte tidsskrifter, som de egentlig ikke er fagligt interesseret i at få udgivet i.

Artikler, hvis faglige emne egentlig ikke er deres primære interesseområde, og hvor de giver udtryk for holdninger, de egentlig ikke er enige i.

Alt sammen fordi at de ved, at det er det, der skal til for at fremme deres karrieremuligheder.

En række større anerkendte tidsskrifter, ikke mindst med sæde i USA, har fået stor magt med henblik på at styre forskningen og dens resultater inden for bestemte forskningsfelter.

Det gælder desværre også nogle tidsskrifter inden for forskningsfelter vedrørende køn og etnicitet.

”I dag er det desværre sådan, at dele af humaniora (internationalt – min tilføjelse) er blevet inficeret af politisk korrekthed og identitetspolitik. Det betyder, at visse tidsskrifter bliver politiske magasiner i stedet for udgivelseskanaler for robuste og pålidelige studier”.
David Budtz Pedersen (professor, Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet)

https://www.information.dk/moti/2018/10/omfattende-amerikansk-fupnummer-...

Morten Balling

@Steffen Gliese

"Videnskab er ikke at søge svar, men at stille spørgsmål."

Man kunne også vende den på hovedet, og sige at videnskaben finder svar på filosofiens spørgsmål. Her kunne man være ufin og pointere at det er filosofien selv relativt dårlig til. Men kartoffel-kartoffel.

Det er nogen gange sundt at spørge sig selv, hvorfor vi vil vide noget. Mit bedste bud, set i et naturvidenskabeligt filosofisk perspektiv er at, hvis vi forstår fortiden ved hjælp af viden, så kan vi i nutiden træffe beslutninger om fremtiden (typisk den nære) på et for os bedre grundlag, end hvis vi ikke havde haft samme viden eller forståelse.

Grødbløde bør iøvrigt udtales med stumme d'er :)

Morten Balling

@Steffen Gliese

Jeg syntes vi havde været her før:

https://www.information.dk/moti/2019/05/studier-intelligens-race-akademi...

Der er en del ved interessante pointer, men det går desværre galt ved forståelsen af Henrik Dahls bemærkning ”skellet mellem verden, som den er, og verden, som den bør være”. Selvfølgelig må man beskæftige sig med, hvordan verden burde være, forstået som fremtidsvisioner. Her handler det dog om selve beskrivelsen af den nuværende virkelighed. Der er et problem, hvis ens beskrivelse af virkeligheden i (for) høj grad bestemmes af ens forestillinger om den.

Albert Einstein er kendt for have sagt, at Gud ikke kaster med terninger, fordi han ikke kunne lide kvantemekanikkens stokastiske karakter, men det påvirkede ikke selve hans beskrivelse af virkeligheden uden empirisk belæg. Det behøver altså ikke at være et problem, at man har nogle forestillinger om hvordan verden burde være.

Desværre viser det sig, at det kan være et problem. Et eksempel er:
https://nyheder.ku.dk/alle_nyheder/2018/03/det-koster-kvinder-20-procent...
Her ignoreres at det koster mænd ca. 2-3% i indtægt, mens forskellen i timeløn er 5% for mænd mod 15% for kvinder, som man kan læse her: https://www.aeaweb.org/articles?id=10.1257/app.20180010
Her påvirkes videnskabsformidlingen af forestillinger om virkeligheden og/eller en politisk dagsorden. Det illustrerer Hendrik Dahls pointe at nogen har svært at beskrive verden, som den er. Det burde (sic!) ikke være tilfældet på et universitet.