Akademikernes skrivebordsundersøgelser må ikke være udgangspunktet for socialt arbejde

I august holdt Socialstyrelsen, VIVE og Børns Vilkår konference om ’Børneinddragelse og udsatte børns liv’. Socialminister Astrid Krag (S) tittede kort indenfor. Hun bød velkommen og udtrykte sin begejstring over at se så mange mennesker deltage på konferencen – og så gik hun.

Der blev på konferencen præsenteret, at børnene skal inddrages meget mere i skilsmissespørgsmål om, hvem de vil være hos, end de bliver i dag – umiddelbart en interessant og rimelig anskuelse. Jeg sad bare og tænkte på en del dilemmaer fra børnenes perspektiv, som jeg kunne komme på, uden at have lavet nogen undersøgelse.

Jeg kender pigen på ni år, som vil bo hos sin far. Men hun ved, at hvis hun flytter, så vil mor ikke få boligstøtte og må flytte fra sit hjem. Eller drengen, der gerne vil se sin far oftere, men ikke kan sige det, for så bliver mor ked af det. Og jeg kan nævne massevis af andre udfordringer, disse børn står i, som undersøgelser ikke gør det lettere at indgå i.

Og så kan en undersøgelse fra et skrivebord altså ikke fange mig og give mig bedre indsigt i, hvordan jeg som socialrådgiver fremover skal sikre disse børn deres rettigheder.

Det samme gælder foredraget om tvangsadoption:

En anden forsker, der mest havde inddraget udenlandske undersøgelser, kom frem til, at børn, der var ’frigivet’ til tvangsadaption, får det bedre af den stabilitet, den permanente adoption giver dem, modsat de børn, som ’bare’ er anbragt. De anbragte klarer sig dårligere i skolen og videre gennem uddannelsessystemet, fortalte forskeren.

Ude i kommunen får den viden et grotesk udtryk. En deltager ved konferencen fortalte, at de i hendes kommune er bare tre socialrådgivere ansat, som skal implementere tvangsadoption som ’indsats’ med x antal sager om året. Altså ikke noget med at vurdere, hvad der er bedst for børnene.

Denne konference viste mig, at skrivebords-’fagfolk’, som skal bruge deres undersøgelser i deres karrierer, kan få fatale konsekvenser for børn og unge. Der vises et begrænset billede af den virkelighed, jeg som socialrådgiver gennem 30 år ser.

Fagligt arbejde må ikke blive reduceret til kvantitative undersøgelser lavet af akademikere, der aldrig har sat deres ben i et hjem, som oser af fattigdom, eller mødt svært psykisk syge børn.

Sanne Nielsen er socialrådgiver og familieterapeut