Kommentar

Der er brug for en omlægning af uddannelsessystemet, men etårige kandidater er ikke løsningen

Jeg er enig i, at der er et mismatch mellem uddannelse og arbejdsmarkedet, og at kvaliteten på de videregående uddannelser er faldet. Men jeg mener, at man snarere skal satse på at skabe et egentligt bachelorarbejdsmarked end etårige kandidater
Jeg kan godt følge ideen om, at nogle studerende vil have mere gavn af flere år på arbejdsmarkedet end af en toårig kandidat, skriver økonomistudernede Agnete Johansen Pade i dette debatindlæg.

Jeg kan godt følge ideen om, at nogle studerende vil have mere gavn af flere år på arbejdsmarkedet end af en toårig kandidat, skriver økonomistudernede Agnete Johansen Pade i dette debatindlæg.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Debat
4. oktober 2022

Der er brug for en større omlægning af de videregående uddannelser, men etårige kandidater er ikke den rigtige løsning. Regeringens forslag om at omlægge de videregående uddannelser er et glimrende initiativ, men frem for at lytte til Reformkommissionens anbefalinger om at indføre etårige kandidater, burde den hellere følge Kvalitetsudvalgets forslag om at fjerne bachelorers retskrav på en kandidatuddannelse.

Befolkningens uddannelsesniveau er vokset gradvist de senere årtier, og fremskrivninger viser, at det kun vil stige mere i fremtiden. Det lyder ikke umiddelbart som det store problem, da uddannelse generelt øger produktivitet og velstand.

Men samfundet står over for udfordringer, som det nuværende uddannelseslandskab ikke er gearet til at håndtere, fordi der er et voksende mismatch mellem udbud og efterspørgsel af akademikere. Dimittender har simpelthen ikke de kompetencer, som arbejdsmarkedet efterspørger, og mange nyuddannede føler sig ikke rustet til arbejdslivet.

Specialister versus generalister

Regeringen vil løse udfordringen gennem en stor reform af de videregående uddannelser. Knap 50 procent af de toårige akademiske kandidatuddannelser skal omlægges til etårige – i tråd med Reformkommissionens anbefalinger fra foråret.

Det kan ifølge kommissionens beregninger give en produktivitetsgevinst på 32 milliarder kroner. Der er indregnet et produktivitetstab som følge af kortere uddannelser på den korte bane, men en kombination af højere kvalitet, øget uddannelsesrelevans, flere erhvervsorienterede uddannelser og mere efteruddannelse senere i livet vil samlet set føre til højere produktivitet på den lange bane.

Regeringen siger ikke, hvilke specifikke uddannelser der skal omlægges, men peger på de såkaldte generalistuddannelser på samfundsvidenskab og humaniora. Argumentet er, at generalister uddannes til et arbejdsmarked, hvor der ses en højere grad af specialisering gennem jobbet end på selve uddannelsen.

Jeg kan godt følge ideen om, at nogle studerende vil have mere gavn af flere år på arbejdsmarkedet end af en toårig kandidat. For er det virkelig nødvendigt, at flere studerende på for eksempel statskundskab og CBS bruger op til et år af deres kandidat på praktik og speciale? Og når studerende på humaniora alligevel kun har ti timers undervisning om ugen, kan man vel med fordel gøre uddannelserne kortere ved blot at give dem mere undervisning det første år.

Spørgsmålet er bare, om etårige kandidater er den rigtige løsning. Det tror jeg næppe.

For hvilken myndighed skal i sidste ende træffe afgørelse om, hvilke uddannelser der skal være etårige? Hvordan skal vi i praksis skelne mellem specialister og generalister? Og er vi villige til at risikere et større kvalitetstab ved kortere uddannelser?

En bedre løsning

Jeg accepterer præmissen om, at der er et voksende mismatch mellem måden, vi uddanner os på i dag, og de kompetencer, der efterspørges på arbejdsmarkedet i fremtiden. Og jeg mener, at Mette Frederiksen (S) har ret i, at kvaliteten på de videregående uddannelser er faldet. Begge omstændigheder kræver ændringer i vores uddannelsessystem.

Men jeg mener, at man snarere skal satse på at skabe et egentligt bachelorarbejdsmarked ved at fjerne bachelorers retskrav på en kandidatuddannelse. Det var Kvalitetsudvalgets anbefaling i 2015. Jørgen Søndergaard og Nina Smith, som begge er en del af Reformkommissionen, sad i øvrigt også med i dette udvalg.

Dengang lød anbefalingen, at et opgør med retskravet skulle give de studerende bedre mulighed for at tone deres bacheloruddannelse i én af to retninger: enten mod arbejdsmarkedet eller mod direkte optag på kandidaten med vægt på faglig specialisering.

Dertil skulle universiteterne have mere frihed til at tilrettelægge de enkelte uddannelser. For eksempel ved at gøre nogle bachelorer fireårige og mere erhvervsorienterede – hvilket sådan set er i fin tråd med regeringens ambition om, at akademiske uddannelser skal have et mere tydeligt arbejdsmarkedssigte. 

Det, mener jeg, er langt mere fornuftigt end etårige kandidater. Det vil på én gang løfte det faglige niveau på kandidaten og samtidig åbne for, at flere bachelorer kan prøve kræfter med arbejdsmarkedet.

Og så er det ikke forbundet med en problematisk sondring mellem generalister og specialister. En sondring, der i værste fald skaber et A- og B-hold i uddannelsessystemet, og i bedste fald bare kommer til at fremstå som en stor humaniora- og samfundsfagbashing. Men det er en anden snak.

Agnete Johansen Pade studerer økonomi ved Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Vi går i den helt forkerte retning med vores efterligning af det angelsaksiske uddannelsessystem, der på ingen måde kan tilgodese de helt andre krav til højtuddannede, det danske velfærdssamfund har.
Derfor er et det et alvorligt problem, at vi har affundet os med Bolognaprocessen, hvor vi burde have holdt fast i 2+2+2. Dette gøres nu til et spørgsmål om at skulle forske, men realiteten er, at den nuværende kandidatuddannelse ligger i underkanten af, hvad en gymnasielærer kan kræve at have med af faglig bagage og personlig integritet.
Og reelt er behovet jo mange flere studieår, som bare ikke er omfattet af retten til SU. De år medfører så en socialisation i forhold til faget og at kunne bruge sine særlige forudsætninger praktisk.
Formodentlig vil det også betyde, ligesom tidligere, at færre ønsker at læse fag, de ikke kan forestille sig at kunne anvende praktisk efterfølgende. For sandheden er jo, at når der i dag tales om 'drømmeuddannelsen', så har de færreste vist reelt overvejet, hvad faget skal være et springbræt til. Hvis man vidste, hvad man gerne ville være, ville man måske også have lidt flere veje til at nå målet.

Inger Pedersen, Poul Erik Pedersen og Christian de Thurah anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Hvad er det, erhvervslivet vil have - ved de det selv?

Hvis erhvervslivet melder ud, hvad det er for kvalifikationer, de efterspørger, så bliver det hele meget nemmere.
Så kan vi igen bruge sproget til at skelne mellem erhvervs-rettede uddannelser, ved at kalde dem "erhvervsrettede uddannelser" og akademisk rettede uddannelser, ved at kalde dem for 'universitetsuddannelser'. På dansk.
Ikke mere university, college, campus jabbedi blablabla.

Kald dog uddannelserne. hvad de er og hvor de peger hen. Det er nemmere for os alle sammen, også for dem, som skal putte indhold i uddannelserne.

Flemming Berger, David Zennaro, Inger Pedersen og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar

Det, som aftagerne af akademisk arbejdskraft ønsker, er nye medarbejdere, der kan foretage selvstændige analyser. Bachelorstudiet giver grundlaget for selvstændig fordybelse på overbygningen. Antallet af undervisningstimer er ikke en indikator på studietiden - for timerne forudsætter forberedelse pg fordybelse og skrivning af opgaver. Med 75 ECTS klemt ind på et studieår vil der kun være grundlag for at gengive pensum.

Steffen Gliese, Inger Pedersen, Jan Damskier, Poul Erik Pedersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar