Carlsbergfondets afhængighed af bryggerivirksomheden er en interessekonflikt

I år uddeler Carlsbergfondet næsten en halv milliard til dansk forskning – mere, hvis man tæller deres datterfonde med. Særligt huma­niora har stor nytte af forskningsmidler fra Carlsbergfondet for at kunne opbygge og understøtte humanistisk viden i samfundet.

Bevillingerne stammer fra Carlsbergbryggerierne, som ved en gave fra brygger Jacobsen i 1876 blev overdraget til Carlsbergfondet. Og medlemmerne af Videnskabernes Selskab, som oprindelig udgjorde den danske videnskabselite, blev ved fondets fundats indsat som vogtere over Carlsbergfondets bryggeridrift og kunne til gengæld indkassere overskuddet fra samme bryggeridrift. I kraft af pengene fra Carlsbergfondet er Videnskabernes Selskab blevet en ekstrem magtfaktor i dansk forskning. Og med Carlsbergfondets omfavnelse af Videnskabernes Selskabs virksomhed blev Carlsbergbrandet massivt og troværdigt. Til gavn for ølsalget.

Siden har Carlsbergfondet med accept fra Videnskabernes Selskab ændret fundatsen og inviteret udenlandsk aktiekapital ind i ejerkredsen, for at bryggerivirksomheden kunne vokse.

Argumentet er, at hvis der skal være penge til mere eliteforskning, må overskuddet fra ølsalget opretholdes, og bryggerivirksomheden må blive ved med at udvikle nye markeder. Det er sådan, det er. Det fremgår klart af Carlsberg Groups virksomhedsprofil og regnskaber. Penge lugter ikke, når de falder på et tørt sted i forskningsverdenen. Men det er selvfølgelig ikke ligegyldigt, hvordan pengene tjenes.

Markedet bestemmer

Vi ved, at Carlsberg som global aktør med muskler har taget konkurrencen op med lave priser og opkøb af lokale brands og leverandører. Filosofien er, at når der først er etableret et brohoved på det nye marked, kan man følge op med profitable ølsorter og tjene flere penge til videnskaben og aktionærerne.

Det gjorde ondt på aktionærerne, at bryggeriet efter massive investeringer måtte afskrive det russiske marked, men nu vil bryggeriet satse på at fremme ølsalget i Europa og Asien.

Det kræver hårdt arbejde og massiv markedsføring at erobre et nyt marked. Historier fra blandt andet Danwatch vidner om Carlsbergbryggeriernes villighed til aggressiv markedsføring. Der blev ansat opsøgende ølpiger til at fremme ølsalget i Cambodia, men det er kun toppen af en massiv og professionel indsats for at udvide omsætningen og sikre sig markedsandele på det asiatiske marked i Nepal, Myanmar, Vietnam, Thailand, Kina og Indien.

De multinationale bryggeriers hårde konkurrence og globale fremmarch bekymrer alkoholforskere med tilknytning til WHO.

Ifølge WHO er alkohol et både psykoaktivt og afhængighedsskabende produkt, og WHO anbefaler ingen nedre tærskel for dagligt brug. Men bekymringerne retter sig især mod, at det attraktive, billige og omsættelige dåseøl let kan udkonkurrere sundere og socialt mere bæredygtige drikkevarer.

Interesser bag forskningen

Der er vanvittigt store økonomiske interesser forbundet med, om Danmarks eller verdens befolkning rådes til at drikke nul, én eller to genstande om dagen, og derfor er selve forskningen blevet en kampplads.

Alligevel er det overraskende, at man i Carlsbergfondets årsskrift for 2017 kan læse om en forskningsbevilling på over 13 millioner kroner til et projekt om, »at moderat indtag af alkohol kan have gavnlige sundhedsmæssige virkninger« i modsætning til anbefalinger om »total afholdenhed fra alkohol«, som fejlagtigt bliver tilskrevet WHO.

Det interessante er, at bevillingen blev tildelt i november 2015, hvilket var tidsmæssigt i direkte forlængelse af Trygfondens deltagelse i et stort internationalt projekt, som såede »tvivl om alkohols gavnlige virkning« på hjertesygdomme, også når det drejede sig om mindre end én genstand om dagen.

I Sundhedsprofilen for 2021 har også Sundhedsstyrelsen konkluderet, at der ikke er en nedre grænse for, hvornår det er helt uden risiko at drikke alkohol. Styrelsen anbefaler derudover, at det ugentlige forbrug for alle køn ikke bør overstige ti genstande, og at unges adgang til køb af alkohol begrænses for at udsætte deres etablering af faste alkoholvaner.

Med den nye sundhedsprofil blev der således lagt op til et retningsskift i dansk alkoholpolitik, der ellers i de seneste 50 år har stået blandt de mest liberale i Europa, og regeringen fremlagde et forslag om at sætte købsgrænsen for alkohol op til 18 år.

Kort efter blev den socialdemokratiske justitsminister Nick Hækkerup pludselig tilbudt en attraktiv stilling i Bryggeriforeningen, som næsten deler adresse med Carlsberg Groups hovedkvarter i Valby. Det var et tilbud, han ikke kunne sige nej til. Og da de socialdemokratiske ungdomspolitikere også sagde fra, var de nye sundhedsfaglige anbefalinger pist væk fra forhandlingerne om en ny sundhedsreform.

Elefanten i rummet

Carlsbergfondet er ikke vant til kritik fra forskere. Problematikken blev aktualiseret i efteråret 2020, da Berlingske kunne afsløre, at formanden Flemming Besenbacher brugte et overraskende gadedrengesprog – »redepissere« og »bavianer« – om forskere, som havde kritiseret et Carlsberg-finansieret projekt.

Medlemmer af Videnskabernes Selskab protesterede ikke offentligt, men fem professorer, blandt andet sundhedsforsker Bente Klarlund, tog i foråret 2022 loyalt Besenbacher i forsvar i Science Report og fremhævede især, at Carlsbergfondets bevillingspraksis var funderet i ’videnskabens sociale ansvarlighed’.

Det er ikke kun i forskningen, at interessekonflikten kommer til udtryk, det er også i formidlingen. Lone Frank har som podcastvært og videnskabs­journalist ved Weekendavisen støttet op om Carlsbergfondet. Hun stod i 2021 for podcasten Druk – nu med forskning, hvoraf det i beskrivelsen fremgik ordret, at »Forskning viser, at jævn, moderat druk er sundere end afholdenhed, så hvorfor fremstilles alkohol stadig ensidigt som en risikofaktor?«. Podcasten var finansieret af Carlsbergfondet.

I januar fremkom hun med en indigneret artikel med titlen »Det fordrukne forår« om det kulturbestemte vanedannende ungdomsdrikkeri, hvori hun dog helt undlader at sætte spørgsmålstegn ved bryggeriernes indflydelse på dette fænomen.

For eksempel kunne hun se på Tuborgfondet, som uddeler 13 procent af Carlsbergfondets midler. På Folkemødet arrangerede Tuborgfondet en Camp Ung Agenda, og fonden er derudover især kendt for sine rundhåndede bevillinger til Grøn Koncert. Denne markedsføring har gjort Tuborg-varemærket til en næsten selvfølgelig del af dansk ungdomskultur.

Uanset om Lone Frank opfatter sig som uafhængig af Carlsbergfondet, så åbner fondets konstruktion både dem og deres samarbejdspartnere op for spørgsmål til, hvilke interesser der vejer tungest.

Carlsbergfondet har i sine snart 150 år aldrig lagt skjul på, at forsknings- og bryggerivirksomheden var forbundne kar. Men Carlsbergfondet befinder sig i en interessekonflikt mellem hensynet til videnskaben og de kompromiser, man er villig til at indgå for at opretholde indtjeningen fra bryggerivirksomheden i Carlsberg Group.

Videnskabernes Selskab er gidsel i denne interessekonflikt. Videnskabernes Selskabs virksomhed, økonomi og adresse står og falder med bryggeriets indtjening. Bryggeriet tjener til gengæld på den branding og legitimitet, som forskningstilknytningen og forskernes loyalitet giver. Som alle andre virksomheder har bryggeriet interesse i at sælge mere og bedre, men alkohol er ikke et almindeligt konsumtionsgode.

Afhængighedsproblemet løses først ved en fuldstændig adskillelse af bryggeri, brand og fond og etablering af fuldstændig gennemsigtighed i Videnskabernes Selskabs virksomhed og prioriteringer, således at der ikke kan herske tvivl om selskabets uafhængighed.

Sidsel Eriksen er lektor og ph.d. ved SAXO-instituttet