Læserbrev

Drop politisk målsætning om færre internationale studerende. Vi er midt i en rekrutteringskrise

Beregninger fra DTU viser, at den gennemsnitlige internationale studerende giver overskud i løbet af de første otte år, de er i Danmark. Dette giver både en økonomisk bonus og afhjælper rekrutteringskrisen, som er særligt stor inden for STEM-fagene
Der er simpelthen ikke nok danskere, der bliver uddannet inden for STEM-fagene, og intet tyder på, at den udfordring bliver løst inden for det næste årti, skriver Johanne Skotte i dette læserbrev.

Der er simpelthen ikke nok danskere, der bliver uddannet inden for STEM-fagene, og intet tyder på, at den udfordring bliver løst inden for det næste årti, skriver Johanne Skotte i dette læserbrev.

Mathias Bojesen

Debat
1. november 2022

Efteråret har for alvor taget fat, og det betyder også, at nye studerende er ved at falde til på landets uddannelsesinstitutioner. Og fra i år af er vores uddannelser blevet endnu mere danske. Med Excelark i ryggen har danske politikere nemlig barberet godt og grundigt i antallet af internationale studerende, så andelen af studerende med et dansk, rødbedefarvet pas er blevet større.

Det er lige på vippen til at være tudetosset, at vi i Danmark har en politisk målsætning om at få færre internationale studerende ind i landet. Argumentet for det er, at det er en underskudsforretning, men kigger man på tallene, så er det langtfra tilfældet.

Beregninger fra DTU viser, at den gennemsnitlige internationale studerende giver et overskud på 1,2 millioner kroner, inden for de første otte år de er i landet. Det vil altså sige, at hver gang en politiker forhindrer en international studerende i at komme til Danmark, så burde de spare et tilsvarende beløb et andet sted.

Manglende arbejdskraft

Men det er langtfra kun et spørgsmål om økonomi. Når vi i forholdsvis lille Danmark skal løse vores kriser, hvoraf mange ikke er afgrænset til kongerigets landegrænser, så vil det kræve en masse ny teknologi og innovation. Her viser forskning, at en mere divers gruppe både kommer med flere ideer og bedre løsninger.

Dertil kommer, at danske virksomheder står over for massive rekrutteringsproblemer. Der er simpelthen ikke nok danskere, der bliver uddannet inden for STEM-fagene (naturvidenskabsfag, red), og intet tyder på, at den udfordring bliver løst inden for det næste årti. Det er derfor hul i hovedet, at vi systematisk forhindrer de internationale studerende, der kan og vil bidrage til Danmark, i at tage en uddannelse her.

Mange vil nok sige, at de jo bare tager hjem, så snart de er færdige med deres uddannelse. Men når os studerende snakker med vores internationale medstuderende, viser det sig, at mange gerne vil blive i Danmark, hvis ikke hele livet, så i en årrække. Derfor bør politikerne kraftigt genoverveje, hvor danske vores uddannelser skal være.

Johanne Skotte er talsperson i STEM Students i Ingeniørforeningen IDA

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Bryde Poulsen

God pointe !
Men vi har jo i Danmark den fikse idé, at det skal være svært at komme hertil fra udlandet.

Ja.
Ind imellem undres jeg over, hvor prægede af tåbelige, indskænkede, ulogiske og excellerende i både internt og eksternt modsætningsfyldte påstande og beslutninger - danske folketingsmedlemmer og regeringsmedlemmer dog kan være...

I samme sekund, det kommer til at handle om udlændinge og/eller klima og miljø...

HVAD HULEN er det, der foregår i deres hoveder???