Energikrisen har vist, at vi både skal spare på energien og omfordele den mere retfærdigt

Høje energipriser får danske drivhusgartnerier til at skrue ned for varmen til vinter. Det kunne Radioavisen fortælle den 18. september. Julestjerner er en af de varmekrævende planter, som kunderne risikerer at skulle kigge langt efter i år. De dyrkes nemlig i opvarmede drivhuse i Holland og sendes i opvarmede lastbiler til opvarmede drivhuse i Danmark.

Al den opvarmning og transport kræver store mængder af energi. Hidtil har energiforbruget ikke været et problem, men det har den nuværende energikrise ændret på. Og måske godt det samme. For i realiteten er det et eksempel på et sløseri med energi alene for at tilfredsstille ideen om, at julestjerner hører december til.

Julestjernen som energisymbol

Når planten, der stammer fra Mexico og Guatemala, overhovedet kan trives i de danske stuer, skyldes det centralvarmen, som i 1900-tallet omskabte boligens kolde og fugtige rum til et lunt indeklima, hvor mange i dag opholder sig i T-shirt og på bare fødder. Resultatet var en eksplosion i energiforbruget, da man tidligere kun opvarmede en mindre del af boligen og kun efter behov. Her ville julestjernen som symbolet på det energiintensive samfund have haft trange kår.

Og nu skal det ikke kun handle om planter. For julestjernen er blot ét eksempel på vores ofte absurde forbrug af energi. Med moderne bekvemmeligheder som centralvarme og elektricitet og takket være adgangen til billig og rigelig fossil energi skabtes fra især 1950’erne og frem et samfund baseret på et ofte usynligt forbrug af energi. Ikke kun i økonomisk forstand, men også fordi tidligere tiders slid og slæb med at skaffe og transportere energi forsvandt.

I bogen Min barndom i 1950’erne fortæller kendte danskere om deres barndom. I mange af erindringerne går det igen, hvordan de som børn havde som pligt at hente koks op fra kælderen til lejlighedens kakkelovne. Et arbejde, ingen mindes med nostalgi. Den moderne, lette og komfortable tilværelse, vi har vænnet os til i den rige del af verden, bygger på et massivt, men usynligt, forbrug af ressourcer.

Den amerikanske økonom og professor i sociologi Juliet B. Schor argumenterer i bogen Plenitude for, at der bør skabes en ny form for materialisme eller materialistisk kultur. En form for ægte materialisme, som værdsætter det materielle i forbruget for bedre at kunne tage vare på klodens ressourcer. For eksempel at påskønne det arbejde, som energien udfører for os, og netop derfor i højere grad økonomisere med den gave, energien er.

De høje energipriser gør energiforbruget synligt på nye måder og kan sætte gang i en helt ny type af diskussion om, hvad vi i fremtiden skal bruge energien på. For ikke kun energiforbruget har været usynligt. Også store dele af energipolitikken er gået under radaren.

Usynlig energipolitik i fokus

I en videnskabelig artikel fra 2018 skriver den engelske energi- og bæredygtighedsforsker Sarah Royston og to af hendes kolleger om den usynlige energipolitik, som på overfladen ikke omhandler energisektoren, men i praksis har stor betydning for størrelsen af borgeres og virksomheders energiforbrug. Et eksempel på en usynlig energipolitik er centraliseringen af kommunal, regional og statslig service: eksempelvis supersygehuse i stedet for lokale hospitaler, samlingen af den kommunale administration i storkommunernes hovedbyer eller lukningen af landområdernes biblioteker og bogbusser.

Der kan være udmærkede faglige og administrative argumenter for centraliseringen, men bagsiden af medaljen er et øget energiforbrug som følge af større transportbehov for både medarbejdere og brugere af de offentlige servicer. Et andet eksempel er skatte- og arbejdsmarkedspolitikken, som gennem kørselsfradraget og kravet om, at arbejdstagere skal være villige til at tage job langt fra deres bopæl, fremmer langdistancependling.

Den usynlige energipolitik skal gøres synlig for at skabe et bæredygtigt samfund, hvor forbruget af energi og andre ressourcer holder sig inden for klodens bæreevne. På tværs af alle politikområder skal der skabes et systematisk fokus på nye lovforslags og politiske initiativers afledte konsekvenser for energi- og ressourceforbruget. Det kan måske virke som en fremmed idé, men faktisk findes der allerede et lyslevende eksempel på et sådant tværgående perspektiv, nemlig økonomi- og finanspolitikken.

Intet politisk ressortområde kan således undslå sig systematiske beregninger af nye tiltags økonomiske og finansielle konsekvenser. Dette afspejler, at økonomi og penge i dag udgør den primære nøgle til administration og fordeling af samfundets goder. Men energi og ressourcer er også et fælles gode, som vi ikke kun deler med vores landsmænd, men tillige med alle andre på kloden. Derfor er der brug for en langt mere sparsommelig tilgang til forbruget af energi på tværs af alle politikområder svarende til en ny form for ’materialisme’.

Et fremtidigt samfund med bevidsthed om ressourcernes knaphed og essentielle betydning vil være et samfund uden julestjerner og årlige flyrejser til Sydens feriedestinationer. Et samfund, hvor forbruget af kød er langt mindre, hvor det er slut med at placere butiksområder uden for byernes centrum og langt fra kollektive trafikknudepunkter, og hvor der ikke bygges nye motorveje. Men det er også et samfund, hvor der i byerne er bedre plads til mennesker end biler. Hvor vi bruger fritiden i lokale fællesskaber frem for at rejse kloden rundt. Hvor arbejdspladser igen flytter fra centrum og ud i periferien til der, hvor mange bor. Og hvor tidligere tiders yndede juleblomster som hyacinter og juleroser måske vender tilbage til stuerne.

Normaltilstanden er død

Mange ønsker sig sikkert tilbage til tiden før energiprisernes himmelflugt. Hvilket også er fuldt forståeligt – særligt for de økonomisk dårligst stillede i samfundet, som rammes særlig hårdt af stigende energipriser, da de ofte bor i dårligt isolerede boliger.

Situationen i dag er dog anderledes end tidligere energikriser. Med det samlede forbrug af ressourcer fylder menneskeheden nu så meget i klodens økosystemer, at vi truer selve integriteten af disse og overskrider flere af de planetære grænser, som den svenske miljøprofessor Johan Rockström har stået i spidsen for at definere.

Konsekvensen er ifølge et interview i Information med samme Rockström, at vi i fremtiden vil opleve flere polykriser. Det vil sige, når flere samtidige kriser forstærker hinanden og destabiliserer grundlaget for vores samfund. Det aktuelle eksempel er energikrisen, der delvist skyldes sammenfaldet af krigen i Ukraine og en usikker energiproduktion i Europa grundet usædvanlige vejrforhold forstærket af klimaforandringer.

Eneste farbare vej frem er, at vi som samfund går på skrump og indskrænker vores samlede ressourceforbrug. Vi må transformere samfundet på alle niveauer mod en langt mindre energiintensitet. Det, vi i dag oplever som det unormale, altså hele tiden at skulle tænke over forbruget af energi, skal være den nye normal.

Transformationen forudsætter, at vi skaber en ny og fælles vision for en bæredygtig fremtid med nøjsom brug og retfærdig fordeling af klodens uvurderlige ressourcer i centrum. En fremtid, hvor vi værdsætter de goder, klodens ressourcer giver os, og indretter vores forbrug, bekvemmelighed og levestandard efter de planetære grænser. Det bliver hårdt, især for de mange af os, der har været vant til det grænseløse forbrug. Men gevinsten ved at gennemføre denne omstilling vil stå mål med anstrengelsen.

Toke Haunstrup Bach Christensen er seniorforsker i bæredygtig omstilling og hverdagsliv ved Aalborg Universitet