Vi bliver fremmedgjorte over for de praktiske fag, hvis ikke vores forældre er håndværkere

Efter folkeskolen skal man gå på gymnasiet. Efter gymnasiet skal man på universitetet. 

Vores lærere og forældre forventer, at vi går ind i den akademiske verden, for ellers er vores chancer og talenter ’spildte’. Den kultur er udtryk for internaliseret uddannelsessnobberi i vores samfund.

Forventningen om at skulle gå på gymnasiet begynder tidligt i udskolingen. Jeg mindes, at de eneste elever, der blev peget i retningen af erhvervsuddannelser, var dem, som mine lærere mente ikke var klassisk ’kloge’ nok. Jeg blev personligt aldrig introduceret til ideen om at starte på hverken en klassisk erhvervsuddannelse eller EUX – kombinationsuddannelsen, der er en erhvervsuddannelse og en gymnasial eksamen. Hvorfor gjorde jeg ikke det?

Jeg valgte også selv at tage en STX-uddannelse og troede, at jeg derefter skulle læse på antropologistudiet. Det var normen og forventningen, og den havde jeg tænkt mig at leve op til. Derfor peger jeg også på mig selv, når jeg snakker om en snæversynethed angående uddannelsesmuligheder.

I mit sabbatår fik jeg dog et arbejde som vildtredder og dyrepasser i et genudsætningscenter i Costa Rica. Her fik jeg øjnene op for det, der i dag er mit erhverv, og jeg fik lov til at prøve kræfter med det.

Min daværende chef var tilfældigvis dansker og introducerede mig til uddannelsen som dyrepasser. Til alle i min omgangskreds’ forbavselse endte jeg derfor med at vælge en teknisk uddannelse i stedet. Jeg valgte ikke universitetet fra, men derimod erhvervsskolen til.

Af den grund går jeg i dag på en uddannelse, som forbereder mig til et arbejde, jeg får livsglæde af – ikke på grund af titler eller høje lønninger i fremtiden. Sådan så mine fremtidsplaner ikke ud, før den dag jeg sendte min kvoteansøgning afsted.

Svært at blive tømrer

At erhvervsskoler er uhipt, skyldes først og fremmest uddannelsessnobberi. Folk har en forventning om, at de akademiske uddannelser er langt sværere end de tekniske. Naturligvis læser de mere på universitetet, men jeg tror da, at mine boglige venner ville blive dybt forvirrede, hvis de skulle stå med hænderne i jorden, betjene stort maskineri og arbejde udendørs året rundt. For hvordan defineres sværhedsgrad? Bliver det blot opgjort i ECTS-point?

Når mine venner råber hurra over hinandens præstationer på deres kandidatuddannelser, men ikke serverer champagne ved min beståede grundforløbseksamen, gør det mig usikker på, om de overhovedet forstår, hvad vi laver på erhvervsskolerne. Vi bliver fremmedgjorte over for de praktiske fag, hvis ikke vores forældre også er håndværkere. Jeg tror ikke, en cand.jur. aner, hvor svært det er at blive udlært tømrer – eller hvor nødvendige tømrere er for samfundet.

Jeg giver mig selv et klap på mine overallsbærende skuldre, når jeg lærer ting som at skifte skovl på en minigraver, selv om jeg er dyrepasserstuderende. Også selv om jeg ikke ved, hvad ham der Platon talte om. Jeg har en masse kvalifikationer, som mine akademiske venner aldrig får, såvel som omvendt.

Hver eneste gang jeg fortæller nye bekendtskaber om mit uddannelsesforløb, begynder sætningen altid med »altså, det er en erhvervsskole, så det er ikke opbygget som på uni«, for ellers forstår de ofte ikke, når jeg bruger termer som mesterlære, hovedforløb og svendeprøve. Og fortæller jeg mine venner, at min uddannelse varer tre et halvt år, kommer det ofte som en overraskelse og følges op med kommentarer som »nå, så lang tid?«

Min pointe er, at det ikke kun er vores samfund, lærere og familier, der forventer, vi vælger den akademiske vej. Det er også vores jævnaldrende og vores omgivelser, der fremmedgør erhvervsskoleeleverne, når vores sejre og præstationer ikke betragtes på lige fod med en universitetsstuderendes. Jeg prøver ikke at bashe universitetsuddannelserne eller skabe splid mellem de to retninger. Jeg stiller blot et stort spørgsmål ved den tydelige ’elitisering’ af dem.

Opgør med snobberiet

Måske kommer snobberiet også af, at de fleste beslutningstagere i samfundet er akademikere. Jeg kan læse mig frem til, at der i 2010 kun var 10,5 procent af vores politikere, der selv havde en erhvervsuddannelse.

Men på de tekniske uddannelser er der store ressourcer at hente, når akademikere og politikere skal komme med handlingsplaner til udfordringer om for eksempel klimakrisen. Vi arbejder med de fag, der oftest er direkte forbundet med blandt andet jordbrug og natur, og vi har en stor praktisk viden. Tag for eksempel jordbrugserhverv, som eleverne undervises i på min skole. De teknisk uddannede er en ressource, der ikke altid bliver taget seriøst af akademikere og politikere.

Der bliver ofte talt om, at vi mangler erhvervsuddannede, men jeg ser sjældent reel handling. For samfundets skyld skal vi have et opgør med uddannelsessnobberiet. 

Det første skridt er, at man politisk prioriterer flere penge til erhvervsskolerne. Det er simpelthen mere tiltalende at sidde i fysisk attraktive lokaler, arbejde med gode materialer og have fagligt stærke undervisere. Nogle af de penge bør også gå til at understøtte den sociale trivsel på uddannelserne.

Jeg har ikke mødt de store muligheder for at opføre elevdemokrati eller at få indflydelse på min erhvervsuddannelse, som jeg gjorde i gymnasiet. Der havde man for eksempel mulighed for at invitere oplægsholdere og ungdomspolitikere ud og skabe et rum for trivsel og læring uden for klasselokalet. Der bør ikke være så stor en forskel i studiemiljøerne.

Derudover skal de praktiske uddannelser præsenteres på lige fod med de gymnasiale, og det skal foregå i øjenhøjde med eleverne. Som det er i dag, bliver gymnasiet udelukkende forventet, og de fleste unge, inklusive mig selv, har et stereotypt billede af den klassisk erhvervsuddannede, på trods af at over en million danskere har en erhvervsuddannelse. Skolerne skal gøre en indsats for at ændre vores nedgørende billede af uddannelser som min.

Vi skal alle blive bedre til at italesætte snobberiet i medierne og ved spisebordet. Begge uddannelsesveje er afgørende for et samfund, der skal kunne stå på egne ben. Det ene studie er ikke mere værd end det andet studie. 

Løn eller livsglæde

Måske er det min egen politiske agenda, der spiller ind her, men jeg bliver trist over, at uddannelsernes vurdering oftest bunder i, hvilken lønseddel de kan føre til. Hvorfor er lykke og status opgjort i indkomst?

Jeg uddanner mig muligvis til en lav løn, men i det mindste er min krop fysisk aktiv hver eneste dag, og mit job er min hobby. For mig kommer det faktisk til at være lystbetonet at gå på arbejde. Det samme ville jeg ikke kunne sige, hvis jeg skulle læse tunge bøger og sidde på et gråt kontor.

Jeg føler mig i stedet privilegeret over, at mit fremtidige job aldrig kommer til at være et klassisk fra ni til fem og mig selv som den trætte lønarbejder uden fritid. Hvorfor er det egenlig ikke os erhvervsuddannede, der léer af den akademiske verden?

Når jeg om et halvt års tid er færdiguddannet, bliver jeg skrevet ind i arbejderklassen. Jeg forventer ikke at få en særlig høj løn eller en latinsk titel – men til gengæld vil jeg hverken stå ansigt til ansigt med snobberi eller finde mig i, at min uddannelse anses som mindre værd.

Astrid Weng Maktabi studerer til dyrepasser