I middelalderen var kongemagten endnu ikke arveligt fastlagt. Det lykkedes dog som regel at få kronen lirket på hovedet af ældste søn, hvis han ikke var helt umulig.
Næstfødte sønner var problemet. En af de få borger- eller regentkrige i Danmark brød ud i årene efter 1241. Den naturlige efterfølger til Valdemar Sejr, Valdemar den Unge, døde i en ulykke i 1231.
I visen om Dagmars død (1212) advarer den døende dronning kongen mod at dele riget, mystisk som om hun kendte Valdemar den Unges skæbne små 20 år senere. Kongen overhører advarslen. Herefter står striden mellem sønnerne Abel, Erik og Christoffer med broder- og kongemord til følge i stor ynk og ulykke.
Flerkongearrangementer duer ikke. Almindeligvis finder kongerne derfor militær afsætning for yngre sønner: bedre endnu i kirken som abbeder i holdne klostre eller biskopper i rige stifter. Ellers sendes de overflødige i andre kongers tjeneste og holdes langt hjemmefra for at undgå misforståelser.
Drab i rettidig omhu på ambitiøse yngre brødre er selvfølgelig også en mulighed.
God ide: Grevinde af Bredgade!
hahaha.. hvad er det for noget fis !
Det er spøjst; jo højere man er i hierakiet, destomindre skal der åbenbart til for at man har lov at føle sig udstødt.
Der er mennesker der dagligt lider identitetstab ved jobcenter kontakt . Bare et eksempel .