Kronik

En kortere arbejdsuge er en oplagt løsning på flere af arbejdsmarkedets kriser

Tiden er løbet fra en standardiseret arbejdsuge på 37 timer. Der er stor efterspørgsel på en gentænkning af arbejdslivet, og på forsøgsbasis er en kortere arbejdsuge allerede en succes. Nu må fagforbundene bringe det til forhandlingsbordet
Sygeplejersker, sosu-assistenter og pædagoger har i årevis råbt op om, at en 37-timers arbejdsuge er uforenelig med i forvejen pressede arbejdsvilkår, skriver dagens kronikører.

Sygeplejersker, sosu-assistenter og pædagoger har i årevis råbt op om, at en 37-timers arbejdsuge er uforenelig med i forvejen pressede arbejdsvilkår, skriver dagens kronikører.

Sigrid Nygaard

Debat
4. oktober 2022

Kender du følelsen af, at tiden forsvinder mellem hænderne på dig? At arbejdsdagen er lang, mængden af opgaver er tiltagende, og stressepidemien ånder dig i nakken? At du er den sidste, der henter dit barn i daginstitution, mens du prøver at ignorere din dårlige samvittighed? Det gør vi. På hver vores måde.

For vores arbejdsmarked er indrettet efter en model, der gør os stressede, som puster til vores utilstrækkelighedsfølelse – både på arbejdspladsen og hjemme i familien – og som i 2022 må siges at være utidssvarende. Faktisk direkte forældet.

I 1930 forudså økonomen John Maynard Keynes, at produktivitetsstigningen ville medføre en arbejdstid på 15 timer om ugen for hans børnebørn. Siden er vores produktivitet øget, mens arbejdstiden er stagneret. Til gengæld har vi fået mere intense arbejdsliv, som stjæler vores tid og gør os syge.

Mange savner tid sammen med deres familie: tid til at hvile ud, være nærværende og til at deltage i demokratiske fællesskaber til glæde for os selv og hinanden. Vi savner med andre ord at få mere ro på i hverdagen. Det kræver en nytænkning af vores arbejdsliv og arbejdstid.

Tiden er nemlig løbet fra en standardiseret arbejdsuge på 37 timer – en talkombination, som i øvrigt ikke er en naturlov, men et resultat af et engang modigt og visionært samarbejde mellem fagforeninger, arbejdere og arbejdsgivere. Med indførelsen af en 37-timers arbejdsuge i 1990 vandt fagbevægelsen en af århundredets største arbejdsmarkedspolitiske kampe – og tabte pusten.

For det paradoksale er, at mens udviklingen af tidsbesparende teknologier er accelereret, er vores tanker om arbejdstid gået i stå. I over 30 år har vi accepteret 37 timer som standard uden for alvor at sætte spørgsmålstegn ved rimelighed og effektiv udnyttelse af tid og ressourcer, selv om vores arbejdsliv og -vilkår har ændret sig markant.

Samtalen blomstrer på tværs

Flere fagforeninger, arbejdsgivere og ansatte taler nu om, at vi må gentænke måden, vi arbejder på. Her er ideen om kortere arbejdstid en lysende del af svaret på mange af de udfordringer, som vi står over for i dag: Stressepidemien, rekrutterings- og fastholdelseskrisen i sundhedssektoren, den faldende opbakning til foreningslivet, og vi kunne blive ved.

Både Djøf og DM melder om et stigende antal medlemmer, der ønsker at justere arbejdstiden for at få hverdagslivet til at hænge sammen. I samarbejde med Epinion har Djøf blandt andet lavet en undersøgelse, der viser, at to ud af tre ønsker en firedages arbejdsuge – og det gælder både ledere og ansatte. Hos DM har flere medlemmer stillet forslag om, at fagforeningen skal i gang med at afdække modeller for kortere arbejdstid og fleksibilitet i arbejdslivet. Der bliver endda luftet tanker om at gentænke arbejdslivet ved at bryde det op i livsfaser, så det for eksempel er muligt at gå ned i tid, mens børnene er små, eller at gå midlertidigt på pension midt i 40’erne. Hos HK Østjylland Privat er formanden, Søren Sørensen, gået så langt som til at foreslå en arbejdsuge på i alt 30 timer med bibeholdelse af samme løn.

Hvis vi vender os mod velfærdsfagene, har sygeplejersker, sosu-assistenter og pædagoger i årevis råbt op om, at en 37-timers arbejdsuge er uforenelig med i forvejen pressede arbejdsvilkår. Mange melder, at de er nødt til at gå ned i tid for at få hverdagen til at hænge sammen og give kroppen mulighed for at restituere mellem de til tider slidsomme vagter – for egen regning. Det betyder reelt, at man som jordemoder på den hårdt pressede fødegang på Rigshospitalet, eller som sygeplejerske på akutmodtagelsen i Hillerød, er nødt til selv at betale for at få fri tid nok til at klare de opgaver, som selv samme strabadserende arbejde byder på. Det er ikke rimeligt.

Forfatterne bag nærværende kronik skrev i 2018 bogen Oprør for fremtiden. I bogen foreslår vi en markant kortere arbejdsuge, hvor den enkelte har mulighed for at organisere sin arbejdstid efter eget behov. Vil man arbejde fem til seks timer fem arbejdsdage, eller vil man holde en hel fridag og arbejde mere de andre dage? Modellen skal realiseres over 15 år, gennem overenskomstforhandlinger, hvor fagforbundene løfter kravet, bakket politisk op af en koalition af velvillige, formentlig venstreorienterede partier, organisationer og borgere, der skubber på og skaber pres nedefra.

Det må være en kollektiv indsats, hvis vi skal omkalfatre vores arbejdsmarked. En kortere arbejdsuge vil sandsynligvis føre til en lidt lavere lønudvikling, men til gengæld vil vi opleve en bedre balance mellem det intense arbejdsliv og fritids- og familielivet, hvor der skal være plads til ro, fællesskaber og pauser.

Mange – både industri- og erhvervsansatte samt mennesker med mellemlange eller lange uddannelser – finder stor mening og identitet i deres beskæftigelse, og derfor skal det selvfølgelig være muligt fortsat at lægge meget tid i sit arbejde. Det skal der være mulighed for at aftale sig frem til lokalt, men om 15 år skal udgangspunktet for en fuldtidsansættelse være markant lavere.

Forhåbentlig kan en kortere arbejdsuge også bane vej for mere ligestilling mellem kønnene på arbejdsmarkedet og på hjemmefronten, når mænd kan få mere fri tid til at være fædre for deres børn, og kvinder kan få fri tid til at være mere end mødre. Men børn og familie eller ej: Alle skal have ret til en kortere arbejdsuge

Eksperimenternes succes giver genlyd

I den svenske storby Göteborg gennemførte man i perioden 2015-2017 et forsøg, hvor 60 ansatte på et plejehjem gik ned i tid til en 30-timers arbejdsuge med fuld lønkompensation. Forsøget var tilkoblet et forskningsprojekt, der løbende kontrollerede og undersøgte de ansattes trivsel og eksperimentets samfundsøkonomiske konsekvenser. Efter to år kunne forskningsprojektet påvise, at sygefraværet og behovet for vikarer var mindsket markant. Og vigtigst af alt var medarbejderne gladere og mindre stressede.

I Island har forsøg med firedages arbejdsuge været så overvældende en succes, at 86 procent af arbejdsstyrken nu arbejder færre dage. Regeringen og byrådet i Reykjavik gik forrest og gennemførte et forsøg med 2.500 ansatte i perioden 2015-2019, hvor deltagerne – ligesom sosu-assistenterne i Göteborg – gik ned i tid, men arbejdede til samme løn. Resultatet var tydeligt: De fleste steder forblev produktiviteten den samme, mens den enkelte steder steg. Trivslen og oplevelsen af balance mellem arbejds- og privatliv blev forbedret.

I tråd med vores forslag gav de positive resultater anledning til, at flere af Islands største fagforeninger genforhandlede deres overenskomstaftaler – til glæde for de arbejdstagere, der nu oplever fordelene ved en kortere arbejdsuge.

Gennem historien har vi løbende sat arbejdstiden ned, så den har passet til vores behov og livsvilkår. Det er på tide, at vi igen kæmper for en modernisering af vores arbejdsliv og en nedsættelse af vores arbejdstid. For samfundet har udviklet sig på en måde, der stiller større og større krav til os alle – både på arbejde og i privatlivet. Vi kan ikke følge med, hvis vi skal blive ved med at holde fast i de samme systemer og det samme tempo.

Viljen findes. De gode eksempler findes. Hvordan den konkrete udformning skal se ud, må nu være op til de faglige forbund, som må bringe det til forhandlingsbordet, når de sidder over for arbejdsgiverne. Som politikere bakker vi op. Nu skal vi sætte skub i bevægelsen hen imod en kortere arbejdsuge og mere fri tid.

Lisbeth Bech-Nielsen er folketingsmedlem for SF og Peter Westerman er regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden for SF. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Konklusionen er god nok: Kortere arbejdstid. Det kunne også være en hjælp til at erhvervslivet kunne interessere sig LIDT mere for at ansætte 55+ årige.

Men kan man overlade den store forhandlingsopgave til fagforeningerne?

Steen K Petersen, Alan Frederiksen og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar
Poul Anders Thomsen

Jeg mener 30 timer er rigeligt. Dagligt har jeg 37 timer som alle andre, men kan snildt klare det på 25-30 timer. Mange gange er jeg nødt til at snige mig ud ad bagdøren, for at de andre ikke ser jeg går, flere af dem, går nu nok selv kort efter.

Kristian Knudsen

Vi burde alle sætte farten lidt ned. Vi ved det godt. Men det er så skønt at træde frem og overhale andre med sin fokuserede dygtighed.

Det store spørgsmål er: Om menneskene bliver mere fokuseret aktive selvforsynende overfor nære forbrugsbehov eller blot mere diffusserede og ressourceforbrugende i nydelsen og forbruget af den frigjorte tid.. (altså om vi er kloge nok).
Hvis det regulerede arbejdsmarked og dets teknologiske kompleks kan producere tilstrækkeligt til at frigøre lønarbejderne til kortere arbejdstid er det interessant at debattøren ikke istedet vælger at drøfte muligheden af at overføre overskuddet til grøn omstilling ( i stedet for evt. mere fri (forbrugs) tid).
Ps selv er jeg selvstændig, arbejder håndværsmæssigt og kunstnerisk og bruger uendelig meget tid på at skabe det nørdede ubetalelige som kun lader sig gøre fordi det er det jeg af svært beskrivelig årsager nyder og er optaget af.