På kort tid har verden oplevet en pandemi, forværret klimakrise, krig og en fødevare- og forsyningskrise, der har skabt en regulær inflationskrise for størstedelen af verdens befolkning. Det er dybt alvorligt.
En skat på overnormale profitter vil derfor være en god måde at omfordele en lille del af verdens rigdom fra de allerrigeste firmaer, der har tjent stort på kriserne, til de mennesker, som er hårdest ramt.
EU er kommet med et forslag om at beskatte ekstraordinære profitter hos energiselskaberne for at hjælpe befolkningen. Og herhjemme foreslår flere partier det samme. Statsministeren har sågar nævnt det i valgkampen.
Men der er ingen grund til, at beskatning af kriseprofitter kun skal gælde energisektoren. Mange sektorer har vundet på de seneste års kriser, mens millioner er blevet skubbet ud i fattigdom.
Allerede under pandemien i 2020 viste Oxfam, at en række tech- og medicinalselskaber havde indtjeningsvækst på op mod 80 procent. Og i Danmark er det især transportsektoren, som har haft medvind på grund af kriserne. Oxfam IBIS har sammenlignet første halvårs overskud i 2022 med årene før pandemien, hvilket viser, at A.P. Møller-Mærsks overskud er steget med næsten 2.000 procent og DSV med 390 procent.
Det er vigtigt, at det går godt i virksomhederne. Men når der sker en så abnorm vækst grundet ydre omstændigheder og ikke virksomhedernes flid og dygtighed, så er det kun logisk at se på, om selskaberne kan bidrage med mere til samfundet.
EU-lande som Italien og Grækenland er allerede i gang med at indføre en såkaldt windfall-tax. I Spanien planlægges en særskat på overnormale profitter, som skal gælde for energi- og finanssektoren.
Beskatning af overnormal profit kan være et afgørende redskab til at omfordele ressourcerne mere lige i ekstraordinære situationer. Og det kan generere penge til at hjælpe de hårdest ramte i Danmark, afværge sultkatastrofer i fattige lande og investere i klimatilpasning.
Beskatning af ekstreme profitter bør derfor være en permanent løsning, der aktiveres i alle former for krisetider.
Lars Koch er generalsekretær i Oxfam IBIS
"Beskatning af ekstreme profitter bør derfor være en permanent løsning, der aktiveres i alle former for krisetider."
Hvad nytter godhed, skrev Bertolt Brecht en gang.
I stedet for blot at være fornuftige, bestræb jer da på at frembringe en tilstand som gør de enkeltes ufornuft til en dårlig forretning!