Københavns kommunes budget for 2023 er landet. Aftalen sætter penge af til både tiltrængte miljø- og klimatiltag, men der er desværre også afsat penge til det stik modsatte: mere miljøforurening.
Der skal nemlig bruges over 100 millioner kroner til at etablere kunstgræsbaner, enten ved at anlægge helt nye eller ved at udskifte gamle baner. Og det er jo godt, at man vil forbedre og udbygge de københavnske idrætsfaciliteter, men de nye kunstgræsbaner kan desværre få store både miljømæssige, økonomiske og sundhedsmæssige konsekvenser.
Først og fremmest er de miljømæssige konsekvenser ved kunstgræsbaner enorme. Det er veldokumenteret, at kunstgræsbaner er en stor kilde til mikroplastik, der ender i vores miljø. Det skyldes, at kunstgræsbaner typisk er lavet af syntetisk gummigranulat fra gamle bildæk. Det anslås, at der hvert år i Danmark udledes mellem 380 og 640 ton mikroplastik fra kunstgræsbaner til naturen. Her bidrager de små partikler til kemikalieforurening og vandrer via luft, mad og vand ind i vores egne kroppe.
Derfor er der også store potentielle sundhedsmæssige konsekvenser ved de nye kunstgræsbaner. Det gummigranulat, som de fleste baner består af, har nemlig aldrig været beregnet til direkte hudkontakt og kan derfor indeholde skadelige kemikalier. De kommer i kontakt med huden, når man vælter på banen, eller når de efter kampen bogstaveligt talt bliver slæbt med hjem på børneværelset i form af støv på tøj, i fodboldstøvler, på kroppen og i håret.
Også økonomiske konsekvenser ligger og lurer i og med, at EU-Kommissionen i august foreslog at forbyde bevidst tilsat mikroplastik i en række produkter, herunder kunstige fodboldbaner. Bliver forslaget vedtaget, vil de helt nye kunstgræsbaner i Københavns Kommune ikke komme til at være underlag for mange fodboldkampe, før de skal skiftes ud.
Udviklingen af alternativer til baner af gummigranulat går stærkt, og fra forskere lyder også en opfordring til grundigt at overveje, om kunstgræs virkelig er nødvendigt i så mange tilfælde. Herfra skal derfor lyde en klar opfordring til de københavnske politikere om at tænke i alternativer, når budgettet skal lægges igen til næste år.
Louise Lerche-Gredal er direktør i miljøorganisationen Plastic Change
Slemt nok, og hvor meget kommer der så fra bildæk på vejene?
Godt indspark.
Jeg har lokalt været imod, da man begyndte at anlægge kunstgræsbaner, og det af yderligere en grund: man får brændsårskader, når man i for eksempel fodbold tackles, så man glider hen ad banen.
Det er ikke noget, jeg tror, det er noget jeg gentagne gange har set med egne øjne.
Flere af de spillere, jeg har talt med, bryder sig ikke om at spille på kunstgræs.
“Vi kæmper for et affaldsfrit samfund, hvor plastik bruges igen og igen” - sådan lyder formålet fra organisationen Plastic Change. På trods af dette fine formål, så ser man organisationen som eksponent for en helt anden tilgang, når det gælder kunstgræsbaner. Et udpræget genbrug af af gummimateriale som på forhånd er beskyttet mod solens lys, nedbrydning og udvaskning, fordi et dæk naturligvis er skabt til stor sikkerhed og holdbarhed.
Dækgranulat er teknisk set ikke mikroplast, men dog ifølge OECD “large microplast. Det bliver udlagt på fint sand, et filter af kunstgræs og en filtrerende jordpakke. Jf,. Miljøstyrelsen er tabet ikke større end at jorde ikke forurenes. Tabet over “banekant” har tidligere været for stort, men udviklingen har ført til langt bedre tekniske indretninger af banerne. Dækbekendtgørelsen har reduceret anvendelsen af højaromatiske olier = mindre PAH. Gummifremstillingen sker i dag med mindre zink, som i øvrigt anvendes udbredt i samfundet til beskyttelse af overflader.
Alternativerne er plastvarer, der er særligt beskyttet mod nedbrydning fra UV stråler, ozon og udvaskning, men produceret som nye kulbrintebaserede varer. Det er det Plastic Change anbefaler. Altså,, større CO2 udledning og mindre Cirkulær Økonomi. Få nu fagligheden højere op, fru direktør.