Læserbrev

Lad generationer samles: Sådan kan unge høres ved de ældres valg

Den demografiske udvikling svækker de unges repræsentation i demokratiet, men det kan deres bedsteforældre hjælpe med at rette op på. Der er brug for at stå sammen på tværs af generationer, også når det handler om SU og folkepension
Bekymrede bedsteforældre til klimademonstration på Gammeltorv i København i 2019.

Bekymrede bedsteforældre til klimademonstration på Gammeltorv i København i 2019.

Sigrid Nygaard

Debat
7. oktober 2022

Når vi går til valg den 1. november, vil magten reelt ligge hos de ældre. Vi føder færre børn og lever længere. Derfor har demografien udviklet sig sådan, at de unge under 30 år nu kun har 18 procent af stemmerne, mens de ældre over 60 år sidder på omkring 35 procent af stemmerne. Altså næsten det dobbelte.

Når vi stemmer til valget, burde vi også stemme om, hvorvidt valgretsalderen skal sættes ned til 16 år. Vi bør sikre, at de unge generationer sikres en højere repræsentation i demokratiet. For selv om demografien tilsiger, at hver tredje af os kan købe en seniorbillet, er det ikke kun seniorerne, der skal bestemme, hvor bussen skal køre hen.

Løbet er nok kørt for at få det afstemningstema sat på stemmesedlerne, men lad os her skitsere en anden vej, som kan sikre, at alle generationer høres lige. En vej, som binder generationer sammen – i stedet for at spille dem ud mod hinanden.

89 procent af børn i Danmark har mindst én nulevende bedsteforælder. Det er et velkendt faktum, at man bliver forkælet hos bedsteforældrene. Man får lidt mere slik, lidt mere iPad-tid, og bedsteforældre er lidt mere tålmodige.

For bedsteforældre er som regel ikke bundet op i årtierlange realkreditlån eller en 37-timers arbejdsuge. De tænker mere på kortspil i regnvejr og nærvær.

Mange vil forsøge at tegne et andet billede. Et billede af, at ældrepleje og børnepasning er en politisk kampplads mellem modstridende interessegrupper. At SU er den finanspolitiske modsætning til folkepension. Og at techno på en soundboks er en trussel mod aftenkaffen.

Men børnebørn og bedsteforældre burde gøre sig klart, at de som demografiske ydergrupper har langt mere til fælles, end der skiller dem.

For Else kan huske, da julen var hvid, og Ove kan huske, hvordan det var at være ung og rebelsk. De kan huske, da krig i Europa ikke kun var underholdning i IMAX på Fisketorvet, men en lurende nærværende fare. De kan huske betydningen af fundamentale, menneskelige værdier og en anden historisk virkelighed.

Så kære alle børnebørn. Husk, at dine forældre kender reglerne, og dine bedsteforældre kender undtagelserne. Og selv om deres busbillet er billigere end din, kan I godt finde ud af, hvor I skal hen. Sammen.

Og kære alle bedsteforældre: Snak med jeres børnebørn om valget. Find ud af, hvilke spørgsmål der er vigtige for dem. Overlad det ikke til Ældre Sagen at definere jeres egen politiske horisont.

For omend alle børn gerne vil forkæles med slik, iPad eller kortspil i regnvejr, så er den største forkælelse, du kan give dit barnebarn, at stemme på nogen, som også tænker på dem. En stemme på et parti, som har deres bedste interesser for øje og visioner for den fremtid, de skal leve i. Et parti, som vil dem det bedste.

Oscar Junker og Jesper Theil Thomsen er medlemmer af ungdomsorganisationen SAGA

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Pedersen

Sådan!
Tak

Marianne Jespersen

Ja beskyt SU og Dimittendsats med din stemme . Det er det bedste du kan gøre for at sikre dine børnebørn en tryg og lige fremtid. Foruden støtte til lærerne og pædagogerne og et offentligt ordentligt sundhedsvæsen.

Og lad dig ikke forføre og forklar de unge hvorfor de ikke heller ikke skal lade sig forføre fx. af Venstres forslag om at sælge ud af vital offentlig ejendom til privatkapitalismen såsom Ørsted - vi tabte kontrol med vaccineproduktion på Seruminstituttet ved et i øvrigt tabsgivende salg til en saudiarabisk kapitalist. Og Vi solgte DONG aktier under stor folkelig modstand for ca. ti år siden. Nu vil venstre sælge resten til monopolkapitalister og spekulanter. !!! Forklar dine unge hvorfor det er den helt gale vej at gå.

Hans Houmøller og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Hans Houmøller

Det er nedladende at skrive, at jeg som bedsteforældre formodes at overlade det til Ældresagen at definere min politiske horisont.

Den horisont har jeg fuldstændig klarhed over hvor er uden hjælp udefra.