Det var sommer, og solen skinnede. Men jeg lå i sengen med persiennerne nede, fuldstændig drænet for energi. Depoterne var tomme, hjernen var brændt ud. Jeg havde fået stress og var blevet sygemeldt fra mit arbejde.
Men ulig en sygemelding med en fysisk sygdom havde jeg ikke lyst til at fortælle folk om den. For mit selvbillede passede ikke til den situation, jeg stod i. Jeg så ikke mig selv som et menneske, der havde psykiske problemer, og slet ikke som ét, der havde brug for hjælp til at håndtere dem.
Jeg klarede mig efterhånden igennem stressen, men min historie er langtfra unik. Og mit handlemønster går igen hos rigtig mange mænd. For mænd er generelt utrolig dårlige til at tale om deres mentale mistrivsel. Derfor kan det være svært for omverdenen at registrere den, før den kommer til udtryk gennem grænseoverskridende adfærd som vold og misbrug.
En ny maskulinitet
Det kan man ikke blot udlede af anekdotiske fortællinger, men aflæse ganske klart i statistikkerne. Eksempelvis får cirka tre gange så mange kvinder som mænd en henvisning til en psykolog fra deres praktiserede læge. Denne ulighed skyldes formentlig, at kvinder er bedre til at opsøge læge og give udtryk for deres mentale behov.
Dette medfører endvidere, at der er dobbelt så mange kvinder, der får diagnosen depression og efterfølgende modtager hjælp. Modsat er der dobbelt så mange mænd som kvinder, der ender med at blive diagnosticeret som misbruger – måske fordi de ikke fik den rigtige hjælp i tide.
Også i selvmordsraterne er mænd stærkt overrepræsenteret: Mændenes rate er mere end dobbelt så høj som kvindernes. Men paradoksalt nok oplever de hos livslinjen, at mænd kun udgør 30 procent af deres opkald.
Selv om der selvfølgelig er langt mellem selvmordsstatistikkerne og min stresshåndtering, er de begge udtryk for en negativ tendens blandt mænd, som vi er nødt til at få vendt.
Vi skal gennem vores kultur blive bedre til at skabe et rum, hvor mænd kan dele deres mere sårbare sider, og hvor de forstokkede maskuline idealer kan lægges på hylden. Og vi skal som mænd blive bedre til at tage vores egen mentale trivsel seriøst.
Formår vi ikke at skabe disse ændringer, vil vi fortsætte med at avle triste mandlige skæbner, der forfalder til misbrug og vold, fordi de ikke fik hjælp. Det kan vi hverken som mænd eller som samfund være tjent med.
Thomas Rohden er folketingskandidat i København og regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden for De Radikale
Hvis hovedpræmissen for 'en mand' er at han forventes 'at tage ansvar', 'som en mand'. Det vil sige uanset om det er hans skyld, eller om det er uretfærdigt eller ej, om det er umuligt eller ej.
Så er det sgu lidt svært at sætte grænser.
Så må man være stærk, eller gå til grunde.
Jeg tror sagtens mænd kan udtrykke følelser.
Men hvad ville der komme ud af det, hvis præmissen er den samme.
Jeg tror at mænd næsten skal have en slags 'frigørelse' fra de stereotypiske forventninger - på samme måde som kvinderne frigjorte sig i forrige århundrede.
Så vi ikke forventes at skulle tåle alt.
Så vi ikke forventes at skulle betale alt.
Så vi ikke forventes at skulle 'tage det som en mand'.
Mænd viser masser af følelser, det bare et spørgsmål om at tolke dem!
Mænd bliver sure, tvære og vrede i stedet for kede af det udad til, mænd lukker sig inde og begynder at drikke, mænd isolere sig osv osv. det er bare et spørgsmål om at tolke disse for de vises bare på en anden måde, men sandt, disse ting sker ofte i skjul og kan være sværere at få øje på i en travl hverdag, ofte vil han bare blive set som ham med nej hatten, den negative og sure.
Men ja, mænd går ofte helt alene med deres ting, for mænd forventes at skulle være stærke og taber på status udadtil hvis de først "knækker", især ubevidst blandt kollegaer og mere bevidst mht. ens karrieremuligheder i en virksomhed der nok vil være negativt ramt.
Jeg har ikke løsningen, men hvis du først har fået et prædikat om at du er "svag" urobust og ikke særlig forandringsparat, men har et behov for stabilitet og overblik, så er det noget der kan tynge en i mange år eller altid.
”Lad nu være at føle efter, hvordan I har det indeni, for så bliver I aldrig nogensinde til en skid. Livet, det er et langt cykelløb, det går op ad bakke, det går ned ad bakke. Man falder, man slår sig. Det gælder altid om at komme op på cyklen igen og tro på det” (Brian Holm).
- og manden har jo ret. I øvrigt er der, mig bekendt, ikke noget bedre middel mod depression end en lang cykel- eller gåtur - og hvis et ikke hjælper, så prøv igen næste dag. Det eneste der helt sikkert ikke hjælper er dynen.
@Søren Kristensen
Tak for at bekræfte det jeg lige har skrevet.
Jeg vil starte med lidt lys for dem, der kæmper derude alene, for vi mænd kan og skal blive bedre til at række hånden ud og finde andre, der slås med ting i mørket.
- En shed
- Australian Men's Shed Association (AMSA) er en organisation hvor mænd møde mænd som har spredt sig til dele af verden, vores lille vision
- https://www.mmdanmark.dk/
så er der også
- https://sundmand.dk/index.php
- https://www.farforlivet.dk/
- Og http://manderaadet.dk/
Så til det lidt mere mørke og den forskelsbehandling, der er:
- som jeg selv falder, i "mænd skal blive bedre til at række hånden ud"
Det skal vi (mænd), men det ændrer ikke ved, at samfundet behandler vores køn meget forskelligt, og jeg vil da sige, at hvis vi skal bryde og få hevet nogle mænd ud af mørket, så hjælper det bare ikke at sige, at du skal SELV rækker hånden ud, når vi mænd mere har brug for et skub, fordi vi er lidt for tykpandet (f.eks. klassikeren når konen tvinger manden til lægen)
Part 2
Så til det lidt mere mørke og den forskelsbehandling, der er:
- "women and children are loved unconditionally but men are loved on the condition that they can provide something" chris rock.
Sørgeligt men meget sandt på mange måder... Vi mænd lærer og ser på mange måder, at det vi slås med, ikke har samme betydning, i mange sammenhænge som kvindens "problemer".
- Kvindernes dag vs mændenes dag, i hvad det får af opmærksomhed og har af betydning.
- Vi er ikke ens i lovens øjne, såsom med Serviceloven, at her er der ikke ligestilling.
Denne forskelsbehandling ses tydeligt, når vi snakker om retten til hjælp, når man bliver udsat for partnervold, og den hjælp kvinder får og manden ikke får, selv når han står med et barn.
- Eller hvor ensidigt kønsdebatten er, og hvor stor magt det har "bare" at være kvinde, og hvor meget der så bliver lytte til en versus en mand.
- At kvinder er offer og mænd er skurke som udgangspunkt, og bare alene dette medfører af forskelsbehandling og bedømmelse på så mange forskellige områder.
- Den store forskel i opmærksomhed, når vi snakker brystkræft og prostatakræft, i penge, støtte og opmærksomhed
- Familieretshuset og den massive kritik og forskelsbehandling der foregår der, som klart udviser forskel i syn på køn og rettigheder
- Og mange gange så det en mand, der slås med er sine egne problem og er "måske" selvforskyldt, mens for kvinden, der træder vi til, som samfund, lige meget hvad på 117 måder.
Det er nemmere at finde pengene til et kvindeproblem vs et mande problem
- I Finansloven har regeringen fjernet støtten til Forum for Mænds Sundhed, som jeg har linket oppe som et sted, hvor mænd kan søge info, og som arbejder for tingene mænd slås med, men dem er der så mange af, så det gør ikke noget vel?
Vores Køns´ kønsforskelle,
ses også meget tydeligt i psykiatrien og diagnoser, som de har og/eller de grundlag mænd får førtidspension på.
- Men man skal også huske, at de ting mænd slåes med, er ikke de samme, som kvinde slåes med generelt, men også hvordan mænd tackler disse, og hvad for værktøjer de gør brug af for at komme ud af deres problemstillinger, som de slås med.
Men ja desværre er der en del mænd, der selv graver sig et hul, som er svært at komme ud af, fordi de ikke kan eller vil rækker hånden ud.
Disclaimer: Kvinde og ung læge
Jeg føler mig priviligieret... inderligt priviligeret.
Priviligeret for, at jeg har født en kvinde, og ej en mand.
Ikke fordi der ikke er mange misundelsesværdige ting ved mænd.
Men fordi mandens kultur og fundament anser jeg for at være i fuldkommen opbrud.
- Er der kun en måde at være en "rigtig" mand på? NEJ! Alle mænd er selvfølgelig deres egne individer såvel som vi andre er
- Er der kun en rigtig måde at bevare et godt mentalt helbred og tackle psykiske tilstande? NEJ! En behandling virker ej for alle
- Er det alle mænd, som lider psykisk? NEJ! Alle har forskellige erfaringer, oplevelser, styrker at trække på og udgangspunkte.
.
Men hvad jeg ser særligt gennemgribende for mænds mentale helbred, er IKKE "patriarkiet" og dennes forventninger til mænd. Det er heller ej mænd der undertrykker hinanden. Det er heller ej toksisk maskulinitet.
Hvad jeg anekdoktisk (og enkelte studier) har observeret er:
- Samfundsmæssige Makroaggression: Kvinders offerrolle og den feministiske problemløsning er på bekostning af at mænd betragtes dårlige per definition. Selv de allierede mænd kan ikke slippe for fordømmelsens hammer (Der er ikke mange feminister der vil date en feminist mand...)
- Kvinder er fra venus, mænd er fra mars: I vores gynocentriske samfund og sundhedsvæsen har vi simpelthen ikke mulighed for at rumme mænd. Særligt nu til dags hvor psykologer og læger er begyndt at være overdomineret af kvinder. Min intuition siger mig, at selvom mænd har brug for at få luftet deres følelser, så er det ikke nødvendigvis "støttesamtaler" som er vejen frem. (Ja mænd må jo ingengang have deres manderum og forskning ad mandeproblemer, dette er jo fjernet fra finansprogrammet... Og mange mændsrelaterede sygdomme (f.eks. lavt testosteron og prostata cancer))
- Mænd er obsolute... De kan sendes i krig ("For kvinder lider jo mere af krig end mænd" - Hillary Clinton...), mænd må dømmes uskyldigt ("believe alle women" - metoo), Mænd har ikke krav på noget (Ja ingengang en erkendelses af sin eksistens af andre (sagen m. den unge gymnasium elev, som ønskede bare at kunne få et blik af sine kvindelige elever))
- Mandestrukturen er ødelagt, testosteronen er i bund og hvad er eksistensgrundladet? Hvornår har vi ses hyldet de mandsdomineret beskidte og/eller farlige jobs for at opholde vores samfund? Hvornår hylder vi manddommen? (hvor er vores mandsprøver, så samfundet og mændene selv kan tro på sig selv?) Hvornår takker vi vores fædre for at have arbejdet hårdt i jobs og ladet moderen nyde (på godt og ondt) børnene? (Ved I, hvor mande mænd går i graven med den største fortrydelse at ikke kunne bringe nok tid sammen med deres børn, fordi de skulle forsørge familien?)
- Mænd er under konstant dømmende overvågning. Et samfund uden mange mandespaces tilbage, så bliver mandens handlinger konstant vægtet og vejet under kvindernes dømme (Ja, mænd sætter faktisk værdi i en kvindes tanker)... og oven i købet beder feminister etc at mænd skal aktivt fordømme hinanden på kvindernes vegne? Hvor kan manden være fri og sige sine tanker ucensureret? Uden fordømmelse? Alene for sig selv foran en computer? (Ja det er i hvert fald ikke godt for nogens mentale helbred).
.
En grov karikatur:
Samfundet forventer at de "onde" og "uværdige" mænd skal ofre sig for samfundet i deres egen elendighed, de fortjener jo alligevel ikke noget grundet toksisk maskulinitet og deres eksistens er angiveligt på bekostning på kvinder og alle andre (hvornår kan mænd gøre noget rigtigt?)
Og hvis de ikke mander sig op? (Ikke selv rækker ud for hjælp), ja så er de sku selv uden om det.
Ergo mænd skal løsne deres egne problemer i fred for os andre... Samfundet skylder dem ingenting
Så hvordan kan og vil en mand række ud under disse omstændigheder? Og hvis manden ikke kan det, hvem er villig til række hånden ud under disse samme omstændigheder?
@Liv Pedersen
god, men sørgelig pointe.
"- Mænd er under konstant dømmende overvågning. Et samfund uden mange mandespaces tilbage, så bliver mandens handlinger konstant vægtet og vejet under kvindernes dømme"
For et fri-rum hvor mænd kan være mænd. dem er der ikke mange tilbage af.
hvor vi kan være mænd, på godt og ondt. som ellers ville kunne giver et pusterum og støtte til de mænd der har ondt i livet på forskellige måder.
Vi siger, at manden skal finde, hvem han vil være i den nye verden, hans nye mandighed. Mit problem er bare, at vores "nye" mandighed skal være på kvinders syn og velsignelse(så hun kan få sin frihed), og så er det ikke ligefrem et mandeprojekt (mandes frigørelse).
Manden skal være maskulin, problemet er, at mandeforbilledet er svært at se i vores samfund, når han bliver godt udskammet og skubbet i baggrunden. og hvor selv sund maskulinitet er et problem.
Hvordan skal de unge ny så finde en gode måde at udleve deres maskulinitet ud på?, når selv almindelig maskulinitet udskammes i flere sammenhæng.
En der prøver at nå mænd i deres smerte og elendighed er Jordan Peterson
Prof. dr. Jordan Peterson talks about toxic masculinity.
https://www.youtube.com/watch?v=KEz32OTifL4